You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
FØRSTE AKT
(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i viken; langt ude til højre skær og høje holmer; søen er i stærkt oprør, det er vinter med snetykke og storm.)
 
(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med sølvbelte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer han et kort sakssværd. Ørnulf viser sig straks efter oppe mellem fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)  
ACT FIRST.
(A rocky coast, running precipitously down to the sea at the back. To the left, a boat-house; to the right, rocks and pine-woods. The masts of two war-ships can be seen down in the cove. Far out to the right, the ocean, dotted with reefs and rocky islands; the sea is running high; it is a stormy snow-grey winter day.)
 
(SIGURD comes up from the ships; he is clad in a white tunic with a silver belt, a blue cloak, cross-gartered hose, untanned shoes, and a steel cap; at his side hangs a short sword. ÖRNULF comes in sight immediately afterwards, up among the rocks, clad in a dark lamb-skin tunic with a breastplate and greaves, woollen stockings, and untanned shoes; over his shoulders he has a cloak of brown frieze, with the hood drawn over his steel cap, so that his face is partly hidden. He is very tall, and massively built, with a long white beard, but somewhat bowed by age; his weapons are a round shield, sword, and spear.) 
SIGURD
(træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt derhen og prøver at bryde døren op).
 
SIGURD
(enters first, looks around, sees the boat-shed, goes quickly up to it, and tries to burst open the door.) 
ØRNULF
(kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at genkende ham, stiger ned og råber):
Vig marken, hærmand! 
ÖRNULF
(appears among the rocks, starts on seeing SIGURD, seems to recognise him, descends and cries:)
Give place, Viking! 
SIGURD
(vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):
Det var første gang ifald jeg gjorde det! 
SIGURD
(turns, lays his hand on his sword, and answers:)
’Twere the first time if I did! 
ØRNULF.
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd. 
ÖRNULF.
Thou shalt and must! I have need of the shelter for my stiff-frozen men. 
SIGURD.
Og jeg for en mødig kvinde. 
 
ØRNULF.
Mine mænd er mere værd end dine kvinder! 
 
