Bibliotheca Polyglotta

ANDEN AKT

(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeoverfor dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for husets kvinder. Fra begge højsæder langs stuevæggene op mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)
(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)

ACT SECOND.

(The feast-room in GUNNAR’S house. The entrance-door is in the back; smaller doors in the side-walls. In front, on the left, the greater high-seat; opposite it on the right, the lesser. In the middle of the floor, a wood fire is burning on a built-up hearth. In the background, on both sides of the door, are daises for the women of the household. From each of the high-seats, a long table, with benches, stretches backwards, parallel with the wall. It is dark outside; the fire lights the room.)
(HIÖRDIS and DAGNY enter from the right.)

DAGNY.
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i gården; jeg véd ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og ypperligt; – hvor kan du så klage?

DAGNY.
Nay, Hiördis, I cannot understand thee. Thou hast shown me all the house; I know not what thing thou lackest, and all thou hast is fair and goodly;--then why bemoan thy lot?

HJØRDIS.
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern eller guld.

HIÖRDIS.
Cage an eagle and it will bite at the wires, be they of iron or of gold.

DAGNY.
I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

DAGNY.
In one thing at least thou art richer than I; thou hast Egil, thy little son.

HJØRDIS.
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.

HIÖRDIS.
Better no child, than one born in shame.

DAGNY.
Uhæderlig?

DAGNY.
In shame?

HJØRDIS.
Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans ord.

HIÖRDIS.
Dost thou forgot thy father’s saying? Egil is the son of a leman; that was his word.

DAGNY.
Et ord i vrede, – hvor vil du agte på det!

DAGNY.
A word spoken in wrath--why wilt thou heed it?

HJØRDIS.
Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er ufrels født.

HIÖRDIS.
Nay, nay, Örnulf was right; Egil is weak; one can see he is no freeborn child.

DAGNY.
Hjørdis, hvor kan du –!

DAGNY.
Hiördis, how canst thou----?

HJØRDIS
(uden at agte på hende).
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om en dronning, som tog sin søn og syede ham kjortelen fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved. (med et ondskabsfuldt udtryk.) Dagny, det vil jeg prøve med Egil!

HIÖRDIS
(unheeding).
Thus is shame sucked into the blood, like the venom of a snake-bite. Of another mettle are the freeborn sons of mighty men. I have heard of a queen that took her son and sewed his kirtle fast to his flesh, yet he never blinked an eye. (With a look of cruelty.) Dagny, that will I try with Egil!

DAGNY
(oprørt).
Hjørdis, Hjørdis!

DAGNY
(horrified).
Hiördis, Hiördis!

HJØRDIS
(leende).
Ha, ha, ha! Tænker du, det var mit alvor? (forandrer tonen). Men du må nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en – en fristende lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, – thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. – Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; – sig mig, – i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?

HIÖRDIS
(laughing).
Ha-ha-ha! Dost thou think I meant my words? (Changing her tone.) But, believe me or not as thou wilt, there are times when such deeds seem to lure me; it must run in the blood,-- for I am of the race of the Jotuns,¹ they say.--Come, sit thou here, Dagny. Far hast thou wandered in these five long years; tell me, thou hast ofttimes been a guest in the halls of kings?

DAGNY.
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i England.

DAGNY.
Many a time--and chiefly with AEthelstan of England.

HJØRDIS.
Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?

HIÖRDIS.
And everywhere thou hast been held in honour, and hast sat in the highest seats at the board?

DAGNY.
Det kan du vide. Som Sigurds hustru –

DAGNY.
Doubtless. As Sigurd’s wife----

HJØRDIS.
Ja, javist, – en berømmelig mand er Sigurd – skønt Gunnar står over ham.

HIÖRDIS.
Ay, ay--a famous man is Sigurd--though Gunnar stands above him.

DAGNY.
Gunnar?

HJØRDIS.
Én dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå; – nå, lad det være; – men sig mig, når Sigurd foer i viking og du var med, – når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket, – kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd?

HIÖRDIS.
One deed did Gunnar do that Sigurd shrank from. But let that be! Tell me, when thou didst go a-viking with Sigurd, when thou didst hear the sword-blades sing in the fierce war-game, when the blood streamed red on the deck--came there not over thee an untameable longing to plunge into the strife? Didst thou not don harness and take up arms?

DAGNY.
Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?

DAGNY.
Never! How canst thou think it? I, a woman!

HJØRDIS.
En kvinde, en kvinde, – hm, der er ingen, som véd, hvad en kvinde er istand til! – Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, – er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker, – svimler hun i sælsom fryd derved?

HIÖRDIS.
A woman, a woman,--who knows what a woman may do!--But one thing thou canst tell me, Dagny, for that thou surely knowest: when a man clasps to his breast the woman he loves--is it true that her blood burns, that her bosom throbs--that she swoons in a shuddering ecstasy?

DAGNY
(rødmende).
Hjørdis, hvor kan du –!

DAGNY
(blushing).
Hiördis, how canst thou----!

HJØRDIS.
Nu da, sig mig –!

HIÖRDIS.
Come, tell me----!

DAGNY.
Det tænker jeg forvisst du har fornummet.

DAGNY.
Surely thou thyself hast known it.

HJØRDIS.
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn, så brynjen brast, og da, da –!

HIÖRDIS.
Ay once, and only once; it was that night when Gunnar sat with me in my bower; he crushed me in his arms till his byrnie burst, and then, then----!

