Bibliotheca Polyglotta

Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Complete text

DAGNY.
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!

DAGNY.
Father, father! Surely thou wilt not harm her!

ØRNULF.
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og Gunnar!

ÖRNULF.
Let me be! Now, Sigurd, now can no amends avail between Gunnar and me.

SIGURD.
Hvad agter du at gøre?

SIGURD.
What thinkest thou to do?

ØRNULF.
Det véd jeg ikke; men langvejs skal det spørges, at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!

ÖRNULF.
That I know not; but far and wide shall the tale be told how Örnulf of the Fiords came to Gunnar’s hall.

SIGURD
(med rolig fasthed).
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!

SIGURD
(with quiet determination).
That may be; but this I tell thee, Örnulf, that thou shalt never bear arms against him so long as I am alive.

ØRNULF.
Ikke det! Om jeg nu så vil det!

ÖRNULF.
So, so! And what if it be my will to?

SIGURD.
Ej skal det ske, – end ikke om du så vil det.

SIGURD.
It shall not be--let thy will be never so strong.

ØRNULF
(heftigt).
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå mod jer alle!

ÖRNULF
(angrily).
Go then; join thou with my foes; I can match the twain of you!

SIGURD.
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme, at du er hendes nærmeste frænde.

SIGURD.
Hear me out, Örnulf; the day shall never dawn that shall see thee and me at strife. There is honourable peace between us, Dagny is dearer to me than weapons or gold, and never shall I forget that thou art her nearest kinsman.

ØRNULF.
Det vented jeg af dig, djærve Sigurd!

ÖRNULF.
There I know thee again, brave Sigurd!

SIGURD.
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe, og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; – nu godt, mig kender I alle, om mig véd I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!

SIGURD.
But Gunnar is my foster-brother; faith and friendship have we sworn each other. Both in war and peace have we faced fortune together, and of all men he is dearest to me. Stout though he be, he loves not war;--but as for me, ye know, all of you, that I shrink not from strife; yet here I stand forth, Örnulf, and pray for peace on Gunnar’s behalf. Let me have my will!

ØRNULF.
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kæmper, ifald jeg foer tomhændet til Island!

ÖRNULF.
I cannot; I should be a scoff to all brave men, were I to fare empty-handed back to Iceland.

SIGURD.
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, – lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.

SIGURD.
Empty-handed shalt thou not fare. Here in the cove my two long-ships are lying, with all the wealth I have won in my viking- ventures. There are many costly gifts from outland kings, good weapons by the chestful, and other priceless chattels. Take thou one of the ships; choose which thou wilt, and it shall be thine with all it contains--be that the atonement for Hiördis, and let Gunnar be at peace.

ØRNULF.
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!

ÖRNULF.
Brave Sigurd, wilt thou do this for Gunnar?

SIGURD.
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.

SIGURD.
For a faithful friend, no man can do too much.

ØRNULF.
Give dit halve gods og eje!

ÖRNULF.
Give half thy goods and gear!

SIGURD
(indstændigt).
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?

SIGURD
(urgently).
Take the whole, take both my ships, take all that is mine, and let me fare with thee to Iceland as the poorest man in thy train. What I give, I can win once more; but if thou and Gunnar come to strife, I shall never see a glad day again. Now Örnulf, thy answer?

ØRNULF
(betænker sig).
To gode langskibe, våben og løsøre, – af gods får ingen mand for meget, men –, (heftigt) nej, nej, – Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din ejendom!

ÖRNULF
(reflecting).
Two good long-ships, weapons and other chattels --too much gear can no man have; but---- (vehemently) no, no!-- Hiördis has threatened me; I will not! It were shameful for me to take thy goods!

SIGURD.
Men hør dog først –

SIGURD.
Yet listen----

ØRNULF.
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.

ÖRNULF.
No, I say! I must fight my own battle, be my fortune what it may.

KÅRE
(træder nærmere).
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder, så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.

KÅRE
(approaching).
Right friendly is Sigurd’s rede, but if thou wilt indeed fight thine own battle with all thy might, I can counsel thee better. Dream not of atonement so long as Hiördis has aught to say; but revenge can be thine if thou wilt hearken to me.

ØRNULF.
Hævn? Hvad råder du da til?

ÖRNULF.
Revenge? What dost thou counsel?

SIGURD.
Til ondt, det ser jeg nok!

SIGURD.
Evil, I can well see.

DAGNY
(til Ørnulf).
Hør ikke på ham!

DAGNY
(to ÖRNULF).
Oh, do not hear him!

KÅRE.
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind?

KÅRE.
Hiördis has declared me an outlaw; with cunning will she seek to take my life; do thou swear to see me scatheless, and this night will I burn Gunnar’s hall and all within it. Is that to thy mind?

