You are here: BP HOME > MI > Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug) > fulltext
Gildet på Solhaug (The Feast at Solhaug)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
MARGIT.
Det véd jeg forsand! 
MARGIT.
I told you true! 
GUDMUND.
Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste; –
da véd I, jeg er en fredløs mand. 
GUDMUND.
Then you know what of late has befallen me;--
You have heard the tale of my outlawry? 
MARGIT
(skrækslagen).
Fredløs! Du, Gudmund! 
MARGIT.
[Terror-struck.]
An outlaw! You, Gudmund! 
GUDMUND.
Det er jeg for visst.
Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist,
havde jeg kendt eders tanker og sind,
aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.
Jeg mente, I endnu var mild og god,
alt som dengang jeg eder forlod;
men jeg vil ikke trygle; skoven er stor,
og sikker er min hånd og min bue; –
langt heller være hejens sten mit bord
og bjørnehiet min stue.
(vil gå.) 
GUDMUND.
I am indeed.
But I swear, by the Holy Christ I swear,
Had I known the thoughts of your heart, I ne’er
Had bent me to Solhoug in my need.
I thought that you still were gentle-hearted,
As you ever were wont to be ere we parted:
But I truckle not to you; the wood is wide,
My hand and my bow shall fend for me there;
I will drink of the mountain brook, and hide
My head in the beast’s lair.
[On the point of going.] 
MARGIT
(holder ham tilbage).
Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,
slet intet jeg derom vidste. 
MARGIT.
[Holding him back.]
Outlawed! Nay, stay! I swear to you
That naught of your outlawry I knew. 
GUDMUND.
Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil;
og livet vil hver mand friste.
Tre nætter lå jeg som hunden ude;
på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben
og læned mit hoved til urens sten.
At tigge om ly, om bolster og pude
i fremmed folks hus, det var mig for tungt;
min tro var jo frejdig; mit håb var ungt;
jeg tænkte: når du til Solhaug kommer,
da er du frelst fra al din kvide;
der finder du venner; på dem kan du lide. –
Men håbet er skørt som markens blommer.
Eders husbond mødte mig med horn og krus;
han åbned for mig både dør og porte; –
men øde tykkes mig eders hus;
hallen er mørk; mine venner er borte.
Nu godt; jeg stiger på ny til fjelds. 
GUDMUND.
It is as I tell you. My life’s at stake;
And to live are all men fain.
Three nights like a dog ’neath the sky I’ve lain,
My couch on the hillside forced to make,
With for pillow the boulder grey.
Though too proud to knock at the door of the stranger,
And pray him for aid in the hour of danger,
Yet strong was my hope as I held on my way:
I thought: When to Solhoug you come at last
Then all your pains will be done and past.
You have sure friends there, whatever betide.--
But hope like a wayside flower shrivels up;
Though your husband met me with flagon and cup,
And his doors flung open wide,
Within, your dwelling seems chill and bare;
Dark is the hall; my friends are not there.
’Tis well; I will back to my hills from your halls. 
MARGIT
(bønligt).
Å, hør mig! 
MARGIT.
[Beseechingly.]
Oh, hear me! 
GUDMUND.
Mit sind er ej som en træls.
Nu tykkes mig livet en usselig gave;
jeg agter det fast for intet værd.
Skrinlagt har I alt, hvad der var mig kært;
mit fagreste håb jeg måtte begrave.
Farvel da, fru Margit! 
GUDMUND.
My soul is not base as a thrall’s.
Now life to me seems a thing of nought;
Truly I hold it scarce worth a thought.
You have killed all that I hold most dear;
Of my fairest hopes I follow the bier.
Farewell, then, Dame Margit! 
MARGIT.
Nej, Gudmund, hør!
Ved gud og mænd –! 
MARGIT.
Nay, Gudmund, hear!
By all that is holy--! 
GUDMUND.
Forlyst dig som før;
lev du i gammen og ære;
så lidet skal Gudmund mørkne din dør;
ret aldrig han skal dig besvære. 
