You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kongs-emnerne (The Pretenders)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
BISP NIKOLAS.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Der König ist aufgestanden.
Håkon kommt herunter; alle Mannen erheben sich von den Tischen. 
HÅKON
(til bispen).
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk I har holdt ud i alle disse lystige dage. 
HÅKON
zum Bischof.
Es muß uns höchlich erfreuen, wie frisch und wacker Ihr in all diesen lustigen Tagen ausgehalten habt. 
BISP NIKOLAS.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge; men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg hele vinteren udover. 
BISCHOF NIKOLAS.
Es flackert noch dann und wann einmal auf, Herr König. Aber lange dauert’s wohl nicht mehr. Ich hab’ den ganzen Winter krank gelegen. 
HÅKON.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på mangen rygtbar gerning. 
HÅKON.
Ja, ja, – Ihr habt ein kraftvoll Leben gelebt, reich an mancher rühmlichen Tat. 
BISP NIKOLAS
(ryster på hovedet).
Å, der er måde med det; jeg har mangt ugjort endnu. Den som vidste, om en fik tid til det altsammen. 
BISCHOF NIKOLAS
schüttelnd den Kopf.
Ach, damit ist’s so weit nicht her – viel bleibt noch ungetan. Wer nur wüßte, ob man für das alles noch Zeit hat! 
HÅKON.
De levende får tage arv efter dem, som går bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland er mødt frem til bryllupet. 
HÅKON.
Die Lebenden müssen die Erbschaft derer übernehmen, die abtreten, ehrwürdiger Herr; wir alle wollen ja das Beste für Land und Volk. Er wendet sich zum Jarl. Eins wundert mich höchlich: keiner von unseren Vögten auf Hålogaland hat sich zur Hochzeit eingestellt. 
SKULE JARL.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg så sikkert ventet. 
JARL SKULE.
Wohl wahr – Andres Skjaldarband hatt’ ich ganz sicher erwartet. 
HÅKON
(smilende).
Og Vegard Væradal også. 
HÅKON
lächelnd.
Und Vegard Väradal auch. 
SKULE JARL.
Også Vegard, ja. 
JARL SKULE.
Auch Vegard, ja. 
HÅKON
(spøgende).
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar sig selv ud. 
HÅKON
scherzend.
Und ich hoffe, Ihr hättet meinen alten Freund jetzt besser aufgenommen als vor sieben Jahren auf der Brücke von Oslo, wo Ihr ihn so in die Wange stacht, daß das Schwert sich selbst herausschnitt. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login