DAGNY
(udbrydende).
Hvad! Sigurd –!

DAGNY
(exclaiming).
What! Sigurd----!

HJØRDIS.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, – hin nat, da kvinderanet –

HIÖRDIS.
Sigurd? What of Sigurd? I spoke of Gunnar--that night when he bore me away----

DAGNY
(fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, – jeg véd vel –

DAGNY
(collecting herself).
Yes, yes, I remember--I know well----

HJØRDIS.
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det – (standser og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød!

HIÖRDIS.
That was the only time; never, never again! I deemed I was bewitched; for that Gunnar could clasp a woman---- (Stops and looks at DAGNY.) What ails thee? Methinks thou turnest pale and red!

DAGNY.
Visst ikke, visst ikke!

DARNY.
Nay, nay!

HJØRDIS
(uden at agte på hende).
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og – kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig?

HIÖRDIS
(without noticing her).
The merry viking-raid should have been my lot; it had been better for me, and--mayhap for all of us. That were life, full and rich life! Dost thou not wonder, Dagny, to find me here alive? Art not afraid to be alone with me in the hall? Deem’st thou not that I must have died in all these years, and that it is my ghost that stands at thy side?

DAGNY
(uhyggeligt tilmode).
Kom – lad os gå – til de andre!

DAGNY
(painfully affected).
Come--let us go--to the others.

HJØRDIS
(tager hende i armen).
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter?

HIÖRDIS
(seizing her by the arm).
No, stay! Seems it not strange to thee, Dagny, that any woman can yet live after five such nights?

DAGNY.
Fem nætter?

DAGNY.
Five nights?

HJØRDIS.
Her nordpå er hver nat en vinter lang. (raskt med forandret udtryk.) Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her, som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede heste, – og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad!

HIÖRDIS.
Here in the north each night is a whole winter long. (Quickly and with an altered expression.) Yet the place is fair enough, doubt it not! Thou shalt see sights here such as thou hast not seen in the halls of the English king. We shall be together as sisters whilst thou bidest with me; we shall go down to the sea when the storm begins once more; thou shalt see the billows rushing upon the land like wild, white-maned horses--and then the whales far out in the offing! They dash one against another like steel-clad knights! Ha, what joy to be a witching-wife and ride on the whale’s back--to speed before the skiff, and wake the storm, and lure men to the deeps with lovely songs of sorcery!

DAGNY.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!

DAGNY.
Fie, Hiördis, how canst thou talk so!

HJØRDIS.
Kan du kvæde galder, Dagny?

HIÖRDIS.
Canst thou sing sorceries, Dagny?

DAGNY
(med afsky).
Jeg!

DAGNY
(with horror).
I!

HJØRDIS.
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd?

HIÖRDIS.
I trow thou canst; how else didst thou lure Sigurd to thee?

DAGNY.
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!

DAGNY.
Thou speakest shameful things; let me go!

HJØRDIS
(holder hende tilbage).
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! (slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger!

HIÖRDIS
(holding her back).
Because I jest! Nay, hear me to the end! Think, Dagny, what it is to sit by the window in the eventide and hear the kelpie² wailing in the boat-house; to sit waiting and listening for the dead men’s ride to Valhal; for their way lies past us here in the north. They are the brave men that fell in fight, the strong women that did not drag out their lives tamely, like thee and me; they sweep through the storm-night on their black horses, with jangling bells! (Embraces DAGNY, and presses her wildly in her arms.) Ha, Dagny! think of riding the last ride on so rare a steed!

DAGNY
(idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig!

DAGNY
(struggling to escape).
Hiördis, Hiördis! Let me go! I will not hear thee!

HJØRDIS
(leende).
Veg er du af sind og let at skræmme!
(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)

HIÖRDIS
(laughing).
Weak art thou of heart, and easily affrighted.
(GUNNAR enters from the back, with SIGURD and THOROLF.)

GUNNAR.
Ja, forsandt, nu er mine kår de bedste jeg véd; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så?

GUNNAR.
Now, truly, are all things to my very mind! I have found thee again, Sigurd, my brave brother, as kind and true as of old. I have Örnulf’s son under my roof, and the old man himself follows speedily after; is it not so?

THOROLF.
Det loved han.

THOROLF.
So he promised.

GUNNAR.
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.

GUNNAR.
Then all I lack is that Egil should be here.

THOROLF.
Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt.

THOROLF.
’Tis plain thou lovest the boy, thou namest him so oft.

GUNNAR.
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive.

GUNNAR.
Truly I love him; he is my only child; and he is like to grow up fair and kindly.

HJØRDIS.
Men ingen kæmpe.

HIÖRDIS.
But no warrior.

GUNNAR.
Nu, nu, – det skal du ikke sige.

GUNNAR.
Nay--that thou must not say.

SIGURD.
Men at du skikked ham fra dig –

SIGURD.
I marvel thou didst send him from thee----

GUNNAR.
Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte.) Men, Sigurd, det véd du nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting. (højt.) Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.

GUNNAR.
Would that I had not! (Half aside.) But thou knowest, Sigurd, he who loves overmuch, takes not always the manliest part. (Aloud.) I had few men in my house, and none could be sure of his life when it was known that Örnulf lay in the cove with a ship of war.

HJØRDIS.
En ting véd jeg, som bør frelses først, livet siden.

HIÖRDIS.
One thing I know that ought first to be made safe, life afterwards.

