FALK (favner hende). Så kom da, vintervejr, med vold og vælde! Vi står i stormen; os kan ingen fælde! (Fru Halm og Guldstad kommer ind fra højre i baggrunden. Falk og Svanhild blir stående ved lysthuset.)
FALK [embracing her]. Come then, and blow thy worst, thou winter weather! We stand unshaken, for we stand together! [MRS. HALM and GULDSTAD come in from the right in the background.]
GULDSTAD (dæmpet). Se, frue!
GULDSTAD [aside]. Observe! [FALK and SVANHILD remain standing by the summer-house.]
FRU HALM (overrasket). Sammen!
MRS. HALM [surprised]. Together!
GULDSTAD. Tvivler De endnu?
GULDSTAD. Do you doubt it now?
FRU HALM. Det var mærkværdigt!
MRS. HALM. This is most singular.
GULDSTAD. Å, jeg har nok mærket, at han så stilt har ruget over værket.
GULDSTAD. O, I’ve noted how His work of late absorb’d his interest.
FRU HALM (hen for sig). Hvem skulde tænkt, at Svanhild var så slu? (livligt til Guldstad.) Men, nej, jeg kan ej tro –
MRS. HALM [to herself]. Who would have fancied Svanhild so sly? [Vivaciously to GULDSTAD.] But no--I can’t think.
