You are here: BP HOME > MI > Kærlighedens komedie (Love’s Comedy) > fulltext
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
TREDJE AKT
(Aften og klart måneskin. Rundt om på træerne brænder farvede lamper. I baggrunden borde med opdækning af vinflasker, glasse, kager o. s. v. Inde fra huset, hvor alle vinduer er oplyste, høres dæmpet pianofortespil og sang under de følgende optrin. Svanhild står ved altanen. Falk kommer fra højre med nogle bøger og en skrivemappe under armen. Oppasseren følger efter med en kuffert og en vadsæk.)  
ACT THIRD.
Evening. Bright moonlight. Coloured lanterns are hung about the trees. In the background are covered tables with bottles, glasses, biscuits, etc. From the house, which is lighted up from top to bottom, subdued music and singing are heard during the following scene. SVANHILD stands on the verandah. FALK comes from the right with some books and a portfolio under his arm. The PORTER follows with a portmanteau and knapsack. 
FALK.
Det er jo resten? 
FALK.
That’s all, then? 
OPPASSEREN.
Ja, nu tror jeg neppe
det fattes andet, end en liden skræppe
og sommerfrakken. 
PORTER.
Yes, sir, all is in the pack,
But just a satchel, and the paletot. 
FALK.
Godt; det tar jeg med
på ryggen, når jeg går. Kom så afsted; –
se her er mappen. 
FALK.
Good; when I go, I’ll take them on my back.
Now off. See, this is the portfolio. 
OPPASSEREN.
Der er lås for, ser jeg. 
PORTER.
It’s locked, I see. 
FALK.
Ja, der er lås for, Sivert. 
FALK.
Locked, Peter. 
OPPASSEREN.
Godt. 
PORTER.
Good, sir. 
FALK.
Den ber jeg,
du straks vil brænde. 
FALK.
Pray,
Make haste and burn it. 
OPPASSEREN.
Brænde? 
PORTER.
Burn it? 
FALK.
Ja, til kul –
(smilende.)
med alle veksler på poetisk guld.
Og bøgerne, – dem kan du selv beholde. 
FALK.
Yes, to ash--
[Smiling.]
With every draft upon poetic cash;
As for the books, you’re welcome to them. 
OPPASSEREN.
Å nej da; skal jeg slig bekostning volde?
Men når herr Falk kan bøger bortforære,
så er han færdig da med al sin lære? 
PORTER.
Nay,
Such payment is above a poor man’s earning.
But, sir, I’m thinking, if you can bestow
Your books, you must have done with all your learning? 
FALK.
Alt, hvad af bøger læres, har jeg lært –
og endda mere. 
FALK.
Whatever can be learnt from books I know,
And rather more. 
OPPASSEREN.
Mere? Det var svært. 
PORTER.
More? Nay, that’s hard I doubt! 
FALK.
Ja, skynd dig; bærerne står udfor døren; –
nu får du hjælpe dem at læsse børen.
(Oppasseren går ud til venstre.)  
FALK.
Well, now be off; the carriers wait without.
Just help them load the barrow ere you go.
[The PORTER goes out to the left.] 
FALK
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
Vi har en time, Svanhild, for os selv,
i lys af Gud og sommernattens stjerner.
Se, hvor de glittrer gennem løvets hvælv,
lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.
Nu har jeg brudt det sidste trældomsbånd,
nu har for sidste gang mig svøben rammet;
som Jacobs æt, med vandringsstav i hånd
og rejseklædt, jeg står for påskelammet.
Du sløve slægt, hvis syn er stængt og lukt
for løftets land bag ørkensandets flugt,
du travle ridderslagne træl af tiden,
mur du kun kongegrav i pyramiden, –
jeg går til frihed gennem døgnets ørk,
for mig er fremkomst selv i havets fjære;
men fiendens fylking, løgnens fule lære,
skal finde der sin gravtomt, dyb og mørk!
(kort ophold; han ser på hende og tar hendes hånd.)
Du er så stille, Svanhild! 
FALK
[approaching SVANHILD who comes to meet him].
One moment’s ours, my Svanhild, in the light
Of God and of the lustrous summer night.
How the stars glitter thro’ the leafage, see,
Like bright fruit hanging on the great world-tree.
Now slavery’s last manacle I slip,
Now for the last time feel the wealing whip;
Like Israel at the Passover I stand,
Loins girded for the desert, staff in hand.
Dull generation, from whose sight is hid
The Promised Land beyond that desert flight,
Thrall tricked with knighthood, never the more knight,
Tomb thyself kinglike in the Pyramid,--
I cross the barren desert to be free.
