Bibliotheca Polyglotta

Fru Inger til Østråt (Lady Inger of Östråt)

Complete text

FRU INGER TIL ØSTRÅT

LADY INGER OF ÖSTRÅT

PERSONERNE:
FRU INGER OTTISDATTER RØMER, rigshovmester Nils Gyldenløves enke.
ELINE GYLDENLØVE, hendes datter.
RIGSRÅDEN NILS LYKKE, dansk ridder.
OLAF SKAKTAVL, en fredløs norsk adelsmand.
NILS STENSSØN.
HERR JENS BJELKE, svensk befalingsmand.
BJØRN, kammersvend på Østråt.
HUSTJENEREN FINN.
GÅRDSFOGDEN EJNAR HUK.
HUSFOLK, BØNDER og SVENSKE KRIGSKNÆGTE.

CHARACTERS.
LADY INGER OTTISDAUGHTER ROMER, widow of High Steward Nils Gyldenlöve.
ELINA GYLDENLÖVE, her daughter.
NILS LYKKE, Danish knight and councilor.
OLAF SKAKTAVL, an outlawed Norwegian noble.
NILS STENSSON.
JENS BIELKE, Swedish commander.
BIÖRN, major-domo at Östråt.
FINN, a servant.
EINAR HUK, bailiff at Östråt.
Servants, peasants, and Swedish men-at-arms.¹

(Handlingen foregår på herresædet Østråt ved Trondhjemsfjorden i året 1528.)

The action takes place at Östråt Manor, on the Trondhiem Fiord, the year 1528.

FØRSTE AKT

(En stue på Østråt. Gennem den åbne dør i baggrunden ses riddersalen i svagt månelys, som fra og til strejfer ind gennem et dybt buevindu på den modsatte væg. Til højre udgangsdør; foran samme et vindu med forhæng. På venstre side en dør, som fører ind til de indre værelser; nærmere mod forgrunden et stort åbent ildsted, der belyser stuen. Det er stormfuld aften.)
(Kammersvenden Bjørn og hustjeneren Finn sidder ved ildstedet. Densidste er beskæftiget med at afpudse en hjelm. Forskellige våbenstykker, et sværd og et skjold ligger ved siden af dem.)

ACT FIRST.

(A room at Östråt. Through an open door in the back, the Banquet Hall is seen in faint moonlight, which shines fitfully through a deep bow-window in the opposite wall. To the right, an entrance- door; further forward, a curtained window. On the left, a door leading to the inner rooms; further forward a large, open fireplace, which casts a glow over the room. It is a stormy evening.)
(BIÖRN and FINN are sitting by the fireplace. The latter is occupied in polishing a helmet. Several pieces of armour lie near them, along with a sword and shield.)

FINN
(efter et ophold).
Hvem var Knut Alfsøn?

FINN
(after a pause).
Who was Knut² Alfsön?

BJØRN.
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.

BIÖRN.
My Lady says he was the last of Norway’s knighthood.

FINN.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?

FINN.
And the Danes killed him at Oslo-fiord?

BJØRN.
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.

BIÖRN.
Ask any child of five, if you know not that.

FINN.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte! (idet han holder hjelmen ivejret). Ja, så kan du gerne finde dig i at hænge blank og pudset i riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nøddeskal; kærnen – den har ormene ædt for mange vintre siden. Hør, du Bjørn, – kunde en ikke sige, at Norges land også er slig en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå, ormstukken indeni?

FINN.
So Knut Alfsön was the last of our knighthood? And now he’s dead and gone! (Holds up the helmet.) Well then, hang thou scoured and bright in the Banquet Hall; for what art thou now but an empty nut-shell? The kernel--the worms have eaten that many a winter agone. What say you, Biörn--may not one call Norway’s land an empty nut- shell, even like the helmet here; bright without, worm-eaten within?

BJØRN.
Hold kæft og pas din dont! – – Er hjelmen færdig?

BIÖRN.
Hold your peace, and mind your work!--Is the helmet ready?

FINN.
Den skinner som sølv i måneskin.

FINN.
It shines like silver in the moonlight.

BJØRN.
Så sæt den væk. – – Se der; skrab gravrusten af sværdet.

BIÖRN.
Then put it by.---- ---- See here; scrape the rust off the sword.

FINN
(vender og drejer på det).
Men kan det lønne sig?

FINN
(turning the sword over and examining it).
Is it worth while?

BJØRN.
Hvad mener du?

BIÖRN.
What mean you?

FINN.
Eggen er borte.

FINN.
The edge is gone.

BJØRN.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. – – Se der er skjoldet.

BIÖRN.
What’s that to you? Give it me.---- ---- Here, take the shield.

FINN
(som før).
Det mangler håndgrebet, du!

FINN
(as before).
There’s no grip to it!

BJØRN
(mumler).
Ja, gid jeg såsandt havde et håndgreb i dig, som –

BIÖRN
(mutters).
If once I got a grip on you----

FINN
(nynner en stund for sig selv).

(FINN hums to himself for a while.)

BJØRN.
Hvad er det nu?

BIÖRN.
What now?

FINN.
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold uden håndgreb, – se, det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen, i stedet for at lade dem rustne i Danerblod.

FINN.
An empty helmet, an edgeless sword, a shield without a grip--there’s the whole glory for you. I see not that any can blame Lady Inger for leaving such weapons to hang scoured and polished on the walls, instead of rusting them in Danish blood.

BJØRN.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.

BIÖRN.
Folly! Is there not peace in the land?

FINN.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at rustningen hænger blank i salen; for du kender vel det gamle ord: „kun riddersmanden er en mand“; – og da vi nu ikke længer har nogen riddersmand hertillands, så har vi altså heller ingen mand; og hvor der ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor –

FINN.
Peace? Ay, when the peasant has shot away his last arrow, and the wolf has reft the last lamb from the fold, then is there peace between them. But ’tis a strange friendship. Well well; let that pass. It is fitting, as I said, that the harness hang bright in the hall; for you know the old saw: “Call none a man but the knightly man.” Now there is no knight left in our land; and where no man is, there must women order things; therefore----

BJØRN.
Derfor – derfor råder jeg dig at holde inde med al den rådne snak! (han rejser sig.) Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hænge hjelm og plade ind i salen igen.

BIÖRN.
Therefore--therefore I order you to hold your foul prate! (Rises.) It grows late. Go hang helm and harness in the hall again.

FINN
(dæmpet).
Nej, lad det heller være til imorgen.

FINN
(in a low voice).
Nay, best let it be till tomorrow.

BJØRN.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?

BIÖRN.
What, do you fear the dark?

FINN.
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene om det. Ja, du ser på mig; men du skal vide, nede i borgestuen går der snak om så mangt og meget. (sagtere.) Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt skikkelse der inde hver evige nat.

FINN.
Not by day. And if so be I fear it at even, I am not the only one. Ah, you look; I tell you in the housefolk’s room there is talk of many things. (Lower.) They say that night by night a tall figure, clad in black, walks the Banquet Hall.

BJØRN.
Kærringsladder!

BIÖRN.
Old wives’ tales!

FINN.
Ja, men de bander allesammen på, at det er sandt.

FINN.
Ah, but they all swear ’tis true.

BJØRN.
Det tror jeg nok.

BIÖRN.
That I well believe.

FINN.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening –

FINN.
The strangest of all is that Lady Inger thinks the same----

BJØRN
(studsende).
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?

BIÖRN
(starting).
Lady Inger? What does she think?

FINN.
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se, at hun blir blegere og magrere dag for dag? (med et forskende øjekast.) Folkene siger, at hun aldrig sover, – og at det er for spøgelsets skyld –
(Under de sidste ord er Eline Gyldenløve trådt frem i den halvåbne dør til venstre. Hun standser og lytter uden at bemærkes.)

FINN.
What Lady Inger thinks no one can tell. But sure it is that she has no rest in her. See you not how day by day she grows thinner and paler? (Looks keenly at him.) They say she never sleeps--and that it is because of the dark figure----
(While he is speaking, ELINA GYLDENLÖVE has appeared in the half-open door on the left. She stops and listens, unobserved.)

BJØRN.
Og slig dumhed tror du på?

BIÖRN.
And you believe such follies?

FINN.
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. – Hør, du Bjørn, – kender du visen, som går landet rundt?

FINN.
Well, half and half. There be folk, too, that read things another way. But that is pure malice, for sure.--Hearken, Biörn-- know you the song that is going round the country?

BJØRN.
En vise?

BIÖRN.
A song?

FINN.
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt forresten. Hør nu bare efter. (han synger med dæmpet stemme:)
Fru Inger sidder på Østråt gård;
hun er vel svøbt i skind.
Hun er vel svøbt i fløjel og mård;
hun fletter de røde guldperler i hår, –
men har ikke fred i sit sind.

Fru Inger har solgt sig til Danskens drot.
Hun skikker sit folk i fremmedes vold,
som vederlag – –
(Bjørn griber ham forbittret i brystet. Eline Gyldenløve trækker sig ubemærket tilbage.)

FINN.
Ay, ’tis on all folks’ lips. ’Tis a shameful scurril thing, for sure; yet it goes prettily. Just listen (sings in a low voice):
Dame Inger sitteth in Östråt fair,
She wraps her in costly furs--
She decks her in velvet and ermine and vair,
Red gold are the beads that she twines in her hair--
But small peace in that soul of hers.

Dame Inger hath sold her to Denmark’s lord.
She bringeth her folk ’neath the stranger’s yoke--
In guerdon whereof---- ----
(BIÖRN enraged, seizes him by the throat. ELINA GYLDENLÖVE withdraws without having been seen.)

BJØRN.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!

BIÖRN.
And I will send you guerdonless to the foul fiend, if you prate of Lady Inger but one unseemly word more.

FINN
(idet han river sig løs).
Nå, nå, – er det mig, der har gjort visen?
(Et horn høres udenfor til højre.)

FINN
(breaking from his grasp).
Why--did I make the song?
(The blast of a horn is heard from the right.)

BJØRN.
Hys, – hvad er det?

BIÖRN.
Hush--what is that?

FINN.
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.

FINN.
A horn. So we are to have guests to-night.

BJØRN
(ved vinduet).
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården. Det må være en riddersmand.

BIÖRN
(at the window).
They are opening the gate. I hear the clatter of hoofs in the courtyard. It must be a knight.

FINN.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.

FINN.
A knight? A knight can it scarce be.

BJØRN.
Hvorfor ikke?

BIÖRN.
Why not?

FINN.
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
(han går ud til højre.)

FINN.
You said it yourself: the last of our knighthood is dead and gone. (Goes out to the right.)

BJØRN.
Den forbandede skelm, – han har øjnene med sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at –

BIÖRN.
The accursed knave, with his prying and peering! What avails all my striving to hide and hush things? They whisper of her even now----; ere long will all men be clamouring for----

ELINE GYLDENLØVE
(kommer atter gennem døren til venstre; hun ser sig om og spørger med undertrykt bevægelse):
Er du alene, Bjørn?

ELINA
(comes in again through the door on the left; looks round her, and says with suppressed emotion).
Are you alone, Biörn?

BJØRN.
Er det jer, jomfru Eline?

BIÖRN.
Is it you, Mistress Elina?

ELINE.
Hør, – fortæl mig et af dine eventyr; – jeg véd, du kan flere end dem, som –

ELINA.
Come, Biörn, tell me one of your stories; I know you have more to tell than those that----

BJØRN.
Fortælle? Men nu, – så sent på kvelden –?

BIÖRN.
A story? Now--so late in the evening----?

ELINE.
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det visselig sent.

ELINA.
If you count from the time when it grew dark at Östråt, it is late indeed.

BJØRN.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.

BIÖRN.
What ails you? Has aught crossed you? You seem so restless.

ELINE.
Det er muligt.

ELINA.
May be so.

BJØRN.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen.

BIÖRN.
There is something the matter. I have hardly known you this half year past.

ELINE.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.

ELINA.
Bethink you: this half year past my dearest sister Lucia has been sleeping in the vault below.

BJØRN.
Det er ikke derfor, jomfru Eline, – det er ikke alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs, som nu ikveld.

BIÖRN.
That is not all, Mistress Elina--it is not that alone that makes you now thoughtful and white and silent, now restless and ill at ease, as you are to-night.

ELINE.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som en sommernat? Bjørn, – jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du fortalte – –

ELINA.
You think so? And wherefore not? Was she not gentle and pure and fair as a summer night? Biörn, I tell you, Lucia was dear to me as my life. Have you forgotten how many a time, as children, we sat on your knee in the winter evenings? You sang songs to us, and told us tales----

BJØRN.
Ja, dengang var I fro og glad.

BIÖRN.
Ay, then your were blithe and gay.

ELINE.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og foer over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de drog bort. (synker ned på en stol.) Nu kender jeg mig så mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig længer; – de er kun – eventyr. (rejser sig heftigt.) Bjørn, – véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.

ELINA.
Ah, then, Biörn! Then I lived a glorious life in the fable-land of my own imaginings. Can it be that the sea-strand was naked then as now? If it were so, I did not know it. It was there I loved to go, weaving all my fair romances; my heroes came from afar and sailed again across the sea; I lived in their midst, and set forth with them when they sailed away. (Sinks on a chair.) Now I feel so faint and weary; I can live no longer in my tales. They are only--tales. (Rises hastily.) Biörn, do you know what has made me sick? A truth; a hateful, hateful truth, that gnaws me day and night.

BJØRN.
Hvad mener I?

BIÖRN.
What mean you?

ELINE.
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men jeg, – gud bedre!

ELINA.
Do you remember how sometimes you would give us good counsel and wise saws? Sister Lucia followed them; but I--ah, well-a-day!

BJØRN
(trøstende).
Nå, nå!

BIÖRN
(consoling her).
Well, well----!

ELINE.
Jeg véd det, – jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste. Jeg véd det!

ELINA.
I know it--I was proud and self-centred! In all our games, I would still be the Queen, because I was the tallest, the fairest, the wisest! I know it!

BJØRN.
Det er sandt.

BIÖRN.
That is true.

ELINE.
Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger Gyldenløves datter!

ELINA.
Once you took me by the hand and looked earnestly at me, and said: “Be not proud of your fairness, or your wisdom; but be proud as the mountain eagle as often as you think: I am Inger Gyldenlöve’s daughter!”

BJØRN.
I havde vel grund til at være stolt derover.

BIÖRN.
And was it not matter enough for pride?

ELINE.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så mange eventyr dengang. (trykker hans hånd.) Tak for dem allesammen! – Fortæl mig endnu et; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før.

ELINA.
You told me so often enough, Biörn! Oh, you told me so many tales in those days. (Presses his hand.) Thanks for them all! Now, tell me one more; it might make me light of heart again, as of old.

BJØRN.
I er jo ikke længer noget barn.

BIÖRN.
You are a child no longer.

ELINE.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. – – Nu; fortæl!
(Hun kaster sig ned på en stol; Bjørn sætter sig på kanten af ildstedet.)

ELINA.
Nay, indeed! But let me dream that I am.--Come, tell on!
(Throws herself into a chair. BIÖRN sits in the chimney-corner.)

BJØRN.
Der var engang en højbåren riddersmand –

BIÖRN.
Once upon a time there was a high-born knight----

ELINE,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og udbryder heftigt men hviskende):
Hys! Skrig da ikke så; – jeg er jo ikke tunghørt!

ELINA
(who has been listening restlessly in the direction of the hall, seizes his arm and breaks out in a vehement whisper).
Hush! No need to shout so loud; I can hear well!

BJØRN
(sagtere).
Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem der gik det sælsomme ord – –

BIÖRN
(more softly).
Once upon a time there was a high-born knight, of whom there went the strange report----

ELINE
(rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen).

(ELINA half-rises and listens in anxious suspense in the direction of the hall.)

BJØRN.
Jomfru Eline, – hvad fattes jer?

BIÖRN.
Mistress Elina, what ails you?

ELINE.
(sætter sig atter).
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.

ELINA
(sits down again).
Me? Nothing. Go on.

BJØRN.
Nå, som sagt, – når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede hen af sorg.

BIÖRN.
Well, as I was saying, when he did but look straight in a woman’s eyes, never could she forget it after; her thoughts must follow him wherever he went, and she must waste away with sorrow.

ELINE.
Det har jeg hørt. – – Det er forresten ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd –

ELINA.
I have heard that tale---- ---- And, moreover, ’tis no tale you are telling, for the knight you speak of is Nils Lykke, who sits even now in the Council of Denmark----

BJØRN.
Kan vel hænde.

BIÖRN.
May be so.

ELINE.
Nu ja, lige godt; – bliv kun ved!

ELINA.
Well, let it pass--go on!

BJØRN.
Og så begav det sig engang –

BIÖRN.
Now it happened once----

ELINE
(rejser sig pludseligt).
Hys; vær stille!

ELINA
(rises suddenly).
Hush; be still!

BJØRN.
Hvad nu? Hvad går der af jer?

BIÖRN.
What now? What is the matter?

ELINE
(lyttende).
Hører du?

BJØRN.
Hvilket?

ELINE.
Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!

ELINA.
It is there! Yes, by the cross of Christ it is there!

BJØRN
(rejser sig).
Hvad er der? Hvor?

BIÖRN
(rises).
What is there? Where?

ELINE.
Hun selv, – i riddersalen –
(hun iler op mod baggrunden.)

ELINA.
It is she--in the hall. (Goes hastily towards the hall.)

BJØRN
(følger efter).
Hvor kan I tro –? Jomfru Eline, – gå til jert kammer!

BIÖRN
(following).
How can you think----? Mistress Elina, go to your chamber!

ELINE.
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent; – der kommer månen frem –. Kan du skimte den sorte skikkelse –?

ELINA.
Hush; stand still! Do not move; do not let her see you! Wait--the moon is coming out. Can you not see the black-robed figure----?

BJØRN.
Ved alle hellige –!

BIÖRN.
By all the holy----!

ELINE.
Ser du, – der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!

ELINA.
Do you see--she turns Knut Alfson’s picture to the wall. Ha-ha; be sure it looks her too straight in the eyes!

BJØRN.
Jomfru Eline, hør mig!

BIÖRN.
Mistress Elina, hear me!

ELINE
(idet hun går nedover mod ildstedet).
Nu véd jeg, hvad jeg véd!

ELINA
(going back towards the fireplace).
Now I know what I know!

BJØRN
(hen for sig).
Så er det dog sandt!

BIÖRN
(to himself).
Then it is true!

ELINE.
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?

ELINA.
Who was it, Biörn? Who was it?

BJØRN.
Det så I ligeså grant som jeg.

BIÖRN.
You saw as plainly as I.

ELINE.
Nu vel? Hvem så jeg?

ELINA.
Well? Whom did I see?

BJØRN.
I så eders moder.

BIÖRN.
You saw your mother.

ELINE
(halvt for sig selv).
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo –; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at –

ELINA
(half to herself).
Night after night I have heard her steps in there. I have heard her whispering and moaning like a soul in pain. And what says the song---- Ah, now I know! Now I know that----

BJØRN.
Stille!
(Fru Inger Gyldenløve kommer hurtigt ud fra salen uden at lægge mærke til de andre, går lige hen til vinduet, trækker forhænget fra og stirrer en tidlang ud, som om hun spejdede efter nogen på landevejen; derpå vender hun sig og går langsomt ind i salen igen.)

BIÖRN.
Hush!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters rapidly from the hall, without noticing the others; she goes to the window, draws the curtain, and gazes out as if watching for some one on the high road; after a while, she turns and goes slowly back into the hall.)

ELINE
(sagte, følger hende med øjnene).
Så drivende hvid, som en dødning – –!
(Larm og mange stemmer høres udenfor døren til højre.)

ELINA
(softly, following her with her eyes).
White as a corpse----!
(An uproar of many voices is heard outside the door on the right.)

BJØRN.
Hvad er der nu?

BIÖRN.
What can this be?

ELINE.
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
(Gårdsfogden Ejnar Huk samt en stor flok husfolk og bønder kommer tilsyne i forstuen.)

ELINA.
Go out and see what is amiss.
(EINAR HUK, the bailiff, appears in the ante-room, with a crowd of Retainers and Peasants.)

EJNAR HUK
(i døren).
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!

EINAR HUK
(in the doorway).
Straight in to her! And see you lose not heart!

BJØRN.
Hvad søger I?

BIÖRN.
What do you seek?

EJNAR HUK.
Fru Inger selv.

EINAR HUK.
Lady Inger herself.

BJØRN.
Fru Inger? Så sent på kvelden?

BIÖRN.
Lady Inger? So late?

EJNAR HUK.
Sent, men tidsnok, tænker jeg.

EINAR HUK.
Late, but time enough, I wot.

BØNDERNE.
Ja, ja, – nu må hun høre os!
(Hele mængden trænger ind i stuen. I det samme viser Fru Inger Gyldenløve sig i døren til riddersalen. Alle tier pludseligt.)

THE PEASANTS.
Yes, yes; she must hear us now!
(The whole rabble crowds into the room. At the same moment, LADY INGER appears in the doorway of the hall. A sudden silence.)

FRU INGER.
Hvad vil I mig?

LADY INGER.
What would you with me?

EJNAR HUK.
Vi søgte eder, højbårne frue, for at –

EINAR HUK.
We sought you, noble lady, to----

FRU INGER.
Nu vel, – sig frem!

LADY INGER.
Well, speak out!

EJNAR HUK.
Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt, – vi kommer for at bede eder om orlov og våben –

EINAR HUK.
Why, we are not ashamed of our errand. In one word, we come to pray you for weapons and leave----

FRU INGER.
Orlov og våben? Hvortil?

LADY INGER.
Weapons and leave----? And for what?

EJNAR HUK.
Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig i Dalarne og stævner imod kong Gustav –

EINAR HUK.
There has come a rumour from Sweden that the people of the Dales have risen against King Gustav----

FRU INGER.
Har almuen i Dalarne?

LADY INGER.
The people of the Dales?

EJNAR HUK.
Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.

EINAR HUK.
Ay, so the tidings run, and they seem sure enough.

FRU INGER.
Nu, – om så var, – hvad har da I med Dalkarlenes rejsning at gøre?

LADY INGER.
Well, if it were so, what have you to do with the Dale-folk’s rising?

BØNDERNE.
Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!

THE PEASANTS.
We will join them! We will help! We will free ourselves!

FRU INGER
(sagte).
Ah, skulde tiden være kommen!

LADY INGER
(aside).
Can the time be come?

EJNAR HUK.
Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder indover til Dalarne. Selv fredløse mænd, som har vanket vildsomt år for år i fjeldet, de vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og sliber eggen på sine rustne værger.

EINAR HUK.
From all our borderlands the peasants are pouring across to the Dales. Even outlaws that have wandered for years in the mountains are venturing down to the homesteads again, and drawing men together, and whetting their rusty swords.

FRU INGER
(efter et ophold).
Hør, – sig mig, har I tilfulde betænkt jer? Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mænd skulde sejre?

LADY INGER
(after a pause).
Tell me, men, have you thought well of this? Have you counted the cost, if King Gustav’s men should win?

BJØRN
(sagte og bønligt til fru Inger).
Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis kong Gustavs mænd skulde tabe.

BIÖRN
(softly and imploringly to LADY INGER).
Count the cost to the Danes if King Gustav’s men should lose.

FRU INGER
(afvisende).
Det regnestykke er ikke min sag. (hun vender sig til mængden.) I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand fra Danmark. Kong Fredrik er hans ven, og han vil visselig ikke lade ham i stikken –

LADY INGER
(evasively).
That reckoning is not for me to make. (Turns to the people). You know that King Gustav is sure of help from Denmark. King Frederick is his friend, and will never leave him in the lurch----

EJNAR HUK.
Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i hele Norges land? Dersom vi rejste os alle tilhobe, – herskabsfolk og almue? – Ja, fru Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden er kommen, som vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de fremmede ud af landet.

EINAR HUK.
But if the people were now to rise all over Norway’s land?--if we all rose as one man, nobles and peasants together?-- ay, Lady Inger Gyldenlöve, the time we have waited for is surely come. We have but to rise now to drive the strangers from the land.

BØNDERNE.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede herremænd! Ud med rigsrådernes svende!

THE PEASANTS.
Ay, out with the Danish sheriffs! Out with the foreign masters! Out with the Councillors’ lackeys!

FRU INGER
(sagte).
O, malm er der i dem; – men dog, dog –!

LADY INGER
(aside).
Ah, there is metal in them; and yet, yet----!

BJØRN
(hen for sig).
Hun er tvivlrådig. (til Eline.) Hvad gældet det, jomfru Eline, – I har forsyndet jer i dommen over eders moder.

BIÖRN
(to himself).
She is of two minds. (To ELINA.) What say you now, Mistress Elina--have you not sinned in misjudging your mother?

ELINE.
Bjørn, – jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet, ifald de havde løjet for mig!

ELINA.
Biörn, if my eyes have deceived me, I could tear them out of my head!

EJNAR HUK.
Ser I vel, min højbårne frue, – først gælder det kong Gustav; er han gjort magtløs, så vil ikke Danskerne kunne holde sig længe her i landet –

EINAR HUK.
See you not, my noble lady, King Gustav must be dealt with first. Once his power is gone, the Danes cannot long hold this land----

FRU INGER.
Og så?

LADY INGER.
And then?

EJNAR HUK.
Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kåre os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.

EINAR HUK.
Then we shall be free. We shall have no more foreign masters, and can choose ourselves a king, as the Swedes have done before us.

FRU INGER
(levende).
En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?

LADY INGER
(with animation).
A king for ourselves. Are you thinking of the Sture stock?

EJNAR HUK.
Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt om på odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker fredløse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel hænde sig alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling af de gamle slægter, som –

EINAR HUK.
King Christiern and others after him have swept bare our ancient houses. The best of our nobles are outlaws on the hill- paths, if so be they still live; nevertheless, it might still be possible to find one or other shoot of the old stems----

FRU INGER
(hurtigt).
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok! (hen for sig.) Ah, mit dyreste håb! (hun vender sig til bønderne og husfolkene.) Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde. Jeg har sagt jer, hvor stor en fare I vover jer ind i. Men dersom I er så faste i eders forsæt, så vilde det vel være dårligt af mig at forbyde jer, hvad I jo på egen hånd kunde sætte igennem.

LADY INGER
(hastily).
Enough, Einar Huk, enough! (To herself.) Ah, my dearest hope! (Turns to the Peasants and Retainers.) I have warned you, now, as well as I can. I have told you how great is the risk you run. But if you are fixed in your purpose, it were folly of me to forbid what I have no power to prevent.

EJNAR HUK.
Vi har altså eders minde til at –?

EINAR HUK.
Then we have your leave to----?

FRU INGER.
I har eders egen faste vilje; spørg den tilråds. Er det så, som I siger, at I dagligen plages og trykkes – –. Jeg véd så lidet om disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en enlig kvinde –? Selv om I vilde plyndre riddersalen –; og der findes mangt et brugeligt værge derinde –; I har jo hele magten på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder lyster. God nat!
(Mængden bryder ud i høje glædesråb. Der tændes lys og huskarlene henter allehånde våbenstykker ind fra salen.)

LADY INGER.
You have your own firm will; take counsel with that. If it be as you say, that you are daily harassed and oppressed---- ---- I know but little of these matters, and would not know more. What can I, a lonely woman----? Even if you were to plunder the Banquet Hall--and there’s many a good weapon on the walls--you are the masters at Östråt to-night. You must do as seems good to you. Good-night!
(Loud cries of joy from the multitude. Candles are lighted; the retainers bring weapons of different kinds from the hall.)

BJØRN
(griber fru Ingers hånd idet hun vil gå).
Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig tvivlet på jer.

BIÖRN
(seizes LADY INGER’S hand as she is going).
Thanks, my noble and high-souled mistress! I, that have known you from childhood up--I have never doubted you.

FRU INGER.
Stille, Bjørn, – det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne kveld. – For de andre gælder det kun livet; men for mig – tusende gange mere; tro mig!

LADY INGER.
Hush, Biörn. It is a dangerous game that I have ventured this night. The others stake only their lives; but I, trust me, a thousandfold more!

BJØRN.
Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode forståelse med –?

BIÖRN.
How mean you? Do you fear for your power and your favour with----?

FRU INGER.
Min magt? O, gud i himlen!

LADY INGER.
My power? O God in Heaven!

EN HUSKARL
(kommer fra salen med et stort sværd).
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal jeg flænge blodsugernes svende.

A RETAINER
(comes from the hall with a large sword).
See, here’s a real good wolf’s-tooth to flay the blood-suckers’ lackeys with!

EJNAR HUK
(til en anden huskarl).
Hvad har du fundet der?

HUSKARLEN.
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.

EJNAR HUK.
Den er for god til dig; – se, her har jeg landsestagen efter Sten Sture; hæng pladen på den, så fører vi det gildeste hærmærke, nogen mand vil forlange.

EINAR HUK.
’Tis too good for such as you. Look, here is the shaft of Sten Sture’s³ lance; hang the breastplate upon it, and we shall have the noblest standard heart can desire.

HUSTJENEREN FINN
(med et brev i hånden, kommer fra døren til venstre og går hen imod fru Inger).
Jeg har ledt efter eder i alle stuer –

FINN
(comes from the door on the left, with a letter in his hand, and goes towards LADY INGER).
I have sought you through all the house.

FRU INGER.
Hvad vil du?

LADY INGER.
What do you want?

FINN
(rækker hende brevet).
En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud til eder.

FINN
(hands her the letter).
A messenger is come from Trondhiem with a letter for you.

FRU INGER.
Lad os se! (idet hun åbner brevet.) Fra Trondhjem? Hvad kan det gælde? (gennemløber skrivelsen.) Hjælp, Krist! Fra ham! Og her i landet – –
(hun læser videre i stærk bevægelse, medens mændene vedbliver at hente våben ind fra salen.)

LADY INGER.
Let me see! (opening the letter). From Trondhiem? What can it be? (Runs through the letter.) Help, Christ! From him! and here in Norway----
(Reads on with strong emotion, while the men go on bringing out arms from the hall.)

FRU INGER
(hen for sig).
Han kommer altså hid. Han kommer hid i denne nat. – Ja, så gælder det at kæmpe med kløgt og ikke med sværd.

LADY INGER
(to herself).
He is coming here. He is coming to- night!--Ay, then ’tis with our wits we must fight, not with the sword.

EJNAR HUK.
Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan vi lægge ivej!

EINAR HUK.
Enough, enough, good fellows; we are well armed now, and can set forth on our way.

FRU INGER
(med en hurtig vending).
Ingen mand må forlade gården inat!

LADY INGER
(with a sudden change of tone).
No man shall leave my house to-night!

EJNAR HUK.
Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger indover fjorden og –

EINAR HUK.
But the wind is fair, noble lady; we can sail up the fiord, and----

FRU INGER.
Det bliver, som jeg har sagt.

LADY INGER.
It shall be as I have said.

EJNAR HUK.
Skal vi da bie til imorgen?

EINAR HUK.
Are we to wait till to-morrow, then?

FRU INGER.
Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov til at forlade Østråt for det første.
(Der fornemmes uvilje iblandt mængden.)

LADY INGER.
Till to-morrow, and longer still. No armed man shall go forth from Östråt yet awhile.
(Signs of displeasure from the crowd.)

