FALK
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
Vi har en time, Svanhild, for os selv,
i lys af Gud og sommernattens stjerner.
Se, hvor de glittrer gennem løvets hvælv,
lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.
Nu har jeg brudt det sidste trældomsbånd,
nu har for sidste gang mig svøben rammet;
som Jacobs æt, med vandringsstav i hånd
og rejseklædt, jeg står for påskelammet.
Du sløve slægt, hvis syn er stængt og lukt
for løftets land bag ørkensandets flugt,
du travle ridderslagne træl af tiden,
mur du kun kongegrav i pyramiden, –
jeg går til frihed gennem døgnets ørk,
for mig er fremkomst selv i havets fjære;
men fiendens fylking, løgnens fule lære,
skal finde der sin gravtomt, dyb og mørk!
(kort ophold; han ser på hende og tar hendes hånd.)
Du er så stille, Svanhild!
FALK
[approaching SVANHILD who comes to meet him].
One moment’s ours, my Svanhild, in the light
Of God and of the lustrous summer night.
How the stars glitter thro’ the leafage, see,
Like bright fruit hanging on the great world-tree.
Now slavery’s last manacle I slip,
Now for the last time feel the wealing whip;
Like Israel at the Passover I stand,
Loins girded for the desert, staff in hand.
Dull generation, from whose sight is hid
The Promised Land beyond that desert flight,
Thrall tricked with knighthood, never the more knight,
Tomb thyself kinglike in the Pyramid,--
I cross the barren desert to be free.
My ship strides on despite an ebbing sea;
But there the Legion Lie shall find its doom,
And glut one deep, dark, hollow-vaulted tomb.
[A short pause; he looks at her and takes her hand.]
You are so still!