GUDMUND.
Live on as before
Live on in honour and joyance--
Never shall Gudmund darken your door,
Never shall cause you ’noyance. 
MARGIT.
Nu er det nok. Dine bittre ord
vil volde dig anger og kvide.
Havde jeg vidst, at du fredløs foer
alt over strande så vide, –
tro mig, da var det min kæreste dag,
da du tyed ind under Solhaugs tag;
da var det for visst min gladeste fest,
når den fredløse meldte sig her som gæst. 
MARGIT.
Enough, enough. Your bitterness
You presently shall rue.
Had I known you outlawed, shelterless,
Hunted the country through--
Trust me, the day that brought you here
Would have seemed the fairest of many a year;
And a feast I had counted it indeed
When you turned to Solhoug for refuge in need. 
GUDMUND.
Du siger –! Hvad skal jeg tænke og tro? 
GUDMUND.
What say you--? How shall I read your mind? 
MARGIT
(rækker ham hånden).
At frænder og venner på Solhaug bo. 
MARGIT.
[Holding out her hand to him.]
Read this: that at Solhoug dwell kinsfolk kind. 
GUDMUND.
Men det, som du nys –? 
GUDMUND.
But you said of late--? 
MARGIT.
Agt ikke derpå.
Hør mig, så vil du det hele forstå.
For mig er livet en nat så sort;
der er ikke sol eller stjerne.
Og intet mægter min kvide at fjerne;
thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort.
Mit frejdige sind jeg solgte for guld;
jeg hilded mig selv i brogede lænker.
Tro mig, så klageligt vederlag skænker
rigdom, når barmen er sorrigfuld.
Dengang vi var børn, – hvor var jeg da fro!
Vore kår var ringe, fattigt vort bo;
men rigt var håbet i mit bryst herinde. 
MARGIT.
To that pay no heed,
Or hear me, and understand indeed.
For me is life but a long, black night,
Nor sun, nor star for me shines bright.
I have sold my youth and my liberty,
And none from my bargain can set me free.
My heart’s content I have bartered for gold,
With gilded chains I have fettered myself;
Trust me, it is but comfort cold
To the sorrowful soul, the pride of pelf.
How blithe was my childhood--how free from care!
Our house was lowly and scant our store;
But treasures of hope in my breast I bore. 
GUDMUND,
(der ufravendt har betragtet hende).
Og du arted dig alt til den dejligste kvinde. 
GUDMUND.
[Whose eyes have been fixed upon her.]
E’en then you were growing to beauty rare. 
MARGIT.
Kan være; men al den lov og pris,
jeg hørte, det blev til min lykkes forlis.
Du måtte bort til de fremmede lande;
men alle dine kvæder graved sig ind
dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,
og sløred med tanker min pande.
Du havde sunget om al den lyst,
som mægter at rummes i et menneskes bryst;
du havde sunget om det frejdige liv
blandt herrer og fruer. Alt som bedst
kom bejlere fra øst og bejlere fra vest;
og så – så blev jeg min husbonds viv. 
MARGIT.
Mayhap; but the praises showered on me
Caused the wreck of my happiness--that I now see.
To far-off lands away you sailed;
But deep in my heart was graven each song
You had ever sung; and their glamour was strong;
With a mist of dreams my brow they veiled.
In them all the joys you had dwelt upon
That can find a home in the beating breast;
You had sung so oft of the lordly life
’Mid knights and ladies. And lo! anon
Came wooers a many from east and from west;
And so--I became Bengt Gauteson’s wife. 
GUDMUND.
Å, Margit! 
GUDMUND.
Oh, Margit! 
MARGIT.
Der gik ikke lang tid hen,
før jeg måtte så bitterlig græde.
At tænke på dig, min frænde, min ven,
det blev min eneste glæde.
Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal
og i alle de store stuer!
Her gæsted os riddere, herrer og fruer;
her sang mig til ære så mangen skald;
men der var ikke én, som ret mig forstod,
ikke én, som fatted min jammer; –
jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer;
dog værked mit hoved, dog brændte mit blod. 