NOGLE AF BØNDERNE.
Vi går alligevel, fru Inger!

SOME OF THE PEASANTS.
We will go all the same, Lady Inger!

MANGE FLERE.
Ja, ja; vi går alligevel!

THE CRY SPREADS.
Yes, yes; we will go!

FRU INGER
(et skridt nærmere).
Hvem vover det? (alle tier; efter et øjebliks ophold tilføjer hun:) Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe mænd af almuen om landets sager? Hvor kan I tage jer for at dømme om sligt? I får se at tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke gå jer for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der ikke bedre kår nutildags. – – Bær alle våben ind i salen igen. Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud!
(Husfolkene bringer våbenstykkerne bort, hvorefter hele flokken fjerner sig gennem døren til højre.)

LADY INGER
(advancing a step towards them).
Who dares to move? (A silence. After a moment’s pause, she adds:) I have thought for you. What do you common folk know of the country’s needs? How dare you judge of such things? You must even bear your oppressions and burdens yet awhile. Why murmur at that, when you see that we, your leaders, are as ill bested as you?---- ---- Take all the weapons back to the hall. You shall know my further will hereafter. Go!
(The Retainers take back the arms, and the whole crowd then withdraws by the door on the right.)

ELINE
(sagte til Bjørn).
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i dommen over – fruen på Østråt?

ELINA
(softly to BIÖRN).
Do you still think I have sinned in misjudging--the Lady of Östråt?

FRU INGER
(vinker Bjørn til sig og siger):
Hold et gæstekammer rede.

LADY INGER
(beckons to BIÖRN, and says).
Have a guest chamber ready.

BJØRN.
Vel, fru Inger!

BIÖRN.
It is well, Lady Inger!

FRU INGER.
Og porten åben for enhver, som måtte banke på.

LADY INGER.
And let the gate stand open to all that knock.

BJØRN.
Men –?

BIÖRN.
But----?

FRU INGER.
Porten åben!

LADY INGER.
The gate open!

BJØRN.
Porten åben.
(han går ud til højre.)

BIÖRN.
The gate open. (Goes out to the right.)

FRU INGER
(til Eline, som allerede er i døren til venstre).
Bliv her! – – Eline; – mit barn, – jeg har noget at sige dig i enrum.

LADY INGER
(to ELINA, who has already reached the door on the left).
Stay here!---- ---- Elina--my child--I have something to say to you alone.

ELINE.
Jeg hører eder.

ELINA.
I hear you.

FRU INGER.
Eline, – – du tror ilde om din moder.

LADY INGER.
Elina---- ----you think evil of your mother.

ELINE.
Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.

ELINA.
I think, to my sorrow, what your deeds have forced me to think.

FRU INGER.
Og du svarer mig, som dit umilde sind byder.

LADY INGER.
You answer out of the bitterness of your heart.

ELINE.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud Herren selv havde sat sit tegn på eders pande og mærket jer som den, der skulde lede de rædde og de rådvilde. I højsalen sang riddere og herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern, kaldte eder landets håb og støtte. Og alle mente de, at gennem eder skulde de gode tider komme igen! Alle mente de, at med eder skulde der komme som en ny dag over os. Det er endnu nat; og snart véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen kommer med eder.

ELINA.
Who has filled my heart with bitterness? From my childhood I have been wont to look up to you as a great and high-souled woman. It was in your likeness I pictured the women we read of in the chronicles and the Book of Heroes. I thought the Lord God himself had set his seal on your brow, and marked you out as the leader of the helpless and the oppressed. Knights and nobles sang your praise in the feast-hall, and the peasants, far and near, called you the country’s pillar and its hope. All thought that through you the good times were to come again! All thought that through you a new day was to dawn over the land! The night is still here; and I no longer know if I dare look for any morning to come through you.

FRU INGER.
Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord fra. Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og mumler om ting, som den lidet kan dømme om.

LADY INGER.
It is easy to see whence you have learnt such venomous words. You have let yourself give ear to what the thoughtless rabble mutters and murmurs about things it can little judge of.

ELINE.
I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris lød i sang og tale.

ELINA.
“Truth is in the people’s mouth,” was your word when they praised you in speech and song.

FRU INGER.
Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde uvirksom her, skønt det stod til mig at handle, – tror du da ikke, at slige kår var mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den?

LADY INGER.
May be so. But if indeed I had chosen to sit here idle, though it was my part to act--do you not think that such a choice were burden enough for me, without your adding to its weight?

ELINE.
De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig lige så tungt som eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro på. Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg været med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.

ELINA.
The weight I add to your burden bears on me as heavily as on you. Lightly and freely I drew the breath of life, so long as I had you to believe in. For my pride is my life; and well had it become me, if you had remained what once you were.

FRU INGER.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline, – hvoraf véd du så visst, at du ikke gør din moder uret?

LADY INGER.
And what proves to you I have not? Elina, how can you know so surely that you are not doing your mother wrong?

ELINE
(frembrydende).
O, hvis jeg gjorde det!

ELINA
(vehemently).
Oh, that I were!

FRU INGER.
Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din moder. – Med et eneste ord kunde jeg – –; dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde, at –

LADY INGER.
Peace! You have no right to call your mother to account---- With a single word I could---- ----; but it would be an ill word for you to hear; you must await what time shall bring; may be that----

ELINE
(idet hun vil gå).
Sov vel, min moder!

ELINA
(turns to go).
Sleep well, my mother!

FRU INGER
(nølende).
Nej, – bliv hos mig; der er endnu noget, som – – Kom nærmere; – du må høre mig, Eline!
(hun sætter sig ved bordet foran vinduet.)

LADY INGER
(hesitates).
Nay, stay with me; I have still somewhat-- Come nearer;--you must hear me, Elina!
(Sits down by the table in front of the window.)

ELINE.
Jeg hører eder.

ELINA.
I am listening.

FRU INGER.
Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på Østråt.

LADY INGER.
For as silent as you are, I know well that you often long to be gone from here. Östråt is too lonely and lifeless for you.

ELINE.
Hvor kan det undre jer, min moder?

ELINA.
Do you wonder at that, my mother?

FRU INGER.
Det står til dig selv, om det herefterdags skal vorde anderledes.

LADY INGER.
It rests with you whether all this shall henceforth be changed.

ELINE.
Hvordan?

ELINA.
How so?

FRU INGER.
Hør mig. – I denne nat venter jeg en gæst til gården.

LADY INGER.
Listen.--I look for a guest to-night.

ELINE
(nærmere).
En gæst?

ELINA
(comes nearer).
A guest?

FRU INGER.
En gæst, som må være fremmed og ukendt. Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen.

LADY INGER.
A stranger, who must remain a stranger to all. None must know whence he comes or whither he goes.

ELINE
(kaster sig med et glædesskrig ned for hende og griber hendes hænder).
Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis I kan det!

ELINA
(throws herself, with a cry of joy, at her mother’s feet and seizes her hands).
My mother! My mother! Forgive me, if you can, all the wrong I have done you!

FRU INGER.
Hvad mener du? – Eline, jeg forstår dig ikke.

LADY INGER.
What do you mean? Elina, I do not understand you.

ELINE.
Så har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!

ELINA.
Then they were all deceived! You are still true at heart!

FRU INGER.
Men så rejs dig, – og sig mig –

LADY INGER.
Rise, rise and tell me----

ELINE.
O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?

ELINA.
Do you think I do not know who the stranger is?

FRU INGER.
Du véd det? Og alligevel – –?

LADY INGER.
You know? And yet----?

ELINE.
Tænker I da, Østråts porte har været så tæt stængte, at ikke et jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd, at mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand, uden ly og leje, medens de danske herrer råder på hans fædres gård?

ELINA.
Do you think the gates of Östråt shut so close that never a whisper of evil tidings can slip through? Do you think I do not know that the heir of many a noble line wanders outlawed, without rest or shelter, while Danish masters lord it in the home of their fathers?

FRU INGER.
Og så? Hvad mere?

LADY INGER.
And what then?

ELINE.
Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide –

ELINA.
I know well that many a high-born knight is hunted through the woods like a hungry wolf. No hearth has he to rest by, no bread to eat----

FRU INGER
(koldt).
Det er nok! Nu forstår jeg dig.

LADY INGER
(coldly).
Enough! Now I understand you.

ELINE
(vedblivende).
Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid! Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strænge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje –

ELINA
(continuing).
And that is why the gates of Östråt must stand open by night! That is why he must remain a stranger to all, this guest of whom none must know whence he comes or whither he goes! You are setting at naught the harsh decree that forbids you to harbour or succor the exiles----

FRU INGER.
Det er nok, siger jeg! (hun tier lidt og tilføjer med overvindelse:) Du fejler, Eline; – det er ingen fredløs mand jeg venter.

LADY INGER.
Enough, I say! (After a short silence, adds with an effort:) You mistake, Elina--it is no outlaw that I look for----

ELINE
(rejser sig).
Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.

ELINA
(rises).
Then I have understood you ill indeed.

FRU INGER.
Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.

LADY INGER.
Listen to me, my child; but think as you listen; if indeed you can tame that wild spirit of yours.

ELINE.
Jeg skal være tam, til I har udtalt.

ELINA.
I am tame, till you have spoken.

FRU INGER.
Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. – Jeg har, så vidt det stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og vånde, som vi nu er stædt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne. Der kræves mod og mandskraft.

LADY INGER.
Then hear what I have to say--I have sought, so far as lay in my power, to keep you in ignorance of all our griefs and miseries. What could it avail to fill your young heart with wrath and care? It is not weeping and wailing of women that can free us from our evil lot; we need the courage and strength of men.

ELINE.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det gøres behov?

ELINA.
Who has told you that, when courage and strength are indeed needed, I shall be found wanting?

FRU INGER.
Stille, barn; – jeg kunde tage dig på ordet.

LADY INGER.
Hush, child;--I might take you at your word.

ELINE.
Hvordan, min moder?

ELINA.
How mean you, my mother?

FRU INGER.
Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde –; dog, lad mig først få tale til ende. Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig, som det danske rigsråd gennem mange år har virket for, – den tid, mener jeg, da de kan give vore rettigheder og vor frihed det sidste stød. Se, derfor gælder det –

LADY INGER.
I might call on you for both; I might----; but let me say my say out first. Know then that the time seems now to be drawing nigh, towards which the Danish Council have been working for many a year--the time for them to strike a final blow at our rights and our freedom. Therefore must we now----

ELINE
(livfuldt).
At slå løs, min moder?

ELINA
(eagerly).
Throw off the yoke, my mother?

FRU INGER.
Nej; det gælder at vinde råderum. I København er rådet nu forsamlet for at overlægge, hvorledes de bedst kan gribe sagen an. De fleste skal være af den mening, at tvistighederne ikke kan bilægges, så længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi beholder vore rettigheder som et frit rige, når nyt kongevalg engang skal foregå, så er det rimeligt, at fejden bryder åbenbart ud. Se, dette vil de danske herrer forhindre –

LADY INGER.
No; we must gain breathing-time. The Council is now sitting in Copenhagen, considering how best to aim the blow. Most of them are said to hold that there can be no end to dissensions till Norway and Denmark are one; for if we should still have our rights as a free land when the time comes to choose the next king, it is most like that the feud will break out openly. Now the Danish Councillors would hinder this----

ELINE.
Ja, de vil forhindre det, – ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi roligt se til, at –?

ELINA.
Ay, they would hinder it----! But are we to endure such things? Are we to look on quietly while----?

FRU INGER.
Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben, – at træde frem i åben dyst, – hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end netop nu? – Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os. I det søndre Norge er en god del af adelen for de Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvivlsomt. Derfor har kong Fredrik skikket en af sine højst betroede mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.

LADY INGER.
No, we will not endure it. But to take up arms--to begin open warfare--what would come of that, so long as we are not united? And were we ever less united in this land than we are even now?--No, if aught is to be done, it must be done secretly and in silence. Even as I said, we must have time to draw breath. In the South, a good part of the nobles are for the Dane; but here in the North they are still in doubt. Therefore King Frederick has sent hither one of his most trusted councillors, to assure himself with his own eyes how we stand affected.

ELINE
(spændt).
Nu; – og så –?

ELINA
(anxiously).
Well--and then----?

FRU INGER.
Denne ridder kommer hid til Østråt inat.

LADY INGER.
He is the guest I look for to-night.

ELINE.
Herhid? Og inat?

ELINA.
He comes here? And to-night?

FRU INGER.
Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.

LADY INGER.
He reached Trondhiem yesterday by a trading ship. Word has just been brought that he is coming to visit me; he may be here within the hour.

ELINE.
Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for, ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af eder, når det spørges, at –

ELINA.
Have you not thought, my mother, how it will endanger your fame thus to receive the Danish envoy? Do not the people already regard you with distrustful eyes? How can you hope that, when the time comes, they will let you rule and guide them, if it be known----

FRU INGER.
Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men det har ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor er han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt vil han også gæste Østråt.

LADY INGER.
Fear not. All this I have fully weighed; but there is no danger. His errand in Norway is a secret; he has come unknown to Trondhiem, and unknown shall he be our guest at Östråt.

ELINE.
Og denne danske herres navn –?

ELINA.
And the name of this Danish lord----?

FRU INGER.
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at nævne.

LADY INGER.
It sounds well, Elina; Denmark has scarce a nobler name.

ELINE.
Men hvad har I så isinde? Endnu har jeg ikke fattet eders mening.

ELINA.
But what do you propose then? I cannot yet grasp your meaning.

FRU INGER.
Du vil snart begribe. – Da vi ikke kan søndertræde ormen, så må vi binde den.

LADY INGER.
You will soon understand.--Since we cannot trample on the serpent, we must bind him.

ELINE.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.

ELINA.
Take heed that he burst not your bonds.

FRU INGER.
Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.

LADY INGER.
It rests with you to tighten them as you will.

ELINE.
På mig?

ELINA.
With me?

FRU INGER.
Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det huger ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.

LADY INGER.
I have long seen that Östråt is as a cage to you. The young falcon chafes behind the iron bars.

ELINE.
Min vinge er stækket. Gav I mig end fri, – det vilde kun lidet både mig.

ELINA.
My wings are clipped. Even if you set me free--it would avail me little.

FRU INGER.
Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.

LADY INGER.
Your wings are not clipped, except by your own will.

ELINE.
Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var, så vil også jeg –

ELINA.
Will? My will is in your hands. Be what you once were, and I too----

FRU INGER.
Nok derom. Hør mig videre. – At drage fra Østråt vil neppe være dig meget imod.

LADY INGER.
Enough, enough. Hear what remains---- It would scarce break your heart to leave Östråt?

ELINE.
Kan hænde, min moder!

ELINA.
Maybe not, my mother!

FRU INGER.
Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.

LADY INGER.
You told me once, that you lived your happiest life in tales and histories. What if that life were to be yours once more?

ELINE.
Hvad mener I?

ELINA.
What mean you?

FRU INGER.
Eline, – hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig til sin borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?

LADY INGER.
Elina--if a mighty noble were now to come and lead you to his castle, where you should find damsels and pages, silken robes and lofty halls awaiting you?

ELINE.
En ridder, siger I?

ELINA.
A noble, you say?

FRU INGER.
En ridder.

LADY INGER.
A noble.

ELINE
(sagtere).
Og den danske udsending kommer hid inat.

ELINA
(more softly).
And the Danish envoy comes here to-night?

FRU INGER.
Inat.

LADY INGER.
To-night.

ELINE.
Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.

ELINA.
If so be, then I fear to read the meaning of your words.

FRU INGER.
Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i denne sag.

LADY INGER.
There is nought to fear if you misread them not. Be sure it is far from my thought to put force upon you. You shall choose for yourself in this matter, and follow your own counsel.

ELINE
(et skridt nærmere).
Har I hørt om hin moder, der kørte over fjeldet ved nattetid med sine småbørn i slæden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller død; – og hun kasted sine små bagud efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.

ELINA
(comes a step nearer).
Have you heard the story of the mother that drove across the hills by night with her little children by her in the sledge? The wolves were on her track; it was life or death with her;--and one by one she cast out her little ones, to gain time and save herself.

FRU INGER.
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit barn for ulvene!

LADY INGER.
Nursery tales! A mother would tear the heart from her breast, before she would cast her child to the wolves!

ELINE.
Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge; Merete har terner og svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har ingen sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at få fast fod i landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende? Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens dag!

ELINA.
Were I not my mother’s daughter, I would say you were right. But you are like that mother; one by one you have cast out your daughters to the wolves. The eldest went first. Five years ago Merete⁴ went forth from Östråt; now she dwells in Bergen and is Vinzents Lunge’s⁵ wife. But think you she is happy as the Danish noble’s lady? Vinzents Lunge is mighty, well-nigh as a king; Merete has damsels and pages, silken robes and lofty halls; but the day has no sunshine for her, and the night no rest; for she has never loved him. He came hither and he wooed her; for she was the greatest heiress in Norway, and he needed to gain a footing in the land. I know it; I know it well! Merete bowed to your will; she went with the stranger lord.--But what has it cost her? More tears than a mother should wish to answer for at the day of reckoning.

FRU INGER.
Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.

LADY INGER.
I know my reckoning, and I fear it not.

ELINE.
Eders regnskab er ikke hermed tilende. Hvor er Lucia, eders andet barn?

ELINA.
Your reckoning ends not here. Where is Lucia, your second child?

FRU INGER.
Spørg Gud, som tog hende.

LADY INGER.
Ask God, who took her.

ELINE.
Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende; – men hun har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet hendes hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det gældte hendes ære. Men I blev ubøjelig, – og eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!

ELINA.
It is you I ask; it is you that must answer for her young life. She was glad as a bird in spring when she sailed from Östråt to be Merete’s guest. A year passed, and she stood in this room once more; but her cheeks were white, and death had gnawed deep into her breast. Ah, you wonder at me, my mother! You thought that the ugly secret was buried with her;--but she told me all. A courtly knight had won her heart. He would have wedded her. You knew that her honour was at stake; yet your will never bent--and your child had to die. You see, I know all!

FRU INGER.
Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?

LADY INGER.
All? Then she told you his name?

ELINE.
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel for hans navn; – hun nævnte det aldrig.

ELINA.
His name? No; his name she did not tell me. His name was a torturing horror to her;--she never uttered it.

FRU INGER
(lettet, hen for sig).
Ah, så véd du dog ikke alt. – – Eline; – den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk –

LADY INGER
(relieved, to herself).
Ah, then you do not know all---- ---- Elina--it is true that the whole of this matter was well known to me. But there is one thing about it you seem not to have noted. The lord whom Lucia met in Bergen was a Dane----

ELINE.
Også det véd jeg.

ELINA.
That too I know.

FRU INGER.
Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han besnæret hende.

LADY INGER.
And his love was a lie. With guile and soft speeches he had ensnared her.

ELINE.
Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt en moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.

ELINA.
I know it; but nevertheless she loved him; and had you had a mother’s heart, your daughter’s honour had been more to you than all.

FRU INGER.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?

LADY INGER.
Not more than her happiness. Do you think that, with Merete’s lot before my eyes, I could sacrifice my second child to a man that loved her not?

ELINE.
Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke. – Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I frygter dem tillige. Den gang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende, – da stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd. Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!

ELINA.
Cunning words may befool many, but they befool not me---- Think not I know nothing of all that is passing in our land. I understand your counsels but too well. I know well that our Danish lords have no true friend in you. It may be that you hate them; but your fear them too. When you gave Merete to Vinzents Lunge the Danes held the mastery on all sides throughout our land. Three years later, when you forbade Lucia to wed the man she had given her life to, though he had deceived her,--things were far different then. The King’s Danish governors had shamefully misused the common people, and you thought it not wise to link yourself still more closely to the foreign tyrants. And what have you done to avenge her that had to die so young? You have done nothing. Well then, I will act in your stead; I will avenge all the shame they have brought upon our people and our house.

FRU INGER.
Du? Hvad har du isinde?

LADY INGER.
You? What will you do?

ELINE.
Jeg går min vej, ligesom I går eders. Hvad jeg har isinde, véd jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor retfærdige sag.

ELINA.
I shall go my way, even as you go yours. What I shall do I myself know not; but I feel within me the strength to dare all for our righteous cause.

FRU INGER.
Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet det samme som du, – og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.

LADY INGER.
Then you have a hard fight before you. I once promised as you do now--and my hair has grown grey under the burden of that promise.

ELINE.
God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg tilovers. Måske det endnu er tid for eder – –; nu, Gud styrke og lede eders færd! Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete, som græder sent og tidligt over sit forspildte liv. Tænk på Lucia, som sover i den sorte kiste. Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om eders sidste barn.
(hun går ud til venstre.)

ELINA.
Good-night! Your guest will soon be here, and at that meeting I should be out of place. It may be there is yet time for you---- ----; well, God strengthen you and guide your way! Forget not that the eyes of many thousands are fixed upon you. Think on Merete, weeping late and early over her wasted life. Think on Lucia, sleeping in her black coffin. And one thing more. Forget not that in the game you play this night, your stake is your last child.
(Goes out to the left.)

FRU INGER
(ser en stund efter hende).
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste. – – Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige. Ah, – rider der ikke nogen gennem borgeledet? (hun lytter ved vinduet.) Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det. – – Har Gud Herren ret til dette? – Danne mig til kvinde, – og så læsse en mandsdåd på mine skuldre. For jeg har landets velfærd i mine hænder. Det står i min magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det – kanske aldrig. Nøle? Ofre de mange for den enes skyld? – Var det ikke bedre, ifald jeg kunde – –? Nej, nej, nej, – jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke! (hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort som i angst og siger hviskende:) Nu er de derinde igen. Blege spøgelser; – døde fædre; faldne frænder. – Fy; disse borende øjne fra alle krogene! (hun slår bagover med hånden og skriger:) Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig, – vig! Jeg kan ikke dette!
(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg, klædt i en forreven lammeskindskjortel og med rustne våben, er trådt ind fra riddersalen.)

LADY INGER
(looks after her awhile).
My last child? You know not how true was that word---- ---- But the stake is not my child only. God help me, I am playing to-night for the whole of Norway’s land. Ah--is not that some one riding through the gateway? (Listens at the window.) No; not yet. Only the wind; it blows cold as the grave---- ---- Has God a right to do this?--To make me a woman--and then to lay a man’s duty upon my shoulders? For I have the welfare of the country in my hands. It is in my power to make them rise as one man. They look to me for the signal; and if I give it not now---- it may never be given. To delay? To sacrifice the many for the sake of one?--Were it not better if I could---- ----? No, no, no--I will not! I cannot! (Steals a glance towards the Banquet Hall, but turns away again as if in dread, and whispers:) I can see them in there now. Pale spectres--dead ancestors-- fallen kinsfolk.--Ah, those eyes that pierce me from every corner! (Makes a backward gesture with her hand, and cries:) Sten Sture! Knut Alfson! Olaf Skaktavl! Back--back!--I cannot do this!
(A STRANGER, strongly built, and with grizzled hair and beard, has entered from the Banquet Hall. He is dressed in a torn lambskin tunic; his weapons are rusty.)

DEN FREMMEDE MAND
(standser ved døren og siger dæmpet):
Hil eder, fru Inger Gyldenløve!

THE STRANGER
(stops in the doorway, and says in a low voice). Hail to you, Inger Gyldenlöve!

FRU INGER
(vender sig med et skrig).
Ah, fri mig Krist i himlen!
(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende, ubevægelig, lænet til sit sværd.)

LADY INGER
(turns with a scream).
Ah, Christ in heaven save me!
(Falls back into a chair. The STRANGER stands gazing at her, motionless, leaning on his sword.)

ANDEN AKT

(Stuen på Østråt, ligesom i forrige akt.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet til højre foran vinduet. Olaf Skaktavl står et stykke fra hende. Begges ansigter forråder, at en stærkt bevæget samtale har fundet sted.)

ACT SECOND.

(The room at Östråt, as in the first Act.)
(LADY INGER GYLDENLÖVE is seated at the table on the right, by the window. OLAF SKAKTAVL is standing a little way from her. Their faces show that they have been engaged in an animated discussion.)

OLAF SKAKTAVL.
For sidste gang, Inger Gyldenløve, – I er altså urokkelig i eders forsæt?

OLAF SKAKTAVL.
For the last time, Inger Gyldenlöve--you are not to be moved from your purpose?

FRU INGER.
Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under, hvad enten vi støtter det eller ej.

LADY INGER.
I can do nought else. And my counsel to you is: do as I do. If it be heaven’s will that Norway perish utterly, perish it must, for all we may do to save it.

OLAF SKAKTAVL.
Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min slægt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve år jaget fredløs i skog og fjeld. – Rygtet har sagt mig død mere end én god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har taget hævn.

OLAF SKAKTAVL.
And think you I can content myself with words like these? Shall I sit and look quietly on, now that the hour is come? Do you forget the reckoning I have to pay? They have robbed me of my lands, and parcelled them out among themselves. My son, my only child, the last of my race, they have slaughtered like a dog. Myself they have outlawed and forced to lurk by forest and fell these twenty years.--Once and again have folk whispered of my death; but this I believe, that they shall not lay me beneath the earth before I have seen my vengeance.

FRU INGER.
Så har I et langt liv ivente. Hvad vil I da gøre?

LADY INGER.
Then is there a long life before you. What would you do?

OLAF SKAKTAVL.
Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er det, som I skal hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit værge.

OLAF SKAKTAVL.
Do? How should I know what I will do? It has never been my part to plot and plan. That is where you must help me. You have the wit for that. I have but my sword and my two arms.

FRU INGER.
Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er rustne.

LADY INGER.
Your sword is rusted, Olaf Skaktavl! All the swords in Norway are rusted.

OLAF SKAKTAVL.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. – Inger Gyldenløve, – I har stærkt forandret eder. Der var en tid, da der slog et mandshjerte i eders bryst.

OLAF SKAKTAVL.
That is doubtless why some folk fight only with their tongues.--Inger Gyldenlöve--great is the change in you. Time was when the heart of a man beat in your breast.

FRU INGER.
Mind mig ikke om, hvad der var.

LADY INGER.
Put me not in mind of what was.

OLAF SKAKTAVL.
Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I skal høre mig, om så –

OLAF SKAKTAVL.
’Tis for that alone I am here. You shall hear me, even if----

FRU INGER.
Nu vel; men gør det kort; thi, – ja, jeg må da sige jer det, – det er utrygt for eder her på gården.

LADY INGER.
Be it so then; but be brief; for--I must say it-- this is no place of safety for you.

OLAF SKAKTAVL.
På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker.

OLAF SKAKTAVL.
Östråt is no place of safety for an outlaw? That I have long known. But you forget that an outlaw is unsafe wheresoever he may wander.

FRU INGER.
Så tal; jeg skal ikke formene jer det.

LADY INGER.
Speak then; I will not hinder you.

OLAF SKAKTAVL.
Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder. Også mig var I kær, – kær, som ingen kvinde har været det før eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets ulykke og store nød.

OLAF SKAKTAVL.
It is nigh on thirty years now since first I saw you. It was at Akershus⁶ in the house of Knut Alfson and his wife. You were scarce more than a child then; yet you were bold as the soaring falcon, and wild and headstrong too at times. Many were the wooers around you. I too held you dear--dear as no woman before or since. But you cared for nothing, thought of nothing, save your country’s evil case and its great need.

FRU INGER.
Jeg var femten sommere gammel, – husk det! Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?

LADY INGER.
I counted but fifteen summers then--remember that. And was it not as though a frenzy had seized us all in those days?

OLAF SKAKTAVL.
Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte dengang det samme.

OLAF SKAKTAVL.
Call it what you will; but one thing I know--even the old and sober men among us doubted not that it was written in the counsels of the Lord that you were she who should break our thraldom and win us all our rights again. And more: you yourself then thought as we did.

FRU INGER.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.

LADY INGER.
It was a sinful thought, Olaf Skaktavl. It was my proud heart, and not the Lord’s call, that spoke in me.

OLAF SKAKTAVL.
I kunde blevet den udkårne, ifald I havde villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom ivente; og I havde øre for klageskrigene – dengang. – – Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar vi ham ind gennem slotsporten –

OLAF SKAKTAVL.
You could have been the chosen one had you but willed it. You came of the noblest blood in Norway; power and riches were at your feet; and you had an ear for the cries of anguish--then!---- ---- Do you remember that afternoon when Henrik Krummedike and the Danish fleet anchored off Akershus? The captains of the fleet offered terms of settlement, and, trusting to the safe-conduct, Knut Alfson rowed on board. Three hours later, we bore him through the castle gate----

FRU INGER.
Som lig; som lig!

LADY INGER.
A corpse; a corpse!

OLAF SKAKTAVL.
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. – Inger Gyldenløve, – hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø, – fast endnu et barn, – med ild i øjet og med grådfyldt mæle. – Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord.

OLAF SKAKTAVL.
The best heart in Norway burst, when Krummedike’s hirelings struck him down. Methinks I still can see the long procession that passed into the banquet-hall, heavily, two by two. There he lay on his bier, white as a spring cloud, with the axe- cleft in his brow. I may safely say that the boldest men in Norway were gathered there that night. Lady Margrete stood by her dead husband’s head, and we swore as one man to venture lands and life to avenge this last misdeed and all that had gone before.-- Inger Gyldenlöve,--who was it that burst through the circle of men? A maiden--then almost a child--with fire in her eyes and her voice half choked with tears.-- What was it she swore? Shall I repeat your words?

FRU INGER.
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.

OLAF SKAKTAVL.
I husker eders ed – og har dog glemt den.

FRU INGER.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.

LADY INGER.
And how did the others keep their promise? I speak not of you, Olaf Skaktavl, but of your friends, all our Norwegian nobles? Not one of them, in all these years, has had the courage to be a man; and yet they lay it to my charge that I am a woman.

OLAF SKAKTAVL.
Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, istedet for at byde voldsmændene trods til det sidste? Vel sandt; der er uselt malm i vore slægter nutildags; men havde der været samhold imellem dem, – hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.

OLAF SKAKTAVL.
I know what you would say. Why have they bent to the yoke, and not defied the tyrants to the last? ’Tis but too true; there is base metal enough in our noble houses nowadays. But had they held together--who knows what might have been? And you could have held them together, for before you all had bowed.

FRU INGER.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til at ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt. Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre ting behov, så sig det; I skal finde mig rede –

LADY INGER.
My answer were easy enough, but it would scarce content you. So let us leave speaking of what cannot be changed. Tell me rather what has brought you to Östråt. Do you need harbour? Well, I will try to hide you. If you would have aught else, speak out; you shall find me ready----

OLAF SKAKTAVL.
I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmtelandsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og bjørn. – I ser, fru Inger, – jeg trænger eder ikke; men både adel og almue har eder behov.

OLAF SKAKTAVL.
For twenty years have I been homeless. In the mountains of Jaemteland my hair has grown grey. My dwelling has been with wolves and bears.--You see, Lady Inger--I need you not; but both nobles and people stand in sore need of you.

FRU INGER.
Det gamle omkvæd.

LADY INGER.
The old burden.

OLAF SKAKTAVL.
Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok; men I får høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.

OLAF SKAKTAVL.
Ay, it sounds but ill in your ears, I know; yet hear it you must for all that. In brief, then: I come from Sweden: troubles are at hand: the Dales are ready to rise.

FRU INGER.
Jeg véd det.

