FALK.
At det formørker os Guds fagre jord.
„Vor næste kærlighed“, „vor næste viv“,
„vort næste måltid“ og „vort næste liv“, –
se, den forsynlighed, som heri ligger,
den er det, som gør glædens søn til tigger.
Sålangt du ser, forstygger den vor tid,
den dræber nydelsen af øjeblikket;
du har ej ro, før du får båden vrikket
imod den „næste“ strand med slæb og slid;
men er du fremme, – mon du da tør hvile?
Nej, du må atter mod et „næste“ ile.
Og sådan går det – fortvæk – udaf livet, –
Gud véd, om bag et stoppested er givet.
FALK.
Because it darkens God’s fair earth for us.
“Next year,” “next love,” “next life,”--my soul is vext
To see this world in thraldom to “the next.”
’Tis this dull forethought, bent on future prizes,
That millionaires in gladness pauperises.
Far as the eye can reach, it blurs the age;
All rapture of the moment it destroys;
No one dares taste in peace life’s simplest joys
Until he’s struggled on another stage--
And there arriving, can he there repose?
No--to a new “next” off he flies again;
On, on, unresting to the grave he goes;
And God knows if there’s any resting then.
