HÅKON
(efter et kort ophold):
Han truer! – Nej, nej; så vidt vil det ikke komme. Han må, han skal føje sig og falde mig tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette snilde hoved. – Når der findes mod og kløgt og styrke i dette land, så er det evner, som Gud har givet mændene til brug for mig; – det er for at tjene mig, at hertug Skule fik alle gode gaver; at trodse mig er at trodse himlen; det er min pligt at straffe hver den, som sætter sig op mod himlens vilje, – thi himlen har gjort så meget for mig.
HÅKON
nach kurzer Pause.
Er droht! – Nein, nein; so weit wird es nicht kommen. Er muß, er soll sich beugen und mir zu Füßen fallen; ich bedarf dieses starken Armes, dieses klugen Kopfes. – Wenn sich Mut und Witz und Kraft in diesem Lande finden, so sind das Gaben, die Gott den Männern zu meinem Frommen verliehen hat – um mir zu dienen, empfing Herzog Skule alle guten Gaben; mir trotzen, heißt dem Himmel trotzen; es ist meine Pflicht, jedweden zu strafen, der sich dem Willen des Himmels widersetzt, – denn der Himmel hat so viel für mich getan.