LADY INGER.
I know it.

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler er med, – men hemmeligt, forstår I.

OLAF SKAKTAVL.
Peter Kanzler is with us--secretly, you understand.

FRU INGER
(studsende).
Ja så?

LADY INGER
(starting).
Peter Kanzler?

OLAF SKAKTAVL.
Det er ham, som har skikket mig til Østråt.

OLAF SKAKTAVL.
It is he that has sent me to Östråt.

FRU INGER
(rejser sig).
Peder Kanzler, siger I?

LADY INGER
(rises).
Peter Kanzler, say you?

OLAF SKAKTAVL.
Han selv; – eller, kan hænde, I kender ham ikke længer?

OLAF SKAKTAVL.
He himself;--but mayhap you no longer know him?

FRU INGER
(halvt hen for sig).
Kun altfor vel! – Men sig mig, jeg beder jer, – hvad budskab bringer I?

LADY INGER
(half to herself).
Only too well!--But tell me, I pray you,--what message do you bring?

OLAF SKAKTAVL.
Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene, hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte ham op og bød ham min bistand; – han har kendt mig i tidligere dage, som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og så skikked han mig hid.

OLAF SKAKTAVL.
When the rumour of the rising reached the border mountains, where I then was, I set off at once into Sweden. ’Twas not hard to guess that Peter Kanzler had a finger in the game. I sought him out and offered to stand by him;--he knew me of old, as you know, and knew that he could trust me; so he has sent me hither.

FRU INGER
(utålmodig).
Ja visst, ja visst, – han skikked eder hid for at –?

LADY INGER
(impatiently).
Yes yes,--he sent you hither to----?

OLAF SKAKTAVL
(hemmelighedsfuldt).
Fru Inger, – der kommer en fremmed til Østråt inat.

OLAF SKAKTAVL
(with secrecy).
Lady Inger--a stranger comes to Östråt to-night.

FRU INGER
(overrasket).
Hvorledes? Véd I, at –?

LADY INGER
(surprised).
What? Know you that----?

OLAF SKAKTAVL.
Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.

OLAF SKAKTAVL.
Assuredly I know it. I know all. ’Twas to meet him that Peter Kanzler sent me hither.

FRU INGER.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl, – umuligt!

LADY INGER.
To meet him? Impossible, Olaf Skaktavl,--impossible!

OLAF SKAKTAVL.
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, så vil det ikke vare længe, førend –

OLAF SKAKTAVL.
’Tis as I tell you. If he be not already come, he will soon----

FRU INGER.
Nej, ganske sikkert; men –

LADY INGER.
Yes, I know; but----

OLAF SKAKTAVL.
Så I var da beredt på hans komme?

OLAF SKAKTAVL.
Then you know of his coming?

FRU INGER.
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.

LADY INGER.
Ay, surely. He sent me a message. That was why they opened to you as soon as you knocked.

OLAF SKAKTAVL
(lyttende).
Hys; – der rider nogen henover vejen. (han går til vinduet.) Porten lukkes op.

OLAF SKAKTAVL
(listens).
Hush!--some one is riding along the road. (Goes to the window.) They are opening the gate.

FRU INGER
(ser ud).
Det er en ridder og hans svend. De stiger af i gården.

LADY INGER
(looks out).
It is a knight and his attendant. They are dismounting in the courtyard.

OLAF SKAKTAVL.
Det er altså ham. Hans navn?

OLAF SKAKTAVL.
Then it is he. His name?

FRU INGER.
I véd ikke hans navn?

LADY INGER.
You know not his name?

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig på Østråt tredje kvelden efter Mortensmesse –

OLAF SKAKTAVL.
Peter Kanzler refused to tell it me. He would only say that I should find him at Östråt the third evening after Martinmas----

FRU INGER.
Rigtig; det er just som ikveld.

LADY INGER.
Ay; even to-night.

OLAF SKAKTAVL.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.

OLAF SKAKTAVL.
He was to bring letters with him, and from them, and from you, I was to learn who he is.

FRU INGER.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få itale.

LADY INGER.
Then let me lead you to your chamber. You have need of rest and refreshment. You shall soon have speech with the stranger.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, hvis I så lyster.
(De går begge ud til venstre.)
(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind gennem døren til højre, ser sig om i værelset, kiger ind i riddersalen, går så tilbage til døren igen og giver et tegn til nogen udenfor. Derefter træder rigsråden Nils Lykke og den svenske befalingsmand, herr Jens Bjelke, ind i stuen.)

OLAF SKAKTAVL.
Well, be it as you will. (Both go out to the left.)
(After a short pause, FINN enters cautiously through the door on the right, looks round the room, and peeps into the Banquet Hall; he then goes back to the door, and makes a sign to some one outside. Immediately after, enter COUNCILLOR NILS LYKKE and the Swedish Commander, JENS BIELKE.)

NILS LYKKE
(dæmpet).
Ingen?

NILS LYKKE
(softly).
No one?

FINN
(ligeså).
Nej, herre!

FINN
(in the same tone).
No one, master!

NILS LYKKE.
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?

NILS LYKKE.
And we may depend on you in all things?

FINN.
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig.

FINN.
The commandant in Trondhiem has ever given me a name for trustiness.

NILS LYKKE.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst, – er nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?

NILS LYKKE.
It is well; he has said as much to me. First of all, then--has there come any stranger to Östråt to-night, before us?

FINN.
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.

FINN.
Ay; a stranger came an hour since.

NILS LYKKE
(dæmpet til Jens Bjelke).
Han er her. (vender sig atter til Finn.) Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?

NILS LYKKE
(softly, to JENS BIELKE).
He is here. (Turns again to FINN.) Would you know him again? Have you seen him?

FINN.
Nej, det har nok ingen uden portvægteren, såvidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger, og hun –

FINN.
Nay, none have seen him, that I know, but the gatekeeper. He was brought at once to Lady Inger, and she----

NILS LYKKE.
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?

NILS LYKKE.
Well? What of her? He is not gone again already?

FINN.
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer, for –

FINN.
No; but it seems she keeps him hidden in one of her own rooms; for----

NILS LYKKE.
Det er godt.

NILS LYKKE.
It is well.

JENS BJELKE
(hvisker).
Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.

JENS BIELKE
(whispers).
Then the first thing is to put a guard on the gate; then we are sure of him.

NILS LYKKE
(med et smil).
Hm! (til Finn:) Hør, sig mig, – gives der her på gården nogen anden udgang, end gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener, – kan nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?

NILS LYKKE
(with a smile).
Hm! (To FINN.) Tell me--is there any way of leaving the castle but by the gate? Gape not at me so! I mean--can one escape from Östråt unseen, while the castle gate is shut?

FINN.
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja – og så kanske jomfru Eline.

FINN.
Nay, that I know not. ’Tis true they talk of secret ways in the vaults beneath; but no one knows them save Lady Inger--and mayhap Mistress Elina.

JENS BJELKE.
Så, for djævelen!

JENS BIELKE.
The devil!

NILS LYKKE.
Det er godt. Du kan gå.

NILS LYKKE.
It is well. You may go.

FINN.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved hånden.

FINN.
And should you need me in aught again, you have but to open the second door on the right in the Banquet Hall, and I shall presently be at hand.

NILS LYKKE.
Godt.
(han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)

NILS LYKKE.
Good. (Points to the entrance-door. FINN goes out.)

JENS BJELKE.
Hør, – véd I hvad, kære ven og bror, – dette her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.

JENS BIELKE.
Now, by my soul, dear friend and brother--this campaign is like to end but scurvily for both of us.

NILS LYKKE
(smilende).
Å, – ikke for mig, håber jeg.

NILS LYKKE
(with a smile).
Oh--not for me, I hope.

JENS BJELKE.
Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge; – og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt! Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.

JENS BIELKE.
Not? First of all, there is small honour to be got in hunting an overgrown whelp like this Nils Sture. Are we to think him mad or in his sober senses after the pranks he has played? First he breeds bad blood among the peasants; promises them help and all their hearts can desire;--and then, when it comes to the pinch, off he runs to hide behind a petticoat! Moreover, to tell the truth, I repent that I followed your counsel and went not my own way.

NILS LYKKE
(sagte).
Den anger kommer vel silde, min bror!

NILS LYKKE
(aside).
Your repentance comes somewhat late, my brother.

JENS BJELKE.
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig til Østråt –

JENS BIELKE.
Look you, I have never loved digging at a badger’s earth. I look for quite other sport. Here have I ridden all the way from the Jaemteland with my horsemen, and have got me a warrant from the Trondhiem commandant to search for the rebel wheresoever I please. All his tracks point towards Östråt----

NILS LYKKE.
Han er her! Han er her, siger jeg!

NILS LYKKE.
He is here! He is here, I tell you!

JENS BJELKE.
Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte –

JENS BIELKE.
If that were so, should we not have found the gate barred and well guarded? Would that we had; then could I have found use for my men-at-arms----

NILS LYKKE.
Men i det sted åbner man porten nok så høfligt for os. Pas på; – svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.

NILS LYKKE.
But instead, the gate is opened for us in hospitality. Mark now--if Inger Gyldenlöve’s fame belie her not, I warrant she will not let her guests lack for either meat or drink.

JENS BJELKE.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja! – Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigs-mandskab, så –

JENS BIELKE.
Ay, to turn us aside from our errand! And what wild whim was that of yours to persuade me to leave my horsemen a good mile from the castle? Had we come in force----

NILS LYKKE.
Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, det er ikke rådeligt.

NILS LYKKE.
She had made us none the less welcome for that. But mark well that then our coming had made a stir. The peasants round about had held it for an outrage against Lady Inger; she had risen high in their favour once more--and with that, look you, we were ill served.

JENS BJELKE.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!

JENS BIELKE.
May be so. But what am I to do now? Count Sture is in Östråt, you say. Ay, but how does that profit me? Be sure Lady Inger Gyldenlöve has as many hiding-places as the fox, and more than one outlet to them. We two can go snuffing about here alone as long as we please. I would the devil had the whole affair!

NILS LYKKE.
Nu vel, kære herre, – hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.

NILS LYKKE.
Well, then, my friend--if you like not the turn your errand has taken, you have but to leave the field to me.

JENS BJELKE.
Til jer? Hvad vil I da gøre?

JENS BIELKE.
To you? What will you do?

NILS LYKKE.
Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. – Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke, – jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trondhjem igår.

NILS LYKKE.
Caution and cunning may here do more than could be achieved by force of arms.--And to say truth, Captain Jens Bielke-- something of the sort has been in my mind ever since we met in Trondhiem yesterday.

JENS BJELKE.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved krigsknægtene?

JENS BIELKE.
Was that why you persuaded me to leave the men at arms?

NILS LYKKE.
Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden dem; og så –

NILS LYKKE.
Both your purpose at Östråt and mine could best be served without them; and so----

JENS BJELKE.
Fanden besætte jer, – havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændigt går med en ræv bag øret.

JENS BIELKE.
The foul fiend seize you--I had almost said! And me to boot! Might I not have known that there is guile in all your dealings?

NILS LYKKE.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.

NILS LYKKE.
Be sure I shall need all my guile here, if I am to face my foe with even weapons. And let me tell you ’tis of the utmost moment to me that I acquit me of my mission secretly and well. You must know that when I set forth I was scarce in favour with my lord the King. He held me in suspicion; though I dare swear I have served him as well as any man could, in more than one ticklish charge.

JENS BJELKE.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger.

JENS BIELKE.
That you may safely boast. God and all men know you for the craftiest devil in all the three kingdoms.

NILS LYKKE.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det at besnære en kvinde –

NILS LYKKE.
You flatter! But after all, ’tis not much to say. Now this present errand I hold for the crowning proof of my policy; for here I have to outwit a woman----

JENS BJELKE.
Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig også?:
„Hver en skøn-jomfru sukker så mod, –
Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!“

JENS BIELKE.
Ha-ha-ha! In that art you have long since given crowning proofs of your skill, dear brother. Think you we in Sweden know not the song--
Fair maidens a-many they sigh and they pine;
“Ah God, that Nils Lykke were mine, mine, mine!”

NILS LYKKE.
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det må ske, – for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. – Nu, – ikke sandt, – I overlader fru Inger til mig? Husk på, – dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø –

NILS LYKKE.
Alas, it is women of twenty and thereabouts that ditty speaks of. Lady Inger Gyldenlöve is nigh on fifty, and wily to boot beyond all women. It will be no light matter to overcome her. But it must be done--at any cost. If I succeed in winning certain advantages over her that the King has long desired, I can reckon on the embassy to France next spring. You know that I spent three years at the University in Paris? My whole soul is bent on coming thither again, most of all if I can appear in lofty place, a king’s ambassador.--Well, then--is it agreed?--do you leave Lady Inger to me? Remember--when you were last at Court in Copenhagen, I made way for you with more than one fair lady----

JENS BJELKE.
Å, véd I hvad, – det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men ligemeget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, det er et ord, – findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende!

JENS BIELKE.
Nay, truly now--that generosity cost you little; one and all of them were at your beck and call. But let that pass; now that I have begun amiss in this matter, I had as lief that you should take it on your shoulders. One thing, though, you must promise--if the young Count Sture be in Östråt, you will deliver him into my hands, dead or alive!

NILS LYKKE.
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter i al fald ikke at slå ham ihjæl. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal I uopholdelig få kundskab derom.

NILS LYKKE.
You shall have him all alive. I, at any rate, mean not to kill him. But now you must ride back and join your people. Keep guard on the road. Should I mark aught that mislikes me, you shall know it forthwith.

JENS BJELKE.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud –?

JENS BIELKE.
Good, good. But how am I to get out?

NILS LYKKE.
Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed –

NILS LYKKE.
The fellow that brought us in will show the way. But go quietly.

JENS BJELKE.
Forstår sig. Nå, – god lykke!

JENS BIELKE.
Of course, of course. Well--good fortune to you!

NILS LYKKE.
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
(Jens Bjelke går ud til højre.)

NILS LYKKE.
Fortune has never failed me in a war with women. Haste you now!
(JENS BIELKE goes out to the right.)

NILS LYKKE
(står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om; derpå siger han dæmpet):
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om. Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu, – nu er hun død. (han nynner med et halvt smil:) „Blomster brækkes, blomster visner – –“ (han ser sig om igen.) Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. – Derinde er riddersalen. Og nedenunder er – gravkælderen. Der ligger nok Lucia også. (sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.) Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys nævnte hendes navn, var det som om en røst maned hende op af ligkælderen. – Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel. Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser på mig bag dørstolpen! (han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:) Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente; – og du har hjulpet mig at fordrive så mangen kedelig stund – – (han farer med hånden over panden og går et par gange frem og tilbage.) Se så! – Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. – Derinde – (han ser mod døren til venstre) der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder. Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig, – så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru –? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet. – – (han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.) Hvorledes vil fru Inger modtage mig? – Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive bagfra vil hun hellerikke – (han lytter mod salen.) Aha!

NILS LYKKE
(stands still for a while; then walks about the room, looking round him; at last he says softly).
So I am at Östråt at last--the ancient seat that a child, two years ago, told me so much of. Lucia. Ay, two years ago she was still a child. And now--now she is dead. (Hums with a half-smile.) “Blossoms plucked are blossoms withered---- ----” (Looks round him again.) Östråt. ’Tis as though I had seen it all before; as though I were at home here.--In there is the Banquet Hall. And underneath is--the grave-vault. It must be there that Lucia lies. (In a lower voice, half seriously, half with forced gaiety.) Were I timorous, I might well find myself fancying that when I set foot within Östråt gate she turned about in her coffin; as I walked across the courtyard she lifted the lid; and when I named her name but now, ’twas as though a voice summoned her forth from the grave-vault.--Maybe she is even now groping her way up the stairs. The face-cloth blinds her, but she gropes on and on in spite of it. Now she has reached the Banquet Hall; she stands watching me from behind the door! (Turns his head backwards over one shoulder, nods, and says aloud:) Come nearer, Lucia! Talk to me a little! Your mother keeps me waiting. ’Tis tedious waiting--and you have helped me to while away many a tedious hour---- ---- (Passes his hand over his forehead, and takes one or two turns up and down.) Ah, there!--Right, right; there is the the deep curtained window. It is there that Inger Gyldenlöve is wont to stand gazing out over the road, as though looking for one that never comes. In there-- (looks towards the door on the left)--somewhere in there is Sister Elina’s chamber. Elina? Ay, Elina is her name. Can it be that she is so rare a being--so wise and so brave as Lucia drew her? Fair, too, they say. But for a wedded wife----? I should not have written so plainly---- ---- (Lost in thought, he is on the point of sitting down by the table, but stands up again.) How will Lady Inger receive me? She will scarce burn the castle over our heads, or slip me through a trap-door. A stab from behind----? No, not that way either---- (Listens towards the hall.) Aha!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters from the hall.)

FRU INGER GYLDENLØVE
(kommer ind gennem salsdøren og siger koldt:)
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd, –

LADY INGER
(coldly).
My greeting to you, Sir Councillor----

NILS LYKKE
(bøjer sig dybt).
Ah, – Østråts frue!

NILS LYKKE
(bows deeply).
Ah--the Lady of Östråt!

FRU INGER.
– og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.

LADY INGER.
And thanks that you have forewarned me of your visit.

NILS LYKKE.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at mit komme vilde overraske eder –

NILS LYKKE.
I could do no less. I had reason to think that my coming might surprise you----

FRU INGER.
I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.

LADY INGER.
In truth, Sir Councillor, you thought right there. Nils Lykke was certainly the last guest I looked to see at Östråt.

NILS LYKKE.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?

NILS LYKKE.
And still less, mayhap, did you think to see him come as a friend?

FRU INGER.
Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu –

LADY INGER.
As a friend? You add insult to all the shame and sorrow you have heaped upon my house? After bringing my child to the grave, you still dare----

NILS LYKKE.
Tillad, fru Inger Gyldenløve, – i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg var træt af mit ubundne liv; – over de tredive år var jeg jo også allerede dengang; jeg længtes efter at finde mig en god og from hustru. Læg så dertil udsigten til det held at vorde eders svigersøn –

NILS LYKKE.
With your leave, Lady Inger Gyldenlöve--on that matter we should scarce agree; for you count as nothing what I lost by that same unhappy chance. I purposed nought but in honour. I was tired of my unbridled life; my thirtieth year was already past; I longed to mate me with a good and gentle wife. Add to all this the hope of becoming your son-in-law----

FRU INGER.
Tag eder vel ivare, herr rigsråd! Hvad der er vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed –

LADY INGER.
Beware, Sir Councillor! I have done all in my power to hide my child’s unhappy fate. But because it is out of sight, think not it is out of mind. It may yet happen----

NILS LYKKE.
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den. Der er da altså fra nu af åben ufred imellem os?

NILS LYKKE.
You threaten me, Lady Inger? I have offered you my hand in amity; you refuse to take it. Henceforth, then, it is to be open war between us?

FRU INGER.
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.

LADY INGER.
Was there ever aught else?

NILS LYKKE.
Fra eders side, kan hænde. Jeg har aldrig været eders avindsmand, – skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil.

NILS LYKKE.
Not on your side, mayhap. I have never been your enemy,--though as a subject of the King of Denmark I lacked not good cause.

FRU INGER.
Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders lejr. – Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå. Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!

LADY INGER.
I understand you. I have not been pliant enough. It has not proved so easy as some of you hoped to lure me over into your camp.-- Yet methinks you have nought to complain of. My daughter Merete’s husband is your countryman--further I cannot go. My position is no easy one, Nils Lykke!

NILS LYKKE.
Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og almuen her i Norge mener jo at have et gammelt krav på eder, – et krav, som man siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.

NILS LYKKE.
That I can well believe. Both nobles and people here in Norway think they have an ancient claim on you--a claim, ’tis said, you have but half fulfilled.

FRU INGER.
Tillad, herr rigsråd, – for min færd står jeg ingen til regnskab uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, så lader I mig vide, hvad der fører eder hid.

LADY INGER.
Your pardon, Sir Councillor,--I account for my doings to none but God and myself. If it please you, then, let me understand what brings you hither.

NILS LYKKE.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan vel ikke være eder ubekendt –?

NILS LYKKE.
Gladly, Lady Inger! The purport of my mission to this country can scarce be unknown to you----?

FRU INGER.
Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillægger eder. Det er vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han står sig med den norske adel.

LADY INGER.
I know the mission that report assigns you. Our King would fain know how the Norwegian nobles stand affected towards him.

NILS LYKKE.
Ganske visst.

NILS LYKKE.
Assuredly.

FRU INGER.
Det er altså derfor I gæster Østråt?

LADY INGER.
Then that is why you visit Östråt?

NILS LYKKE.
For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen mundtlig forsikring af eder –

NILS LYKKE.
In part. But it is far from my purpose to demand any profession of loyalty from you----

FRU INGER.
Nu vel?

LADY INGER.
What then?

NILS LYKKE.
Hør mig, fru Inger! I sagde selv fornylig, at eders stilling er vanskelig. I står midt imellem to modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover at forlade sig på eder. Eders egen fordel må nødvendigvis knytte jer til os. Til de misfornøjede er I derimod bunden ved landsmandskabet, og, – hvem véd, – måske også ved et eller andet andet hemmeligt bånd.

NILS LYKKE.
Hearken to me, Lady Inger! You said yourself but now that your position is no easy one. You stand half way between two hostile camps, neither of which dares trust you fully. Your own interest must needs bind you to us. On the other hand, you are bound to the disaffected by the bond of nationality, and--who knows?--mayhap by some secret tie as well.

FRU INGER
(sagte).
Hemmeligt bånd! Krist, skulde han –?

LADY INGER
(aside).
A secret tie! Christ, does he----?

NILS LYKKE
(mærker hendes bevægelse, men lader som intet og tilføjer utvungent):
I indser visst selv, at denne stilling i længden ikke er til at udholde. – Sæt nu, det stod i min magt at udfri eder af disse forholde, som –

NILS LYKKE
(notices her emotion, but makes no sign and continues without change of manner).
You cannot but see that such a position must ere long become impossible.--Suppose, now, it lay in my power to free you from these embarrassments which----

FRU INGER.
I eders magt, siger I?

LADY INGER.
In your power, you say?

NILS LYKKE.
Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige ord, hvormed jeg før kan have omtalt det, der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af tankerne den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe havde været min agt, såvidt muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt. Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop.

NILS LYKKE.
First of all, Lady Inger, I would beg you to lay no stress on any careless words I may have used concerning that which lies between us two. Think not that I have forgotten for a moment the wrong I have done you. Suppose, now, I had long purposed to make atonement, as far as might be, where I had sinned. Suppose that were my reason for undertaking this mission.

FRU INGER.
Forklar eder nøjere, herr rigsråd; – nu forstår jeg eder ikke.

LADY INGER.
Speak your meaning more clearly, Sir Councillor;--I cannot follow you.

NILS LYKKE.
Jeg tager måske ikke fejl, når jeg formoder, at I, lige så godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig. I véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et større mål, end det, man almindeligvis tillægger dem, og I vil derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne gå deres egen gang. Ikke sandt?

NILS LYKKE.
I can scarce be mistaken in thinking that you, as well as I, know of the threatened troubles in Sweden. You know, or at least you can guess, that this rising is of far wider aim than is commonly supposed, and you understand therefore that our King cannot look on quietly and let things take their course. Am I not right?

FRU INGER.
Bliv ved!

LADY INGER.
Go on.

NILS LYKKE
(forskende, efter et kort ophold).
Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte Gustav Vasas trone i fare –

NILS LYKKE
(searchingly, after a short pause).
There is one possible chance that might endanger Gustav Vasa’s throne----

FRU INGER
(sagte).
Hvor vil han hen?

LADY INGER
(aside).
Whither is he tending?

NILS LYKKE.
– det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som på grund af sin byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.

NILS LYKKE.
----the chance, namely, that there should exist in Sweden a man entitled by his birth to claim election to the kingship.

FRU INGER
(undvigende).
Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge –?

LADY INGER
(evasively).
The Swedish nobles have been even as bloodily hewn down as our own, Sir Councillor. Where would you seek for----?

NILS LYKKE
(smilende).
Søge? Manden er allerede funden –

NILS LYKKE
(with a smile).
Seek? The man is found already----

FRU INGER
(farer sammen).
Ah! Er han funden?

LADY INGER
(starts violently).
Ah! He is found?

NILS LYKKE.
– og han står jer for nær, min frue, til at eders tanke ikke skulde falde på ham. (ser stivt på hende.) Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn –

NILS LYKKE.
----And he is too closely akin to you, Lady Inger, to be far from your thoughts at this moment. (Looks at her.) The last Count Sture left a son----

FRU INGER
(med et skrig).
Hellige frelser, hvoraf véd I –?

LADY INGER
(with a cry).
Holy Saviour, how know you----?

NILS LYKKE
(studsende).
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. – Denne unge mand har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.

NILS LYKKE
(surprised).
Be calm, Madam, and let me finish.-- This young man has lived quietly till now with his mother, Sten Sture’s widow.

FRU INGER
(ånder friere igen).
Hos –? Ah ja; – ja visst!

LADY INGER
(breathes more freely).
With----? Ah, yes--true, true!

NILS LYKKE.
Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I Dalarne har han vist sig som bøndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og, – som I måske véd, finder de venner blandt almuen på denne side af grænsefjeldene.

NILS LYKKE.
But now he has come forward openly. He has shown himself in the Dales as leader of the peasants; their numbers are growing day by day; and--as perhaps you know--they are finding friends among the peasants on this side of the border-hills.

FRU INGER
(der imidlertid har fattet sig).
Herr rigsråd, – I nævner alle disse begivenheder med fuld forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder til at formode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne enemærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn heller ikke på mig, dersom det er eders agt at underkue dem.

LADY INGER
(who has in the meantime regained her composure).
Sir Councillor,--you speak of all these things as though they must of necessity be known to me. What ground have I given you to believe so? I know, and wish to know, nothing. All my care is to live quietly within my own domain; I give no helping hand to the rebels; but neither must you count on me if it be your purpose to put them down.

NILS LYKKE
(dæmpet).
Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at stå dem bi?

NILS LYKKE
(in a low voice).
Would you still be inactive, if it were my purpose to stand by them?

FRU INGER.
Hvorledes skal jeg forstå eder?

LADY INGER.
How am I to understand you?

NILS LYKKE.
I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til? – Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at kongen og hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i længden intet sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel og almue, således som nu, vedbliver at tro sig forurettet og undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller er bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker derfor intet hjerteligere, end at kunne løsne de bånd, der igrunden snører os ligeså stramt som eder. Men I vil visst også erkende, at Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt altfor betænkeligt, – så længe vi ikke har en pålidelig støtte i ryggen.

NILS LYKKE.
Have you not seen whither I have been aiming all this time?--Well, I will tell you all, honestly and straightforwardly. Know, then, that the King and his Council see clearly that we can have no sure footing in Norway so long as the nobles and the people continue, as now, to think themselves wronged and oppressed. We understand to the full that willing allies are better than sullen subjects; and we have therefore no heartier wish than to loosen the bonds that hamper us, in effect, quite as straitly as you. But you will scarce deny that the temper of Norway towards us makes such a step too dangerous--so long as we have no sure support behind us.

FRU INGER.
Og denne støtte –?

LADY INGER.
And this support----?

NILS LYKKE.
Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men, vel at mærke, ej sålænge Gustav Vasa sidder ved roret; thi hans regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive det. En ny svensk konge derimod, som havde folket på sin side, og som skyldte Danmarks bistand sin krone – –. Nu; I begynder at forstå mig? Da kunde vi med tryghed sige til eder Norske: „tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være eders!“ – Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at dette højmod igrunden ikke er så stort, som det kanske synes; thi I vil selv indse, at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes derved. Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver mistro fare. Altså – (bestemt.) den riddersmand fra Sverig, som kom hid en timestid før jeg –

NILS LYKKE.
Should naturally come from Sweden. But, mark well, not so long as Gustav Vasa holds the helm; his reckoning with Denmark is not settled yet, and mayhap never will be. But a new king of Sweden, who had the people with him, and who owed his throne to the help of Denmark---- ---- Well, you begin to understand me? Then we could safely say to you Norwegians: “Take back your old ancestral rights; choose you a ruler after your own mind; be our friends in need, as we will be in yours!”--Mark you well, Lady Inger, herein is our generosity less than it may seem; for you must see that, far from weakening, ’twill rather strengthen us. And now I have opened my heart to you so fully, do you too cast away all mistrust. And therefore (confidently)--the knight from Sweden, who came hither an hour before me----

FRU INGER.
I véd det da allerede?

LADY INGER.
Then you already know of his coming?

NILS LYKKE.
Tilfulde. Det er ham jeg søger.

NILS LYKKE.
Most certainly. It is him I seek.

FRU INGER
(for sig selv).
Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde. (til Nils Lykke.) Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går jeg for at føre ham til eder.
(hun går ud gennem riddersalen.)

LADY INGER
(to herself).
Strange! It must be as Olaf Skaktavl said. (To NILS LYKKE.) I pray you wait here, Sir Councillor! I go to bring him to you.
(Goes out through the Banquet Hall.)

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende i hoverende forundring).
Hun henter ham! Ja, virkelig, – hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå. – Hun sidder dybt i det med urostifterne. Foer sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn. – Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed og omtanke – –. Med mit løfte om bistand drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen, – og det hele forehavende er kvalt. Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har været på Østråt, – at en dansk udsending har havt en sammenkomst med fru Inger, – at, som følge deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej fra gården. – – Inger Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den vil, – imod sligt et stød skal den have svært for at stå sig. (farer pludselig uroligt op.) Alle djævle –! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af hænderne – – (lytter beroliget mod riddersalen.) Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
(Fru Inger Gyldenløve kommer inde fra salen, ledsaget af herr Olaf Skaktavl.)

NILS LYKKE
(looks after her a while in exultant astonishment). She is bringing him! Ay, truly--she is bringing him! The battle is half won. I little thought it would go so smoothly---- She is deep in the counsels of the rebels; she started in terror when I named Sten Sture’s son---- And now? Hm! Since Lady Inger has been simple enough to walk into the snare, Nils Sture will not make many difficulties. A hot-blooded boy, thoughtless and rash---- ---- With my promise of help he will set forth at once--unhappily Jens Bielke will snap him up by the way--and the whole rising will be nipped in the bud. And then? Then one step more in our own behalf. It is spread abroad that the young Count Sture has been at Östråt,--that a Danish envoy has had audience of Lady Inger--that thereupon the young Count Nils has been snapped up by King Gustav’s men-at-arms a mile from the castle---- ---- Let Inger Gyldenlöve’s name among the people stand never so high--it will scarce recover from such a blow. (Starts up in sudden uneasiness.) By all the devils----! What if she has scented mischief! It may be he is slipping through our fingers even now---- (Listens toward the hall, and says with relief.) Ah, there is no fear. Here they come.
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters from the hall along with OLAF SKAKTAVL.)

FRU INGER
(til Nils Lykke).
Her bringer jeg den I venter.

LADY INGER
(to NILS LYKKE).
Here is the man you seek.

NILS LYKKE
(sagte).
For helvede, – hvad skal det sige?

NILS LYKKE
(aside).
In the name of hell--what means this?

