MARGIT
(segner ned i en stol ved bordet til højre).
Vel var det han gik. Når jeg ser ham herinde,
det er mig som blodet holdt op at rinde;
det er som en kold, en knugende magt
havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer.)
Han er min husbond! Jeg er hans viv!
Hvorlænge varer et menneskes liv?
Gud fri mig, – kanhænde halvhundrede år; –
og jeg – i det tre og tyvende går!
(roligere, efter en kort taushed.)
Det er tungt at sukke bag gylden mur;
det er tungt at sidde så længe i bur.
(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)
Med perler og ringe alt som bedst,
han bad, at jeg smykke mig skulde.
Det var mig en gladere bryllupsfest,
om jeg stædtes til ro under mulde.
(afbrydende.)
Dog, jeg vil ikke mere tænke derpå;
jeg kender en vise, som kan sorgen forslå.
(hun synger.)
Bergkongen red sig under ø;
– så klageligt rinde mine dage –
vilde han fæste den væne mø.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen red til herr Håkons gård;
– så klageligt rinde mine dage –
liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen fæsted den væne viv;
– så klageligt rinde mine dage –
han spændte en sølvgjord omkring hendes liv.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Bergkongen fæsted den liljevånd
– så klageligt rinde mine dage –
med femten guldringe til hver hendes hånd.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Tre sommere gik, og der gik vel fem;
– så klageligt rinde mine dage –
Kirsten sad i berget i alle dem.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Fem sommere gik, og der gik vel ni;
– så klageligt rinde mine dage –
liden Kirsten så ikke solen i li.
– ret aldrig du kommer tilbage –
Dalen har blomster og fuglesang;
– så klageligt rinde mine dage –
i berget er der guld og en nat saa lang.
– ret aldrig du kommer tilbage –
(hun rejser sig og går henover gulvet.)
Den vise sang Gudmund så mangen kveld,
da han var hos min fader hjemme.
Der er noget deri, – jeg véd ikke selv, –
der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
der er noget, som mægtigt fyldte min hu, –
som jeg aldrig forstod, – som jeg grubler på endnu.
(forfærdet, standser.)
Røde guldringe! Beltet om mit liv –!
Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!
(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.)
Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!
Og ingen – ingen kommer for at løse mig ud.
(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.)
MARGIT.
[Sinks down on a chair by the table on the right.]
’Twas well he departed. While here he remains
Meseems the blood freezes within my veins;
Meseems that a crushing mighty and cold
My heart in its clutches doth still enfold.
[With tears she cannot repress.]
He is my husband! I am his wife!
How long, how long lasts a woman’s life?
Sixty years, mayhap--God pity me
Who am not yet full twenty-three!
[More calmly after a short silence.]
Hard, so long in a gilded cage to pine;
Hard a hopeless prisoner’s lot--and mine.
[Absently fingering the ornaments on the table, and beginning to put them on.]
With rings, and with jewels, and all of my best
By his order myself I am decking--
But oh, if to-day were my burial-feast,
’Twere little that I’d be recking.
[Breaking off.]
But if thus I brood I must needs despair;
I know a song that can lighten care.
[She sings.]
The Hill-King to the sea did ride;
--Oh, sad are my days and dreary--
To woo a maiden to be his bride.
--I am waiting for thee, I am weary.--
The Hill-King rode to Sir Hakon’s hold;
--Oh, sad are my days and dreary--
Little Kirsten sat combing her locks of gold.
--I am waiting for thee, I am weary.--
The Hill-King wedded the maiden fair;
--Oh, sad are my days and dreary--
A silvern girdle she ever must wear.
--I am waiting for thee, I am weary.--
The Hill-King wedded the lily-wand,
--Oh, sad are my days and dreary--
With fifteen gold rings on either hand.
--I am waiting for thee, I am weary.--
Three summers passed, and there passed full five;
--Oh, sad are my days and dreary--
In the hill little Kirsten was buried alive.
--I am waiting for thee, I am weary.--
Five summers passed, and there passed full nine;
--Oh, sad are my days and dreary--
Little Kirsten ne’er saw the glad sunshine.
--I am waiting for thee, I am weary.--
In the dale there are flowers and the birds’ blithe song;
--Oh, sad are my days and dreary--
In the hill there is gold and the night is long.
--I am waiting for thee, I am weary.--
[She rises and crosses the room.]
How oft in the gloaming would Gudmund sing
This song in may father’s hall.
There was somewhat in it--some strange, sad thing
That took my heart in thrall;
Though I scarce understood, I could ne’er forget--
And the words and the thoughts they haunt me yet.
[Stops horror-struck.]
Rings of red gold! And a belt beside--!
’Twas with gold the Hill-King wedded his bride!
[In despair; sinks down on a bench beside the table on the left.]
Woe! Woe! I myself am the Hill-King’s wife!
And there cometh none to free me from the prison of my life.
[SIGNE, radiant with gladness, comes running in from the back.]