SIGURD.
Niding!

SIGURD.
Dastard!

ØRNULF
(roligt).
Efter mit sind? Véd du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og øren af dig, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener, at han vil være halvt om slig skændselsgerning!

ÖRNULF
(quietly).
To my mind? Knowest thou, Kåre, what were more to my mind? (In a voice of thunder.) To hew off thy nose and ears, thou vile thrall. Little dost thou know old Örnulf if thou thinkest to have his help in such a deed of shame!

KÅRE
(der er vegen tilbage).
Falder ikke du over Gunnar, så falder han over dig!

KÅRE
(who has shrunk backwards).
If thou fall not upon Gunnar he will surely fall upon thee.

ØRNULF.
Det har jeg næver og våben til at hindre.

ÖRNULF.
Have I not weapons, and strength to wield them?

SIGURD
(til Kåre).
Og nu, bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!

SIGURD
(to KÅRE).
And now away with thee! Thy presence is a shame to honourable men!

KÅRE
(ved udgangen).
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme hende!
(går ned til søen.)

KÅRE
(going off).
Well well, I must shield myself as best I can. But this I tell you: if ye think to deal gently with Hiördis, ye will come to rue it; I know her--and I know where to strike her sorest!
(Goes down towards the shore.)

DAGNY.
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!

DAGNY.
He is plotting revenge. Sigurd, it must be hindered!

ØRNULF
(fortrædelig).
Å, lad ham gøre hvad ham lyster; hun er ikke bedre værd!

ÖRNULF
(with annoyance).
Nay, let him do as he will; she is worth no better!

DAGNY.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.

DAGNY.
That meanest thou not; bethink thee she is thy foster-child.

ØRNULF.
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som Jøkul sagde.

ÖRNULF.
Woe worth the day when I took her under my roof! Jokul’s words are coming true.

SIGURD.
Jøkul?

SIGURD.
Jokul’s?

ØRNULF.
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig og kvad:
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve paa alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han.

ÖRNULF.
Ay, her father’s. When I gave him his death-wound he fell back upon the sward, and fixed his eyes on on me and sang:--
Jokul’s kin for Jokul’s slayer
many a woe shall still be weaving;
Jokul’s hoard whoe’er shall harry
heartily shall rue his rashness.
When he had sung that, he was silent a while, and laughed; and thereupon he died.

SIGURD.
Det skal du lidet agte.

SIGURD.
Why should’st thou heed his words?

ØRNULF.
Ja ja, hvem véd! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvisst fået sin del, det kendes på hende (standser ved at se ud til højre.) Gunnar! – Skal vi to stedes til møde igen!

ÖRNULF.
Who knows? The story goes, and many believe it, that Jokul gave his children a wolf’s heart to eat, that they might be fierce and fell; and Hiördis has surely had her share, that one can well see. (Breaks off, on looking out towards the right.) Gunnar!--Are we two to meet again!

GUNNAR
(kommer).
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven.

GUNNAR
(enters).
Ay, Örnulf, think of me what thou wilt, but I cannot part from thee as thy foe.

ØRNULF.
Hvad er din agt?

ÖRNULF.
What is thy purpose?

GUNNAR.
At række dig hånden til fred, før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem og bliv som gæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag eller imorgen.

GUNNAR.
To hold out the hand of fellowship to thee ere thou depart. Hear me all of you: go with me to my homestead, and be my guests as long as ye will. We lack not meat or drink or sleeping-room, and there shall be no talk of our quarrel either to-day or to-morrow.

SIGURD.
Men Hjørdis?

SIGURD.
But Hiördis----?

GUNNAR.
Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os.

GUNNAR.
Yields to my will; she changed her thought on the homeward way, and deemed, as I did, that we would soon be at one if ye would but be our guests.

DAGNY.
Ja, ja; så må det være!

DAGNY.
Yes, yes; let it be so.

SIGURD
(tvivlrådig).
Men jeg véd dog ikke om –

SIGURD
(doubtfully).
But I know not whether----

DAGNY.
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde, ifald du vægrer dig.

DAGNY.
Gunnar is thy foster-brother; little I know thee if thou say him nay.

GUNNAR
(til Sigurd).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke dennegang være mig imod!

GUNNAR
(to SIGURD).
Thou hast been my friend where’er we fared; thou wilt not stand against me now.

DAGNY.
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen; – nej, nej, det må vi ikke!

DAGNY.
And to depart from the land, leaving Hiördis with hate in her heart--no, no, that must we not!

GUNNAR.
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen, får jeg ikke fred for mig selv.

GUNNAR.
I have done Örnulf a great wrong; until it is made good, I cannot be at peace with myself.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=f8e41bf6-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display