FRU INGER.
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt mig –

LADY INGER.
I have told this knight your name and all that you have imparted to me----

NILS LYKKE
(tvivlrådig).
Så? Ja så? Nu, ja –

NILS LYKKE
(irresolutely).
Ay? Have you so? Well----

FRU INGER.
– og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste lid til eders bistand.

LADY INGER.
---- And I will not hide from you that his faith in your help is none of the strongest.

NILS LYKKE.
Ikke det?

NILS LYKKE.
Is it not?

FRU INGER.
Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans tunge skæbne –

LADY INGER.
Can you marvel at that? You know, surely, both the cause he fights for and his bitter fate----

NILS LYKKE.
Denne mands –? Nå – ja, ja vel –

NILS LYKKE.
This man’s----? Ah--yes, truly----

OLAF SKAKTAVL
(til Nils Lykke).
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stævnet os til at mødes her –

OLAF SKAKTAVL
(to NILS LYKKE).
But seeing ’tis Peter Kanzler himself that has appointed us this meeting----

NILS LYKKE.
Peder Kanzler –? (fatter sig hurtigt.) Ja, rigtig, – jeg har en sendelse fra Peder Kanzler –

NILS LYKKE.
Peter Kanzler----? (Recovers himself quickly.) Ay, right,--I have a mission from Peter Kanzler----

OLAF SKAKTAVL.
Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes –

OLAF SKAKTAVL.
He must know best whom he can trust. So why should I trouble my head with thinking how----

NILS LYKKE.
Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det.

NILS LYKKE.
Ay, you are right, noble Sir; that were folly indeed.

OLAF SKAKTAVL.
Heller lige løs på sagen –

OLAF SKAKTAVL.
Rather let us come straight to the matter.

NILS LYKKE.
Lige løs, uden omsvøb; – således er altid min vane.

NILS LYKKE.
Straight to the point; no beating about the bush-- ’tis ever my fashion.

OLAF SKAKTAVL.
Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?

OLAF SKAKTAVL.
Then will you tell me your mission here?

NILS LYKKE.
Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan gætte –

NILS LYKKE.
Methinks you can partly guess my errand----

OLAF SKAKTAVL.
Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som –

OLAF SKAKTAVL.
Peter Kanzler said something of papers that----

NILS LYKKE.
Papirer? Nå ja, papirerne!

NILS LYKKE.
Papers? Ay, true, the papers!

OLAF SKAKTAVL.
I har dem vel hos jer?

OLAF SKAKTAVL.
Doubtless you have them with you?

NILS LYKKE.
Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til i en hast – (han lader som om han søger indenfor sin vams, og siger sagte:) Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til? Her tør være store opdagelser at gøre – (han bemærker, at hustjenerne dækker bordet og tænder lamperne i riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:) Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet anrette. Ved bordet kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.

NILS LYKKE.
Of course; safely bestowed; so safely that I cannot at once---- (Appears to search the inner pockets of his doublet; says to himself:) Who the devil is he? What pretext shall I make? I may be on the brink of great discoveries---- (Notices that the Servants are laying the table and lighting the lamps in the Banquet Hall, and says to OLAF SKAKTAVL:) Ah, I see Lady Inger has taken order for the evening meal. We could perhaps better talk of our affairs at table.

OLAF SKAKTAVL.
Godt; som I synes.

OLAF SKAKTAVL.
Good; as you will.

NILS LYKKE
(sagte).
Frist vunden, – dyst vunden! (med stor venlighed, til fru Inger:) Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?

NILS LYKKE
(aside).
Time gained--all gained! (To LADY INGER with a show of great friendliness.) And meanwhile we might learn what part Lady Inger Gyldenlöve purposes to take in our design?

FRU INGER.
Jeg? – Ingen.

LADY INGER.
I?--None.

NILS LYKKE OG OLAF SKAKTAVL.
Ingen?

NILS LYKKE AND OLAF SKAKTAVL.
None!

FRU INGER.
Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes på spil? Såmeget mere, da ingen af mine forbundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.

LADY INGER.
Can ye marvel, noble Sirs, that I venture not on a game, wherein all is staked on one cast? And that, too, when none of my allies dare trust me fully.

NILS LYKKE.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom beder jeg eder være forsikret.

NILS LYKKE.
That reproach touches not me. I trust you blindly; I pray you be assured of that.

OLAF SKAKTAVL.
Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke var eders landsmænd?

OLAF SKAKTAVL.
Who should believe in you, if not your countrymen?

FRU INGER.
Sandelig, – denne tiltro glæder mig.
(hun går hen til et skab i baggrunden og fylder to bægre med vin.)

LADY INGER.
Truly,--this confidence rejoices me.
(Goes to a cupboard in the back wall and fills two goblets with wine.)

NILS LYKKE
(sagte).
Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!

NILS LYKKE
(aside).
Curse her, will she slip out of the noose?

FRU INGER
(rækker hver af dem et bæger).
Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger velkommen til Østråt. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds! (hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger alvorligt:) Men nu må I vide, – det ene bæger indeholdt en velkomst-hilsen for min forbundsfælle, det andet – døden for min uven!

LADY INGER
(hands a goblet to each).
And since so it is, I offer you a cup of welcome to Östråt. Drink, noble knights! Pledge me to the last drop! (Looks from one to the other after they have drunk, and says gravely:) But now I must tell you--one goblet held a welcome for my friend; the other--death for my enemy.

NILS LYKKE
(kaster bægeret).
Ah, jeg er forgiftet!

NILS LYKKE
(throws down the goblet).
Ah, I am poisoned!

OLAF SKAKTAVL
(på samme tid, idet han griber efter sit sværd)
Død og helvede, har I myrdet mig!

OLAF SKAKTAVL
(at the same time, clutches his sword).
Death and hell, have you murdered me?

FRU INGER
(leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger på Nils Lykke)
Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve – (til Nils Lykke, pegende på Olaf Skaktavl:) – og mine landsmænds tro på mig, ligervis! (til dem begge:) Og dog skulde jeg give mig eder ivold? Så sagte, mine ædle herrer, – så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling.

LADY INGER
(to OLAF SKAKTAVL, pointing to NILS LYKKE.) You see the Danes’ trust in Inger Gyldenlöve---- (To NILS LYKKE, pointing to OLAF SKAKTAVL.) ----and likewise my countrymen’s faith in me! (To both of them.) And I am to place myself in your power? Gently, noble Sirs-- gently! The Lady of Östråt is not yet in her dotage.
(ELINA GYLDENLÖVE enters by the door on the left.)

ELINE GYLDENLØVE
(kommer gennem døren til venstre).
Stor larm og støj –. Hvad er påfærde?

ELINA.
I heard voices! What is amiss?

FRU INGER
(til Nils Lykke).
Min datter Eline.

LADY INGER
(to NILS LYKKE).
My daughter Elina.

NILS LYKKE
(sagte).
Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.

NILS LYKKE
(softly).
Elina! I had not pictured her thus.

ELINE
(bemærker Nils Lykke og blir overrasket stående, idet hun betragter ham).

(ELINA catches sight of NILS LYKKE, and stands still, as in surprise, gazing at him.)

FRU INGER
(rører ved hendes arm).
Mit barn, – denne ridder er –

LADY INGER
(touches her arm).
My child--this knight is----

ELINE
(gør en afværgende håndbevægelse, idet hun fremdeles ser ufravendt på ham og siger):
Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.

ELINA
(motions her mother back with her hand, still looking intently at him, and says:) There is no need! I see who he is. He is Nils Lykke.

NILS LYKKE
(sagte til fru Inger).
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia –? Skulde hun vide –?

NILS LYKKE
(aside, to LADY INGER).
How? Does she know me? Can Lucia have----? Can she know----?

FRU INGER.
Stille! Hun véd intet.

LADY INGER.
Hush! She knows nothing.

ELINE
(hen for sig).
Jeg vidste det; – således måtte Nils Lykke se ud.

ELINA
(to herself).
I knew it;--even so must Nils Lykke appear.

NILS LYKKE
(nærmere).
Nu vel, Eline Gyldenløve, – I har gættet rigtigt. Og da jeg således på en måde er eder bekendt, – og da jeg derhos er eders moders gæst, – så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af eder selv.

NILS LYKKE
(approaches her).
Yes, Elina Gyldenlöve,--you have guessed rightly. And as it seems that, in some sense, you know me,--and moreover, as I am your mother’s guest,--you will not deny me the flower-spray you wear in your bosom. So long as it is fresh and fragrant I shall have in it an image of yourself.

ELINE
(stolt, men stedse vedblivende at stirre på ham).
Forlad mig, herr ridder, – den er plukket i mit eget kammer, og der vokser ingen blomst for eder.

ELINA
(proudly, but still gazing at him).
Pardon me, Sir Knight-- it was plucked in my own chamber, and there can grow no flower for you.

NILS LYKKE
(idet han løsner en blomsterkost, som han selv bærer indstukken foran i sin vams:)
Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe gave. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da jeg imorges foer fra Trondhjem. – Læg vel mærke til, min ædle jomfru, – skulde jeg byde eder en skænk, der var eder fuldkommen værdig, så måtte det være en fyrstekrone.

NILS LYKKE
(loosening a spray of flowers that he wears in the front of his doublet).
At least you will not disdain this humble gift. ’Twas a farewell token from a courtly lady when I set forth from Trondhiem this morning.--But mark me, noble maiden,--were I to offer you a gift that were fully worthy of you, it could be naught less than a princely crown.

ELINE
(der viljeløst har taget blomsterne).
Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig, – før jeg delte den med eder, før krysted jeg den sønder mellem mine hænder og slængte stumperne for eders fod!
(hun kaster blomsterkosten for hans fødder og går ind i riddersalen.)

ELINA
(who has taken the flowers passively).
And were it the royal crown of Denmark you held forth to me--before I shared it with you, I would crush it to pieces between my hands, and cast the fragments at your feet!
(Throws down the flowers at his feet, and goes into the Banquet Hall.)

OLAF SKAKTAVL
(mumler for sig selv):
Kæk, – som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsøns båre!

OLAF SKAKTAVL
(mutters to himself).
Bold--as Inger Ottisdaughter by Knut Alfson’s bier!

FRU INGER
(sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke).
Ulven kan tæmmes. Det gælder at smede lænken færdig.

LADY INGER
(softly, after looking alternately at ELINA and NILS LYKKE).
The wolf can be tamed. Now to forge the fetters.

NILS LYKKE
(idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline).
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!

NILS LYKKE
(picks up the flowers and gazes in rapture after ELINA).
God’s holy blood, but she is proud and fair!

TREDJE AKT

(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet støttes af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er behængte med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer hænger i lange rader. Under loftet en stor brændende lampe med mange arme. I forgrunden til højre et gammeldags udskåret højsæde. Midt i salen står et dækket bord med levningerne af aftensmåltidet.)

ACT THIRD.

(The Banquet Hall. A high bow-window in the background; a smaller window in front on the left. Several doors on each side. The roof is supported by massive wooden pillars, on which, as well as on the walls, are hung all sorts of weapons. Pictures of saints, knights, and ladies hang in long rows. Pendent from the roof a large many-branched lamp, alight. In front, on the right, an ancient carven high-seat. In the middle of the hall, a table with the remnants of the evening meal.)
(ELINA GYLDENLÖVE enters from the left, slowly and in deep thought. Her expression shows that she is going over again in her mind the scene with NILS LYKKE. At last she repeats the motion with which she flung away the flowers, and says in a low voice:)

ELINE GYLDENLØVE
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket i hendes ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever optrinet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse, ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet stemme):
– – og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone –; blomsterne var det; – og „Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!“ Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt, – jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham, – denne Nils Lykke! – Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han, – og træder dem under sin fod. Og det er til ham, min moder tænkte at byde mig frem! – Hvor jeg hader ham! De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet sælsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik, – allesammen så de ud som Nils Lykke. Hvor det er forunderligt, og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var – før ikveld. Nej, – ikke for tusend års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så ham! – – „Guds hellige blod, hvor hun – –“
(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

ELINA.
---- ----And then he gathered up the fragments of the crown of Denmark--no, ’twas the flowers--and: “God’s holy blood, but she is proud and fair!” Had he whispered the words in the remotest corner, long leagues from Östråt,--still had I heard them! How I hate him! How I have always hated him,--this Nils Lykke!-- There lives not another man like him, ’tis said. He plays with women--and treads them under his feet. And it was to him my mother thought to offer me!--How I hate him! They say Nils Lykke is unlike all other men. It is not true! There is nothing strange in him. There are many, many like him! When Biörn used to tell me his tales, all the princes looked as Nils Lykke looks. When I sat lonely here in the hall and dreamed my histories, and my knights came and went,--they were one and all even as he. How strange and how good it is to hate! Never have I known how sweet it can be--till to-night. Ah--not to live a thousand years would I sell the moments I have lived since I saw him!-- “God’s holy blood, but she is proud---- ----”
(Goes slowly towards the background, opens the window and looks out. NILS LYKKE comes in by the first door on the right.)

NILS LYKKE
(hen for sig).
„Sov vel på Østråt, herr ridder“, sagde Inger Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men – –; der udenfor, himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på båren; to rigers skæbne i min hånd; – og på mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent. (bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.) Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. – Ah, hvis jeg turde vove – (højt:) Jomfru Eline!

NILS LYKKE
(to himself).
“Sleep well at Östråt, Sir Knight,” said Inger Gyldenlöve as she left me. Sleep well? Ay, it is easily said, but---- ---- Out there, sky and sea in tumult; below, in the grave-vault, a young girl on her bier; the fate of two kingdoms in my hand; and in my breast a withered flower that a woman has flung at my feet. Truly, I fear me sleep will be slow of coming. (Notices ELINA, who has left the window, and is going out on the left.) There she is. Her haughty eyes seem veiled with thought.--Ah, if I but dared--(aloud). Mistress Elina!

ELINE
(standsende ved døren).
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?

ELINA
(stops at the door).
What will you? Why do you pursue me?

NILS LYKKE.
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.

NILS LYKKE.
You err; I pursue you not. I am myself pursued.

ELINE.
Er I?

ELINA.
You?

NILS LYKKE.
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder; – den flyr mig.

NILS LYKKE.
By a multitude of thoughts. Therefore ’tis with sleep as with you:--it flees me.

ELINE.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort; – et hav i storm –

ELINA.
Go to the window, and there you will find pastime;--a storm-tossed sea----

NILS LYKKE
(smilende).
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.

NILS LYKKE
(smiles).
A storm-tossed sea? That I may find in you as well.

ELINE.
Hos mig?

ELINA.
In me?

NILS LYKKE.
Vort første møde har forvisset mig derom.

NILS LYKKE.
Ay, of that our first meeting has assured me.

ELINE.
Og I besværer eder derover?

ELINA.
And that offends you?

NILS LYKKE.
Nej, ingenlunde; men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.

NILS LYKKE.
Nay, in nowise; yet I could wish to see you of milder mood.

ELINE
(stolt).
Tror I, det vil lykkes eder?

ELINA
(proudly).
Think you that you will ever have your wish?

NILS LYKKE.
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.

NILS LYKKE.
I am sure of it. I have a welcome word to say to you.

ELINE.
Og hvilket?

ELINA.
What is it?

NILS LYKKE.
Mit farvel.

NILS LYKKE.
Farewell.

ELINE
(et skridt nærmere).
Eders farvel? I forlader Østråt – så snart?

ELINA
(comes a step nearer him).
Farewell? You are leaving Östråt--so soon?

NILS LYKKE.
Endnu inat.

NILS LYKKE.
This very night.

ELINE
(synes et øjeblik tvivlrådig med sig selv; derpå siger hun koldt):
Så tag min hilsen, herr ridder!
(hun bøjer sig og vil gå.)

ELINA
(seems to hesitate for a moment; then says coldly:) Then take my greeting, Sir Knight! (Bows and is about to go.)

NILS LYKKE.
Eline Gyldenløve, – jeg har ingen ret til at holde eder tilbage; men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.

NILS LYKKE.
Elina Gyldenlöve,--I have no right to keep you here; but ’twill be unlike your nobleness if you refuse to hear what I have to say to you.

ELINE.
Jeg hører eder, herr ridder!

ELINA.
I hear you, Sir Knight.

NILS LYKKE.
Jeg véd, I hader mig.

NILS LYKKE.
I know you hate me.

ELINE.
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.

ELINA.
You are keen-sighted, I perceive.

NILS LYKKE.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had. Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger.

NILS LYKKE.
But I know, too, that I have fully merited your hate. Unseemly and insolent were the words I wrote of you in my letter to Lady Inger.

ELINE.
Nok muligt; jeg har ikke læst dem.

ELINA.
It may be; I have not read them.

NILS LYKKE.
Men indholdet er eder idetmindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har i al fald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som –; ja, I véd, hvad håb jeg nærede –

NILS LYKKE.
But at least their purport is not unknown to you; I know your mother has not left you in ignorance of the matter; at the least she has told you how I praised the lot of the man who----; surely you know the hope I nursed----

ELINE.
Herr ridder, – hvis det er derom I agter at tale, så –

ELINA.
Sir Knight--if it is of that you would speak----

NILS LYKKE.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde; – det sværger jeg eder. Hvis mit rygte, – hvad jeg desværre har årsag til at formode, – er nået til eder forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder, over, at jeg i deslige sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer ud af vanen med at betjene sig af omveje –

NILS LYKKE.
I speak of it only to excuse what I have done; for no other reason, I swear to you. If my fame has reached you--as I have too much cause of fear--before I myself set foot in Östråt, you must needs know enough of my life not to wonder that in such things I should go to work something boldly. I have met many women, Elina Gyldenlöve; but not one have I found unyielding. Such lessons, look you, teach a man to be secure. He loses the habit of roundabout ways----

ELINE.
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af. I fejler forøvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre grunde.

ELINA.
May be so. I know not of what metal those women can have been. For the rest, you err in thinking ’twas your letter to my mother that aroused my soul’s hatred and bitterness against you. It is of older date.

NILS LYKKE
(urolig).
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?

NILS LYKKE
(uneasily).
Of older date? What mean you?

ELINE.
Det er som I formoded; – eders rygte er gået forud for eder selv, til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og æggende, lig en fiendes sejers-sang. Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til ansigt med eder, for at I kunde erfare, at der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt – dersom I agter at bruge den.

ELINA.
’Tis as you guessed:--your fame has gone before you to Östråt, even as over all the land. Nils Lykke’s name is never spoken save with the name of some woman whom he has beguiled and cast off. Some speak it in wrath, others with laughter and wanton jeering at those weak-souled creatures. But through the wrath and the laughter and the jeers rings the song they have made of you, masterful and insolent as an enemy’s song of triumph. ’Tis all this that has begotten my hate for you. Your were ever in my thoughts, and I longed to meet you face to face, that you might learn that there are women on whom your soft speeches are lost--if you should think to use them.

NILS LYKKE.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt; – men årsagerne dertil kender I ikke. – Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked – endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragteligt har slængt min gave tilbage for min egen fod. Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod, – jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde. – – Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. – Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. – Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe. Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I? – Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene – –. Det siges om mig, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte, – havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at jeg da i dette øjeblik havde stået ved eders side som talsmand for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.

NILS LYKKE.
You judge me unjustly, if you judge from what rumour has told of me. Even if there be truth in all you have heard,-- you know not the causes that have made me what I am.--As a boy of seventeen I began my course of pleasure. I have lived full fifteen years since then. Light women granted me all that I would--even before the wish had shaped itself into a prayer; and what I offered them they seized with eager hands. You are the first woman that has flung back a gift of mine with scorn at my feet. Think not I reproach you. Rather I honour you for it, as never before have I honoured woman. But for this I reproach my fate-- and the thought is a gnawing pain to me--that I did not meet you sooner---- ---- Elina Gyldenlöve! Your mother has told me of you. While far from Östråt life ran its restless course, you went your lonely way in silence, living in your dreams and histories. Therefore you will understand what I have to tell you.--Know, then, that once I too lived even such a life as yours. Methought that when I stepped forth into the great world, a noble and stately woman would come to meet me, and would beckon me to her and point me the path towards a lofty goal.--I was deceived, Elina Gyldenlöve! Women came to meet me; but she was not among them. Ere yet I had come to full manhood, I had learnt to despise them all. Was it my fault? Why were not the others even as you?--I know the fate of your fatherland lies heavy on your soul, and you know the part I have in these affairs---- ---- ’Tis said of me that I am false as the sea-foam. Mayhap I am; but if I be, it is women who have made me so. Had I sooner found what I sought,--had I met a woman proud and noble and high-souled even as you, then had my path been different indeed. At this moment, maybe, I had been standing at your side as the champion of all that suffer wrong in Norway’s land. For this I believe: a woman is the mightiest power in the world, and in her hand it lies to guide a man whither God Almighty would have him go.

ELINE
(for sig selv).
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje og svig på hans læber. Og dog –; ingen sang er så liflig som hans ord.

ELINA
(to herself).
Can it be as he says? Nay nay; there is falsehood in his eyes and deceit on his lips. And yet--no song is sweeter than his words.

NILS LYKKE
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt):
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. – Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og strengeleg, har sejlet forbi, langt derude; – et dunkelt rygte om store begivenheder er nået til eder; – da har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder. I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv; – en jomfru i eders unge år har andet at gruble over. – – Eline Gyldenløve! Har I aldrig tænkt eder hemmelige kræfter, – en stærk og løndomsfuld magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte om det brogede liv derude i den vide verden, – når I drømte om ridderspil og lystige fester, – så I da aldrig i eders drømme en ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet midt i den larmende færd, – en ridder, der engang havde drømt fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves søgte blandt alle dem, der omgav ham.

NILS LYKKE
(coming closer, speaks low and more intimately).
How often, when you have been sitting here at Östråt, alone with your changeful thoughts, have you felt your bosom stifling; how often have the roof and walls seemed to shrink together till they crushed your very soul. Then have your longings taken wing with you; then have you yearned to fly far from here, you knew not whither.--How often have you not wandered alone by the fiord; far out a ship has sailed by in fair array, with knights and ladies on her deck with song and music of stringed instruments;--a faint, far-off rumour of great events has reached your ears;--and you have felt a longing in your breast, an unconquerable craving to know all that lies beyond the sea. But you have not understood what ailed you. At times you have thought it was the fate of your fatherland that filled you with all these restless broodings. You deceived yourself;--a maiden so young as you has other food for musing---- ---- Elina Gyldenlöve! Have you never had visions of an unknown power--a strong mysterious might, that binds together the destinies of mortals? When you dreamed of knightly jousts and joyous festivals--saw you never in your dreams a knight, who stood in the midst of the gayest rout, with a smile on his lips and with bitterness in his heart,--a knight that had once dreamed a dream as fair as yours, of a woman noble and stately, for whom he went ever seeking, and in vain?

ELINE.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst – uden selv at vide det? Hvoraf véd I –?

ELINA.
Who are you, that have power to clothe my most secret thought in words? How can you tell me what I have borne in my inmost soul--and knew it not myself? How know you----?

NILS LYKKE.
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.

NILS LYKKE.
All that I have told you, I have read in your eyes.

ELINE.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt forstået eder; og dog – – alt, alt synes mig forandret siden – – (hen for sig.) Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes end alle andre.

ELINA.
Never has any man spoken to me as you have. I have understood you but dimly; and yet--all, all seems changed since---- (To herself.) Now I understand why they said that Nils Lykke was unlike all other.

NILS LYKKE.
Der gives en ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde føjet sig så eller så. Havde jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som – – Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en lønlig røst fra først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.

NILS LYKKE.
There is one thing in the world that might drive a man to madness, but to think of it; and that is the thought of what might have been if things had fallen out in this way or that. Had I met you on my path while the tree of my life was yet green and budding, at this hour, mayhap, you had been---- ---- But forgive me, noble lady! Our speech of these past few moments has made me forget how we stand one to another. ’Twas as though a secret voice had told me from the first that to you I could speak openly, without flattery or dissimulation.

ELINE.
Det kan I.

ELINA.
That can you.

NILS LYKKE.
Nu vel; – og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om halvt forsonet os med hinanden. Ja, – jeg er endnu dristigere i mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå, – misforstå mig ikke! Jeg mener ikke nu straks, – men engang, senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært, – og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og ligefrem med eder, så lad mig sige jer –

NILS LYKKE.
’Tis well;--and it may be that this openness has already in part reconciled us. Ay--my hope is yet bolder. The time may yet come when you will think of the stranger knight without hate or bitterness in your soul. Nay,--mistake me not! I mean not now-- but some time, in the days to come. And that this may be the less hard for you--and as I have begun once for all to speak to you plainly and openly--let me tell you----

ELINE.
Herr ridder –!

ELINA.
Sir Knight----!

NILS LYKKE
(smilende).
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var uskrevet; thi – ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligesågodt sige det rent ud, – jeg elsker eder ikke, og vil aldrig komme til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fuldkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at – – Men hvad fattes eder –?

NILS LYKKE
(smiling).
Ah, I see the thought of my letter still affrights you. Fear nought on that score. I would from my heart it were unwritten, for--I know ’twill concern you little enough, so I may even say it right out--for I love you not, and shall never come to you. Fear nothing, therefore, as I said before; I shall in no wise seek to---- ---- But what ails you----?

ELINE.
Mig? Intet; intet. – – Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem?

ELINA.
Me? Nothing, nothing.--Tell me but one thing. Why do you still wear those flowers? What would you with them?

NILS LYKKE.
Disse? Er det ikke en stridshandske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op? Hvad jeg vil med dem, spurgte I? (dæmpet.) Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark, – når strengelegen tier og der er stilhed i salen, – da vil jeg tage disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge – – (afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.) Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel.

NILS LYKKE.
These? Are they not a gage of battle you have thrown down to the wicked Nils Lykke on behalf of all womankind? What could I do but take it up? You asked what I would with them. (Softly.) When I stand again amidst the fair ladies of Denmark--when the music of the strings is hushed and there is silence in the hall--then will I bring forth these flowers and tell a tale of a young maiden sitting alone in a gloomy black-beamed hall, far to the north in Norway---- (Breaks off and bows respectfully.) But I fear I keep the noble daughter of the house too long. We shall meet no more; for before day-break I shall be gone. So now I bid you farewell.

ELINE.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
(kort stilhed.)

ELINA.
Fare you well, Sir Knight!
(A short silence.)

NILS LYKKE.
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?

NILS LYKKE.
Again you are deep in thought, Elina Gyldenlöve! Is it the fate of your fatherland that weighs upon you still?

ELINE
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig).
Mit fædreland? – Jeg tænker ikke på mit fædreland.

ELINA
(shakes her head, absently gazing straight in front of her).
My fatherland?--I think not of my fatherland.

NILS LYKKE.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.

NILS LYKKE.
Then ’tis the strife and misery of the time that cause you dread.

ELINE.
Tiden? Den glemmer jeg nu. – – I går til Danmark? Var det ikke så I sagde?

ELINA.
The time? I have forgotten time---- ---- You go to Denmark? Said you not so?

NILS LYKKE.
Jeg går til Danmark.

NILS LYKKE.
I go to Denmark.

ELINE.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?

ELINA.
Can I see towards Denmark from this hall?

NILS LYKKE
(pegende på vinduet til venstre).
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.

NILS LYKKE
(points to the window on the left).
Ay, from this window. Denmark lies there, to the south.

ELINE.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?

ELINA.
And is it far from here? More than a hundred miles?

NILS LYKKE.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.

NILS LYKKE.
Much more. The sea lies between you and Denmark.

ELINE
(hen for sig).
Havet? Tanken har mågevinger. Havet standser den ikke.
(hun går ud til venstre.)

ELINA
(to herself).
The sea? Thought has seagull’s wings. The sea cannot stay it.
(Goes out to the left.)

NILS LYKKE
(ser en stund efter hende; derpå siger han):
Hvis jeg kunde afse to dage til det – eller blot én –, så skulde hun være i min vold lige så godt som alle de andre. Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt. Skulde jeg virkelig beslutte mig til –? Nej; heller ydmyge hende. – – (han går omkring i stuen.) Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem skulde tænkt sligt muligt herefterdags? – – Væk med dette! Jeg må ud af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i. (han sætter sig i en stol til højre.) Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den mistro, de udsætter sig for, når det rygtes, at jeg er med i forbundet. – Eller skulde fru Inger virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at alle løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture frem af sit smuthul? (han springer op.) Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er højst rimeligt, at grev Sture sletikke findes på Østråt. Kanhænde at rygtet om hans flugt kun har været en krigslist. Han sidder kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens jeg – (går urolig op og ned ad gulvet.) At jeg også skulde være så sikker i min sag! Om jeg nu intet udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter, – og ikke lægger dølgsmål på min færd –. At stå til spot og spe både her og i Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden, – og så gavne hendes sag på det bedste, – styrke hendes gunst hos almuen –! – – Ah, jeg kunde fristes til at give mig den onde selv ivold, om han skaffed mig fingre i grev Sture – –
(Vinduet i baggrunden stødes op. Nils Stenssøn viser sig udenfor.)

NILS LYKKE
(looks after her awhile; then says:) If I could but spare two days now--or even one--I would have her in my power, even as the others. And yet is there rare stuff in this maiden. She is proud. Might I not after all----? No; rather humble her---- ---- (Paces the room.) Verily, I believe she has set my blood on fire. Who would have thought it possible after all these years?--Enough of this! I must get out of the tangle I am entwined in here. (Sits in a chair on the right.) What is the meaning of it? Both Olaf Skaktavl and Inger Gyldenlöve seem blind to the mistrust ’twill waken, when ’tis rumoured that I am in their league.--Or can Lady Inger have seen through my purpose? Can she have seen that all my promises were but designed to lure Nils Sture forth from his hiding-place? (Springs up.) Damnation! Is it I that have been fooled? ’Tis like enough that Count Sture is not at Östråt at all? It may be the rumour of his flight was but a feint. He may be safe and sound among his friends in Sweden, while I---- (Walks restlessly up and down.) And to think I was so sure of success! If I should effect nothing? If Lady Inger should penetrate my designs--and publish my discomfiture---- To be a laughing-stock both here and in Denmark! To have sought to lure Lady Inger into a trap--and given her cause the help it most needed--strengthened her in the people’s favour----! Ah, I could well-nigh sell myself to the Evil One, would he but help me to lay hands on Count Sture.
(The window in the background is pushed open. NILS STENSSON is seen outside.)

NILS LYKKE
(griber efter sværdet).
Hvad nu?

NILS LYKKE
(clutches at his sword).
What now?

NILS STENSSØN
(idet han springer ned på gulvet).
Nå; endelig er jeg her da!

NILS STENSSON
(jumps down on to the floor).
Ah; here I am at last then!

NILS LYKKE
(sagte).
Hvad skal dette sige?

NILS LYKKE
(aside).
What means this?

NILS STENSSØN.
Guds fred, herre!

NILS STENSSON.
God’s peace, master!

NILS LYKKE.
Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt jer.

NILS LYKKE.
Thanks, good Sir! Methinks yo have chosen a strange mode of entrance.

NILS STENSSØN.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.

NILS STENSSON.
Ay, what the devil was I to do? The gate was shut. Folk must sleep in this house like bears at Yuletide.

NILS LYKKE.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I vel.

NILS LYKKE.
God be thanked! Know you not that a good conscience is the best pillow?

