FRU INGER.
Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven! – Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige. Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på. I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på nogen. I véd det bedst, Olaf Skaktavl! Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn.
LADY INGER.
Hearken, Sir Councillor! What you know you shall know thoroughly. And you too, my old and faithful friend----! Listen then. To-night you bade me call to mind that fatal day when Knut Alfson was slain at Oslo. You bade me remember the promise I made as I stood by his corpse amid the bravest men in Norway. I was scarce full-grown then; but I felt God’s strength in me, and methought, as many have thought since, that the Lord himself had set his mark on me and chosen me to fight in the forefront for my country’s cause. Was it vanity? Or was it a calling from on high? That I have never clearly known. But woe to him that has a great mission laid upon him. For seven years I fear not to say that I kept my promise faithfully. I stood by my countrymen in all their miseries. All my playmates were now wives and mothers. I alone could give ear to no wooer--not to one. That you know best, Olaf Skaktavl! Then I saw Sten Sture for the first time. Fairer man had never met my sight.