THOROLF.
Og det er?

THOROLF.
And that is----?

HJØRDIS.
Hæder og rygte blandt mænd.

HIÖRDIS.
Honour and fame among men.

GUNNAR.
Hjørdis!

GUNNAR.
Hiördis!

SIGURD.
Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning.

SIGURD.
It shall not be said of Gunnar that he has risked his honour by doing this.

GUNNAR
(strengt).
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!

GUNNAR
(sternly).
None shall make strife between me and Örnulf’s kinsfolk!

HJØRDIS
(smilende).
Hm; sig mig, Sigurd, – kan dit skib sejle med al slags vind?

HIÖRDIS
(smiling).
Hm; tell me, Sigurd--can thy ship sail with any wind?

SIGURD.
Ja, når det styres med kløgt.

SIGURD.
Ay, when it is cunningly steered.

HJØRDIS.
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker.
(går op i stuen.)

HIÖRDIS.
Good! I too will steer my ship cunningly, and make my way whither I will.
(Retires towards the back.)

DAGNY
(sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!

DAGNY
(whispers, uneasily).
Sigurd, let us hence--this very night!

SIGURD.
Nu er det for sent; det var dig selv, som –

SIGURD.
It is too late now; it was thou that----

DAGNY.
Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu –; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke på.
(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)

DAGNY.
Then I held Hiördis dear; but now----; I have heard her speak words I shudder to think of.
(SIGURD’S men, with other guests, men and women, house-carls and handmaidens, enter from the back.)

GUNNAR
(efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.).
Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.

GUNNAR
(after a short pause for the exchange of greetings and so forth).
Now to the board! My chief guest, Örnulf of the Fiords, comes later; so Thorolf promises.

HJØRDIS
(til husfolkene).
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige tager plads opad mod baggrunden.)

HIÖRDIS
(to the house-folk).
Pass ale and mead around, that hearts may wax merry and tongues may be loosened.
(GUNNAR leads SIGURD to the high-seat on the right. DAGNY seats herself on SIGURD’S right, HIÖRDIS opposite him at the other side of the same table. THOROLF is in like manner ushered to a place at the other table, and thus sits opposite GUNNAR, who occupies the greater high-seat. The others take their seats further back.)

HJØRDIS
(efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet).
Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.

HIÖRDIS
(after a pause in which they drink with each other and converse quietly across the tables).
It seldom chances that so many brave men are seated together, as I see to-night in our hall. It were fitting, then, that we should essay the old pastime: Let each man name his chief exploit, that all may judge which is the mightiest.

GUNNAR.
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.

GUNNAR.
That is an ill custom at a drinking-feast; it will oft breed strife.

HJØRDIS.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.

HIÖRDIS.
Little did I deem that Gunnar was afraid.

SIGURD.
Det tænker forvisst ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne hører vi på dig.

SIGURD.
That no one deems; but it were long ere we came to an end, were we all to tell of our exploits, so many as we be. Do thou rather tell us, Gunnar, of thy journey to Biarmeland; ’tis no small exploit to fare so far to the north, and gladly would we hear of it.

HJØRDIS.
Bjarmelandsrejsen er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke, at du nødig hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.

HIÖRDIS.
The journey to Biarmeland is chapman’s work, and little worth to be named among warriors. Nay, do thou begin, Sigurd, if thou would’st not have me deem that thou shrinkest from hearing my husband’s praise! Say on; name that one of thy deeds which thou dost prize the highest.

SIGURD.
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi rydded skibene, og jeg stred alene mod otte mænd.

SIGURD.
Well, since thou will have it so, so must it be. Let it be told, then, that I lay a-viking among the Orkneys; there came foemen against us, but we swept them from their ships, and I fought alone against eight men.

HJØRDIS.
God var den dåd; men var du fuldt rustet?

HIÖRDIS.
Good was that deed; but wast thou fully armed?

SIGURD.
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.

SIGURD.
Fully armed, with axe, spear, and sword.

HJØRDIS.
God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine bedrifter.

HIÖRDIS.
Still the deed was good. Now must thou, my husband, name that which thou deemest the greatest among thy exploits.

GUNNAR
(uvillig).
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem og gav dem skibet frit uden løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor.

GUNNAR
(unwillingly).
I slew two berserkers who had seized a merchant-ship; and thereupon I sent the captive chapmen home, giving them there ship freely, without ransom. The King of England deemed well of that deed; he said that I had done hounourably, and gave me thanks and good gifts.

HJØRDIS.
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne.

HIÖRDIS.
Nay truly, Gunnar, a better deed than that couldst thou name.

GUNNAR
(heftigt).
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst foer fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere herom!

GUNNAR
(vehemently).
I will boast of no other deed! Since last I fared from Iceland I have lived at peace and traded in merchandise. No more word on this matter!

HJØRDIS.
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.

HIÖRDIS.
If thou thyself wilt hide thy renown, thy wife shall speak.

GUNNAR.
Hjørdis, ti – jeg byder dig!

GUNNAR.
Peace, Hiördis--I command thee!

HJØRDIS.
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden.

HIÖRDIS.
Sigurd fought with eight men, being fully armed; Gunnar came to my bower in the black night, slew the bear that had twenty men’s strength, and yet had but a short sword in his hand.

GUNNAR
(i stærkt oprør).
Kvinde, ikke et ord mere!