NILS STENSSØN.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så –

NILS STENSSON.
Ay, it must be even so; for all my rattling and thundering, I----

NILS LYKKE.
– så slap I dog ikke ind?

NILS LYKKE.
----You won not in?

NILS STENSSØN.
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet.

NILS STENSSON.
You have hit it. So I said to myself: As you are bidden to be in Östråt to-night, if you have to go through fire and water, you may surely make free to creep through a window.

NILS LYKKE
(sagte).
Ah, om det skulde være –! (et par skridt nærmere.) Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just iaften?

NILS LYKKE
(aside).
Ah, if it should be----! (Moves a step or two nearer.) Was it, then, of the last necessity that you should reach Östråt to-night?

NILS STENSSØN.
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.

NILS STENSSON.
Was it? Ay, faith but it was. I love not to keep folk waiting, I can tell you.

NILS LYKKE.
Aha, – fru Inger Gyldenløve venter eder altså?

NILS LYKKE.
Aha,--then Lady Inger Gyldenlöve looks for your coming?

NILS STENSSØN.
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne svare på; (med et listigt smil.) men her turde være en anden –

NILS STENSSON.
Lady Inger Gyldenlöve? Nay, that I can scarce say for certain; (with a sly smile) but there might be some one else----

NILS LYKKE
(smiler også).
Nå, så her turde være en anden –?

NILS LYKKE
(smiles in answer).
Ah, so there might be some one else?

NILS STENSSØN.
Sig mig, – hører I til huset?

NILS STENSSON.
Tell me--are you of the house?

NILS LYKKE.
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.

NILS LYKKE.
I? Well, in so far that I am Lady Inger’s guest this evening.

NILS STENSSØN.
Så? – Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?

NILS STENSSON.
A guest?--Is not to-night the third night after Martinmas?

NILS LYKKE.
Tredje kvelden efter –? Ja, det er ret nok. – Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers. Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge til at styrke jer.

NILS LYKKE.
The third night after----? Ay, right enough.--Would you seek the lady of the house at once? I think she is not yet gone to rest. But might you not sit down and rest awhile, dear young Sir? See, here is yet a flagon of wine remaining, and doubtless you will find some food. Come, fall to; you will do wisely to refresh your strength.

NILS STENSSØN.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde. (han sætter sig ved bordet og spiser og drikker under det følgende.) Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her! Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og vand i firefem dage –

NILS STENSSON.
You are right, Sir; ’twere not amiss. (Sits down by the table and eats and drinks.) Both roast meat and sweet cakes! Why, you live like lords here! When one has slept, as I have, on the naked ground, and lived on bread and water for four or five days----

NILS LYKKE
(betragter ham smilende).
Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til højbords i grevelige sale.

NILS LYKKE
(looks at him with a smile).
Ay, such a life must be hard for one that is wont to sit at the high-table in noble halls----

NILS STENSSØN.
Grevelige sale –?

NILS STENSSON.
Noble halls----?

NILS LYKKE.
Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I lyster.

NILS LYKKE.
But now can you take your rest at Östråt, as long as it likes you.

NILS STENSSØN
(glad).
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?

NILS STENSSON
(pleased).
Ay? Can I truly? Then I am not to begone again so soon?

NILS LYKKE.
Ja, jeg véd ikke. Det må I vel selv bedst kunne svare på.

NILS LYKKE.
Nay, that I know not. Sure you yourself can best say that.

NILS STENSSØN
(sagte).
Au, for fanden! (han breder sig i stolen.) Ja, ser I, – den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her for det første; men –

NILS STENSSON
(softly).
Oh, the devil! (Stretches himself in the chair.) Well, you see--’tis not yet certain. I, for my part, were nothing loath to stay quiet here awhile; but----

NILS LYKKE.
– men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre hverv og andre anliggender –?

NILS LYKKE.
----But you are not in all points your own master? There be other duties and other circumstances----?

NILS STENSSØN.
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min meste tid på feltfod, og så – – (han bryder pludselig af, skænker og drikker.) Eders skål, herre!

NILS STENSSON.
Ay, that is just the rub. Were I to choose, I would rest me at Östråt at least the winter through; I have seldom led aught but a soldier’s life---- (Interrupts himself suddenly, fills a goblet, and drinks.) Your health, Sir!

NILS LYKKE.
På feltfod? Hm!

NILS LYKKE.
A soldier’s life? Hm!

NILS STENSSØN.
Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må være en herlig kvinde. Ikke sandt? – Det eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.

NILS STENSSON.
Nay, what I would have said is this: I have been eager to see Lady Inger Gyldenlöve, whose fame has spread so wide. She must be a queenly woman,--is’t not so?--The one thing I like not in her, is that she shrinks so cursedly from open action.

NILS LYKKE.
Slå løs?

NILS LYKKE.
From open action?

NILS STENSSØN.
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.

NILS STENSSON.
Ay ay, you understand me; I mean she is so loath to take a hand in driving the foreign rulers out of the land.

NILS LYKKE.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det nok.

NILS LYKKE.
Ay, you are right. But if you do your best now, you will doubtless work her to your will.

NILS STENSSØN.
Jeg? Ja, Gud bedre såsandt; det skulde stort hjælpe, om jeg –

NILS STENSSON.
I? God knows it would but little serve if I----

NILS LYKKE.
Da er det dog sælsomt, at I gæster hende, når I ikke har bedre håb.

NILS LYKKE.
Yet ’tis strange you should seek her here if you have so little hope.

NILS STENSSØN.
Hvad mener I med det? – Hør, kender I fru Inger?

NILS STENSSON.
What mean you?--Tell me, know you Lady Inger?

NILS LYKKE.
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så –

NILS LYKKE.
Surely; I am her guest, and----

NILS STENSSØN.
Ja, derfor er det jo sletikke sagt, at I kender hende. Jeg er også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge engang.

NILS STENSSON.
Ay, but it does not at all follow that you know her. I too am her guest, yet have I never seen so much as her shadow.

NILS LYKKE.
Men I véd dog at fortælle –

NILS LYKKE.
Yet did you speak of her----

NILS STENSSØN.
– hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder Kanzler –
(han standser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)

NILS STENSSON.
----As all folk speak. Why should I not? And besides, I have often enough heard from Peter Kanzler----
(Stops in confusion, and begins eating again.)

NILS LYKKE.
I vilde sagt noget mere.

NILS LYKKE.
You would have said----?

NILS STENSSØN
(spisende).
Jeg? Å nej, det kan være det samme.

NILS STENSSON
(eating).
I? Nay, ’tis all one.

NILS LYKKE
(ler).

(NILS LYKKE laughs.)

NILS STENSSØN.
Hvoraf ler I, herre?

NILS STENSSON.
Why laugh you, Sir?

NILS LYKKE.
Af ingenting, herre!

NILS LYKKE.
’Tis nought, Sir!

NILS STENSSØN
(drikker).
Det er en liflig vin, I har her på gården.

NILS STENSSON
(drinks).
A pretty vintage ye have in this house.

NILS LYKKE
(nærmer sig fortroligt).
Hør, – skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?

NILS LYKKE
(approaches him confidentially).
Listen--were it not time now to throw off the mask?

NILS STENSSØN
(smilende).
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.

NILS STENSSON
(smiling).
The mask? Why, do as seems best to you.

NILS LYKKE.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!

NILS LYKKE.
Then off with all disguise. You are known, Count Sture!

NILS STENSSØN
(med latter).
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture? (han rejser sig fra bordet.) I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.

NILS STENSSON
(with a laugh).
Count Sture? Do you too take me for Count Sture? (Rises from the table.) You mistake, Sir; I am not Count Sture.

NILS LYKKE.
Virkelig ikke? Hvem er I da?

NILS LYKKE.
You are not? Then who are you?

NILS STENSSØN.
Mit navn er Nils Stenssøn.

NILS STENSSON.
My name is Nils Stensson.

NILS LYKKE
(ser smilende på ham).
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet slår ialfald til.

NILS LYKKE
(looks at him with a smile).
Hm! Nils Stensson? But you are not Sten Sture’s son Nils? The name chimes at least.

NILS STENSSØN.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru, som blev plyndret og slåt ihjæl i en af de forrige fejder. Peder Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som I véd, har han i mange år været forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham, hvor han færdedes.

NILS STENSSON.
True enough; but God knows what right I have to bear it. My father I never knew; my mother was a poor peasant- woman, that was robbed and murdered in one of the old feuds. Peter Kanzler chanced to be on the spot; he took me into his care, brought me up, and taught me the trade of arms. As you know, King Gustav has been hunting him this many a year; and I have followed him faithfully, wherever he went.

NILS LYKKE.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader det til. – – Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en fremmed, som –

NILS LYKKE.
Peter Kanzler has taught you more than the trade of arms, meseems---- ---- Well, well; then you are not Nils Sture. But at least you come from Sweden. Peter Kanzler has sent you here to find a stranger, who----

NILS STENSSØN
(nikker listigt).
– som alt er funden.

NILS STENSSON
(nods cunningly).
----Who is found already.

NILS LYKKE
(noget usikker).
Og som I ikke kender?

NILS LYKKE
(somewhat uncertain).
And whom you do not know?

NILS STENSSØN.
Lige så lidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke grev Sture!

NILS STENSSON.
As little as you know me; for I swear to you by God himself: I am not Count Sture!

NILS LYKKE.
Alvorligt, herre?

NILS LYKKE.
In sober earnest, Sir?

NILS STENSSØN.
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?

NILS STENSSON.
As truly as I live! Wherefore should I deny it, if I were?

NILS LYKKE.
Men hvor er da grev Sture?

NILS LYKKE.
Then where is Count Sture?

NILS STENSSØN
(dæmpet).
Ja, det er just hemmeligheden.

NILS STENSSON
(in a low voice).
Ay, that is just the secret.

NILS LYKKE
(hviskende).
Som er eder bekendt? Ikke så?

NILS LYKKE
(whispers).
Which is known to you, is it not?

NILS STENSSØN
(nikker).
Og som jeg har at meddele eder.

NILS STENSSON
(nods).
And which I have to tell to you.

NILS LYKKE.
Mig? Nu da, – hvor er han?

NILS LYKKE.
To me? Well then,--where is he?

NILS STENSSØN
(peger opad).

(NILS STENSSON points upwards.)

NILS LYKKE.
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?

NILS LYKKE.
Up there? Lady Inger holds him hidden in the loft- room?

NILS STENSSØN.
Nej, visst ikke; I misforstår mig. (ser sig forsigtigt om.) Nils Sture er himlet.

NILS STENSSON.
Nay, nay; you mistake me. (Looks round cautiously.) Nils Sture is in Heaven!

NILS LYKKE.
Død! Hvor?

NILS LYKKE.
Dead? And where?

NILS STENSSØN.
På sin moders slot, – for tre uger siden.

NILS STENSSON.
In his mother’s castle,--three weeks since.

NILS LYKKE.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen ind i Norge.

NILS LYKKE.
Ah, you are deceiving me! ’Tis but five or six days since he crossed the frontier into Norway.

NILS STENSSØN.
Å, det har været mig.

NILS STENSSON.
Oh, that was I.

NILS LYKKE.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen, som allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til konge.

NILS LYKKE.
But just before that the Count had appeared in the Dales. The people were restless already, and on his coming they broke out openly and would have chosen him for king.

NILS STENSSØN.
Ha-ha-ha; det var jo mig!

NILS STENSSON.
Ha-ha-ha; that was me too!

NILS LYKKE.
Eder?

NILS LYKKE.
You?

NILS STENSSØN.
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg måtte være tilstede på en bestemt tid –

NILS STENSSON.
I will tell you how it came about. One day Peter Kanzler called me to him and gave me to know that great things were preparing. He bade me set out for Norway and go to Östråt, where I must be on a certain fixed day----

NILS LYKKE
(nikker).
Tredje aften efter Mortens-messe.

NILS LYKKE
(nods).
The third night after Martinmas.

NILS STENSSØN.
Der skulde jeg møde en fremmed –

NILS STENSSON.
I was to meet a stranger there----

NILS LYKKE.
Rigtig; det er mig.

NILS LYKKE.
Ay, right; I am he.

NILS STENSSØN.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham, at greven pludselig var død, men at det endnu ikke var vitterligt for nogen anden end for hans moder grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos Sturerne.

NILS STENSSON.
He was to tell me what more I had to do. Moreover, I was to let him know that the Count was dead of a sudden, but that as yet ’twas known to no one save to his mother the Countess, together with Peter Kanzler and a few old servants of the Stures.

NILS LYKKE.
Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne. Hvis hans død rygtedes, så vilde de gå fra hverandre, – og der blev da intet af det hele.

NILS LYKKE.
I understand. The Count was the peasants’ rallying- point. Were the tidings of his death to spread, they would fall asunder,--and the whole project would come to nought.

NILS STENSSØN.
Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.

NILS STENSSON.
Ay, maybe so; I know little of such matters.

NILS LYKKE.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for greven?

NILS LYKKE.
But how came you to give yourself out for the Count?

NILS STENSSØN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er falden mig såmangen galskab ind i mine dage. Det var forresten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de, – og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.

NILS STENSSON.
How came I to----? Nay, what know I? Many’s the mad prank I’ve hit on in my day. And yet ’twas not I hit on it neither; wherever I appeared in the Dales, the people crowded round me and greeted me as Count Sture. Deny it as I pleased, --’twas wasted breath. The Count had been there two years before, they said--and the veriest child knew me again. Well, be it so, thought I; never again will you be a Count in this life; why not try what ’tis like for once?

NILS LYKKE.
Nu, – og hvad tog I jer så videre for?

NILS LYKKE.
Well,--and what did you more?

NILS STENSSØN.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg foer over grænsen – ha-haha – så loved jeg dem, at jeg snart skulde komme tilbage med trefire tusend mand – eller hvormange det nu var, – og så skulde det rigtig gå løs.

NILS STENSSON.
I? I ate and drank and took my ease. Pity ’twas that I must away again so soon. But when I set forth across the frontier--ha-ha-ha--I promised them I would soon be back with three or four thousand men--I know not how many I said--and then we would lay on in earnest.

NILS LYKKE.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?

NILS LYKKE.
And you did not bethink you that you were acting rashly?

NILS STENSSØN.
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for sent.

NILS STENSSON.
Ay, afterwards; but then, to be sure, ’twas too late.

NILS LYKKE.
Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme til at spore følgerne af eders dårskab. Jeg kan fortælle jer, at I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.

NILS LYKKE.
It grieves me for you, my young friend; but you will soon come to feel the effects of your folly. Let me tell you that you are pursued. A troop of Swedish men-at-arms is out after you.

NILS STENSSØN.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt! Og når de så kommer, og mener, at de har fåt kløerne i grev Sture – ha-ha-ha!

NILS STENSSON.
After me? Ha-ha-ha. Nay, that is rare! And when they come and think they have Count Sture in their clutches-- ha-ha-ha!

NILS LYKKE
(alvorligt).
– så er det ude med eders liv.

NILS LYKKE
(gravely).
----Then farewell to your life.

NILS STENSSØN.
Mit –? Jeg er jo ikke grev Sture.

NILS STENSSON.
My----? But I am not Count Sture.

NILS LYKKE.
Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort oprørske løfter og vækket ufred i landet.

NILS LYKKE.
You have called the people to arms. You have given seditious promises, and raised troubles in the land.

NILS STENSSØN.
Ej, det var jo kun for spøg!

NILS STENSSON.
Ay, but ’twas only in jest!

NILS LYKKE.
Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.

NILS LYKKE.
King Gustav will scarce look on the matter in that light.

NILS STENSSØN.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde være så galen – –. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer af mig; og desuden, – rytterne er vel ikke i hælene på mig endnu.

NILS STENSSON.
Truly, there is something in what you say. To think I could be such a madman---- ---- Well well, I’m not a dead man yet! You will protect me; and besides--the men-at-arms can scarce be at my heels.

NILS LYKKE.
Men hvad har I så videre at sige mig?

NILS LYKKE.
But what else have you to tell me?

NILS STENSSØN.
Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken –

NILS STENSSON.
I? Nothing. When once I have given you the packet----

NILS LYKKE
(ubetænksomt).
Pakken?

NILS LYKKE
(unguardedly).
The packet?

NILS STENSSØN.
Ja visst; I véd jo –

NILS STENSSON.
Ay, sure you know----

NILS LYKKE.
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler –

NILS LYKKE.
Ah, right, right; the papers from Peter Kanzler----

NILS STENSSØN.
Se, her har I dem allesammen.
(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)

NILS STENSSON.
See, here they all are.
(Takes out a packet from inside his doublet, and hands it to NILS LYKKE.)

NILS LYKKE
(sagte).
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl. (til Nils Stenssøn.) Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?

NILS LYKKE
(aside).
Letters and papers for Olaf Skaktavl. (To NILS STENSSON.) The packet is open, I see. ’Tis like you know what it contains?

NILS STENSSØN.
Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.

NILS STENSSON.
No, good sir; I am ill at reading writing; and for reason good.

NILS LYKKE.
Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket. (han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.) Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter, hvad der er i gære. Dette lille brev med silkesnoren om – (undersøger udskriften.) Også til herr Olaf Skaktavl. (åbner brevet og ser flygtigt på indholdet.) Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke. (læser mumlende.) „Jeg er hårdt i betryk; thi – –“; ja, ganske rigtigt; her står det; – „den unge junker Sture er gangen til sine fædre just i det samme urolighederne skulde bryde løs“ – – „– men endnu kan der rådes bod på alting –“ Hvad nu? (han studser og læser videre.) „I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer eder dette brev, er en søn af –“ – Himmel og jord, – står det så? – Ja, ved Kristi blod, det står der! (med et blik på Nils Stenssøn.) Han skulde være –? Ah, hvis det var således! (læser videre.) „Jeg har fostret ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har jeg stadigt vægret mig ved at give ham tilbage, fordi jeg tænkte, at jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke betroede eder denne hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ærligt tilstå, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore anliggender, vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan, at give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt, at glæden, trygheden og taknemmeligheden –“ – „– dette er nu vort sidste håb“. (han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han for sig selv:) Aha, – hvilket brev! Det er guld værd!

NILS LYKKE.
I understand; you have given most care to the trade of arms. (Sits down by the table on the right, and runs through the papers.) Aha! Here is light enough and to spare on what is brewing. This small letter tied with a silken thread---- (Examines the address.) This too for Olaf Skaktavl. (Opens the letter, and glances through its contents.) From Peter Kanzler. I thought as much. (Reads under his breath.) “I am hard bested, for----; ay, sure enough; here it stands,--”Young Count Sture has been gathered to his fathers, even at the time fixed for the revolt to break forth“--”--but all may yet be made good----“ What now? (Reads on in astonishment.) ”You must know, then, Olaf Skaktavl, that the young man who brings you this letter is a son of----“ Heaven and earth--can it be so?--Ay, by Christ’s blood, even so ’tis written! (Glances at NILS STENSSON.) Can he be----? Ah, if it were so! (Reads on.) ”I have nurtured him since he was a year old; but up to this day I have ever refused to give him back, trusting to have in him a sure hostage for Inger Gyldenlöve’s faithfulness to us and to our friends. Yet in that respect he has been of but little service to us. You may marvel that I told you not this secret when you were with me here of late; therefore will I confess freely that I feared you might seize upon him, even as I had done. But now, when you have seen Lady Inger, and have doubtless assured yourself how loath she is to have a hand in our undertaking, you will see that ’tis wisest to give her back her own as soon as may be. Well might it come to pass that in her joy and security and thankfulness--“ ---- ”--that is now our last hope." (Sits for awhile as though struck dumb with surprise; then exclaims in a low voice:) Aha,--what a letter! Gold would not buy it!

NILS STENSSØN.
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja, ja, – Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.

NILS STENSSON.
’Tis plain I have brought you weighty tidings. Ay, ay,--Peter Kanzler has many irons in the fire, folk say.

NILS LYKKE
(hen for sig).
Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind på. – Ifald jeg –? Nej, det var for usikkert. Men dersom –? Ah, dersom jeg –? Det skal voves! (han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer dem indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken igen, stikker denne i sit bælte, rejser sig og siger:) Et ord, min unge ven!

NILS LYKKE
(to himself).
What to do with all this? A thousand paths are open to me---- Suppose I----? No, ’twere to risk too much. But if--ah, if I----? I will venture it. (Tears the letter across, crumples up the pieces, and hides them inside his doublet; puts back the other papers into the packet, which he sticks inside his belt; rises and says:) A word, my friend!

NILS STENSSØN
(nærmer sig).
Nå, – det lader på jer, som om spillet går godt.

NILS STENSSON.
Well--your looks say that the game goes bravely.

NILS LYKKE.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på hånden, – damer og knægter og –

NILS LYKKE.
Ay, by my soul it does. You have given me a hand of nought but court cards,--queens and knaves and----

NILS STENSSØN.
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?

NILS STENSSON.
But what of me, that have brought all these good tidings? Have I nought more to do?

NILS LYKKE.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge – og trumf ovenikøbet.

NILS LYKKE.
You? Ay, that have you. You belong to the game. You are a king--and king of trumps too.

NILS STENSSØN.
Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen –

NILS STENSSON.
I a king? Oh, now I understand; you are thinking of my exaltation----

NILS LYKKE.
Ophøjelsen?

NILS LYKKE.
Your exaltation?

NILS STENSSØN.
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så –
(han gør tegn, som en der hænges.)

NILS STENSSON.
Ay; that which you foretold me, if King Gustav’s men got me in their clutches----
(Makes a motion to indicate hanging.)

NILS LYKKE.
Sandt nok; – men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en gylden kæde om halsen.

NILS LYKKE.
True enough;--but let that trouble you no more. It now lies with yourself alone whether within a month you shall have the hempen noose or a chain of gold about your neck.

NILS STENSSØN.
En gylden kæde? Og det står til mig selv?

NILS STENSSON.
A chain of gold? And it lies with me?

NILS LYKKE
(nikker).

(NILS LYKKE nods.)

NILS STENSSØN.
Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.

NILS STENSSON.
Why then, the devil take musing! Do you tell me what I am to do.

NILS LYKKE.
Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på, at intet levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror jer.

NILS LYKKE.
I will. But first you must swear me a solemn oath that no living creature in the wide world shall know what I am to tell you.

NILS STENSSØN.
Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.

NILS STENSSON.
Is that all? You shall have ten oaths if you will.

NILS LYKKE.
Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.

NILS LYKKE.
Not so lightly, young Sir! It is no jesting matter.

NILS STENSSØN.
Nå ja, ja; jeg er alvorlig.

NILS STENSSON.
Well well; I am grave enough.

NILS LYKKE.
I Dalarne kaldte I eder grevesøn; – ikke så?

NILS LYKKE.
In the Dales you called yourself a Count’s son;-- is’t not so?

NILS STENSSØN.
Ej, – begynder I nu med det igen? Jeg har jo ærligt skriftet for eder –

NILS STENSSON.
Nay--begin you now on that again? Have I not made free confession----

NILS LYKKE.
I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.

NILS LYKKE.
You mistake me. What you said in the Dales was the truth.

NILS STENSSØN.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da –!

NILS STENSSON.
The truth? What mean you by that? Tell me but----!

NILS LYKKE.
Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.

NILS LYKKE.
First your oath! The holiest, the most inviolable you can swear.

NILS STENSSØN.
Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede –

NILS STENSSON.
That you shall have. Yonder on the wall hangs the picture of the Holy Virgin----

NILS LYKKE.
Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?

NILS LYKKE.
The Holy Virgin has grown impotent of late. Know you not what the monk of Wittenberg maintains?

NILS STENSSØN.
Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.

NILS STENSSON.
Fie! how can you heed the monk of Wittenberg? Peter Kanzler says he is a heretic.

NILS LYKKE.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til. (han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.) Kom hid, – og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders tunge, – taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv og for ham, som her hænger afbildet.

NILS LYKKE.
Nay, let us not wrangle concerning him. Here can I show you a saint will serve full well to make oath to. (Points to a picture hanging on one of the panels.) Come hither,--swear that you will be silent till I myself release your tongue--silent, as you hope for Heaven’s salvation for yourself and for the man whose picture hangs there.

NILS STENSSØN
(idet han nærmer sig billedet).
Det sværger jeg, – hjælpe mig såsandt Guds hellige ord! (viger overrasket tilbage.) Men, Krist, min frelser –!

NILS STENSSON
(approaching the picture).
I swear it--so help me God’s holy word! (Falls back a step in amazement.) But--Christ save me----!

NILS LYKKE.
Hvad nu?

NILS LYKKE.
What now?

NILS STENSSØN.
Billedet der –! Det er jo mig selv!

NILS STENSSON.
The picture----! Sure ’tis myself!

NILS LYKKE.
Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik og stod her i livet.

NILS LYKKE.
’Tis old Sten Sture, even as he lived and moved in his youthful years.

NILS STENSSØN.
Sten Sture! – Og ligheden –? Og – jeg talte sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?

NILS STENSSON.
Sten Sture!--And the likeness----? And--said you not I spoke the truth, when I called myself a Count’s son? Was’t not so?

NILS LYKKE.
Så var det.

NILS LYKKE.
So it was.

NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er –

NILS STENSSON.
Ah, I have it, I have it! I am----

NILS LYKKE.
I er Sten Stures søn, herre!

NILS LYKKE.
You are Sten Sture’s son, good Sir.

NILS STENSSØN
(slagen af stille forundring).
Jeg Sten Stures søn!

NILS STENSSON
(with the quiet of amazement).
I Sten Sture’s son!

NILS LYKKE.
Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders moder.

NILS LYKKE.
On the mother’s side too your blood is noble. Peter Kanzler spoke not the truth, if he said that a poor peasant woman was your mother.

NILS STENSSØN.
Sælsomt; vidunderligt! – Men kan jeg da også tro –?

NILS STENSSON.
Oh strange, oh marvellous!--But can I believe----?

NILS LYKKE.
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihu, at det er altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders faders salighed.

NILS LYKKE.
You may believe all I tell you. But remember, all this will be merely your ruin, if you should forget what you swore to me by your father’s salvation.

NILS STENSSØN.
Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. – Men I, som jeg har givet mit ord, – sig mig – hvem er I?

NILS STENSSON.
Forget it? Nay, that you may be sure I never shall.--But you to whom I have given my word,--tell me--who are you?

NILS LYKKE.
Mit navn er Nils Lykke.

NILS LYKKE.
My name is Nils Lykke.

NILS STENSSØN
(overrasket).
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?

NILS STENSSON
(surprised).
Nils Lykke? Surely not the Danish Councillor?

NILS LYKKE.
Jo netop.

NILS LYKKE.
Even so.

NILS STENSSØN.
Og I skulde –? Det var sælsomt. Hvordan kommer I –?

NILS STENSSON.
And it was you----? ’Tis strange. How come you----?

NILS LYKKE.
– til at modtage budsendelser fra Peder Kanzler? Det undrer eder nok?

NILS LYKKE.
----To be receiving missives from Peter Kanzler? You marvel at that?

NILS STENSSØN.
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor bittreste avindsmand –

NILS STENSSON.
I cannot deny it. He has ever named you as our bitterest foe----

NILS LYKKE.
Og derfor mistror I mig?

NILS LYKKE.
And therefore you mistrust me?

NILS STENSSØN.
Nej, det just ikke; men –. Nå; fanden måtte gruble!

NILS STENSSON.
Nay, not wholly that; but--well, the devil take musing!

NILS LYKKE.
Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.

NILS LYKKE.
Well said. Go but your own way, and you are as sure of the halter as you are of a Count’s title and a chain of gold if you trust to me.

NILS STENSSØN.
I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, sålænge det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv.

NILS STENSSON.
That will I. My hand upon it, dear Sir! Do you but help me with good counsel as long as there is need; when counsel gives place to blows I shall look to myself.

NILS LYKKE.
Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at gøre.
(han går ud til højre.)

NILS LYKKE.
It is well. Come with me now into yonder chamber, and I will tell you how all these matters stand, and what you have still to do.
(Goes out to the right.)

NILS STENSSØN
(med et blik på billedet).
Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm – –!
(han følger efter Nils Lykke.)

NILS STENSSON
(with a glance at the picture).
I Sten Sture’s son! Oh, marvellous as a dream--!
(Goes out after NILS LYKKE.)

FJERDE AKT

(Riddersalen, ligesom før, kun at spisebordet er borttaget.)
(Kammersvenden Bjørn lyser med en tændt armstage fru Inger Gyldenløve og herr Olaf Skaktavl ind gennem den anden dør til venstre. Fru Inger har nogle papirer i hånden.)

ACT FOURTH.

(The Banquet Hall, as before, but without the supper-table.)
(BIÖRN, the major-domo, enters carrying a lighted branch-candlestick, and lighting in LADY INGER and OLAF SKAKTAVL by the second door, on the left. LADY INGER has a bundle of papers in her hand.)

FRU INGER
(til Bjørn).
Og du er viss på, at min datter har talt med ridderen her i salen?

LADY INGER
(to BIÖRN).
And you are sure my daughter spoke with the knight, here in the hall?

BJØRN
(idet han sætter armstagen på bordet til venstre).
Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på gangen.

BIÖRN
(putting down the branch-candlestick on the table on the left).
Sure as may be. I met her even as she stepped into the passage.

FRU INGER.
Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?

LADY INGER.
And she seemed greatly moved? Said you not so?

BJØRN.
Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg; men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: „gå ind til min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold“. Og så føjed hun noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.

BIÖRN.
She looked all pale and disturbed. I asked if she were sick; she answered not, but said: “Go to mother and tell her the knight sets forth ere daybreak; if she have letters or messages for him, beg her not to delay him needlessly.” And then she added somewhat that I heard not rightly.

FRU INGER.
Hørte du det slet ikke?

LADY INGER.
Did you not hear it at all?

BJØRN.
Det lød for mig, som om hun sagde: „næsten tror jeg, han alt har været for længe på Østråt“.

BIÖRN.
It sounded to me as though she said:--“I almost fear he has already stayed too long at Östråt.”

FRU INGER.
Og ridderen? Hvor er han?

LADY INGER.
And the knight? Where is he?

BJØRN.
Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.

BIÖRN.
In his chamber belike, in the gate-wing.

FRU INGER.
Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.
(Bjørn går ud til højre.)

LADY INGER.
It is well. What I have to send by him is ready. Go to him and say I await him here in the hall.
(BIÖRN goes out to the right.)

OLAF SKAKTAVL.
Véd I hvad, fru Inger, – rigtignok er jeg i slige ting så blind som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om – – hm!

OLAF SKAKTAVL.
Know you, Lady Inger,--’tis true that in such things I am blind as a mole; yet seems it to me as though--hm!

FRU INGER.
Nu?

LADY INGER.
Well?

OLAF SKAKTAVL.
– som om Nils Lykke var eders datter god.

OLAF SKAKTAVL.
----As though Nils Lykke loved your daughter.

FRU INGER.
Da er I nok ikke så blind endda; thi jeg måtte storligen tage fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord, jeg fortalte om Eline?

LADY INGER.
Then it seems you are not so blind after all; I am the more deceived if you be not right. Marked you not at supper how eagerly he listened to the least word I let fall concerning Elina?

OLAF SKAKTAVL.
Han glemte både mad og drikke.

OLAF SKAKTAVL.
He forgot both food and drink.