My ship strides on despite an ebbing sea;
But there the Legion Lie shall find its doom,
And glut one deep, dark, hollow-vaulted tomb.
[A short pause; he looks at her and takes her hand.]
You are so still! 
SVANHILD.
Og så glad!
O, lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal du for mig; frem går da, som på rad,
min tankes knopper, sprungne ud til kvad,
lig modne liljer over tjernets strømme. 
SVANHILD.
So happy! Suffer me,
O suffer me in silence still to dream.
Speak you for me; my budding thoughts, grown strong,
One after one will burgeon into song,
Like lilies in the bosom of the stream. 
FALK.
Nej, sig det engang til med sandheds rene
usvigelige røst, at du er min!
O, sig det, Svanhild, sig – 
FALK.
O say it once again, in truth’s pure tone
Beyond the fear of doubt, that thou art mine!
O say it, Svanhild, say-- 
SVANHILD
(kaster sig om hans hals).
Ja, jeg er din! 
SVANHILD
[throwing herself on his neck].
Yes, I am thine! 
FALK.
Du sangfugl, sendt af Gud til mig alene! 
FALK.
Thou singing-bird God sent me for my own! 
SVANHILD.
Jeg var en hjemløs i min moders hus,
jeg var en ensom i mit eget indre,
en ubedt gæst i glædens glans og sus, –
gjaldt intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom du! For første gang på jord
jeg fandt min tanke bag en andens ord;
hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle!
du ungdomskække mellem livets gamle!
Halvt stødte du mig bort med hvas forstand,
halvt vidste du med solblink mig at drage,
som havet drages af en løvklædt strand,
og skæret skyver sjøerne tilbage.
Nu har jeg set til bunden af din sjæl,
nu har du mig udelelig og hel;
du løvtræ over bølgeleg, du kære,
mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære! 
SVANHILD.
Homeless within my mother’s house I dwelt,
Lonely in all I thought, in all I felt,
A guest unbidden at the feast of mirth,--
Accounted nothing--less than nothing--worth.
Then you appeared! For the first time I heard
My own thought uttered in another’s word;
To my lame visions you gave wings and feet--
You young unmasker of the Obsolete!
Half with your caustic keenness you alarmed me,
Half with your radiant eloquence you charmed me,
As sea-girt forests summon with their spell
The sea their flinty beaches still repel.
Now I have read the bottom of your soul,
Now you have won me, undivided, whole;
Dear forest, where my tossing billows beat,
My tide’s at flood and never will retreat! 
FALK.
Og takket være Gud, at han har døbt
min kærlighed i smertens bad. Jeg vidste
knapt selv hvad trang mig drog, før dyrekøbt
jeg så i dig den skat, jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min livsensbog
med sorgens indsegl har min elskov adlet,
som gav os fribrev på vort sejerstog,
og bød os jage hjemad gennem skog,
som adelspar, på vingehesten sadlet! 
FALK.
And I thank God that in the bath of Pain
He purged my love. What strong compulsion drew
Me on I knew not, till I saw in you
The treasure I had blindly sought in vain.
I praise Him, who our love has lifted thus
To noble rank by sorrow,--licensed us
To a triumphal progress, bade us sweep
Thro’ fen and forest to our castle-keep,
A noble pair, astride on Pegasus! 
SVANHILD
(peger mod huset).
Derinde er der fest i alle sale,
der lyser lamper for de unge to,
der lyder glade venners sang og tale.
Fra alfarvejen skulde hvermand tro,
at der er lykken – blandt de glade røster.
(medlidende.)
Du verdens lykkebarn, – du stakkels søster! 
SVANHILD
[pointing to the house].
The whole house, see, is making feast to-night.
There, in their honour, every room’s alight,
There cheerful talk and joyous song ring out;
On the highroad no passer-by will doubt
That men are happy where they are so gay.
[With compassion.]
Poor sister!--happy in the great world’s way! 
FALK.
Du siger stakkels? 
FALK.
“Poor” sister, say you? 
SVANHILD.
Har hun ikke delt
sit sjæleguld med ham og alle frender,
sat ud sin kapital på hundred hænder,
så ingen skylder hende summen helt?
Hos ingen af dem har hun alt at kræve,
for ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
jeg har en eneste i verden kun.
Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner,
med tusindfoldig sang du drog derind;
du råder der på alle tankens baner;
lig vårens vellugt fylder du mit sind.
Ja, jeg må takke Gud i denne time,
at jeg var ensom indtil dig jeg fandt, –
at jeg var død og hørte klokken kime,
som kaldte mig til lys fra livets tant. 