MARGIT.
The days that passed were but few
Ere with tears my folly I ’gan to rue.
To think, my kinsman and friend, on thee
Was all the comfort left to me.
How empty now seemed Solhoug’s hall,
How hateful and drear its great rooms all!
Hither came many a knight and dame,
Came many a skald to sing my fame.
But never a one who could fathom aright
My spirit and all its yearning--
I shivered, as though in the Hill-King’s might;
Yet my head throbbed, my blood was burning. 
GUDMUND.
Men din husbond –? 
GUDMUND.
But your husband--? 
MARGIT.
Han var mig aldrig kær!
hans guld var alt, hvad mig hilded;
talte han til mig, sad han mig nær,
blev mit sind af kvide forvildet.
(slår hænderne sammen.)
Og sådan har jeg levet i årene tre!
Mit liv var en evig, en endeløs ve.
Dit komme rygtedes; visst du kender
den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;
jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;
thi du måtte mindst af alle den vide. 
MARGIT.
He never to me was dear.
’Twas his gold was my undoing.
When he spoke to me, aye, or e’en drew near,
My spirit writhed with ruing.
[Clasping her hands.]
And thus have I lived for three long years--
A life of sorrow, of unstanched tears!
Your coming was rumoured. You know full well
What pride deep down in my heart doth dwell.
I hid my anguish, I veiled my woe,
For you were the last that the truth must know. 
GUDMUND
(bevæget).
Og derfor var det, du vendte dig bort –. 
GUDMUND.
[Moved.]
’Twas therefore, then, that you turned away-- 
MARGIT
(uden at se på ham).
Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde. 
MARGIT.
[Not looking at him.]
I thought you came at my woe to jeer. 
GUDMUND.
Margit, kunde du tro –? 
GUDMUND.
Margit, how could you think--? 
MARGIT.
Nu, kort
og godt, der var grund nok for hånde.
Dog, himlen være takket, nu er det forbi;
jeg står ikke længer alene;
om barmen er jeg så let og fri,
som et barn under abildgrene.
(farer sammen i skræk.)
Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme –!
Alle helgene se til mig nådigt ned!
Fredløs, sagde du –? 
MARGIT.
Nay, nay,
There was reason enough for such a fear.
But thanks be to Heaven that fear is gone;
And now no longer I stand alone;
My spirit now is as light and free
As a child’s at play ’neath the greenwood tree.
[With a sudden start of fear.]
Ah, where are my wits fled! How could I forget--?
Ye saints, I need sorely your succor yet!
An outlaw, you said--? 
GUDMUND
(smiler).
Nu er jeg hjemme;
her lader mig kongens mænd med fred. 
GUDMUND.
[Smiling.]
Nay, now I’m at home;
Hither the King’s men scarce dare come. 
MARGIT.
Men du, som nylig stod højt i agt, –
sig mig hvorlunde –? 
MARGIT.
Your fall has been sudden. I pray you, tell
How you lost the King’s favour. 
GUDMUND.
Snart er det sagt.
Du véd, jeg var i de franske riger,
da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog
did fra Bergen med et fyrsteligt tog,
at føre prinsessen med svende og piger
og skatte til Norge som kongens brud.
Herr Audun var så fager og prud;
prinsessen var den livsaligste kvinde.
Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn; –
de talte tilhobe, de hvisked i løn.
Hvorom? Det var svært at finde. –
Det var sig en nat; jeg læned mig tyst
op imod snekkens side;
mine tanker stævned mod Norges kyst
alt med de måger hvide.
Da hvisked to røster bag ved min ryg; –
jeg vendte mig om; – det var ham og hende;
de så mig ikke; jeg sad så tryg;
dog kunde jeg begge kende.
Hun så på ham med et klageligt blik
og hvisked: ak, dersom farten gik
mod syd til de dejlige lande,
og var vi alene på snekken, vi to,
da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,
da brændte visst ikke min pande!