FRU INGER.
Og vore hemmelige anliggender med.

LADY INGER.
And our secret business as well.

OLAF SKAKTAVL.
Ja, og det som mere er, – papirerne fra Peder Kanzler.

OLAF SKAKTAVL.
Ay, and what is more--the papers from Peter Kanzler.

FRU INGER.
Og af alt dette slutter I vel –?

LADY INGER.
And from all this you conclude----?

OLAF SKAKTAVL.
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils Lykke og véd, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen, så –

OLAF SKAKTAVL.
From all this I chiefly conclude that, as you know Nils Lykke and the name he bears, especially as concerns women----

FRU INGER.
– så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?

LADY INGER.
----I should be right glad to know him outside my gates?

OLAF SKAKTAVL.
Ja; og det jo før jo heller.

OLAF SKAKTAVL.
Ay; and that as soon as may be.

FRU INGER
(smilende).
Nej, – lige det modsatte, Olaf Skaktavl!

LADY INGER
(smiling).
Nay--the case is just the contrary, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.
Hvordan mener I?

OLAF SKAKTAVL.
How mean you?

FRU INGER.
Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade Østråt for det første.

LADY INGER.
If things be as we both think, Nils Lykke must in nowise depart from Östråt yet awhile.

OLAF SKAKTAVL
(ser misbilligende på hende).
Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for os og –?

OLAF SKAKTAVL
(looks at her with disapproval).
Are you beginning on crooked courses again, Lady Inger? What scheme have you now in your mind? Something that may increase your own power at the cost of our----

FRU INGER.
Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til svigersøn. Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig, og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at understøtte?

LADY INGER.
Oh this blindness, that makes you all unjust to me! I see well you think I purpose to make Nils Lykke my daughter’s husband. Were such a thought in my mind, why had I refused to take part in what is afoot in Sweden, when Nils Lykke and all the Danish crew seem willing to support it?

OLAF SKAKTAVL.
Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham, – hvad har I så isinde med ham?

OLAF SKAKTAVL.
Then if it be not your wish to win him and bind him to you--what would you with him?

FRU INGER.
Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og jeg vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav mig til at tænke over sagen.

LADY INGER.
I will tell you in few words. In a letter to me, Nils Lykke has spoken of the high fortune it were to be allied to our house; and I do not say but, for a moment, I let myself think of the matter.

OLAF SKAKTAVL.
Nu, ser I vel!

OLAF SKAKTAVL.
Ay, see you!

FRU INGER.
At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at forlige mange uenige her i landet.

LADY INGER.
To wed Nils Lykke to one of my house were doubtless a great step toward reconciling many jarring forces in our land.

OLAF SKAKTAVL.
Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og rettigheder –

OLAF SKAKTAVL.
Meseems your daughter Merete’s marriage with Vinzents Lunge might have taught you the cost of such a step as this. Scarce had my lord gained a firm footing in our midst, when he began to make free with both our goods and our rights----

FRU INGER.
Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest for mig. Og alligevel –; anden gang at kåre en dansk herre til svigersøn, – det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til; og, himlen være lovet, – så vidt er det endnu ikke kommet!

LADY INGER.
I know it even too well, Olaf Skaktavl! But times there be when my thoughts are manifold and strange. I cannot impart them fully either to you or to any one else. Often I know not what were best for me. And yet--a second time to choose a Danish lord for a son-in-law,--nought but the uttermost need could drive me to that resource; and heaven be praised--things have not yet come to that!

OLAF SKAKTAVL.
Jeg er lige klog, fru Inger; – hvorfor agter I at holde Nils Lykke tilbage på Østråt.

OLAF SKAKTAVL.
I am no wiser than before, Lady Inger;--why would you keep Nils Lykke at Östråt?

FRU INGER
(dæmpet).
Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krænket mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. – Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og bad om hende! Da – at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind på Østråt –! Jeg siger eder, – jeg kunde give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.

LADY INGER
(softly).
Because I owe him an undying hate. Nils Lykke has done me deadlier wrong than any other man. I cannot tell you wherein it lies; but I shall never rest till I am avenged on him. See you not now? Say that Nils Lykke were to love my daughter--as meseems were like enough. I will persuade him to remain here; he shall learn to know Elina well. She is both fair and wise.--Ah if he should one day come before me, with hot love in his heart, to beg for her hand! Then--to chase him away like a hound; to drive him off with jibes and scorn; to make it known over all the land that Nils Lykke had come a-wooing to Östråt in vain! I tell you I would give ten years of my life but to see that day!

OLAF SKAKTAVL.
Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve, – det er altså eders hensigt med ham?

OLAF SKAKTAVL.
In faith and truth, Inger Gyldenlöve--is this your purpose towards him?

FRU INGER.
Det og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt, hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra den kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alfsøns lig.

LADY INGER.
This and nought else, as sure as God lives! Trust me, Olaf Skaktavl, I mean honestly by my countrymen; but I am in no way my own master. Things there be that must be kept hidden, or ’twere my death-blow. But let me once be safe on that side, and you shall see if I have forgotten the oath I swore by Knut Alfson’s corpse.

OLAF SKAKTAVL
(ryster hendes hånd).
Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så nødig tro ilde om eder. – Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Dersom eders datter –? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel.

OLAF SKAKTAVL
(shakes her by the hand).
Thanks for those words! I am loath indeed to think evil of you.--Yet, touching your design towards this knight, methinks ’tis a dangerous game you would play. What if you had misreckoned? What if your daughter----? ’Tis said no woman can stand against this subtle devil.

FRU INGER.
Min datter? Tror I, at hun –? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet –

LADY INGER.
My daughter? Think you that she----? Nay, have no fear of that; I know Elina better. All she has heard of his renown has but made her hate him the more. You saw with your own eyes----

OLAF SKAKTAVL.
Ja-ja, – kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for skulde I dog.

OLAF SKAKTAVL.
Ay, but--a woman’s mind is shifting ground to build on. ’Twere best you looked well before you.

FRU INGER.
Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behøver jeg blot at hviske hende to ord i øret, og så –

LADY INGER.
That will I, be sure; I will watch them narrowly. But even were he to succeed in luring her into his toils, I have but to whisper two words in her ear, and----

OLAF SKAKTAVL.
Hvad så?

OLAF SKAKTAVL.
What then?

FRU INGER.
– så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede frister selv. Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.
(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

LADY INGER.
----She will shrink from him as though he were sent by the foul Tempter himself. Hist, Olaf Skaktavl! Here he comes. Now be cautious.
(NILS LYKKE enters by the foremost door on the right.)

NILS LYKKE
(går høfligt hen imod fru Inger).
Min ædle frue har ladet mig kalde.

NILS LYKKE
(approaches LADY INGER courteously).
My noble hostess has summoned me.

FRU INGER.
Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os endnu inat.

LADY INGER.
I have learned through my daughter that you are minded to leave us to-night.

NILS LYKKE.
Desværre; – mit hverv på Østråt er jo tilende.

NILS LYKKE.
Even so, to my sorrow;--since my business at Östråt is over.

OLAF SKAKTAVL.
Ikke før jeg har fået mine papirer.

OLAF SKAKTAVL.
Not before I have the papers.

NILS LYKKE.
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster –

NILS LYKKE.
True, true. I had well-nigh forgotten the weightiest part of my errand. ’Twas the fault of our noble hostess. With such pleasant skill did she keep her guests in talk at the table----

FRU INGER.
At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han –

LADY INGER.
That you no longer remembered what had brought you hither? I rejoice to hear it; For that was my design. Methought that if my guest, Nils Lykke, were to feel at ease in Östråt, he must forget----

NILS LYKKE.
Hvilket, frue?

NILS LYKKE.
What, lady?

FRU INGER.
– først og fremst glemme sit ærende – og alt, hvad der forresten er gået forud for hans komme.

LADY INGER.
----First of all his errand--and then all that had gone before it.

NILS LYKKE
(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker ham den).
Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige oplysninger om vore tilhængere i Sverig.

NILS LYKKE
(to OLAF SKAKTAVL, while he takes out the packet and hands it to him).
The papers from Peter Kanzler. You will find them a full account of our partizans in Sweden.

OLAF SKAKTAVL.
Det er godt.
(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og gennemblader pakken.)

OLAF SKAKTAVL.
It is well.
(Sits down by the table on the left, where he opens the packet and examines its contents.)

NILS LYKKE.
Og nu, fru Inger Gyldenløve, – nu véd jeg ikke her er mere for mig at gøre.

NILS LYKKE.
And now, Lady Inger Gyldenlöve--I know not that aught remains to keep me here.

FRU INGER.
Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen, da har I måske ret. Men det vilde jeg dog nødig tro.

LADY INGER.
Were it things of state alone that had brought us together, you might be right. But I should be loath to think so.

NILS LYKKE.
I mener –?

NILS LYKKE.
You would say----?

FRU INGER.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig. – Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen på Østråt.

LADY INGER.
I would say that ’twas not alone as a Danish Councillor or as the ally of Peter Kanzler that Nils Lykke came to be my guest.--Do I err in fancying that somewhat you may have heard down in Denmark may have made you desirous of closer acquaintance with the Lady of Östråt.

NILS LYKKE.
Det være langt fra mig at nægte –

NILS LYKKE.
Far be it from me to deny----

OLAF SKAKTAVL
(bladende i papirerne).
Besynderligt. Slet intet brev.

OLAF SKAKTAVL
(turning over the papers).
Strange. No letter.

NILS LYKKE.
– fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.

NILS LYKKE.
----Lady Inger Gyldenlöve’s fame is all too widely spread that I should not long have been eager to see her face to face.

FRU INGER.
Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da det at skæmte bort en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang hos os; idetmindste vil både jeg og min datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til behag.

LADY INGER.
So I thought. But what, then, is an hour’s jesting talk at the supper-table? Let us try to sweep away all that has separated us till now; it may well happen that the Nils Lykke I know may wipe out the grudge I bore the one I knew not. Prolong your stay here but a few days, Sir Councillor! I dare not persuade Olaf Skaktavl thereto, since his secret charge in Sweden calls him hence. But as for you, doubtless your sagacity has placed all things beforehand in such train, that your presence can scarce be needed. Trust me, your time shall not pass tediously with us; at least you will find me and my daughter heartily desirous to do all we may to pleasure you.

NILS LYKKE.
Jeg tvivler hverken om eders eller eders datters gode sindelag imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende, at min nærværelse andetsteds er uomgængelig fornøden, når jeg desuagtet må erklære det for umuligt at forlænge mit ophold på Østråt.

NILS LYKKE.
I doubt neither your goodwill toward me nor your daughter’s; of that I have had full proof. And you will doubtless allow that the necessity which calls for my presence elsewhere must be more vital, since, despite your kindness, I must declare my longer stay at Östråt impossible.

FRU INGER.
Nå således! – Véd I hvad, herr rigsråd, – dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro, at I var kommen til Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag.

LADY INGER.
Is it even so!--Know you, Sir Councillor, were I evilly disposed, I might fancy you had come to Östråt to try a fall with me, and that, having lost, you like not to linger on the battlefield among the witnesses of your defeat.

NILS LYKKE
(smilende).
Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er det, at jeg endnu ikke holder slaget for tabt.

NILS LYKKE
(smiling).
There might be some show of reason for such a reading of the case; but sure it is that as yet I hold not the battle lost.

FRU INGER.
Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvivlrådig jeg står og vipper på skillevejen, – overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken. – Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget – ja, hvad skal jeg kalde det? – noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de forløbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder.

LADY INGER.
Be that as it may, it might at any rate be retrieved, if you would tarry some days with us. You see yourself, I am still doubting and wavering at the parting of the ways,--persuading my redoubtable assailant not to quit the field.--Well, to speak plainly, the thing is this: your alliance with the disaffected in Sweden still seems to me somewhat--ay, what shall I call it?-- somewhat miraculous, Sir Councillor! I tell you this frankly, dear Sir! The thought that has moved the King’s Council to this secret step is in truth most politic; but it is strangely at variance with the deeds of certain of your countrymen in bygone years. Be not offended, then, if my trust in your fair promises needs to be somewhat strengthened ere I can place my whole welfare in your hands.

NILS LYKKE.
For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders beslutning.

NILS LYKKE.
A longer stay at Östråt would scarce help towards that end; since I purpose not to make any further effort to shake your resolution.

FRU INGER.
Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd, – vel står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår jer, at der vil komme til at vokse tornefor jer af eders rejse til Østråt.

LADY INGER.
Then must I pity you from my heart. Ay, Sir Councillor--’tis true I stand here an unfriended widow; yet may you trust my word when I prophesy that this visit to Östråt will strew your future path with thorns.

NILS LYKKE
(med et smil).
Spår I det, fru Inger?

NILS LYKKE
(with a smile).
Is that your prophecy, Lady Inger?

FRU INGER.
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere end én spottefugl vil digte smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil standse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se; se, der rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen snare. – Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke min mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker dømme. Og dem gives der, desværre, nok af! – Ja, det er ilde; men det er sandt og visst, – spot vil blive eders løn, – spot over, at en kvinde var snildere end I. „Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt“, vil man sige, – „skamfuld som en hund lusked han igen afgårde“. – Og endnu ét: mener I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke trøster mig til at stride under eders mærke?

LADY INGER.
Truly it is! What can one say dear Sir? ’Tis a calumnious age. Many a scurril knave will make scornful rhymes concerning you. Ere half a year is out, you will be all men’s fable; people will stop and gaze after you on the high roads; ’twill be: “Look, look; there rides Sir Nils Lykke, that fared north to Östråt to trap Inger Gyldenlöve, and was caught in his own nets.”--Nay nay, why so impatient, Sir Knight! ’Tis not that I think so; I do but forecast the thought of the malicious and evil-minded; and of them, alas! there are many.--Ay, ’tis shame; but so it is--you will reap nought but mockery--mockery, because a woman was craftier than you. “Like a cunning fox,” men will say, “he crept into Östråt; like a beaten hound he slunk away.” --And one thing more: think you not that Peter Kanzler and his friends will forswear your alliance, when ’tis known that I venture not to fight under a standard borne by you?

NILS LYKKE.
I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot, – endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til –

NILS LYKKE.
You speak wisely, lady! And so, to save myself from mockery--and further, to avoid breaking with all our dear friends in Sweden--I must needs----

FRU INGER
(hurtigt).
– at forlænge eders ophold på Østråt?

LADY INGER
(hastily).
----prolong your stay at Östråt?

OLAF SKAKTAVL
(der har lyttet).
Nu går han i fælden!

OLAF SKAKTAVL
(who has been listening).
He is in the trap!

NILS LYKKE.
Nej, min ædle frue; – jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time.

NILS LYKKE.
No, my noble lady;--I must needs bring you to terms within this hour.

FRU INGER.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

LADY INGER.
But what if you should fail?

NILS LYKKE.
Det vil lykkes.

NILS LYKKE.
I shall not fail.

FRU INGER.
I er sikker i eders sag, som det lader.

LADY INGER.
You lack not confidence, it seems.

NILS LYKKE.
Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag?

NILS LYKKE.
What shall we wager that you make not common cause with myself and Peter Kanzler?

FRU INGER.
Østråt gård mod eders knæspænder!

LADY INGER.
Östråt Castle against your knee-buckles.

NILS LYKKE
(slår sig på brystet og råber):
Olaf Skaktavl, – her ser I herren på Østråt!

NILS LYKKE
(points to himself and cries:) Olaf Skaktavl--here stands the master of Östråt!

FRU INGER.
Herr rigsråd! –

LADY INGER.
Sir Councillor----!

OLAF SKAKTAVL
(rejser sig fra bordet).
Hvad nu?

NILS LYKKE
(til fru Inger).
Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet.

NILS LYKKE
(to LADY INGER).
I accept not the wager; for in a moment you will gladly give Östråt Castle, and more to boot, to be freed from the snare wherein not I but you are tangled.

FRU INGER.
Eders skæmt begynder at blive noget lystig, herre!

LADY INGER.
Your jest, Sir, grows a vastly merry one.

NILS LYKKE.
Den bliver lystigere endnu, – idetmindste for mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at ægge min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine fødder.

NILS LYKKE.
’Twill be merrier yet--at least for me. You boast that you have overreached me. You threaten to heap on me all men’s scorn and mockery. Ah, beware that you stir not up my vengefulness; For with two words I can bring you to your knees at my feet.

FRU INGER.
Ha-ha – –! (standser pludselig som greben af en anelse.) Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord –?

LADY INGER.
Ha-ha---- ----! (Stops suddenly, as if struck by a foreboding.) And the two words, Nils Lykke?--the two words----?

NILS LYKKE.
– er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.

NILS LYKKE.
----The secret of Sten Sture’s son and yours.

FRU INGER
(med et skrig).
O, Jesus Krist –!

LADY INGER
(with a shriek).
Oh, Jesus Christ----!

OLAF SKAKTAVL.
Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?

OLAF SKAKTAVL.
Inger Gyldenlöve’s son! What say you?

FRU INGER
(halvt i knæ for Nils Lykke).
Nåde! O, vær barmhjertig –!

LADY INGER
(half kneeling to NILS LYKKE).
Mercy! oh be merciful ----!

NILS LYKKE
(løfter hende op).
Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.

NILS LYKKE
(raises her up).
Collect yourself, and let us talk calmly.

FRU INGER
(med lav stemme og halvt forvildet).
Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde?

LADY INGER
(in a low voice, as though bewildered).
Did you hear it, Olaf Skaktavl? or was it but a dream? Heard you what he said?

NILS LYKKE.
Det var ingen drøm, fru Inger!

NILS LYKKE.
It was no dream, Lady Inger!

FRU INGER
(slår hænderne sammen).
Og I véd det! I, – I! – Men hvor har I ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med ham? (skriger:) Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig!

LADY INGER.
And you know it! You,--you!-- Where is he then? Where have you got him? What would you do with him? (Screams.) Do not kill him, Nils Lykke! Give him back to me! Do not kill my child!

OLAF SKAKTAVL.
Ah, jeg begynder at begribe –

OLAF SKAKTAVL.
Ah, I begin to understand----

FRU INGER.
Og denne angst –; denne kvælende rædsel –. Jeg har båret på det i mangfoldige år, – – og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig nød og kvide! – Herre min Gud, er dette ret af dig? Var det derfor, du gav mig ham? (hun tager sig sammen og siger med tilkæmpet fatning:) Nils Lykke, – sig mig én ting. Hvor har I ham? Hvor er han?

LADY INGER.
And this fear----this torturing dread! Through all these years it has been ever with me---- ---- and then all fails at last, and I must bear this agony!--Oh Lord my God, is it right of thee? Was it for this thou gavest him to me? (Controls herself and says with forced composure:) Nils Lykke--tell me one thing. Where have you got him? Where is he?

NILS LYKKE.
Hos sin fosterfader.

NILS LYKKE.
With his foster-father.

FRU INGER.
Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand –! Altid har han nægtet mig –. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl!

LADY INGER.
Still with his foster-father. Oh, that merciless man----! For ever to deny my prayers.--But it must not go on thus! Help me, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL.
Jeg?

OLAF SKAKTAVL.
I?

NILS LYKKE.
Det vil ej være fornødent, såfremt I kun –

NILS LYKKE.
There will be no need, if only you----

FRU INGER.
Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven! – Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige. Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på. I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på nogen. I véd det bedst, Olaf Skaktavl! Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn.

LADY INGER.
Hearken, Sir Councillor! What you know you shall know thoroughly. And you too, my old and faithful friend----! Listen then. To-night you bade me call to mind that fatal day when Knut Alfson was slain at Oslo. You bade me remember the promise I made as I stood by his corpse amid the bravest men in Norway. I was scarce full-grown then; but I felt God’s strength in me, and methought, as many have thought since, that the Lord himself had set his mark on me and chosen me to fight in the forefront for my country’s cause. Was it vanity? Or was it a calling from on high? That I have never clearly known. But woe to him that has a great mission laid upon him. For seven years I fear not to say that I kept my promise faithfully. I stood by my countrymen in all their miseries. All my playmates were now wives and mothers. I alone could give ear to no wooer--not to one. That you know best, Olaf Skaktavl! Then I saw Sten Sture for the first time. Fairer man had never met my sight.

NILS LYKKE.
Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet mod eders venner.

NILS LYKKE.
Ah, now it grows clear to me! Sten Sture was then in Norway on a secret errand. We Danes were not to know that he wished your friends well.

FRU INGER.
Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig. Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. – – Så fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og tyve år – – Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag, ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig så nær. Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke –

LADY INGER.
Disguised as a mean serving-man he lived a whole winter under one roof with me. That winter I thought less and less of the country’s weal---- ----. So fair a man had I never seen, and I had lived well-nigh five-and-twenty years. Next autumn Sten Sture came once more; and when he departed again he took with him, in all secrecy, a little child. "Twas not folk’s evil tongues I feared; but our cause would have suffered had it got about the Sten Sture stood so near to me. The child was given to Peter Kanzler to rear. I waited for better times, that were soon to come. They never came. Sten Sture took a wife two years later in Sweden, and, dying, left a widow----

OLAF SKAKTAVL.
– og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.

OLAF SKAKTAVL.
----And with her a lawful heir to his name and rights.

FRU INGER.
Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. „Slut eder fast og ubrydelig til os“, svared han, „så sender jeg eders søn til Norge; før ikke“. Hvor skulde jeg vove det? Vi misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen – o, jeg véd det! for at stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde frelst ham. Men foruden det, var også Danskerne virksomme. De forsømte hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side.

LADY INGER.
Time after time I wrote to Peter Kanzler and besought him to give me back my child. But he was ever deaf to my prayers. “Cast in your lot with us once for all,” he said, “and I send your son back to Norway; not before.” But ’twas even that I dared not do. We of the disaffected party were then ill regarded by many timorous folk. If these had got tidings of how things stood--oh, I know it!--to cripple the mother they had gladly meted to the child the fate that would have been King Christiern’s had he not saved himself by flight.⁷ But besides that, the Danes were active. They spared neither threats nor promises to force me to join them.

OLAF SKAKTAVL.
Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de skulde sejle efter.

OLAF SKAKTAVL.
’Twas but reason. The eyes of all men were fixed on you as the vane that should show them how to shape their course.

FRU INGER.
Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor; – men jeg turde det ikke. Jeg sad tvivlrådig – langt fra striden – på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. „Hvem vil sejre?“ se, det var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren. Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Tilslut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den. I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit sted –! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru, – og hjemløs i mine landsmænds hjerter. Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. – Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såede fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl, – havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr, – hvis jeg havde havt mit barn i mine arme, – tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time!

LADY INGER.
Then came Herlof Hyttefad’s revolt. Do you remember that time, Olaf Skaktavl? Was it not as though the whole land was filled with the sunlight of a new spring. Mighty voices summoned me to come forth;--yet I dared not. I stood doubting-- far from the strife--in my lonely castle. At times it seemed as though the Lord God himself were calling me; but then would come the killing dread again to paralyse my will. “Who will win?” that was the question that was ever ringing in my ears. ’Twas but a short spring that had come to Norway. Herlof Hyttefad, and many more with him, were broken on the wheel during the months that followed. None could call me to account; yet there lacked not covert threats from Denmark. What if they knew the secret? At last methought they must know; I knew not how else to understand their words. ’Twas even in that time of agony that Gyldenlöve the High Steward, came hither and sought me in marriage. Let any mother that has feared for her child think herself in my place!--and homeless in the hearts of my countrymen. Then came the quiet years. There was now no whisper of revolt. Our masters might grind us down even as heavily as they listed. There were times when I loathed myself. What had I to do? Nought but to endure terror and scorn and bring forth daughters into the world. My daughters! God forgive me if I have had no mother’s heart towards them. My wifely duties were as serfdom to me; how then could I love my daughters? Oh, how different with my son! He was the child of my very soul. He was the one thing that brought to mind the time when I was a woman and nought but a woman--and him they had taken from me! He was growing up among strangers, who might sow in him the seed of destruction! Olaf Skaktavl--had I wandered like you on the lonely hills, hunted and forsaken, in winter and storm--if I had but held my child in my arms,--trust me, I had not sorrowed and wept so sore as I have sorrowed and wept for him from his birth even to this hour.

OLAF SKAKTAVL.
Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre. – Ja, ved alle hellige, – jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn.

OLAF SKAKTAVL.
There is my hand. I have judged you too hardly, Lady Inger! Command me even as before; I will obey.--Ay, by all the saints, I know what it is to sorrow for a child.

FRU INGER.
Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år?

LADY INGER.
Yours was slain by bloody men. But what is death to the restless terror of all these long years?

NILS LYKKE.
Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab.

NILS LYKKE.
Mark, then--’tis in your power to end this terror. You have but to reconcile the opposing parties, and neither will think of seizing on your child as a pledge of your faith.

FRU INGER
(hen for sig).
Dette er himlens hævn – – (ser på ham.) Sig kort og godt, hvad I fordrer.

LADY INGER
(to herself).
This is the vengeance of Heaven. (Looks at him.) In one word, what do you demand?

NILS LYKKE.
Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben for at støtte de misfornøjede i Sverig.

NILS LYKKE.
I demand first that you shall call the people of the northern districts to arms, in support of the disaffected in Sweden.

FRU INGER.
Og dernæst –?

LADY INGER.
And next----?

NILS LYKKE.
– at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs styrer.

NILS LYKKE.
----that you do your best to advance young Count Sture’s ancestral claim to the throne of Sweden.

FRU INGER.
Han? I fordrer, at jeg –?

LADY INGER.
His? You demand that I----?

OLAF SKAKTAVL
(sagte).
Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde være vel tjent dermed.

OLAF SKAKTAVL
(softly).
It is the wish of many Swedes, and ’twould serve our turn too.

NILS LYKKE.
I betænker eder, min frue? I skælver for eders søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget bedre, end at se hans halvbroder på tronen?

NILS LYKKE.
You hesitate, lady? You tremble for your son’s safety. What better can you wish than to see his half-brother on the throne?

FRU INGER
(tankefuld).
Vel sandt; – vel sandt –

LADY INGER
(in thought). True--true----

NILS LYKKE
(betragter hende skarpt).
Medmindre der skulde være andre anslag igære –

NILS LYKKE
(looks at her sharply).
Unless there be other plans afoot----

FRU INGER.
Hvad mener I?

LADY INGER.
What mean you?

NILS LYKKE.
At Inger Gyldenløve pønsed på at blive – kongemoder.

NILS LYKKE.
Inger Gyldenlöve might have a mind to be a--a kings mother.

FRU INGER.
Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I give kronerne til hvem I vil. Men véd I da også, om grev Sture er villig –?

LADY INGER.
No, no! Give me back my child, and let who will have the crowns. But know you so surely that Count Sture is willing----?

NILS LYKKE.
Derom kan han selv forvisse eder.

NILS LYKKE.
Of that he will himself assure you.

FRU INGER.
Han selv? Og når?

LADY INGER.
Himself?

NILS LYKKE.
I denne time.

NILS LYKKE.
Even now.

OLAF SKAKTAVL.
Hvordan?

OLAF SKAKTAVL.
How now?

FRU INGER.
Hvad siger I?

LADY INGER.
What say you?

NILS LYKKE.
Med ét ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.

NILS LYKKE.
In one word, Count Sture is in Östråt.

OLAF SKAKTAVL.
Her?

OLAF SKAKTAVL.
Here?

NILS LYKKE
(til fru Inger).
Det blev eder måske berettet, at jeg red selv anden gennem porten? Greven var min følgesvend.

NILS LYKKE
(to LADY INGER).
You have doubtless been told that another rode through the gate along with me? The Count was my attendant.

FRU INGER
(sagte).
Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer. (ser på ham og siger:) Godt, herr rigsråd, – I skal få min forsikring om bistand.

LADY INGER
(softly).
I am in his power. I have no longer any choice. (Looks at him and says:) ’Tis well, Sir Councillor--I will assure you of my support.

NILS LYKKE.
Skriftlig?

NILS LYKKE.
In writing?

FRU INGER.
Som I begærer.
(hun går over til bordet på venstre side, sætter sig og tager skrivesager frem af skuffen.)

LADY INGER.
As you will.
(Goes to the table on the left, sits down, and takes writing materials from the drawer.)

NILS LYKKE
(afsides, ved bordet til højre).
Endelig sejrer jeg da!

NILS LYKKE
(aside, standing by the table on the right).
At last, then, I win!

FRU INGER
(efter et øjebliks betænkning, vender sig pludselig over stolen mod Olaf Skaktavl og hvisker:)
Olaf Skaktavl, – nu véd jeg det med visshed, – Nils Lykke er en forræder!

LADY INGER
(after a moment’s thought, turns suddenly in her chair to OLAF SKAKTAVL and whispers).
Olaf Skaktavl--I am certain of it now--Nils Lykke is a traitor!

OLAF SKAKTAVL
(sagte).
Hvordan? I tror –?

OLAF SKAKTAVL
(softly).
What? You think----?

FRU INGER.
Han pønser på svig.
(hun lægger papir tilrette og dypper pennen.)

LADY INGER.
He has treachery in his heart
(Lays the paper before her and dips the pen in the ink.)

OLAF SKAKTAVL.
Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders undergang?

OLAF SKAKTAVL.
And yet you would give him a written promise that may be your ruin?

FRU INGER.
Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør først – –
(hun taler hviskende med ham.)

LADY INGER.
Hush; leave me to act. Nay, wait and listen first----
(Talks with him in a whisper.)

NILS LYKKE
(sagte, holder øje med dem).
Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende, hvad time det skal være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens Bjelke –. Jeg har mit ord i behold, når jeg forsikrer ham, at den unge grev Sture ikke er på Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri, – til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som fange til København. Sidder han først i tårnet dernede, kan vi foreskrive fru Inger, hvad kår os lyster. Og jeg –? Efter dette tænker jeg ikke, kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre hænder end mine.

NILS LYKKE
(softly, watching them).
Ah, take counsel together as much as ye list! All danger is over now. With her written consent in my pocket, I can denounce her when I please. A secret message to Jens Bielke this very night.--I tell him but the truth-- that the young Count Sture is not at Östråt. And then to-morrow, when the road is open--to Trondhiem with my young friend, and thence by ship to Copenhagen with him as my prisoner. Once we have him safe in the castle-tower, we can dictate to Lady Inger what terms we will. And I----? Methinks after this the King will scarce place the French mission in other hands than mine.

FRU INGER
(fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl).
Nu, I har altså forstået mig?

LADY INGER
(still whispering to OLAF SKAKTAVL).
Well, you understand me?

OLAF SKAKTAVL.
Tilfulde. Lad det voves, som I vil.
(han går ud til højre i baggrunden.)
(Nils Stenssøn kommer ind gennem den forreste dør til højre, uden at bemærkes af fru Inger, der er begyndt at skrive.)

OLAF SKAKTAVL.
Ay, fully. Let us risk it.
(Goes out by the back, to the right. NILS STENSSON comes in by the first door on the right, unseen by LADY INGER, who has begun to write.)

NILS STENSSØN
(med dæmpet stemme).
Herr ridder, – herr ridder!

NILS STENSSON
(in a low voice).
Sir Knight,--Sir Knight!

NILS LYKKE
(hen imod ham).
Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde, til jeg kald te på jer?

NILS LYKKE
(moves towards him).
Rash boy! What would you here? Said I not you were to wait within until I called you?