GUNNAR
(violently agitated).
Woman, not a word more!

DAGNY
(sagte).
Sigurd, vil du tåle –!

DAGNY
(softly).
Sigurd, wilt thou bear----?

SIGURD
(ligeså).
Vær rolig!

SIGURD
(likewise).
Be still!

HJØRDIS
(til de øvrige).
Og nu, I gæve mænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?

HIÖRDIS
(to the company).
And now, ye brave men--which is the mightier, Sigurd or Gunnar?

GUNNAR.
Stille!

GUNNAR.
Silence!

HJØRDIS
(med hævet stemme).
Sig frem, det kræves med rette!

HIÖRDIS
(loudly).
Speak out; I have the right to crave your judgement.

EN GAMMEL MAND
(blandt gæsterne).
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd.

AN OLD MAN
(among the guests).
If the truth be told, then is Gunnar’s deed greater than all other deeds of men; Gunnar is the mightiest warrior, and Sigurd is second to him.

GUNNAR
(med et blik over bordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!

GUNNAR
(with a glance across the table).
Ah, Sigurd, Sigurd, didst thou but know----!

DAGNY
(sagte).
Det er formeget – selv for en ven!

DAGNY
(softly).
This is too much--even for a friend!

SIGURD.
Ti, min hustru! (højt til de øvrige.) Ja, visselig er Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt end I.

SIGURD.
Peace, wife! (Aloud, to the others.) Ay truly, Gunnar is the most honourable of all men; so would I esteem him to my dying day, even had he never done that deed; for that I hold more lightly than ye.

HJØRDIS.
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!

HIÖRDIS.
There speaks thy envy, Sigurd Viking!

SIGURD
(smilende).
Storlig fejler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det.

SIGURD
(smiling).
Mightily art thou mistaken. (Kindly, to GUNNAR, drinking to him across the table.) Hail, noble Gunnar; our friendship shall stand fast, whosoever may seek to break it.

HJØRDIS.
Det prøver ingen, såvidt jeg véd.

HIÖRDIS.
No one, that I wot of, has such a thought.

SIGURD.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred.

SIGURD.
Say not that; I could almost find it in me to think that thou hadst bidden us hither to stir up strife.

HJØRDIS.
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred, fordi du ikke må gælde for den ypperste mand i laget!

HIÖRDIS.
That is like thee, Sigurd; now art thou wroth that thou may’st not be held the mightiest man at the feast-board.

SIGURD.
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.

SIGURD.
I have ever esteemed Gunnar more highly than myself.

HJØRDIS.
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo også en god plads, og – (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde.

HIÖRDIS.
Well, well--second to Gunnar is still a good place, and---- (with a side-glance at THOROLF) had Örnulf been here, he could have had the third seat.

THOROLF.
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.
(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende men dog undertrykt ophidselse.)

THOROLF.
Then would Jokul, thy father, find a low place indeed; for he fell before Örnulf.
(The following dispute is carried on, by both parties, with rising and yet repressed irritation.)

HJØRDIS.
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om, at han har prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet.

HIÖRDIS.
That shalt thou never say! Örnulf is a skald, and men whisper that he has praised himself for greater deeds than he has done.

THOROLF.
Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren!

THOROLF.
Then woe to him who whispers so loudly that it comes to my ear!

HJØRDIS
(med et tirrende smil).
Vilde du hævne det?

HIÖRDIS
(with a smile of provocation).
Wouldst thou avenge it?

THOROLF.
Ja, så det langvejs skulde spørges!

THOROLF.
Ay, so that my vengeance should be told of far and wide.

HJØRDIS.
Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen.

HIÖRDIS.
Then here I pledge a cup to this, that thou may’st first have a beard on thy chin.

THOROLF.
Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder.

THOROLF.
Even a beardless lad is too good to wrangle with women.

HJØRDIS.
Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre foer i hærfærd.

HIÖRDIS.
But too weak to fight with men; therefore thy father let thee lie by the hearth at home in Iceland, whilst thy brothers went a-viking.

THOROLF.
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet!

THOROLF.
It had been well had he kept as good an eye on thee; for then hadst thou not left Iceland a dishonoured woman.

GUNNAR OG SIGURD.
Thorolf!

GUNNAR AND SIGURD.
Thorolf!

DAGNY
(på samme tid).
Min broder!

DAGNY
(simultaneously).
Brother!

HJØRDIS
(sagte og bævende af forbitrelse).
Ha, bi – bi kun!

HIÖRDIS
(softly, and quivering with rage).
Ha! wait--wait!

THOROLF
(rækker Gunnar hånden).
Vær ikke vred, Gunnar; – onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig!

THOROLF
(gives GUNNAR his hand).
Be not wroth, Gunnar; evil words came to my tongue; but thy wife egged me!

DAGNY
(sagte og bedende).
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid!

DAGNY
(softly and imploringly).
Foster-sister, by any love thou hast ever borne me, stir not up strife!

HJØRDIS
(leende).
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives.

HIÖRDIS
(laughing).
Jests must pass at the feast-board if the merriment is to thrive.

GUNNAR
(der har talt sagte med Thorolf).
Du er en brav gut. (rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være venner.

GUNNAR
(who has been talking softly to THOROLF).
Thou art a brave lad! (Hands him a sword which hangs beside the high-seat.) Here, Thorolf, here is a good gift for thee. Wield it well, and let us be friends.

HJØRDIS.
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!