Genmæled herr Audun; hun svared ham kæk,
svared med ord så hede, så vilde;
jeg så hendes øjne som stjerner spille;
hun bad ham –
(afbrydende.)
Det greb mig med rædsel og skræk. 
GUDMUND.
’Twas thus it befell.
You know how I journeyed to France of late,
When the Chancellor, Audun of Hegranes,
Fared thither from Bergen, in royal state,
To lead home the King’s bride, the fair Princess,
With her squires, and maidens, and ducats bright.
Sir Audun’s a fair and stately knight,
The Princess shone with a beauty rare--
Her eyes seemed full of a burning prayer.
They would oft talk alone and in whispers, the two--
Of what? That nobody guessed or knew.
There came a night when I leant at ease
Against the galley’s railing;
My thought flew onward to Norway’s leas,
With the milk-white seagulls sailing.
Two voices whispered behind my back;--
I turned--it was he and she;
I knew them well, though the night was black,
But they--they saw not me.
She gazed upon him with sorrowful eyes
And whispered: “Ah, if to southern skies
We could turn the vessel’s prow,
And we were alone in the bark, we twain,
My heart, methinks, would find peace again,
Nor would fever burn my brow.”
Sir Audun answers; and straight she replies,
In words so fierce, so bold;
Like glittering stars I can see her eyes;
She begged him--
[Breaking off.]
My blood ran cold. 
MARGIT.
Hun bad –? 
MARGIT.
She begged--? 
GUDMUND.
Jeg foer op; i hast de forsvandt;
alene stod jeg på skibets dæk; –
(tager en liden flaske frem.)
men hvor de havde siddet, denne jeg fandt. 
GUDMUND.
I arose, and they vanished apace;
All was silent, fore and aft:--
[Producing a small phial.]
But this I found by their resting place. 
MARGIT.
Og den –? 
MARGIT.
And that--? 
GUDMUND
(med dæmpet stemme).
Den rummer en gådefuld saft; –
en dråbe deraf i din uvens bæger, –
så sagtelig sygner hans livsenskraft,
og intet i verden ham hjælper og læger. 
GUDMUND.
[Lowering his voice.]
Holds a secret draught.
A drop of this in your enemy’s cup
And his life will sicken and wither up.
No leechcraft helps ’gainst the deadly thing. 
MARGIT.
Men sig mig –? 
MARGIT.
And that--? 
GUDMUND
(hviskende).
Den var for kongen bestemt. 
GUDMUND.
That draught was meant for the King. 
MARGIT.
Alle helgener! 
MARGIT.
Great God! 
GUDMUND
(idet han atter forvarer flasken).
Vel, at jeg fik den gemt. –
Tre dage efter var farten tilende.
Så lønligt flygted jeg med mine svende;
jeg vidste jo nok, i kongens hal
vilde Audun listelig volde mit fald, –
vilde forklage mig – 
GUDMUND.
[Putting up the phial again.]
That I found it was well for them all.
In three days more was our voyage ended;
Then I fled, by my faithful men attended.
For I knew right well, in the royal hall,
That Audun subtly would work my fall,--
Accusing me-- 
MARGIT.
Nu er forbi
din værste nød; snart er alt ved det gamle. 
MARGIT.
Aye, but at Solhoug he
Cannot harm you. All as of old will be. 
GUDMUND.
Alt? Nej, Margit, – dengang var du fri. 
GUDMUND.
All? Nay, Margit--you then were free. 
MARGIT.
Du mener –? 
MARGIT.
You mean--? 
GUDMUND.
Jeg? Intet. Å, lad mig samle
mine tanker; jeg er så frejdig og fro
fordi jeg, som fordum, er hos eder to.
Men, sig mig, – Signe –? 
GUDMUND.
I? Nay, I meant naught. My brain
Is wildered; but ah, I am blithe and fain
To be, as of old, with you sisters twain.
But tell me,--Signe--? 
MARGIT
(peger smilende mod døren til venstre).
Hun kommer snart.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde,
og det er vel ikke gjort i en fart. 
MARGIT.