SVANHILD.
Has she not divided
With kith and kin the treasure of her soul,
Her capital to fifty hands confided,
So that not one is debtor for the whole?
From no one has she all things to receive,
For no one has she utterly to live.
O beside my wealth hers is little worth;
I have but one possession upon earth.
My heart was lordless when with trumpet blare
And multitudinous song you came, its king,
The banners of my thought your ensign bear,
You fill my soul with glory, like the spring.
Yes, I must needs thank God, when it is past,
That I was lonely till I found out thee,--
That I lay dead until the trumpet blast
Waken’d me from the world’s frivolity. 
FALK.
Ja vi, de venneløse to i verden,
vi er de rige; vi har lykkens skat,
vi, som står udenfor og ser på færden
igennem ruden i den stille nat;
lad lamper lyse og lad toner klinge,
lad dem derinde sig i dansen svinge; –
se opad, Svanhild, – opad i det blå; –
der lyser også tusind lamper små – 
FALK.
Yes we, who have no friends on earth, we twain
Own the true wealth, the golden fortune,--we
Who stand without, beside the starlit sea,
And watch the indoor revel thro’ the pane.
Let the lamp glitter and the song resound,
Let the dance madly eddy round and round;--
Look up, my Svanhild, into yon deep blue,--
There glitter little lamps in thousands, too-- 
SVANHILD.
Lyt, stilt, du elskte, – i den svale kveld
går gennem lindens løv et tonevæld – 
SVANHILD.
And hark, beloved, thro’ the limes there floats
This balmy eve a chorus of sweet notes-- 
FALK.
Det er for os de tindrer højt i salen – 
FALK.
It is for us that fretted vault’s aglow-- 
SVANHILD.
Det er for os det synger gennem dalen! 
SVANHILD.
It is for us the vale is loud below! 
FALK.
Jeg føler mig som Guds forlorne barn;
jeg svigted ham og gik i verdens garn.
Da vinked han mig hjem med milde hænder;
og nu, jeg kommer, nu han lampen tænder,
bereder højtid for den fundne søn,
og skænker mig sit bedste værk i løn.
Fra denne stund jeg sværger, ej at svigte, –
men stå som væbnet vagt i lysets lejr.
Vi holder sammen, og vort liv skal digte
en højsang stærk om kærlighedens sejr! 
FALK.
I feel myself like God’s lost prodigal;
I left Him for the world’s delusive charms.
With mild reproof He wooed me to His arms;
And when I come, He lights the vaulted hall,
Prepares a banquet for the son restored,
And makes His noblest creature my reward.
From this time forth I’ll never leave that Light,--
But stand its armed defender in the fight;
Nothing shall part us, and our life shall prove
A song of glory to triumphant love! 
SVANHILD.
Og se, hvor let det er for to at vinde,
når han er mand – 
SVANHILD.
And see how easy triumph is for two,
When He’s a man-- 
FALK.
Og hun er heltud kvinde; –
det var ugørligt at to slige faldt! 
FALK.
She, woman thro’ and thro’;--
It is impossible for such to fall! 
SVANHILD.
Så op til kamp mod savnet og mod sorgen;
(viser Falks ring, som hun bær på fingeren.)
i denne stund fortæller jeg dem alt! 
SVANHILD.
Then up, and to the war with want and sorrow;
This very hour I will declare it all!
[Pointing to FALK’s ring on her finger.] 
FALK
(hurtigt).
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker lykkens roser røde;
at gå til dagværk nu, var helligbrøde.
(Døren til havestuen åbnes.)
Din moder kommer! Skjul dig! Som min brud
skal intet øje dig iaften møde!
(de går ud mellem træerne ved lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer ud på altanen.)  
FALK
[hastily].
No, Svanhild, not to-night, wait till to-morrow!
To-night we gather our young love’s red rose;
’Twere sacrilege to smirch it with the prose
Of common day.
[The door into the garden-room opens.]
Your mother’s coming! Hide!
No eye this night shall see thee as my bride!
[They go out among the trees by the summer-house. MRS. HALM and GULDSTAD come out on the balcony.] 
FRU HALM.
Han flytter virkelig! 
MRS. HALM.
He’s really going? 
GULDSTAD.
Det ser så ud. 
GULDSTAD.
Seems so, I admit. 
STYVER
(kommer).
Han flytter, frue! 
STIVER
[coming].
He’s going, madam! 
FRU HALM.
Ja, du gode Gud, –
vi véd det nok! 
MRS. HALM.
We’re aware of it! 
STYVER.
