HÅKON.
Din fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte jeg. (løfter hende op.) Sæt dig, Margrete; du får være trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette. (går over mod vinduet.) Hertug Skule bliver mig værre end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt! (det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:) Hvem banker derude så sent på kvelden?
HÅKON.
Dein Vater –; ja, ja, das ist wahr; das hab’ ich vergessen. Er hebt sie auf. Setz’ Dich, Margrete; tröste Dich; weine nicht; Du trägst ja keine Schuld daran. Er tritt ans Fenster. Herzog Skule wird mir gefährlicher als alle anderen Feinde! – Gott, Gott, – warum schlägst Du mich so hart, mich, der nichts verbrochen hat! Es klopft an der Mitteltür; er fährt zusammen, horcht und ruft: Wer klopft draußen so spät am Abend?