HIÖRDIS.
Beware how thou givest away thy weapons, Gunnar; for men may say thou dost part with things thou canst not use!

THOROLF
(som imidlertid har undersøgt sværdet).
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges.

THOROLF
(who has meanwhile examined the sword).
Thanks for the gift, Gunnar; it shall never be drawn in an unworthy cause.

HJØRDIS.
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre.

HIÖRDIS.
If thou wilt keep that promise, then do thou never lend the sword to thy brothers.

GUNNAR.
Hjørdis!

GUNNAR.
Hiördis!

HJØRDIS
(vedblivende).
Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben.

HIÖRDIS
(continuing).
Neither let it hang on thy father’s wall; for there it would hang with base men’s weapons.

THOROLF.
Sandt nok, Hjørdis, – din faders økse og skjold har hængt der i mange år.

THOROLF.
True enough, Hiördis--for there thy father’s axe and shield have hung this many a year.

HJØRDIS
(tvinger sig).
At Ørnulf vog min fader, – den bedrift fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.

HIÖRDIS
(mastering herself).
That Örnulf slew my father,--that deed is ever on thy tongue; but if report speak true, it was scarce so honourable a deed as thou deemest.

THOROLF.
Hvad rygte taler du om?

THOROLF.
Of what report dost thou speak?

HJØRDIS
(smilende).
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred derover.

HIÖRDIS.
I dare not name it, for it would make thee wroth.

THOROLF.
Så ti, – det ser jeg helst.
(vender sig fra hende.)

THOROLF.
Then hold thy peace--I ask no better.
(Turns from her.)

HJØRDIS.
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?
(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)

HIÖRDIS.
Nay, why should I not tell it? Is it true, Thorolf, that for three nights thy father sat in woman’s weed, doing sorceries with the witch of Smalserhorn, ere he dared face Jokul in fight.
(All rise; violent excitement among the guests.)

GUNNAR, SIGURD OG DAGNY.
Hjørdis!

GUNNAR, SIGURD, AND DAGNY.
Hiördis!

THOROLF
(i højeste forbitrelse).
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.) Der, Gunnar, der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet!

THOROLF
(bitterly exasperated).
So base a lie has no man spoken of Örnulf of the Fiords! Thou thyself hast made it, for no one less venomous than thou could dream of such a thing. The blackest crime a man can do hast thou laid at my father’s door. (Throwing the sword away.) There, Gunnar, take thy gift again; I can take nought from the house wherein my father is reviled.

GUNNAR.
Thorolf, så hør dog!

GUNNAR.
Thorolf, hear me----!

THOROLF.
Lad mig gå! Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i sin vold, som er eder dyrest af alle!

THOROLF.
Let me go! But beware both thou and Hiördis; for my father has now in his power one whom ye hold dearest of all!

HJØRDIS
(studsende).
Din fader har –!

HIÖRDIS
(starting).
Thy father has----!

GUNNAR
(med et udråb).
Hvad siger du!

GUNNAR
(with a cry).
What sayst thou!

SIGURD
(heftigt).
Hvor er Ørnulf?

SIGURD
(vehemently).
Where is Örnulf?

THOROLF
(med hånlatter).
Sørpå, – med mine brødre!

THOROLF
(with mocking laughter).
Gone southward--with my brothers.

GUNNAR.
Sørpå!

GUNNAR.
Southward!

HJØRDIS
(udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!

HIÖRDIS
(shrieking).
Gunnar! Örnulf has slain Egil, our son.

GUNNAR.
Dræbt! – Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem; – er det sandt!

GUNNAR.
Slain!--Egil slain! Then woe to Örnulf and all his race! Thorolf, speak out;--is this true?

SIGURD.
Gunnar, Gunnar, – hør mig!

SIGURD.
Gunnar, Gunnar--hear me!

GUNNAR.
Sig frem, ifald du agter dit liv!

GUNNAR.
Speak out, if thou care for thy life!

THOROLF.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved de ord jeg hørte idag: „Før det kvældes, skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af!“
(går ud i baggrunden.)

THOROLF.
Thou canst not fright me! Wait till my father comes; he shall plant a mark of shame over against Gunnar’s house! And meanwhile, Hiördis, do thou cheer thee with these words I heard to-day: “Ere eventide shall Gunnar and his wife be childless.”
(Goes out by the back.)

GUNNAR
(i dybeste smerte).
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt!

GUNNAR
(in the deepest pain).
Slain--slain! My little Egil slain!

HJØRDIS
(vildt).
Og du – du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du være ifald –!

HIÖRDIS
(wildly).
And thou--dost thou let him go? Let Egil, thy child, lie unavenged! Then wert thou the dastard of dastards----!

GUNNAR
(som ude af sig selv).
Et sværd, – en økse! Det er det sidste bud han bringer!
(griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)

GUNNAR
(as if beside himself).
A sword--an axe! It is the last message he shall bring!
(Seizes an axe from the bystanders and rushes out.)

SIGURD
(vil følge efter).
Gunnar, styr dig!

SIGURD
(about to follow).
Gunnar, hold thy hand!

HJØRDIS
(holder ham tilbage).
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar!
(Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)

HIÖRDIS
(holding him back).
Stay, stay! The men will part them; I know Gunnar!
(A cry from the crowd, which has flocked together at the main door.)

SIGURD OG DAGNY.
Hvad er det?

SIGURD AND DAGNY.
What is it?

