You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
MARGRETE.
Jeg hilser min herre og konge. 
MARGRETE.
Ich grüße meinen Herrn und König. 
HÅKON.
Tak! – (ser på hende og tager hendes hånd.) Tilgiv; jeg tænkte ikke på, at det måtte krænke eder. 
HÅKON.
Dank! – Er schaut sie an und ergreift ihre Hand. Verzeiht – ich dachte nicht daran, daß es Euch kränken mußte. 
MARGRETE
(drager hånden til sig).
Det krænkte mig ikke; – I er visselig kongefødt. 
MARGRETE
zieht die Hand zurück.
Es hat mich nicht gekränkt – Ihr seid gewißlich zum König geboren. 
HÅKON
(med liv).
Ja, må ikke hver mand sige det, som kommer ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har berget mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birkebejnerne mig over fjeldet i frost og uvejr og midt imellem dem, som stod mig efter livet. I Nidaros slap jeg uskadt fra Baglerne den tid de brændte byen og dræbte så mange af vore, mens kong Inge selv med nød frelste sig ombord ved at entre opefter ankertovet. 
HÅKON
lebhaft.
Ja, muß nicht ein jeglicher das sagen, wenn er bedenkt, wie wunderbar Gott und die Heiligen mich wider alles Böse beschirmt haben? Als ich ein Jahr alt war, trugen die Birkebeiner mich in Frost und Unwetter übers Gebirge und mitten durch die hindurch, die mir nach dem Leben trachteten. In Nidaros entkam ich unverletzt den Baglern, als sie die Stadt verbrannten und so viele von den Unsern erschlugen, während König Inge sich selbst mit Not an Bord eines Schiffes rettete, indem er am Ankertau emporklomm. 
MARGRETE.
I har fristet en hård opvækst. 
MARGRETE.
Ihr hattet eine harte Jugend. 
HÅKON
(ser visst på hende).
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den mildere. 
HÅKON
blickt sie fest an.
Mich will jetzt bedünken, Ihr hättet sie mir freundlicher machen können. 
MARGRETE.
Jeg? 
MARGRETE
Ich? 
HÅKON.
I kunde været mig så god en fostersøster alle de år vi vokste op sammen. 
HÅKON.
Ihr hättet mir eine so gute Pflegeschwester sein können in all den Jahren, da wir miteinander aufwuchsen! 
MARGRETE.
Men det faldt sig ikke slig. 
MARGRETE.
Aber es fügte sich nicht so. 
HÅKON.
Nej – det faldt sig ikke slig; – vi så på hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes vi ved – (utålmodig) hvor blir han af? (Ivar Bodde kommer med skrivesager.) Er du der; giv hid!
(Håkon sætter sig ved bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule jarl ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vega Væradal.)  
HÅKON.
Nein, – es fügte sich nicht so; – wir schauten einander an, jedes aus seiner Ecke, aber selten sprachen wir zusammen – Ungeduldig. Wo bleibt er nur! Ivar Bodde erscheint mit Schreibgerät. Bist Du da? Gib her!
Håkon setzt sich an den Tisch und schreibt. Bald darauf tritt JARL SKULE ein, darauf DAGFINN, BISCHOF NIKOLAS und VEGARD VÄRADAL. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login