SVANHILD
(smerteligt).
O, „længe“, „længe“; – usle armodsord!
Hvad gælder „længe“ vel for kærligheden?
Det er dens dødsdom, meldugg over sæden.
„På evigt liv for kærlighed jeg tror“ –
den sang skal altså tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som løftet af en stærk indskydelse.)
Nej; så skal ej vor lykkes dag gå under,
ej dø med solgråd bag en sky i vest; –
vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,
i middagsstunden, der den glittrer bedst!
SVANHILD.
“Long!” “Long!”--Poor starveling word!
Can “long” give any comfort in Love’s need?
It is her death-doom, blight upon her seed.
“My faith is, Love will never pass away”--
That song must cease, and in its stead be heard:
“My faith is, that I loved you yesterday!”
[As uplifted by inspiration.]
No, no, not thus our day of bliss shall wane,
Flag drearily to west in clouds and rain;--
But at high noontide, when it is most bright,
Plunge sudden, like a meteor, into the night!