EN STEMME BLANDT MÆNGDEN.
Thorolf faldt!

A VOICE AMONG THE CROWD.
Thorolf has fallen.

SIGURD.
Thorolf! Ha, slip!

SIGURD.
Thorolf! Ha, let me go!

DAGNY.
Min broder! O, min broder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster øksen fra sig ved døren.)

DAGNY.
My brother! Oh, my brother!
(SIGURD is on the point of rushing out. At the same moment, the crowd parts, GUNNAR enters, and throws down the axe at the door.)

GUNNAR.
Nu er det gjort. Egil er hævnet!

GUNNAR.
Now it is done. Egil is avenged!

SIGURD.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.

SIGURD.
Well for thee if thy hand has not been too hasty.

GUNNAR.
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!

GUNNAR.
Mayhap, mayhap; but Egil, Egil, my sweet boy!

HJØRDIS.
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd.

HIÖRDIS.
Now must we arm us, and seek help among our friends; for Thorolf has many avengers.

GUNNAR
(mørk).
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig for sindet nat og dag.

GUNNAR
(gloomily).
He will be his own worst avenger; he will haunt me night and day.

HJØRDIS.
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.

HIÖRDIS.
Thorolf got his reward. Kinsmen must suffer for kinsmen’s deeds.

GUNNAR.
Vel sandt; men det véd jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.

GUNNAR.
True, true; but this I know, my mind was lighter ere this befell.

HJØRDIS.
Blodnatten er altid den værste; – når den er over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og al hans falske æt!

HIÖRDIS.
This first night³ is ever the worst;--Örnulf has sought his revenge by shameful wiles; he would not come against us in open strife; he feigned to be peacefully-minded; and then he falls upon our defenceless child! Ha, I saw more clearly than ye; well I deemed that Örnulf was evil-minded and false; I had good cause to egg thee on against him and all his faithless tribe!

GUNNAR
(ophidset).
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen – ingen!

GUNNAR
(fiercely).
That hadst thou! My vengeance is poor beside Örnulf’s crime. He has lost Thorolf, but he has six sons left-- and I have none--none!

EN HUSKARL
(ilsomt fra baggrunden).
Ørnulf fra Fjordene kommer!

A HOUSE-CARL
(enters hastily from the back).
Örnulf of the Fiords is at hand!

GUNNAR.
Ørnulf!

GUNNAR.
Örnulf!

HJØRDIS OG FLERE MÆND.
Til våben! Til våben!

HIÖRDIS AND SEVERAL MEN.
To arms! to arms!

DAGNY
(på samme tid).
Min fader!

DAGNY
(simultaneously).
My father!

SIGURD
(som greben af en anelse).
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!

SIGURD
(as if seized by a foreboding).
Örnulf----! Ah, Gunnar, Gunnar!

GUNNAR
(drager sværdet).
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)

GUNNAR
(draws his sword).
Up all my men! Vengeance for Egil’s death!
(ÖRNULF enters, with EGIL in his arms.)

GUNNAR
(med et skrig).
Egil!

GUNNAR
(with a shriek).
Egil!

ØRNULF.
Her har I liden Egil igen!

ÖRNULF.
Here I bring thee little Egil.

ALLE
(mellem hverandre).
Egil! Egil lever!

ALL
(one to another).
Egil! Egil alive!

GUNNAR
(lader sværdet falde).
Ve mig; hvad har jeg gjort!

GUNNAR
(letting his sword fall).
Woe is me! what have I done?

DAGNY.
O, Thorolf, min broder!

DAGNY.
Oh, Thorolf, my brother!

SIGURD.
Jeg tænkte det nok!

SIGURD.
I knew it! I knew it!

ØRNULF
(sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre gut!

ÖRNULF
(setting EGIL down).
There, Gunnar, hast thou thy pretty boy again.

EGIL.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde, da jeg rejste!

EGIL.
Father! Old Örnulf would not do me ill, as thou saidst when I went away.

ØRNULF
(til Hjørdis).
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.

ÖRNULF
(to HIÖRDIS).
Now have I atoned for thy father; now surely there may be peace between us.

HJØRDIS
(med undertrykt bevægelse).
Kan hænde!

HIÖRDIS
(with repressed emotion).
Mayhap!

GUNNAR
(ligesom opvågnende).
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du – du bringer Egil hjem!

GUNNAR
(as if waking up).
Is it a ghastly dream that maddens me! Thou--thou bringest Egil home!

ØRNULF.
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.

ÖRNULF.
As thou seest; but in truth he has been near his death.

GUNNAR.
Det véd jeg.

GUNNAR.
That I know.

ØRNULF.
Og glædes ikke mere over, at han kommer?

ÖRNULF.
And hast no more joy in his return?

GUNNAR.
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt, – hvad der er hændt!

GUNNAR.
Had he come sooner, I had been glad indeed. But tell me all that has befallen!

ØRNULF.
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd foer han sørpå efter Egil.

ÖRNULF.
That is soon done. Kåre the Peasant was plotting evil against you; with other caitiffs he fared southward after Egil.

GUNNAR.
Kåre! (sagte) Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!

GUNNAR.
Kåre! (To himself.) Ha, now I understand Thorolf’s words!

ØRNULF.
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang, ifald så skulde være, – men din æt måtte jeg dog frede om; med mine sønner foer jeg da efter Kåre.