Det er en slem omstændighed.
Han holder ord; jeg kender hans ubændighed.
Han sætter os i bladet allesammen;
min kæreste blir trykt i flere oplag,
imellem kurve, tvillinger og opslag.
Hør, véd De hvad: hvis ej det var for skammen,
jeg foreslog forlig, en våbenstilstand – 
STIVER.
A most unfortunate punctilio.
He’ll keep his word; his stubbornness I know.
In the Gazette he’ll put us all by name;
My love will figure under leaded headings,
With jilts, and twins, and countermanded weddings.
Listen; I tell you, if it weren’t for shame,
I would propose an armistice, a truce-- 
FRU HALM.
Det tror De han går ind på? 
MRS. HALM.
You think he would be willing? 
STYVER.
Ja, jeg tror.
Der er indicier, der er visse spor,
som viser, at da nys det store ord
han førte, var han i beskænket tilstand.
Ja, der er et prov, som, om just ikke fældende,
dog taler meget stærkt imod angældende;
det er ham overført, at efter bordet
han indfandt sig i Linds og egen bolig,
og viste der en adfærd højst urolig,
slog sønder – – 
STIVER.
I deduce
The fact from certain signs, which indicate
That his tall talk about his Amor’s News
Was uttered in a far from sober state.
One proof especially, if not transcendent,
Yet tells most heavily against defendant:
It has been clearly proved that after dinner
To his and Lind’s joint chamber he withdrew,
And there displayed such singular demeanour
As leaves no question-- 
GULDSTAD
(ser et glimt af Falk og Svanhild, som skilles, idet Falk går op mod baggrunden; Svanhild blir stående skjult ved lysthuset.)
Stop, vi er på rette sporet!
Et øjeblik, fru Halm! Falk flytter ikke,
og gør han det, da gør han det som ven. 
GULDSTAD.
[Sees a glimpse of FALK and SVANHILD, who separate, Falk going to the background; SVANHILD remains standing hidden by the summer-house.]
Hold, we have the clue!
Madam, one word!--Falk does not mean to go,
Or if he does, he means it as a friend. 
STYVER.
Så? Tror De også –? 
STIVER.
How, you believe then--? 
FRU HALM.
Å, hvor vil De hen! 
MRS. HALM.
What do you intend? 
GULDSTAD.
Ej længer, frue, end det kan sig skikke;
jeg klarer sagen til gensidigt held.
Blot et minut på tomandshånd – 
GULDSTAD.
With the least possible delay I’ll show
That matters move precisely as you would.
Merely a word in private-- 
FRU HALM.
Nu vel!
(de går sammen ud i haven; under det følgende ser man dem fra og til i baggrunden i ivrig samtale.)  
MRS. HALM.
Very good.
[They go together into the garden and are seen from time to time in lively conversation.] 
STYVER
(stiger ned i haven, idet han opdager Falk, som står og ser ud over vandet).
De herrer digtere er hævnsog hads-mænd;
men vi regeringsfolk er fine statsmænd;
jeg vil arbejde for mig selv –
(ser presten, som kommer fra havestuen.)
Se så! 
STIVER.
[Descending into the garden discovers FALK, who is standing by the water and gazing over it.]
These poets are mere men of vengeance, we
State servants understand diplomacy.
I need to labour for myself--
[Seeing STRAWMAN, who enters from the garden-room.]
Well met! 
STRÅMAND
(på altanen).
Han flytter virkelig!
(går ned til Styver.)
Å, kære, – gå,
gå ind et lidet øjeblik i stuen
og hold min kone – 
STRAWMAN
[on the verandah].
He’s really leaving! [Going down to STIVER.]
Ah, my dear sir, let
Me beg you just a moment to go in
And hold my wife-- 
STYVER.
Skal jeg holde fruen! 
STIVER.
I--hold her, sir? 
STRÅMAND.
Med selskab, mener jeg. Vi og de små,
vi er så vante til at være sammen,
og aldrig –
(idet fruen og børnene viser sig i døren.)
Nå, der er de alt på trammen! 
STRAWMAN.
I mean
In talk. The little ones and we are so
Unused to be divided, there is no
Escaping--
[His wife and children appear in the door. Ha! already on my trail.] 
FRU STRÅMAND.
Hvor er du, Stråmand? 
MRS. STRAWMAN.
Where are you, Strawman? 
STRÅMAND
(sagte til Styver).
Find på et par ord, som
kan fængsle dem, – en ting, som er lidt morsom! 
STRAWMAN
[aside to STIVER].
Do invent some tale,
Something amusing--something to beguile! 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login