NILS STENSSØN.
Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se hende ansigt til ansigt – – O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, kære herre; – jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen. Jeg vil være som de andre adelige junkere. – Hør, sig mig, – véd hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?

NILS STENSSON.
How could I? Now you have told me that Inger Gyldenlöve is my mother, I thirst more than ever to see her face to face---- Oh, it is she! How proud and lofty she seems! Even thus did I ever picture her. Fear not, dear Sir, I shall do nought rashly. Since I have learnt this secret, I feel, as it were, older and wiser. I will no longer be wild and heedless; I will be even as other well-born youths.--Tell me,--knows she that I am here? Surely you have prepared her?

NILS LYKKE.
Ja, visst nok har jeg det, men –

NILS LYKKE.
Ay, sure enough; but----

NILS STENSSØN.
Nu?

NILS STENSSON.
Well?

NILS LYKKE.
– hun vil ikke kendes ved jer som søn.

NILS LYKKE.
----She will not own you for her son.

NILS STENSSØN.
Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. – O, når der ikke er andet ivejen – (han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen.) – så vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine tidligste år. Den må hun vel vide besked om.

NILS STENSSON.
Will not own me? But she is my mother.--Oh, if there be no other way--(takes out a ring which he wears on a cord round his neck)--show her this ring. I have worn it since my earliest childhood; she must surely know its history.

NILS LYKKE.
Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg! I forstår mig ikke. Fru Inger tvivler ingenlunde om, at I er hendes barn; men, – ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!

NILS LYKKE.
Hide the ring, man! Hide it, I say! You mistake me. Lady Inger doubts not at all that you are her child; but--ay, look about you; look at all this wealth; look at these mighty ancestors and kinsmen whose pictures deck the walls both high and low; look lastly at herself, the haughty dame, used to bear sway as the first noblewoman in the kingdom. Think you it can be to her mind to take a poor ignorant youth by the hand before all men’s eyes and say: Behold my son!

NILS STENSSØN.
Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig mig, – hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes godhed? Sig mig det, kære herre; I må dog vide det!

NILS STENSSON.
Ay, you are right, I am poor and ignorant. I have nought to offer her in return for what I crave. Oh, never have I felt my poverty weigh on me till this hour! But tell me-- what think you I should do to win her love? Tell me, dear Sir; sure you must know.

NILS LYKKE.
I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, må I vel vogte eder for at såre hendes øren ved at ymte om slægtskab eller sligt. Hun vil te sig, som om hun holdt eder for at være den virkelige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig at kaldes hendes søn.

NILS LYKKE.
You must win your father’s kingdom. But until that may be, look well that you wound not her ears by hinting at kinship or the like. She will bear her as though she believed you to be the real Count Sture, until you have made yourself worthy to be called her son.

NILS STENSSØN.
O, men så sig mig da –!

NILS STENSSON.
Oh, but tell me----!

NILS LYKKE.
Stille; stille!

NILS LYKKE.
Hush; hush!

FRU INGER
(rejser sig og rækker ham papiret).
Herr ridder, – her har I mit tilsagn.

LADY INGER
(rises and hands him a paper).
Sir Knight--here is my promise.

NILS LYKKE.
Jeg takker eder.

NILS LYKKE.
I thank you.

FRU INGER
(idet hun bemærker Nils Stenssøn).
Ah, – denne unge mand er –?

LADY INGER
(notices NILS STENSSON).
Ah,--this young man is----?

NILS LYKKE.
Ja, fru Inger, det er grev Sture.

NILS LYKKE.
Ay, Lady Inger, he is Count Sture.

FRU INGER
(afsides, ser stjålent på ham).
Træk for træk; – ja, ved Gud, – det er Sten Stures søn! (træder nærmere og siger med kold høflighed:) Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej.

LADY INGER
(aside, looks at him stealthily).
Feature for feature;--ay, by God,--it is Sten Sture’s son! (Approaches him and says with cold courtesy.) I bid you welcome under my roof, Count! It rests with you whether or not we shall bless this meeting a year hence.

NILS STENSSØN.
I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje –

NILS STENSSON.
With me? Oh, do but tell me what I must do! Trust me, I have courage and good-will enough----

NILS LYKKE
(lytter urolig).
Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige?

NILS LYKKE
(listens uneasily).
What is this noise and uproar, Lady Inger? There are people pressing hitherward. What does this mean?

FRU INGER
(med hævet røst).
Det er ånderne, som vågner!
(Olaf Skaktavl, Ejnar Huk, Bjørn, Finn, samt mange bønder og huskarle kommer ind fra højre side i baggrunden.)

LADY INGER
(in a loud voice).
’Tis the spirits awaking!
(OLAF SKAKTAVL, EINAR HUK, BIÖRN, FINN, and a number of Peasants and Retainers come in from the back, on the right.)

BØNDER OG HUSKARLE.
Hil være fru Inger Gyldenløve!

THE PEASANTS AND RETAINERS.
Hail to Lady Inger Gyldenlöve!

FRU INGER
(til Olaf Skaktavl).
Har I sagt dem, hvad der er i gære?

LADY INGER
(to OLAF SKAKTAVL).
Have you told them what is in hand?

OLAF SKAKTAVL.
Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.

OLAF SKAKTAVL.
I have told them all they need to know.

FRU INGER
(til flokken).
Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må I væbne eder, som I bedst véd og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det være eder nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg frem for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer, – og Norges med, hvis Gud så vil det.

LADY INGER
(to the Crowd).
Ay, now, my faithful house-folk and peasants, now must ye arm you as best you can and will. What I forbade you to-night you have now my fullest leave to do. And here I present to you the young Count Sture, the coming ruler of Sweden--and Norway too, if God will it so.

HELE MÆNGDEN.
Hil ham! Hil grev Sture!
(Almindelig bevægelse. Både bønder og huskarle udsøger sig våben og ifører sig brystplader og stålhuer, alt under stor larm.)

THE WHOLE CROWD.
Hail to him! Hail to Count Sture!
(General excitement. The Peasants and Retainers choose out weapons and put on breastplates and helmets, amid great noise.)

NILS LYKKE
(sagte og urolig).
Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om han skulde vokse mig over hovedet!

NILS LYKKE
(softly and uneasily).
The spirits awaking, she said? I but feigned to conjure up the devil of revolt--’twere a cursed spite if he got the upper hand of us.

FRU INGER
(til Nils Stenssøn).
Af mig modtager I her den første håndsrækning, – treti ridende bønder, som skal følge og beskytte eder. Tro mig, – inden I nåer grænsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og rejs så med Gud!

LADY INGER
(to NILS STENSSON).
Here I give you the first earnest of our service--thirty mounted men, to follow you as bodyguard. Trust me--ere you reach the frontier many hundreds will have ranged themselves under my banner and yours. Go, then, and God be with you!

NILS STENSSØN.
Tak, – Inger Gyldenløve! Tak, – og vær sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder over – over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da har jeg vundet land og rige!

NILS STENSSON.
Thanks,--Inger Gyldenlöve! Thanks--and be sure that you shall never have cause to shame you for--for Count Sture! If you see me again I shall have won my father’s kingdom.

NILS LYKKE
(for sig selv).
Ja, hvis hun ser dig igen.

NILS LYKKE
(to himself).
Ay, if she see you again!

OLAF SKAKTAVL.
Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede –?

OLAF SKAKTAVL.
The horses wait, good fellows! Are ye ready?

BØNDERNE.
Ja, ja, ja!

THE PEASANTS.
Ay, ay, ay!

NILS LYKKE
(urolig, til fru Inger).
Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat –?

NILS LYKKE
(uneasily, to LADY INGER).
What? You mean not to- night, even now----?

FRU INGER.
I dette øjeblik, herr ridder!

LADY INGER.
This very moment, Sir Knight!

NILS LYKKE.
Nej, nej, umuligt!

NILS LYKKE.
Nay, nay, impossible!

FRU INGER.
Som jeg siger.

LADY INGER.
I have said it.

NILS LYKKE
(sagte til Nils Stenssøn.)
Lyd hende ikke!

NILS LYKKE
(softly, to NILS STENSSON).
Obey her not!

NILS STENSSØN.
Hvor kan jeg andet? Jeg vil; jeg må!

NILS STENSSON.
How can I otherwise? I will; I must!

NILS LYKKE.
Men det er eders sikre fordærv –

NILS STENSSØN.
Lige godt! Hun har al rådighed over mig –

NILS LYKKE
(bydende).
Og jeg?

NILS LYKKE
(with authority).
And me!

NILS STENSSØN.
Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden skal ikke komme over min mund, før I selv løser mig. Men hun er min moder!

NILS STENSSON.
I shall keep my word; be sure of that. The secret shall not pass my lips till you yourself release me. But she is my mother!

NILS LYKKE
(afsides).
Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet! Han snapper mig byttet af hænderne – (til fru Inger.) Vent til imorgen!

NILS LYKKE
(aside).
And Jens Bielke in wait on the road! Damnation! He will snatch the prize out of my fingers---- (To LADY INGER.) Wait till to-morrow!

FRU INGER
(til Nils Stenssøn).
Grev Sture, – vil I lyde mig, eller ej?

LADY INGER
(to NILS STENSSON).
Count Sture--do you obey me or not?

NILS STENSSØN.
Tilhest!
(han går op mod baggrunden.)

NILS STENSSON.
To horse! (Goes up towards the background).

NILS LYKKE
(afsides).
Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør. (til fru Inger.) Nu, siden det skal så være, – lev vel!
(han bøjer sig hurtigt og vil gå.)

NILS LYKKE
(aside).
Unhappy boy! He knows not what he does. (To LADY INGER.) Well, since so it must be,--farewell!
(Bows hastily, and begins to move away.)

FRU INGER
(holder ham tilbage).
Nej, stands! Ikke så, herr ridder, – ikke så!

LADY INGER
(detains him).
Nay, stay! Not so, Sir Knight,-- not so!

NILS LYKKE.
Hvad mener I?

NILS LYKKE.
What mean you?

FRU INGER
(med dæmpet stemme).
Nils Lykke, – I er en forræder! Stille! Lad ingen mærke, at der er uro i høvedsmændenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget mig til at øve oprørsfærd, – ikke for at støtte vor sag, men for at fremme eders egne anslag, hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret! Jeg skal vide at gøre eder uskadelig –.

LADY INGER
(in a low voice).
Nils Lykke--you are a traitor! Hush! Let no one see there is dissension in the camp of the leaders. You have won Peter Kanzler’s trust by some devilish cunning that as yet I see not through. You have forced me to rebellious acts--not to help our cause, but to further your own plots, whatever they may be. I can draw back no more. But think not therefore that you have conquered! I shall contrive to make you harmless----

NILS LYKKE
(lægger uvilkårligt hånden på sværdet).
Fru Inger!

NILS LYKKE
(lays his hand involuntarily on his sword).
Lady Inger!

FRU INGER.
Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet. Men udenfor Østråts porte kommer I ikke, før sejren er vor.

LADY INGER.
Be calm, Sir Councillor! Your life is safe. But you come not outside the gates of Östråt before victory is ours.

NILS LYKKE.
Død og ulykke!

NILS LYKKE.
Death and destruction!

FRU INGER.
Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre.

LADY INGER.
It boots not to resist. You come not from this place. So rest you quiet; ’tis your wisest course.

NILS LYKKE
(hen for sig).
Ah, – jeg er overlistet. Hun har været snedigere end jeg. (en tanke skyder op i ham.) Men om jeg endda –?

NILS LYKKE
(to himself).
Ah,--I am overreached. She has been craftier than I. (A thought strikes him.) But if I yet----?

FRU INGER
(sagte til Olaf Skaktavl).
Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er. (tilføjer, da Olaf Skaktavl vil gå:) Vent; et kendemærke –. Den, der bærer Sten Stures ring, det er den rette.

LADY INGER
(to OLAF SKAKTAVL).
Ride with Count Sture’s troops to the frontier; then without pause to Peter Kanzler, and bring me back my child. Now has he no longer any plea for keeping from me what is my own. (Adds, as OLAF SKAKTAVL is going:) Wait; a token.--He that wears Sten Sture’s ring is my son.

OLAF SKAKTAVL.
Ved alle hellige, I skal få ham!

OLAF SKAKTAVL.
By all the saints, you shall have him!

FRU INGER.
Tak, – tak, min trofaste ven!

LADY INGER.
Thanks,--thanks, my faithful friend!

NILS LYKKE
(til Finn, hvem han ubemærket har kaldt til sig, og med hvem han har hvisket).
Altså, – se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortæl befalingsmanden, at grev Sture er død. Den unge mand der må ikke antastes. Sig befalingsmanden det. Sig ham, at junkerens liv er mig tusender værd.

NILS LYKKE
(to FINN, whom he has beckoned to him unobserved, and with whom he has been whispering).
Good--now manage to slip out. Let none see you. The Swedes are in ambush two miles hence. Tell the commander that Count Sture is dead. The young man you see there must not be touched. Tell the commander so. Tell him the boy’s life is worth thousands to me.

FINN.
Det skal ske.

FINN.
It shall be done.

FRU INGER
(der imidlertid har holdt øje med Nils Lykke).
Og rejs nu alle med Gud! (pegende på Nils Lykke.) Denne ædle ridder der kan ikke bekvemme sig til så hastigt at forlade sine venner på Østråt. Han vil vente her hos mig til sejersbudskabet kommer.

LADY INGER
(who has meanwhile been watching NILS LYKKE).
And now go, all of you; go with God! (Points to NILS LYKKE.) This noble knight cannot find it in his heart to leave his friends at Östråt so hastily. He will abide here with me till the tidings of your victory arrive.

NILS LYKKE
(for sig selv).
Djævel!

NILS LYKKE
(to himself).
Devil!

NILS STENSSØN
(griber hans hånd).
Tro mig, – I skal ikke komme til at vente længe!

NILS STENSSON
(seizes his hand).
Trust me--you shall not have long to wait!

NILS LYKKE.
Det er godt; det er godt! (afsides.) Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens Bjelke –

NILS LYKKE.
It is well; it is well! (Aside.) All may yet be saved. If only my message reach Jens Bielke in time----

FRU INGER
(til fogden Ejnar Huk, pegende på Finn).
Og han der hensættes under sikker bevogtning i borgekælderen.

LADY INGER
(to EINAR HUK, the bailiff, pointing to FINN).
And let that man be placed under close guard in the castle dungeon.

FINN.
Jeg?

FINN.
Me?

FOGDEN OG HUSKARLERNE.
Finn!

THE BAILIFF AND THE SERVANTS.
Finn!

NILS LYKKE
(sagte).
Der brast mit sidste anker.

NILS LYKKE
(aside).
My last anchor gone!

FRU INGER
(bydende).
I borgekælderen!
(Ejnar Huk, Bjørn og et par af gårdsfolkene fører Finn ud til venstre.)

LADY INGER
(imperatively).
To the dungeon with him!
(EINAR HUK, BIÖRN, and a couple of the house-servants lead FINN out to the left.)

ALLE DE ØVRIGE,
(undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til højre):
Afsted! Tilhest, – tilhest! Hil være Inger Gyldenløve!

ALL THE REST
(except NILS LYKKE, rushing out to the right). Away! To horse,--to horse! Hail to Lady Inger Gyldenlöve!

FRU INGER
(tæt forbi Nils Lykke, idet hun følger de bortdragende):
Hvem sejrer?

LADY INGER
(passes close to NILS LYKKE as she follows the others). Who wins?

NILS LYKKE
(står alene igen).
Hvem? Ja, ve dig; – sejren blir dyrekøbt. Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig, som myrder ham. Men mit bytte undslipper mig ligefuldt. Og oprøret vokser og breder sig! – Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i! (han lytter ved vinduet.) Der rider de raslende ud igennem porten. – Nu stænges der efter dem; – og her står jeg igen som fange. Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på livet løst. Men hvis de nu alligevel fangede ham levende? – Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nåede grænsen, og få ham udleveret. (går op mod vinduet i baggrunden og ser ud.) Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej være? (går hurtigt nedover gulvet igen; pludselig standser han og lytter.) Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe endnu – – (en tanke synes at gennemfare ham.) Eline! Ah, hvis det gik an! Hvis det lod sig gøre, at –. Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:
Hver en skøn-jomfru sukker så mod: Gud give,
Nils Lykke var mig huld og god!
Og hun –? – – Eline Gyldenløve skal frelse mig!
(han går raskt men listende henimod den forreste dør til venstre.)

NILS LYKKE
(remains alone).
Who? Ay, woe to you;--your victory will cost you dear. I wash my hands of it. ’Tis not I that am murdering him. But my prey is escaping me none the less; and the revolt will grow and spread!--Ah, ’tis a foolhardy, a frantic game I have been playing here! (Listens at the window.) There they go clattering out through the gateway.--Now ’tis closed after them--and I am left here a prisoner. No way of escape! Within half-an-hour the Swedes will be upon him. ’Twill be life or death. But if they should take him alive after all?--Were I but free, I could overtake the Swedes ere they reach the frontier, and make them deliver him up. (Goes towards the window in the background and looks out.) Damnation! Guards outside on every hand. Can there be no way out of this? (Comes quickly forward again; suddenly stops and listens.) What is that? Music and singing. It seems to come from Elina’s chamber. Ay, it is she that is singing. Then she is still awake---- (A thought seems to strike him.) Elina!--Ah, if that could be! If it could but----And why should I not? Am I not still myself? Says not the song:--
Fair maidens a-many they sigh and they pine;
“Ah God, that Nils Lykke were mine, mine, mine.”
And she----? ---- ----Elina Gyldenlöve shall set me free!
(Goes quickly but stealthily towards the first door on the left.)

FEMTE AKT

(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af en armstage, der står på bordet til højre i forgrunden.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet, fordybet i tanker.)

ACT FIFTH.

(The Banquet Hall. It is still night. The hall is but dimly lighted by a branch-candlestick on the table, in front, on the right.)
(LADY INGER is sitting by the table, deep in thought.)

FRU INGER
(efter et ophold).
Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste –. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det! Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem. (hun springer op.) Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg –? (hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter og siger roligere:) O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød; – det går over. Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen. (hun rejser sig igen.) Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen. (hun tager lyset for at gå, men standser og siger hen for sig:) Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det, – og så intet videre? (sætter atter stagen på bordet.) Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke? (sagtere.) Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. – Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det, – såsandt der ellers er retfærd i himlen. Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed. Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde det fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg –? – Hvem véd; – hvem véd! Det tør være sikrest at forsage. (hun tager atter lyset.) Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker, – dem vil jeg sove fra mig. (går mod baggrunden, men standser oppe på gulvet og siger grublende:) Kongemoder!
(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)
(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en liden lygte i hånden.)

LADY INGER
(after a pause).
They call me keen-witted beyond all others in the land. I believe they are right. The keenest- witted---- No one knows how I became so. For more than twenty years I have fought to save my child. That is the key to the riddle. Ay, that sharpens the wits! My wits? Where have they flown to-night? What has become of my forethought? There is a ringing and rushing in my ears. I see shapes before me, so life-like that methinks I could lay hold on them. (Springs up.) Lord Jesus--what is this? Am I no longer mistress of my reason? Is it to come to that----? (Presses her clasped hands over her head; sits down again, and says more calmly:) Nay, ’tis nought. It will pass. There is no fear;--it will pass. How peaceful it is in the hall to-night! No threatening looks from forefathers or kinsfolk. No need to turn their faces to the wall. (Rises again.) Ay, ’twas well that I took heart at last. We shall conquer;--and then I am at the end of my longings. I shall have my child again. (Takes up the light as if to go, but stops and says musingly:) At the end? The end? To get him back? Is that all?--is there nought further? (Sets the light down on the table.) That heedless word that Nils Lykke threw forth at random---- How could he see my unborn thought? (More softly.) A king’s mother? A king’s mother, he said----Why not? Have not my forefathers ruled as kings, even though they bore not the kingly name? Has not my son as good a title as the other to the rights of the house of Sture? In the sight of God he has--if so be there is justice in Heaven. And in an hour of terror I have signed away his rights. I have recklessly squandered them, as a ransom for his freedom. If they could be recovered?--Would Heaven be angered, if I----? Would it call down fresh troubles on my head if I were to----? Who knows; who knows! It may be safest to refrain. (Takes up the light again.) I shall have my child again. That must suffice me. I will try to rest. All these desperate thoughts,--I will sleep them away. (Goes towards the back, but stops in the middle of the hall, and says broodingly:) A king’s mother!
(Goes slowly out at the back, to the left.)
(After a short pause, NILS LYKKE and ELINA GYLDENLÖVE enter noiselessly by the first door on the left. NILS LYKKE has a small lantern in his hand.)

NILS LYKKE
(lyser spejdende omkring og hvisker):
Alt er stille. Jeg må afsted.

NILS LYKKE.
(throws the light from his lantern around, so as to search the room).
All is still. I must begone.

ELINE.
O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.

ELINA.
Oh, let me look but once more into your eyes, before you leave me.

NILS LYKKE
(omfavner hende).
Eline!

NILS LYKKE
(embraces her).
Elina!

ELINE
(efter et lidet ophold).
Kommer du aldrig mere til Østråt?

ELINA
(after a short pause).
Will you come nevermore to Östråt?

NILS LYKKE.
Hvor kan du tvivle på det? Er du ikke fra nu af min trolovede? – Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?

NILS LYKKE.
How can you doubt that I will come? Are you not henceforth my betrothed?--But will you be true to me, Elina? Will you not forget me ere we meet again?

ELINE.
Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det? – Du kom ved nattetid; du banked på min dør; – og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-næt? (hun skjuler hurtigt sit ansigt ved hans skulder.) O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette – –. Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din; – må være det – i al evighed.

ELINA.
Do you ask if I will be true? Have I any will left then? Have I power to be untrue to you, even if I would?--you came by night; you knocked upon my door;--and I opened to you. You spoke to me. What was it you said? You gazed in my eyes. What was the mystic might that turned my brain and lured me, as it were, within a magic net? (Hides her face on his shoulder.) Oh, look not on me, Nils Lykke! You must not look upon me after this---- True, say you ? Do you not own me? I am yours;--I must be yours--to all eternity.

NILS LYKKE.
Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

NILS LYKKE.
Now, by my knightly honour, ere the year be past, you shall sit as my wife in the hall of my fathers.

ELINE.
Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

ELINA.
No vows, Nils Lykke! No oaths to me.

NILS LYKKE.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?

NILS LYKKE.
What mean you? Why do you shake your head so mournfully?

ELINE.
Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet end en leg og kvinden et legetøj?

ELINA.
Because I know that the same soft words wherewith you turned my brain, you have whispered to so many a one before. Nay, nay, be not angry, my beloved! In nought do I reproach you, as I did while yet I knew you not. Now I understand how high above all others is your goal. How can love be aught to you but a pastime, or woman but a toy?

NILS LYKKE.
Eline, – hør mig!

NILS LYKKE.
Elina,--hear me!

ELINE.
Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog, – hvor forunderligt, – når jeg i drømme bygged op mit eget vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Hvad var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste, – efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

ELINA.
As I grew up, your name was ever in my ears. I hated the name, for meseemed that all women were dishonoured by your life. And yet,--how strange!--when I built up in my dreams the life that should be mine, you were ever my hero, though I knew it not. Now I understand it all--now know I what it was I felt. It was a foreboding, a mysterious longing for you, you only one-- for you that were one day to come and glorify my life.

NILS LYKKE
(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet).
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt –. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund. – Skulde det ikke endnu være tid –? Ah, dette forfærdelige med Lucia!
(han synker ned i stolen.)

NILS LYKKE
(aside, putting down the lantern on the table).
How is it with me? This dizzy fascination---- If this it be to love, then have I never known it till this hour.--Is there not yet time ----? Oh horror--Lucia!
(Sinks into a chair.)

ELINE.
Hvad er det? Så tungt et suk –

ELINA.
What ails you? So heavy a sigh----

NILS LYKKE.
O, intet, – intet! Eline, – nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig –

NILS LYKKE.
O, ’tis nought,--nought! Elina,--now will I confess all to you. I have have beguiled many with both words and glances; I have said to many a one what I whispered to you this night. But trust me----

ELINE.
Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det. (hun lægger sig ned for hans fødder.) O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for evighed. Du gode Gud, – hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min stolthed“. Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, sålænge jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: „for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed“; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

ELINA.
Hush! No more of that. My love is no exchange for that you give me. No, no; I love you because your every glance commands it like a king’s decree. (Lies down at his feet.) Oh, let me once more stamp that kingly message deep into my soul, though well I know it stands imprinted there for all time and eternity. Dear God--how little I have known myself! ’Twas but to-night I said to my mother: “My pride is my life.” And what is my pride? Is it to know that my countrymen are free, or that my house is held in honour throughout the lands? Oh, no, no! My love is my pride. The little dog is proud when he may sit by his master’s feet and eat bread-crumbs from his hand. Even so am I proud, so long as I may sit at your feet, while your looks and your words nourish me with the bread of life. See, therefore, I say to you, even as I said but now to my mother: “My love is my life;” for therein lies all my pride, now and evermore.

NILS LYKKE
(drager hende op på sit skød).
Nej, nej, – ikke for mine fødder, men ved min side er din plads, – og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline, – du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.

NILS LYKKE
(raises her up on his lap).
Nay, nay--not at my feet, but at my side is your place,--should fate set me never so high. Ay, Elina--you have led me into a better path; and if it be granted me some day to atone by a deed of fame for the sins of my reckless youth, the honour shall be yours as well as mine.

ELINE.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod. I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet; – dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. – Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. – Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

ELINA.
Ah, you speak as though I were still the Elina that but this evening flung down the flowers at your feet. I have read in my books of the many-coloured life in far-off lands. To the winding of horns the knight rides forth into the greenwood, with his falcon on his wrist. Even so do you go your way through life;--your name rings out before you whithersoever you fare.--All that I desire of your glory, is to rest like the falcon on your arm. I too was blind as he to light and life, till you loosed the hood from my eyes and set me soaring high over the leafy tree- tops;--But, trust me--bold as my flight may be, yet shall I ever turn back to my cage.

NILS LYKKE
(rejser sig).
Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her; – tag denne ring, og vær min for Gud og mennesker, – min – selv om de døde skulde få urolige drømme derover.

NILS LYKKE
(rises).
Then I bid defiance to the past! See now;-- take this ring, and be mine before God and men--mine, ay,though it should trouble the dreams of the dead.

ELINE.
Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som –?

ELINA.
You make me afraid. What is it that----?

NILS LYKKE.
Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. – Se så; – nu har jeg fæstet dig!

NILS LYKKE.
It is nought. Come, let me place the ring on your finger.--Even so--now are you my betrothed!

ELINE.
Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

ELINA.
I Nils Lykke’s bride! It seems but a dream, all that has befallen this night. Oh, but so fair a dream! My breast is so light. No longer is there bitterness and hatred in my soul. I will atone to all whom I have wronged. I have been unloving to my mother. To-morrow will I go to her; she must forgive me my offence.

NILS LYKKE.
Og give sit minde til vor pakt.

NILS LYKKE.
And give her consent to our bond.

ELINE.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode; – jeg bærer ikke længere nag til nogen, – undtagen én.

ELINA.
That will she. Oh, I am sure she will. My mother is kind; all the world is kind;--I can feel hatred no more for any living soul--save one.

NILS LYKKE.
Undtagen én?

NILS LYKKE.
Save one ?

ELINE.
Ak, det er en sørgelig fortælling. Jeg havde en søster –

ELINA.
Ah, it is a mournful history. I had a sister----

NILS LYKKE.
Lucia?

ELINE.
Kendte du Lucia?

ELINA.
Have you known Lucia?

NILS LYKKE.
Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

NILS LYKKE.
No, no; I have but heard her name.

ELINE.
Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende; – nu er hun i himlen.

ELINA.
She too gave her heart to a knight. He betrayed her;-- and now she is in Heaven.

NILS LYKKE.
Og du –?

NILS LYKKE.
And you----?

ELINE.
Jeg hader ham.

ELINA.
I hate him.

NILS LYKKE.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.

NILS LYKKE.
Hate him not! If there be mercy in your heart, forgive him his sin. Trust me, he bears his punishment in his own breast.

ELINE.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret – – (lyttende.) Hys! Kan du høre –?

ELINA.
Him I will never forgive! I cannot, even if I would; for I have sworn so dear an oath---- (Listening.) Hush! Can you hear----?

NILS LYKKE.
Hvilket? Hvor?

NILS LYKKE.
What? Where?

ELINE.
Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd på landevejen.

ELINA.
Without; far off. The noise of many horsemen on the high-road.

NILS LYKKE.
Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer –! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!

NILS LYKKE.
Ah, it is they! And I had forgotten----! They are coming hither. Then is the danger great;--I must begone!

ELINE.
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du –?

ELINA.
But whither? Oh, Nils Lykke, what are you hiding----?

NILS LYKKE.
Imorgen, Eline –; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. – Nu hurtig, – hvor er løngangen, som du nævnte?

NILS LYKKE.
To-morrow, Elina----; for as God lives, I will return then.--Quickly now--where is the secret passage you told me of?

ELINE.
Gennem gravkælderen. Se, – her er lemmen –

ELINA.
Through the grave-vault. See,--here is the trap-door.

NILS LYKKE.
Gravkælderen! (for sig selv.) Lige godt; reddes må han!

NILS LYKKE.
The grave-vault! (To himself.) No matter, he must be saved!

ELINE.
(ved vinduet).
Rytterne er lige udenfor –
(hun rækker ham lygten.)

ELINA
(by the window).
The horsemen have reached the gate----
(Hands him the lantern.)

NILS LYKKE.
Nu velan –
(han begynder at stige ned.)

NILS LYKKE.
Well, now I go----
(Begins to descend.)

ELINE.
Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias –

ELINA.
Go forward along the passage till you reach the coffin with the death’s-head and the black cross; it is Lucia’s----

NILS LYKKE
(stiger hurtigt op og slår lemmen i).
Lucias! Fy –!

NILS LYKKE
(climbs back hastily and shuts the trap-door to). Lucia’s! Pah----!

ELINE.
Hvad siger du?

ELINA.
What said you?

NILS LYKKE.
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

NILS LYKKE.
Nay, nought. It was the scent of the grave that made me dizzy.

ELINE.
Hør; nu hamrer de på porten!

ELINA.
Hark; they are hammering at the gate!

NILS LYKKE
(lader lygten falde).
Ah, det er for sent –!
(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra højre.)

NILS LYKKE
(lets the lantern fall).
Ah! too late----!
(BIÖRN enters hurriedly from the right, carrying a light.)

ELINE
(imod ham).
Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?

ELINA
(goes towards him).
What is amiss, Biörn? What is it?

BJØRN.
Overfald! Grev Sture – –

BIÖRN.
An ambuscade! Count Sture----

ELINE.
Grev Sture? Hvad han?

ELINA.
Count Sture? What of him?

NILS LYKKE.
Har de dræbt ham?

NILS LYKKE.
Have they killed him?

BJØRN
(til Eline).
Hvor er eders moder?

BIÖRN
(to ELINA).
Where is your mother?

TO HUSKARLE
(indstyrtende fra højre).
Fru Inger! Fru Inger!