ÖRNULF.
His purpose came to my ears; I needs must thwart so black a deed. I would not give atonement for Jokul, and, had things so befallen, I had willingly slain thee, Gunnar, in single combat--yet I could not but protect thy child. With my sons, I hasted after Kåre.

SIGURD
(sagte).
En usalig dåd er her øvet!

SIGURD
(softly).
An accursed deed has here been done.

ØRNULF.
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.

ÖRNULF.
When I came up with him, Egil’s guards lay bound; thy son was already in thy foemen’s hand, and they would not long have spared him. Hot was the fight! Seldom have I given and taken keener strokes; Kåre and two men fled inland; the rest sleep safely, and will be hard to waken.

GUNNAR
(i stærk spænding).
Men du – du Ørnulf –!

GUNNAR
(in eager suspense).
But thou--thou, Örnulf----?

ØRNULF
(mørk).
Sex sønner fulgte mig i striden.

ÖRNULF
(gloomily).
Six sons followed me into the fight.

GUNNAR
(åndeløs).
Men hjemad?

GUNNAR
(breathlessly).
But homewards----?

ØRNULF.
Ingen.

ÖRNULF.
None.

GUNNAR
(forfærdet).
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt bevæget hos hende.)

GUNNAR
(appalled).
None! (Softly.) And Thorolf, Thorolf!
(Deep emotion among the bystanders. HIÖRDIS shows signs of a violent mental struggle; DAGNY weeps silently by the high-seat on the right. SIGURD stands beside her, painfully agitated.)

ØRNULF
(efter et kort ophold).
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal leve efter mand; – ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde. (En af Sigurds mænd bringer et horn.) Hil eder der I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer til hallen med mange mænds følge! (drikker og giver hornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ har kun én grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er Thorolf?

ÖRNULF
(after a short pause).
It is hard for a many-branching pine to be stripped in a single storm. But men die and men live;--I will drink to my sons’ memory. (One of SIGURD’S men hands him a horn.) Hail to you where now ye ride, my bold sons! Close upon your heels shall the copper-gates not clang, for ye come to the hall with a great following. (Drinks, and hands back the horn.) And now home to Iceland! Örnulf has fought his last fight; the old tree has but one green branch left, and it must be shielded warily. Where is Thorolf?

EGIL
(til sin fader).
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med mange, mange hærmænd i stavnen.

EGIL
(to his father).
Ay, show me Thorolf! Örnulf told me he would carve me a ship with many, many warriors on board.

ØRNULF.
Prise må jeg alle gode vætter, at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også han, – – nej, så stærk jeg end er, – det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden.

ÖRNULF.
I praise all good wights that Thorolf came not with us; for if he too--nay, strong though I be, that had been too heavy for me to bear. But why comes he not? He was ever the first to meet his father; for both of us it seemed we could not live without each other a single day.

GUNNAR.
Ørnulf, Ørnulf!

GUNNAR.
Örnulf, Örnulf!

ØRNULF
(med stigende uro).
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu; – hvad fattes, – hvor er Thorolf?

ÖRNULF
(with growing uneasiness).
Ye stand all silent, I mark it now. What ails you? Where is Thorolf?

DAGNY.
Sigurd, Sigurd, – det blir ham det tungeste!

DAGNY.
Sigurd, Sigurd--this will be the direst blow to him!

GUNNAR
(kæmpende med sig selv).
Gubbe! – Nej – – og dog, det kan jo ikke dølges –

GUNNAR
(struggling with himself).
Old man!--No---- ---- and yet, it cannot be hid----

ØRNULF
(heftigt).
Min søn! Hvor er han?

ÖRNULF
(vehemently).
My son! Where is he!

GUNNAR.
Thorolf er dræbt!

GUNNAR.
Thorolf is slain!

ØRNULF.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

ÖRNULF.
Slain! Thorolf? Thorolf? Ha, thou liest!

GUNNAR.
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!

GUNNAR.
I would give my warmest heart-blood to know him alive!

HJØRDIS
(til Ørnulf).
Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han tilkende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham; – halvt i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min æt; – og, foruden det, – som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig; – først da var det, at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til den gerning.

HIÖRDIS
(to ÖRNULF).
Thorolf was himself to blame for what befell; with dark sayings he gave us to wit that thou hadst fallen upon Egil and slain him;--we had parted half in wrath, and thou hast ere now brought death among my kindred. And moreover--Thorolf bore himself at the feast like a wanton boy; he brooked not our jesting, and spoke many evil things. Not till then did Gunnar wax wroth; not till then did he raise his hand upon thy son; and well I wot that he had good and lawful ground for that deed.

ØRNULF
(rolig).
Det kendes på dig, at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.

ÖRNULF
(calmly).
Well may we see that thou art a woman, for thou usest many words. To what end? If Thorolf is slain, then is his saga over.

EGIL.
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.

EGIL.
If Thorolf is slain, I shall have no warriors.

ØRNULF.
Nej, Egil, – nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:
„Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje“.
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. (tier lidt og vender sig til en af mændene.) Hvor fik han banehugget?

ÖRNULF.
Nay, Egil--we have lost our warriors, but thou and I. (To HIÖRDIS.) Thy father sang:
Jokul’s kin for Jokul’s slayer
many a woe shall still be weaving.
Well has thou wrought that his words should come true. (Pauses a moment, then turns to one of the men.) Where got he his death-wound?

MANDEN.
Tvers over panden.

THE MAN.
Right across his brow.