SIGURD.
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland! 
SIGURD.
Then must outlaws be highly prized in Helgeland! 
ØRNULF
(hæver spydet).
Dyrt skal du bøde for de ord! 
ÖRNULF.
Dearly shalt thou aby that word! 
SIGURD
(drager sit sværd).
Nu vil det gå dig ilde, gubbe!
(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forsvarer sig.)
(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs seks sønner fra fjeldene til højre.)  
SIGURD.
Now will it go ill with thee, old man!
(ÖRNULF rushes upon him; SIGURD defends himself.)
(DAGNY and some of SIGURD’S men come up from the strand; Örnulf’s six sons appear on the rocks to the right.) 
DAGNY
(der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks hætte, råber ned til skibene):
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed! 
DAGNY
(who is a little in front, clad in a red kirtle, blue cloak, and fur hood, calls down to the ships:)
Up, all Sigurd’s men! My husband is fighting with a stranger! 
ØRNULFS SØNNER.
Til hjælp for gubben!
(de stiger ned.)  
ÖRNULF’S SONS.
Help for Örnulf!
(They descend.) 
SIGURD
(til sine mænd).
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene! 
SIGURD
(to his men).
Hold! I can master him alone! 
ØRNULF
(til sønnerne).
Lad mig slås i fred! (farer ind på Sigurd.) Jeg vil se dit blod! 
ÖRNULF
(to his sons).
Let me fight in peace! (Rushes in upon SIGURD.) I will see thy blood! 
SIGURD.
Se først dit eget!
(sårer ham i armen, så at spydet falder.)  
SIGURD.
First see thine own!
(Wounds him in the arm so that his spear falls.) 
ØRNULF.
Godt var det hugget, hærmand!
Snygt du sværdet svinger,
hvast du véd at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme! 
ÖRNULF.
A stout stroke, Viking!
Swift the sword thou swingest,
keen thy blows and biting;
Sigurd’s self, the Stalwart,
stood before thee shame-struck. 
SIGURD
(smilende).
Så er skammen ham til hæder! 
SIGURD
(smiling).
Then were his shame his glory! 
ØRNULFS SØNNER
(med et udråb af forundring).
Sigurd selv! Sigurd hin stærke! 
ÖRNULF’S SONS
(with a cry of wonder).
Sigurd himself! Sigurd the Strong! 
ØRNULF.
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
(kaster hætten tilbage.)  
ÖRNULF.
But sharper was thy stroke that night thou didst bear away Dagny, my daughter.
(Casts his hood back.) 
SIGURD OG HANS MÆND.
Ørnulf fra Fjordene! 
SIGURD AND HIS MEN.
Örnulf of the Fiords! 
DAGNY
(glad, men dog med et udtryk af uro).
Min fader og mine brødre! 
DAGNY
(glad, yet uneasy).
My father and my brothers! 
SIGURD.
Stil dig bag ved mig. 
SIGURD.
Stand thou behind me. 
ØRNULF.
Det gøres ikke behov. (nærmer sig til Sigurd.) Jeg drog kendsel på dig så såre du kom mig for øje, derfor ypped jeg strid; prøve vilde jeg om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i Norge. Nå, fred og forlig være mellem os! 
ÖRNULF.
Nay, no need. (Approaching SIGURD.) I knew thy face as soon as I was ware of thee, and therefore I stirred the strife; I was fain to prove the fame that tells of thee as the stoutest man of his hands in Norway. Henceforth let peace be between us. 
SIGURD.
Bedst, ifald det så kunde føje sig. 
SIGURD.
Best if so it could be. 
ØRNULF.
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før skiftet med gamle Ørnulf. 
ÖRNULF.
Here is my hand. Thou art a warrior indeed; stouter strokes than these has old Örnulf never given or taken. 
SIGURD
(ryster hans fremrakte hånd).
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til at vælge de vilkår? 
SIGURD
(seizes his outstretched hand).
Let them be the last strokes given and taken between us two; and do thou thyself adjudge the matter between us. Art thou willing? 
ØRNULF.
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. (til de øvrige.) Så gøres da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet. 
ÖRNULF.
That am I, and straightway shall the quarrel be healed. (To the others.) Be the matter, then, known to all. Five winters ago came Sigurd and Gunnar Headman as vikings to Iceland; they lay in harbour close under my homestead. Then Gunnar, by force and craft, carried away my foster-daughter, Hiördis; but thou, Sigurd, didst take Dagny, my own child, and sailed with her over the sea. For that thou art now doomed to pay three hundred pieces of silver, and thereby shall thy misdeed be atoned. 
SIGURD.
Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island. 
SIGURD.
Fair is thy judgment, Örnulf; the three hundred pieces will I pay, and add thereto a silken cloak fringed with gold. It is a gift from King AEthelstan of England, and better has no Icelander yet borne. 
DAGNY.
Ret så, min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!
(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)  
DAGNY.
So be it, my brave husband; and my father, I thank thee. Now at last is my mind at ease.
(She presses her father’s and brothers’ hands, and talks low to them.) 
ØRNULF.
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine frænders minde. 
ÖRNULF.
Then thus stands the treaty between us; and from this day shall Dagny be to the full as honourably regarded as though she had been lawfully betrothed to thee, with the good will of her kin. 