TWO HOUSE-SERVANTS
(rushing in from the right).
Lady Inger! Lady Inger!
(LADY INGER GYLDENLÖVE enters by the first door on the left, with a branch-candlestick, lighted, in her hand, and says quickly:)

FRU INGER GYLDENLØVE,
(med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den øverste dør til venstre og siger hurtigt:)
Jeg véd alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre.
(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge huskarlene går ud igen til højre.)

LADY INGER.
I know all. Down with you to the courtyard! Keep the gate open for our friends, but closed against all others!
(Puts down the candlestick on the table to the left. BIÖRN and the two House-Servants go out again to the right.)

FRU INGER
(til Nils Lykke).
Det var altså snaren, herr rigsråd!

LADY INGER
(to NILS LYKKE).
So that was the trap, Sir Councillor!

NILS LYKKE.
Inger Gyldenløve, tro mig –!

NILS LYKKE.
Inger Gyldenlöve, trust me----!

FRU INGER.
Et baghold, som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!

LADY INGER.
An ambuscade that was to snap him up, as soon as you had got the promise that should destroy me!

NILS LYKKE
(idet han tager papiret frem og river det istykker).
Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder.

NILS LYKKE
(takes out the paper and tears it to pieces).
There is your promise. I keep nothing that can bear witness against you.

FRU INGER.
Hvad gør I?

LADY INGER.
What will you do?

NILS LYKKE.
Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder, – nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem porten! – Eline, – sig din moder alt! – Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig – og taus! Tro mig, I skal komme til at vide mig stor tak, før dagen gryr.
(han går skyndsomt ud til højre.)

NILS LYKKE.
From this hour I am your champion. If I have sinned against you,--by Heaven I will strive to repair my crime. But now I must out, if I have to hew my way through the gate!--Elina-- tell your mother all!--And you, Lady Inger, let our reckoning be forgotten! Be generous--and silent! Trust me, ere the day dawns you shall owe me a life’s gratitude.
(Goes out quickly to the right.)

FRU INGER
(ser hoverende efter ham).
Ret så! Jeg forstår ham! (vender sig til Eline.) Nils Lykke –? Nu –?

LADY INGER
(looks after him with exultation).
It is well! I understand him! (Turns to ELINA.) Nils Lykke----? Well----?

ELINE.
Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.

ELINA.
He knocked upon my door, and set this ring upon my finger.

FRU INGER.
Og han har dig kær af hjertet?

LADY INGER.
And he loves you with all his heart?

ELINE.
Det har han sagt, og jeg tror ham.

FRU INGER.
Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder jeg!

ELINE.
Min moder, – I er så besynderlig. O, ja, jeg véd nok, – det er min ukærlige færd, som har fortørnet eder.

ELINA.
My mother--you are so strange. Oh, ay--I know--it is my unloving ways that have angered you.

FRU INGER.
Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig; thi jeg kender jo dit had –

LADY INGER.
Not so, dear Elina! You are an obedient child. You have opened your door to him; you have hearkened to his soft words. I know full well what it must have cost you for I know your hatred----

ELINE.
Men, min moder –!

ELINA.
But, my mother----

FRU INGER.
Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så –. Ah, Eline, om vi kunde slide hans mensvorne hjerte sønder i brystet på ham!

LADY INGER.
Hush! We have played into each other’s hands. What wiles did you use, my subtle daughter? I saw the love shine out of his eyes. Hold him fast now! Draw the net closer and closer about him, and then---- Ah, Elina, if we could but rend his perjured heart within his breast!

ELINE.
Ve mig; – hvad er det I siger?

ELINA.
Woe is me--what is it you say?

FRU INGER.
Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da – (lyttende.) Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det – (hun vender sig atter til Eline.) Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.

LADY INGER.
Let not your courage fail you. Hearken to me. I know a word that will keep you firm. Know then---- (Listening.) They are fighting outside the gate. Courage! Now comes the pinch! (Turns again to ELINA.) Know then, Nils Lykke was the man that brought your sister to her grave.

ELINE
(med et skrig).
Lucia!

ELINA
(with a shriek).
Lucia!

FRU INGER.
Det var ham, så sandt der er en hævner over os!

LADY INGER.
He it was, as truly as there is an Avenger above us!

ELINE.
Da stå mig himlen bi!

ELINA.
Then Heaven be with me!

FRU INGER
(forfærdet).
Eline –?!

LADY INGER
(appalled).
Elina----?!

ELINE.
Jeg er hans trolovede for Gud.

ELINA.
I am his bride in the sight of God.

FRU INGER.
Ulykkelige barn, – hvad har du gjort?

LADY INGER.
Unhappy child,--what have you done?

ELINE
(med dump røst).
Forbrudt mit hjertes fred. – God nat, min moder!
(hun går ud til venstre.)

ELINA
(in a toneless voice).
Made shipwreck of my soul.--Good- night, my mother!
(She goes out to the left.)

FRU INGER.
Ha-ha-ha –! Det bærer ned ad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre. Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig – på en måde. Det skulde så være. Det står skrevet hist oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage. Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke. Regnskab? Gøre regnskab? – Ah, det er først på den store uvejrsdag –. Det varer længe, førend den kommer.

LADY INGER.
Ha-ha-ha! It goes down-hill now with Inger Gyldenlöve’s house. There went the last of my daughters. Why could I not keep silence? Had she known nought, it may be she had been happy--after a kind. It was to be so. It is written up there in the stars that I am to break off one green branch after another, till the trunk stand leafless at last. ’Tis well, ’tis well! I am to have my son again. Of the others, of my daughters, I will not think. My reckoning? To face my reckoning?--It falls not due till the last great day of wrath.--That comes not yet awhile.

NILS STENSSØN
(råber udenfor til højre).
Hej, – slå porten i!

NILS STENSSON
(calling from outside on the right).
Ho--shut the gate!

FRU INGER.
Grev Stures røst –!

LADY INGER.
Count Sture’s voice----!

NILS STENSSØN,
(våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og råber med fortvivlet latter:)
Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!

NILS STENSSON
(rushes in, unarmed, and with his clothes torn, and shouts with a desperate laugh).
Well met again, Inger Gyldenlöve!

FRU INGER.
Hvad har I tabt?

LADY INGER.
What have you lost?

NILS STENSSØN.
Mit rige og mit liv!

NILS STENSSON.
My kingdom and my life!

FRU INGER.
Og bønderne? Mine svende; – hvor har I dem?

LADY INGER.
And the peasants? My servants?--where are they?

NILS STENSSØN.
Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer.

NILS STENSSON.
You will find the carcasses along the highway. Who has the rest, I know not.

OLAF SKAKTAVL
(udenfor til højre).
Grev Sture! Hvor er I?

OLAF SKAKTAVL
(outside on the right).
Count Sture! Where are you?

NILS STENSSØN.
Her; her!

NILS STENSSON.
Here, here!

OLAF SKAKTAVL
(kommer med et klæde om sin højre hånd).

(OLAF SKAKTAVL comes in with his right hand wrapped in a cloth).

FRU INGER.
Ak, Olaf Skaktavl, også I –!

LADY INGER.
Alas Olaf Skaktavl, you too----!

OLAF SKAKTAVL.
Det var ugørligt at slippe igennem.

OLAF SKAKTAVL.
It was impossible to break through.

FRU INGER.
I er såret, ser jeg!

LADY INGER.
You are wounded, I see!

OLAF SKAKTAVL.
Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.

OLAF SKAKTAVL.
A finger the less; that is all.

NILS STENSSØN.
Hvor er Svenskerne?

NILS STENSSON.
Where are the Swedes?

OLAF SKAKTAVL.
I hælene på os. De bryder porten op –

OLAF SKAKTAVL.
At our heels. They are breaking open the gate----

NILS STENSSØN.
O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke, – jeg vil ikke dø!

NILS STENSSON.
Oh, Jesus! No, no! I cannot--I will not die.

OLAF SKAKTAVL.
Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?

OLAF SKAKTAVL.
A hiding-place, Lady Inger! Is there no corner where we can hide him?

FRU INGER.
Men dersom de gennemsøger gården –?

LADY INGER.
But if they search the castle----?

NILS STENSSØN.
Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op –! O nej, Inger Gyldenløve, – det véd jeg forvisst, – det vil I aldrig tåle!

NILS STENSSON.
Ay, ay; they will find me! And then to be dragged to prison, or strung up----! Oh no, Inger Gyldenlöve,-- I know full well,--you will never suffer that to be!

OLAF SKAKTAVL
(lyttende).
Nu brast låsen.

OLAF SKAKTAVL
(listening).
There burst the lock.

FRU INGER
(ved vinduet).
Der stormer mange mennesker ind i portrummet.

LADY INGER
(at the window).
Many men rush in at the gateway.

NILS STENSSØN.
Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej! – Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg –

NILS STENSSON.
And to lose my life now! Now, when my true life was but beginning! Now, when I have so lately learnt that I have aught to live for. No, no, no!--Think not I am a coward. Might I but have time to show----

FRU INGER.
Jeg hører dem alt nedenunder i borge stuen. (bestemt til Olaf Skaktavl.) Han må reddes – hvad det end skal koste.

LADY INGER.
I hear them now in the hall below. (Firmly to OLAF SKAKTAVL.) He must be saved--cost what it will!

NILS STENSSØN
(griber hendes hånd).
O, det vidste jeg nok; – I er ædel og god!

NILS STENSSON
(seizes her hand).
Oh, I knew it;--you are noble and good!

OLAF SKAKTAVL.
Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham –

OLAF SKAKTAVL.
But how? Since we cannot hide him----

NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden –!

NILS STENSSON.
Ah, I have it! I have it! The secret----!

FRU INGER.
Hemmeligheden?

LADY INGER.
The secret?

NILS STENSSØN.
Ja visst; eders og min!

NILS STENSSON.
Even so; yours and mine!

FRU INGER.
Krist i himlen, – kender I den?

LADY INGER.
Christ in Heaven--you know it?

NILS STENSSØN.
Fra først til sidst. Og nu, da livet står på spil –. Hvor er herr Nils Lykke?

NILS STENSSON.
From first to last. And now when ’tis life or death---- Where is Nils Lykke?

FRU INGER.
Flygtet.

LADY INGER.
Fled.

NILS STENSSØN.
Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge. – Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer –

NILS STENSSON.
Fled? Then God help me; for he only can unseal my lips.--But what is a promise against a life! When the Swedish captain comes----

FRU INGER.
Hvad så? Hvad vil I gøre?

LADY INGER.
What then? What will you do?

NILS STENSSØN.
Købe liv og frihed; – åbenbare ham alt.

NILS STENSSON.
Purchase life and freedom;--tell him all.

FRU INGER.
O nej, nej; – vær barmhjertig!

LADY INGER.
Oh no, no;--be merciful!

NILS STENSSØN.
Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg nu véd –

NILS STENSSON.
Nought else can save me. When I have told him what I know----

FRU INGER
(ser på ham med undertrykt bevægelse).
Så er I frelst?

LADY INGER
(looks at him with suppressed excitement).
You will be safe?

NILS STENSSØN.
Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste middel.

NILS STENSSON.
Ay, safe! Nils Lykke will speak for me. You see, ’tis the last resource.

FRU INGER
(fattet og med eftertryk).
Det yderste middel? I har ret; – det yderste middel tør hvermand friste. (peger op mod venstre.) Se, derinde kan I skjule eder sålænge.

LADY INGER
(composedly, with emphasis).
The last resource? Right, right--the last resource stands open to all. (Points to the left.) See, meanwhile you can hide in there.

NILS STENSSØN
(dæmpet).
Tro mig, – aldrig skal I komme til at angre eders færd.

NILS STENSSON
(softly).
Trust me--you will never repent of this.

FRU INGER
(halvt for sig selv).
Det give Gud, I sagde sandhed!
(Nils Stenssøn går hurtigt ud gennem den øverste dør til venstre. Olaf Skaktavl vil følge efter; men fru Inger holder ham tilbage.)

LADY INGER
(half to herself).
God grant that you speak the truth!
(NILS STENSSON goes out hastily by the furthest door on the left. OLAF SKAKTAVL is following; but LADY INGER detains him.)

FRU INGER.
Forstod I, hvad han mente?

LADY INGER.
Did you understand his meaning?

OLAF SKAKTAVL.
Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.

OLAF SKAKTAVL.
The dastard! He would betray your secret. He would sacrifice your son to save himself.

FRU INGER.
Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel forsøges. – Godt og vel, Olaf Skaktavl, – det ske, som han sagde!

LADY INGER.
When life is at stake, he said, we must try the last resource.--It is well, Olaf Skaktavl,--let it be as he has said!

OLAF SKAKTAVL
Hvad mener I?

OLAF SKAKTAVL.
What mean you?

FRU INGER.
Liv mod liv! Én af dem må gå under.

LADY INGER.
Life for life! One of them must perish.

OLAF SKAKTAVL.
Ah, – I vil –?

OLAF SKAKTAVL.
Ah--you would----?

FRU INGER.
Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske høvedsmand itale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det, – længe skal I ikke komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet efter. – Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl, – det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde eller –

LADY INGER.
If we close not the lips of him that is within ere he come to speech with the Swedish captain, then is my son lost to me. But if he be swept from my path, when the time comes I can claim all his rights for my own child. Then shall you see that Inger Ottisdaughter has metal in her yet. And be assured you shall not have long to wait for the vengeance you have thirsted after for twenty years.--Hark! They are coming up the stairs! Olaf Skaktavl,--it lies with you whether to-morrow I shall be a childless woman, or----

OLAF SKAKTAVL.
Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold. (rækker hende hånden.) Inger Gyldenløve, – ved mig skal ikke eders navn dø ud.
(han går ind i værelset til Nils Stenssøn.)

OLAF SKAKTAVL.
So be it! I have one sound hand left yet. (Gives her his hand.) Inger Gyldenlöve--your name shall not die out through me.
(Follows NILS STENSSON into the inner room.)

FRU INGER
(bleg og rystende).
Tør jeg også vove –? (der høres larm i værelset; hun iler med et skrig hen imod døren.) Nej, nej, – det må ikke ske! (et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge hænder og iler med et fortvivlet blik fremover gulvet igen. Efter et ophold tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og siger sagte:) Nu er det forbi. Alting er stille derinde. – Du så det, Gud, – jeg betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden.

LADY INGER
(pale and trembling).
But dare I----? (A noise is heard in the room; she rushes with a scream towards the door.) No, no,--it must not be! (A heavy fall is heard within; she covers her ears with her hands and hurries back across the hall with a wild look. After a pause she takes her hands cautiously away, listens again and says softly:) Now it is over. All is still within---- Thou sawest it, God--I repented me! But Olaf Skaktavl was too swift of hand.

OLAF SKAKTAVL
(kommer taus ind i salen).

(OLAF SKAKTAVL comes silently into the hall.)

FRU INGER
(lidt efter, uden at se på ham).
Er det gjort?

LADY INGER
(after a pause, without looking at him).
Is it done?

OLAF SKAKTAVL.
For ham kan I være tryg; – han forråder ingen.

OLAF SKAKTAVL.
You need fear him no more; he will betray no one.

FRU INGER
(som før).
Han er altså stum?

LADY INGER
(as before).
Then he is dumb?

OLAF SKAKTAVL.
Sex tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd.

OLAF SKAKTAVL.
Six inches of steel in his breast. I felled him with my left hand.

FRU INGER.
Ja, ja, – den højre var også for god til sligt.

LADY INGER.
Ay--the right was too good for such work.

OLAF SKAKTAVL.
Det må I om; – tanken var eders. – Og nu til Sverig! Fred med jer sålænge! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden.
(han går ud gennem den øverste dør til højre.)

OLAF SKAKTAVL.
That is your affair;--the thought was yours.-- And now to Sweden! Peace be with you meanwhile! When next we meet at Östråt, I shall bring another with me.
(Goes out by the furthest door on the right.)

FRU INGER.
Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme! – Han begynder at blive mig dyrekøbt nu.
(Kammersvenden Bjørn kommer med nogle svenske krigsknægte ind gennem den forreste dør til højre.)

LADY INGER.
Blood on my hands. Then it was to come to that!-- He begins to be dear-bought now.
(BIÖRN comes in, with a number of Swedish men-at-arms, by the first door on the right.)

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, hvis I er husets frue –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
Pardon me, if you are the lady of the house----

FRU INGER.
Er det grev Sture, I leder efter?

LADY INGER.
Is it Count Sture you seek?

KRIGSKNÆGTEN.
Det er så.

THE MAN-AT-ARMS.
The same.

FRU INGER.
I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos mig.

LADY INGER.
Then you are on the right scent. The Count has sought refuge with me.

KRIGSKNÆGTEN.
Tilflugt? Forlad, min højædle frue, – men den mægter I ej at give ham; thi –

THE MAN-AT-ARMS.
Refuge? Pardon, my noble lady,--you have no power to harbour him; for----

FRU INGER.
Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han, – ja, se selv efter –, derfor har han aflivet sig.

LADY INGER.
That the Count himself has doubtless understood; and therefore he has--ay, look for yourselves--therefore he has taken his own life.

KRIGSKNÆGTEN,
Aflivet sig?

THE MAN-AT-ARMS.
His own life!

FRU INGER.
Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en anden dommer, så er det min bøn, at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd. – Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år. (til krigsknægtene.) I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til Sverig.

LADY INGER.
Look for yourselves. You will find the corpse within there. And since he already stands before another judge, it is my prayer that he may be borne hence with all the honour that beseems his noble birth.--Biörn, you know my own coffin has stood ready this many a year in the secret chamber. (To the Men- at-Arms.) I pray that in it you will bear Count Sture’s body to Sweden.

DEN FORRIGE KRIGSKNÆGT.
Det skal ske, som I byder. (til en af de andre.) Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og – –
(en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn ind i værelset til venstre.)

THE MAN-AT-ARMS.
It shall be as you command. (To one of the others.) Haste with these tidings to Jens Bielke. He holds the road with the rest of the troop. We others must in and----
(One of the Men-at-Arms goes out to the right; the others go with BIÖRN into the room on the left.)

FRU INGER
(går en stund taus og urolig omkring på gulvet).
Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod? Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod? – Det er noget, som måtte så være. Enhver moder havde gjort som jeg. Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg. (hun sætter sig ved bordet til venstre.) Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge –; rigsstyrer først, og så konge – – (hun begynder at skrive, men standser tankefuld og siger sagte:) Hvem vil de vælge i den dødes sted? – Kongemoder –? Det er et vakkert ord. Der er kun én hage ved det; – denne hæslige lighed med et andet ord. – Kongemoder og – kongemorder. – Kongemorder, – det er den, der tager en konges liv. Kongemoder, – det er den, der skænker en konge livet. (hun rejser sig.) Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. – Min søn skal vorde konge! (hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.) Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så sælsomt tilmode. (vender hovedet hvasst til siden, som om hun talte til nogen.) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme? (grublende.) Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjæl? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid dette – (gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv.) – dette stød imod hjertet – og så den røde blodflom bagefter? (hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem papirerne.) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned – om en måned kommer min søn til mig – –

LADY INGER
(moves about for a time in uneasy silence).
If Count Sture had not said farewell to the world so hurriedly, within a month he had hung on a gallows, or had sat for all his days in a dungeon. Had he been better served with such a lot? Or else he had bought his life by betraying my child into the hands of my foes. Is it I, then, that have slain him? Does not even the wolf defend her cubs? Who dare condemn me for striking my claws into him that would have reft me of my flesh and blood?--It had to be. No mother but would have done even as I. But ’tis no time for idle musings now. I must to work. (Sits down by the table on the left.) I will write to all my friends throughout the land. They rise as one man to support the great cause. A new king,--regent first, and then king---- (Begins to write, but falls into thought, and says softly:) Whom will they choose in the dead man’s place?--A king’s mother----? ’Tis a fair word. It has but one blemish--the hateful likeness to another word.--King’s mother and king’s murderer.⁸ --King’s mother--one that takes a king’s life. King’s mother--one that gives a king life. (She rises.) Well, then; I will make good what I have taken.--My son shall be king! (She sits down again and begins writing, but pushes the paper away again, and leans back in her chair.) There is no comfort in a house where lies a corpse. ’Tis therefore I feel so strangely. (Turns her head to one side as if speaking to some one.) Not therefore? Why else should it be? (Broodingly.) Is there such a great gulf, then, between openly striking down a foe and slaying one--thus? Knut Alfson had cleft many a brain with his sword; yet was his own as peaceful as a child’s. Why then do I ever see this--(makes a motion as though striking with a knife)--this stab in the heart--and the gush of red blood after? (Rings, and goes on speaking while shifting about her papers.) Hereafter I will have none of these ugly sights. I will work both day and night. And in a month--in a month my son will be here---- ----

BJØRN
(træder ind).
Var det eder, som ringede, min frue?

BIÖRN
(entering).
Did you strike the bell, my lady?

FRU INGER
(skrivende).
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen.
(Bjørn går ud igen til venstre.)

LADY INGER
(writing).
Bring more lights. See to it in future that there are many lights in the room
(BIÖRN goes out again to the left.)

FRU INGER
(efter en stund, rejser sig med heftighed).
Nej, nej, nej; – jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved – (opskræmt, lyttende.) Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten derinde. Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. – Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån? (ler stille.) Hm, – vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe. (heftigt.) Men slige eventyr duer alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes. (hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.) Hvorlænge plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Sålænge ikke det er gjort, er det usundt at leve her.
(Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter på bordene.)

LADY INGER
(after a pause, rises impetuously).
No, no, no;--I cannot guide the pen to-night! My head is burning and throbbing---- (Startled, listens.) What is that? Ah, they are screwing the lid on the coffin in there. When I was a child they told me the story of Sir Åge,⁹ who rose up and walked with his coffin on his back.--If he in there were one night to think of coming with the coffin on his back, to thank me for the loan? (Laughs quietly.) Hm--what have we grown people to do with childish fancies? (Vehemently.) But such stories are hurtful none the less! They give uneasy dreams. When my son is king, they shall be forbidden. (Goes up and down once or twice; then opens the window.) How long is it, commonly, ere a body begins to rot? All the rooms must be aired. ’Tis not wholesome here till that be done.
(BIÖRN comes in with two lighted branch-candlesticks, which he places on the tables.)

FRU INGER,
(der atter har taget fat på papirerne):
Det er ret. Lad mig se du kommer ihu, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! – – Hvad tager de sig nu for derinde?

LADY INGER
(who has begun on the papers again). It is well. See you forget not what I have said. Many lights on the table! What are they about now in there?

BJØRN.
De holder endnu på at skrue kistelåget fast.

BIÖRN.
They are busy screwing down the coffin-lid.

FRU INGER
(skrivende).
Skruer de det godt fast?

LADY INGER
(writing).
Are they screwing it down tight?

BJØRN.
Så godt, som det behøves.

BIÖRN.
As tight as need be.

FRU INGER.
Ja, ja, – du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt. (går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt:) Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på hjerte. Vær på din post mod alle mennesker, – både mod dem, som er døde og mod dem, som skal dø. – Gå nu ind – gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.

LADY INGER.
Ay, ay--who can tell how tight it needs to be? Do you see that ’tis well done. (Goes up to him with her hand full of papers, and says mysteriously:) Biörn, you are an old man; but one counsel I will give you. Be on your guard against all men--both those that are dead and those that are still to die.--Now go in--go in and see to it that they screw the lid down tightly.

BJØRN
(sagte, hovedrystende).
Jeg kan ikke blive klog på hende.
(han går atter ind i værelset til venstre.)

BIÖRN
(softly, shaking his head).
I cannot make her out.
(Goes back again into the room on the left.)

FRU INGER
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed):
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl! (hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger sagte:) Der ler han livagtigt ned til mig! Fy! (hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.) Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden, – er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det! (hun skotter stjålent henover billedrækken.) Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går. (stamper i gulvet.) Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus! (begynder at vende alle billederne indad mod væggen.) Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv – –. Synes du det nu er påtide –? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene! (hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:) Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig. (breder pludselig armene ud og hvisker:) Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe – hinsides stjernerne – fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.

LADY INGER
(begins to seal a letter, but throws it down half- closed; walks up and down awhile, and then says vehemently:)
Were I a coward I had never done it--never to all eternity! Were I a coward, I had shrieked to myself: Refrain, ere yet thy soul is utterly lost! (Her eye falls on Sten Sture’s picture; she turns to avoid seeing it, and says softly:) He is laughing down at me as though he were alive! Pah! (Turns the picture to the wall without looking at it.) Wherefore did you laugh? Was it because I did evil to your son? But the other,--is not he your son too? And he is mine as well; mark that! (Glances stealthily along the row of pictures.) So wild as they are to-night, I have never seen them yet. Their eyes follow me wherever I may go. (Stamps on the floor.) I will not have it! (Begins to turn all the pictures to the wall.) Ay, if it were the Holy Virgin herself---- ----- Thinkest thou now is the time----? Why didst thou never hear my prayers, my burning prayers, that I might get back my child? Why? Because the monk of Wittenberg is right. There is no mediator between God and man! (She draws her breath heavily and continues in ever-increasing distraction.) It is well that I know what to think in such things. There was no one to see what was done in there. There is none to bear witness against me. (Suddenly stretches out her hands and whispers:) My son! My beloved child! Come to me! Here I am! Hush! I will tell you something: They hate me up there--beyond the stars-- because I bore you into the world. It was meant that I should bear the Lord God’s standard over all the land. But I went my own way. It is therefore I have had to suffer so much and so long.

BJØRN
(kommer fra værelset til venstre).
Frue, jeg har at melde – –. Krist fri mig, – hvad er dette?

BIÖRN
(comes from the room on the left).
My lady, I have to tell you---- Christ save me--what is this?

FRU INGER,
(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til bøjre):
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt; – thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride.

LADY INGER
(has climbed up into the high-seat by the right-hand wall).
Hush! Hush! I am the King’s mother. They have chosen my son king. The struggle was hard ere it came to this--for ’twas with the Almighty One himself I had to strive.

NILS LYKKE
(kommer åndeløs ind fra højre).
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger, – vid at –

NILS LYKKE
(comes in breathless from the right).
He is saved! I have Jens Bielke’s promise. Lady Inger,--know that----

FRU INGER.
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker. (en ligsalme høres inde fra værelset.) Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn – så længe til hun fik røde hænder deraf. – Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke.

LADY INGER.
Peace, I say! look how the people swarm. (A funeral hymn is heard from the room within.) There comes the procession. What a throng! All bow themselves before the King’s mother. Ay, ay; has she not fought for her son-- even till her hands grew red withal?--Where are my daughters? I see them not.

NILS LYKKE.
Guds blod, – hvad er her sket?

NILS LYKKE.
God’s blood!--what has befallen here?

FRU INGER.
Mine døtre; – mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen. (hviskende.) Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.

LADY INGER.
My daughters--my fair daughters! I have none any more. I had one left, and her I lost even as she was mounting her bridal bed. (Whispers.) Lucia’s corpse lay in it. There was no room for two.

NILS LYKKE.
Ah, – dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.

NILS LYKKE.
Ah--it has come to this! The Lord’s vengeance is upon me.

FRU INGER.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. – Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha, – hvem sejrer, Gud eller jeg?
(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)

LADY INGER.
Can you see him? Look, look! It is the King. It is Inger Gyldenlöve’s son! I know him by the crown and by Sten Sture’s ring that he wears round his neck. Hark, what a joyful sound! He is coming! Soon will he be in my arms! Ha-ha!--who conquers, God or I.
(The Men-at-Arms come out with the coffin.)

FRU INGER
(griber sig om hovedet og råber).
Liget! – (hviskende.) Fy; det er en hæslig drøm.
(hun synker ned i højsædet.)

LADY INGER
(clutches at her head and shrieks).
The corpse! (Whispers.) Pah! It is a hideous dream.
(Sinks back into the high-seat.)

JENS BJELKE,
(som er trådt ind fra højre, standser og råber overrasket):
Død! Altså dog –

JENS BIELKE
(who has come in from the right, stops and cries in astonishment).
Dead! Then after all----

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Selv har han –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
It was himself----

JENS BJELKE
(med et blik til Nils Lykke).
Han selv –?

JENS BIELKE
(with a look at NILS LYKKE).
He himself----?

NILS LYKKE.
Hys!

NILS LYKKE.
Hush!

FRU INGER
(mat og besindende sig).
Ja, rigtig; – nu kommer jeg det altsammen ihu.

LADY INGER
(faintly, coming to herself).
Ay, right; now I remember it all.

JENS BJELKE
(til krigsknægtene).
Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.

JENS BIELKE
(to the Men-at-Arms).
Set down the corpse. It is not Count Sture.

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, herr ridder; – men denne ring, som han bar om sin hals –

ONE OF THE MEN-AT-ARMS.
Your pardon, Captain;--this ring that he wore round his neck----

NILS LYKKE
(griber ham i armen).
Ti; ti!

NILS LYKKE
(seizes his arm).
Be still!

FRU INGER
(farer ivejret).
Ringen? Ringen! (hun iler hen og river den til sig.) Sten Stures ring! (med et skrig.) O, Jesus Krist, – min søn!
(hun kaster sig ned over kisten.)

LADY INGER
(starts up).
The ring? The ring? (Rushes up and snatches the ring from him.) Sten Sture’s ring! (With a shriek.) Oh, Jesus Christ--my son!
(Throws herself down on the coffin.)

KRIGSKNÆGTENE.
Hendes søn?

THE MEN-AT-ARMS.
Her son?

JENS BJELKE
(på samme tid).
Inger Gyldenløves søn?

JENS BIELKE
(at the same time).
Inger Gyldenlöve’s son?

NILS LYKKE.
Så er det.

NILS LYKKE.
So it is.

JENS BJELKE.
Men hvorfor sagde I mig ikke – –?

JENS BIELKE.
But why did you not tell me----?

BJØRN,
(der forsøger at løfte hende op):
Hjælp; hjælp! Min frue, – hvad fattes eder?

BIÖRN
(trying to raise her up).
Help! help! My lady--what ails you?

FRU INGER
(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret):
Hvad der fattes –? Én kiste til. En grav hos mit barn – –
(Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går hurtigt ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.)

LADY INGER
(in a faint voice, half raising herself).
What ails me? I lack but another coffin, and a grave beside my child.
(Sinks again, senseless on the coffin. NILS LYKKE goes hastily out to the right. General consternation among the rest.)

1. PRONUNCIATION of NAMES.--Östråt=Östrot; Inger=Ingher (g nearly as in “ringer”); Gyldenlöve=Ghyldenlöve; Elina (Norwegian, Eline)=Eleena; Stennson=Staynson; Biörn=Byörn; Jens Bielke=Yens Byelke; Huk=Hook. The final e’s and the ö’s pronounced much as in German.
2. Pronounce Knoot.
3. Pronounce Stayn Stoore.
4. Pronounce Mayrayte
5. Pronounce Loonghe.
6. Pronounce Ahkers-hoos.
7. King Christian II. of Denmark (the perpetrator of the massacre at Stockholm known as the Blood-Bath) fled to Holland in 1523, five years before the date assigned to this play, in order to escape death or imprisonment at the hands of his rebellious nobles, who summoned his uncle, Frederick I., to the throne. Returning to Denmark in 1532, Christian was thrown into prison, where he spent the last twenty-seven years of his life.
8. The words in the original are “Kongemoder” and “Kongemorder,” a difference of one letter only.
9. Pronounce Oaghe.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=982ae42a-f00b-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display