ØRNULF
(tilfreds).
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?

ÖRNULF
(pleased).
Hm; that is an honourable spot; he did not turn his back. But fell he sideways, or in towards Gunnar’s feet?

MANDEN.
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.

THE MAN.
Half sideways and half towards Gunnar.

ØRNULF.
Det spår kun halv hævn; ja, ja, – vi skal se!

ÖRNULF.
That bodes but half vengeance; well well,--we shall see!

GUNNAR
(nærmer sig).
Ørnulf, vel véd jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af mig, hvad du vil –

GUNNAR
(approaching).
Örnulf, I know well that all my goods were naught against thy loss; but crave of me what thou wilt----

ØRNULF
(strængt, afbrydende).
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?

ÖRNULF
(sternly interrupting him).
Give me Thorolf’s body, and let me go! Where lies he?

GUNNAR
(peger taus mod baggrunden).

(GUNNAR points silently to the back.)

ØRNULF
(går et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):
Bliv! Tænker I, at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg! – Vel årker jeg Thorolf alene. (med rolig kraft) Sønneløs går jeg; men ingen skal sige, at han så mig bøjet!
(han går langsomt ud.)

ÖRNULF
(takes a step or two, but turns and says in a voice of thunder to SIGURD, DAGNY, and others who are preparing to follow him, sorrowing).
Stay! Think ye Örnulf will be followed by a train of mourners, like a whimpering woman? Stay, I say!--I can bear my Thorolf alone. (With calm strength.) Sonless I go; but none shall say that he saw me bowed.
(He goes slowly out.)

HJØRDIS
(med tvungen latter).
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg, det er sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind!

HIÖRDIS
(with forced laughter).
Ay, let him go as he will; we shall scarce need many men to face him should he come with strife again! Now, Dagny--I wot it is the last time thy father shall sail from Iceland on such a quest!

SIGURD
(oprørt).
O, skændigt!

SIGURD
(indignant).
Oh, shame!

DAGNY
(ligeså).
Forhåne ham kan du! Forhåne ham – efter det, som her er øvet!

DAGNY
(likewise).
And thou canst scoff at him--scoff at him, after all that has befallen?

HJØRDIS.
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet, – kun ikke, at han skænded mine kår. Frilleviv kaldte han mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!

HIÖRDIS.
A deed once done, ’tis wise to praise it. This morning I swore hate and vengeance against Örnulf;--the slaying of Jokul I might have forgotten--all, save that he cast shame upon my lot. He called me a leman; if it be so, it shames me not; for Gunnar is mightier now than thy father; he is greater and more famous than Sigurd, thine own husband!

DAGNY
(i stærkt oprør).
Der fejler du, Hjørdis, – og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd mands tag!

DAGNY
(in wild indignation).
There thou errest, Hiördis--and even now shall all men know that thou dwellest under a weakling’s roof!

SIGURD
(heftigt).
Dagny, hvad vil du!

SIGURD
(vehemently).
Dagny, beware!

GUNNAR.
Ræd!

GUNNAR.
A weakling!

HJØRDIS
(med hånlatter).
Vidløst taler du der!

DAGNY.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre, at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; – pris aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og ransmanden, det hænger ved min husbonds side, – og ringen, som du drog af din arm, den gav du til Sigurd, (drager den af og holder den højt ivejret) her er den!

DAGNY.
It shall no longer be hidden; I held my peace till thou didst scoff at my father and my dead brothers; I held my peace while Örnulf was here, lest he should learn that Thorolf fell by a dastard’s hand. But now--praise Gunnar nevermore for that deed in Iceland; for Gunnar is a weakling! The sword that lay drawn between thee and the bear-slayer hangs at my husband’s side--and the ring thou didst take from thy arm thou gavest to Sigurd. (Takes it off and holds if aloft.) Behold it!

HJØRDIS
(vildt).
Sigurd!

HIÖRDIS
(wildly).
Sigurd!

MÆNGDEN.
Sigurd! Sigurd øved dåden!

THE CROWD.
Sigurd! Sigurd did the deed!

HJØRDIS
(skælvende af sindsbevægelse).
Han, han! – Gunnar, er det sandt!

HIÖRDIS
(quivering with agitation).
He! he!--Gunnar, is this true?

GUNNAR
(med ædel ro).
Sandt er alt; kun ikke, at jeg er ræd; – jeg er hverken ræd eller niding.

GUNNAR
(with lofty calm).
It is all true save only that I am a weakling; I am neither a weakling nor a coward.

SIGURD
(bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! (til de øvrige) Afsted, mine mænd! Afsted, herfra!

SIGURD
(moved).
That art thou not, Gunnar! That hast thou never been! (To the rest.) Away, my men! Away from here!

DAGNY
(ved udgangen, til Hjørdis).
Hvem er nu den ypperste mand i laget, min husbond eller din!
(hun går ud med Sigurd og hans følge.)

DAGNY
(at the door, to HIÖRDIS).
Who is now the mightiest man at the board--my husband or thine?

HJØRDIS
(for sig selv).
Nu har jeg kun én gerning igen; – kun én dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!

HIÖRDIS
(to herself).
Now have I but one thing left to do--but one deed to brood upon: Sigurd or I must die!

1. The giants or Titans of Scandinavian mythology.
2. “Draugen,” a vague and horrible sea-monster.
3. Literally the “blood-night.”

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=f96d1492-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display