[Points smiling towards the door on the left.]
She comes anon.
To greet her kinsman she needs must don
Her trinkets--a task that takes time, ’tis plain. 
GUDMUND.
Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.
(han går ud til venstre.) 
GUDMUND.
I must see--I must see if she knows me again.
[He goes out to the left.] 
MARGIT
(ser efter ham).
Hvor han er fager og mandig. (med et suk.) Der er ikke megen lighed mellem ham og – (rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.) Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang! (kort taushed.) Det var en sælsom fortælling, den om prinsessen, som –. Hun havde en anden kær, og så –. Ja, disse kvinder i de fremmede lande, – jeg har hørt det før, – de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for at gøre en tanke til dåd. (tager et bæger, som står på bordet.) Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. (sætter bægeret ind i et vægskab.) Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år.
(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra venstre.) 
MARGIT.
[Following him with her eyes.]
How fair and manlike he is! [With a sigh.] There is little likeness ’twixt him and-- [Begins putting things in order on the table, but presently stops.] “You then were free,” he said. Yes, then! [A short pause.] ’Twas a strange tale, that of the Princess who-- She held another dear, and then-- Aye, those women of far-off lands-- I have heard it before--they are not weak as we are; they do not fear to pass from thought to deed. [Takes up a goblet which stands on the table.] ’Twas in this beaker that Gudmund and I, when he went away, drank to his happy return. ’Tis well-nigh the only heirloom I brought with me to Solhoug. [Putting the goblet away in a cupboard.] How soft is this summer day; and how light it is in here! So sweetly has the sun not shone for three long years.
[SIGNE, and after her GUDMUND, enters from the left.] 
SIGNE
(løber leende hen til Margit).
Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig! 
SIGNE.
[Runs laughing up to MARGIT.]
Ha, ha, ha! He will not believe that ’tis I! 
MARGIT
(smilende, til Gudmund).
Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,
har også hun sig så stærkt forandret. 
MARGIT.
[Smiling to GUDMUND.]
You see: while in far-off lands you strayed,
She, too, has altered, the little maid. 
GUDMUND.
Tilvisse! Men at hun skulde –! Nej, nej,
det var dog aldrig faldet mig ind.
(griber Signes hænder og ser på hende.)
Og dog, dit uskyldige barnesind
læser jeg endnu i øjnene blå; –
hvor kan jeg da længer tvile derpå!
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har
tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar
dig på mine arme. Da var du et barn;
nu er du en huldre, som kogler og gækker. 
GUDMUND.
Aye truly! But that she should be-- Why,
’Tis a marvel in very deed.
[Takes both SIGNE’s hands and looks at her.]
Yet, when I look in these eyes so blue,
The innocent child-mind I still can read--
Yes, Signe, I know that ’tis you!
I needs must laugh when I think how oft
I have thought of you perched on my shoulder aloft
As you used to ride. You were then a child;
Now you are a nixie, spell-weaving, wild. 
SIGNE
(truer med fingeren).
Ja, vogt dig! Hvis hulderens harme du vækker, –
pas på, – hun hilder dig i sit garn! 
SIGNE.
[Threatening with her finger.]
Beware! If the nixie’s ire you awaken,
Soon in her nets you will find yourself taken. 
GUDMUND
(hen for sig).
Næsten bæres mig for, som det alt var sket. 
GUDMUND.
[To himself.]
I am snared already, it seems to me. 
SIGNE.
Men vent; du har jo end ikke set
hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære.
(idet hun går ud til venstre.)
Nu må du mig alle dine kvæder lære! 
SIGNE.
But, Gudmund, wait--you have still to see
How I’ve shielded your harp from the dust and the rust.
[As she goes out to the left.]
You shall teach me all of your songs! You must! 
GUDMUND
(sagte, ser efter hende).
Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,
der endnu var knop ved dagens komme. 
GUDMUND.
[Softly, as he follows her with his eyes.]
She has flushed to the loveliest rose of May,
That was yet but a bud in the morning’s ray. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login