SIGURD.
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt! 
SIGURD.
And in me canst thou trust, as in one of thine own blood. 
ØRNULF.
Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er mig. 
ÖRNULF.
That doubt I not; and see! I will forthwith prove thy friendship. 
SIGURD.
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad kræver du? 
SIGURD.
Ready shalt thou find me; say, what dost thou crave? 
ØRNULF.
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis. 
ÖRNULF.
Thy help in rede and deed. I have sailed hither to Helgeland to seek out Gunnar Headman and draw him to reckoning for the carrying away of Hiördis. 
SIGURD
(overrasket).
Gunnar! 
SIGURD
(surprised).
Gunnar! 
DAGNY
(ligeså).
Og Hjørdis, – hvor er de at finde? 
DAGNY
(in the same tone).
And Hiördis--where are they? 
ØRNULF.
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg. 
ÖRNULF.
In Gunnar’s homestead, I ween. 
SIGURD.
Og den ligger –? 
SIGURD.
And it is----? 
ØRNULF.
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det? 
ÖRNULF.
Not many bow-shots hence; did ye not know? 
SIGURD
(med undertrykt bevægelse).
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar siden vi sidst sejled fra Island sammen. Vidt foer jeg i viking og tjente mange konger udenlands, medens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg i dag i lysingen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her nordpå var mig nok vitterligt, men – 
SIGURD
(with suppressed emotion).
No, truly. Small tidings have I had of Gunnar since we sailed from Iceland together. I have wandered far and wide and served many outland kings, while Gunnar sat at home. Hither we drive at day-dawn before the storm; I knew, indeed, that Gunnar’s homestead lay here in the north, but---- 
DAGNY
(til Ørnulf).
Og i det ærend foer du hjemmefra? 
DAGNY
(to ÖRNULF).
So that errand has brought thee hither? 
ØRNULF.
Så er det. (til Sigurd.) At vi to mødtes har været et værk af de vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på at søge dig, så vidste jeg lidet hvor du var at finde. 
ÖRNULF.
That and no other. (To SIGURD.) Our meeting is the work of the Mighty Ones above; they willed it so. Had I wished to find thee, little knew I where to seek. 
SIGURD
(tankefuld).
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den sag med Gunnar, – sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt? 
SIGURD
(thoughtfully).
True, true!--But concerning Gunnar--tell me, Örnulf, art thou minded to go sharply to work, with all thy might, be it for good or ill? 
ØRNULF.
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem til Island igen, før jeg havde vidst at fremme min sag. 
ÖRNULF.
That must I. Listen, Sigurd, for thus it stands: Last summer I rode to the Council where many honourable men were met. When the Council-days were over, I sat in the hall and drank with the men of my hundred, and the talk fell upon the carrying-away of the women; scornful words they gave me, because I had let that wrong rest unavenged. Then, in my wrath, I swore to sail to Norway, seek out Gunnar, and crave reckoning or revenge, and never again to set foot in Iceland till my claim was made good. 
SIGURD.
Ja, ja! står det så, da skønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald det trænges om. 
SIGURD.
Ay, ay, since so it stands, I see well that if need be the matter must be pressed home. 
ØRNULF.
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg foer i denne færd; tiden faldt mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend jeg –; nå ja, – Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden, mine ældste sønner foer hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste til – 
ÖRNULF.
It must; but I shall not crave over much, and Gunnar has the fame of an honourable man. Glad am I, too, that I set about this quest; the time lay heavy on me in Iceland; out upon the blue waters had I grown old and grey, and I longed to fare forth once again before I----; well well--Bergthora, my good wife, was dead these many years; my eldest sons sailed on viking-ventures summer by summer; and since Thorolf was growing up---- 
DAGNY
(glad).
Thorolf er med? Hvor er han? 
DAGNY
(gladly).
Thorolf is with thee? Where is he? 
ØRNULF.
Ude på skibet. (peger mod baggrunden til højre.) Der skal du se en gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig. 
ÖRNULF.
On board the ship. (Points towards the background, to the right.) Scarce shalt thou know the boy again, so stout and strong and fair has he grown. He will be a mighty warrior, Sigurd; one day he will equal thee. 
DAGNY
(smilende).
Det er nu som før, skønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest. 
DAGNY
(smiling).
I see it is now as ever; Thorolf stands nearest thy heart. 
ØRNULF.
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det. 
ÖRNULF.
He is the youngest, and like his mother; therefore it is. 
SIGURD.
Men sig mig nu, – dit ærend hos Gunnar herse, – tænker du alt idag –? 
SIGURD.
But tell me--thy errand to Gunnar--thinkest thou to-day----? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login