FRU INGER.
Ha-ha-ha –! Det bærer ned ad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre. Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig – på en måde. Det skulde så være. Det står skrevet hist oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage. Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke. Regnskab? Gøre regnskab? – Ah, det er først på den store uvejrsdag –. Det varer længe, førend den kommer.
LADY INGER.
Ha-ha-ha! It goes down-hill now with Inger Gyldenlöve’s house. There went the last of my daughters. Why could I not keep silence? Had she known nought, it may be she had been happy--after a kind. It was to be so. It is written up there in the stars that I am to break off one green branch after another, till the trunk stand leafless at last. ’Tis well, ’tis well! I am to have my son again. Of the others, of my daughters, I will not think. My reckoning? To face my reckoning?--It falls not due till the last great day of wrath.--That comes not yet awhile.
