You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
TREDJE AKT
(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)
  (Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)  
ACT THIRD.
(The hall in GUNNAR’S house. It is day.)
  (HIÖRDIS sits on the bench in front of the smaller high-seat busy weaving a bow-string; on the table lie a bow and some arrows.) 
HJØRDIS
(idet hun strækker snoren).
Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene.) kolven både skarp og tung – (lader hænderne synke ned i skødet) men hvor findes den hånd som –! (heftigt.) Forhånet, forhånet af ham, – af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå med, før jeg har – (grublende) Ja, men armen, armen, som skal øve den dåd –?
(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden.)  
HIÖRDIS
(pulling at the bow-string).
It is tough and strong; (with a glance at the arrows) the shaft is both keen and well-weighted-- (lets her hands fall in her lap) but where is the hand that----! (Vehemently.) Befooled, befooled by him--by Sigurd! I must hate him more than others, that can I well mark; but ere many days have passed I will---- (Meditating.) Ay, but the arm, the arm that shall do the deed----?
(GUNNAR enters, silent and thoughtful, from the back.) 
HJØRDIS
(efter et kort ophold).
Hvor går det dig, min husbond? 
HIÖRDIS
(after a short pause).
How goes it with thee, my husband? 
GUNNAR.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen. 
GUNNAR.
Ill, Hiördis; I cannot away with that deed of yesterday; it lies heavy on my heart. 
HJØRDIS.
Gør som jeg; tag dig til at virke noget. 
HIÖRDIS.
Do as I do; get thee some work to busy thee. 
GUNNAR.
Det må jeg vel.
(Pause: Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)  
GUNNAR.
Doubtless I must.
(A pause; GUNNAR paces up and down the hall, notices what HIÖRDIS is doing, and approaches her.) 
GUNNAR.
Hvad gør du der? 
GUNNAR.
What dost thou there? 
HJØRDIS
(uden at se op).
Binder en buesnor; det ser du nok. 
HIÖRDIS
(without looking up).
I am weaving a bow-string; canst thou not see? 
GUNNAR.
En buesnor – af dit eget hår! 
GUNNAR.
A bow-string--of thine own hair? 
HJØRDIS
(smilende).
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden daggry. 
HIÖRDIS
(smiling).
Great deeds are born with every hour in these times; yesterday thou didst slay my foster-brother, and I have woven this since day-break. 
GUNNAR.
Hjørdis, Hjørdis! 
GUNNAR.
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS
(ser op).
Hvad er det? 
HIÖRDIS
(looking up).
What is amiss? 
GUNNAR.
Hvor var du inat? 
GUNNAR.
Where wast thou last night? 
HJØRDIS.
Inat? 
HIÖRDIS.
Last night? 
GUNNAR.
Du var ikke i sovestuen. 
GUNNAR.
Thou wast not in the sleeping-room. 
HJØRDIS.
Det véd du? 
HIÖRDIS.
Know’st thou that? 
GUNNAR.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette – dette, som hændte med Thorolf; det bares mig for, som han kom – nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; – herinde, her sad du ved stokilden, – den brændte blå og rød, – du skæfted pile og kvad galder over dem. 
GUNNAR.
I could not sleep; I tossed in restless dreams of that-- that which befell Thorolf. I dreamt that he came---- No matter; I awakened. Then meseemed I heard a strange, fair song through all the house; I arose; I stole hither to the door; here I saw thee sitting by the log-fire--it burned blue and red--fixing arrow-heads, and singing sorceries over them. 
HJØRDIS.
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag. 
HIÖRDIS.
The work was not wasted; for strong is the breast that must be pierced this day. 
GUNNAR.
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet. 
GUNNAR.
I understand thee well; thou wouldst have Sigurd slain. 
HJØRDIS.
Hm, kan hænde. 
HIÖRDIS.
Hm, mayhap. 
GUNNAR.
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig. 
GUNNAR.
Thou shalt never have thy will. I shall keep peace with Sigurd, howe’er thou goad me. 
HJØRDIS
(smilende.).
Mener du det? 
HIÖRDIS
(smiling).
Dost think so? 
GUNNAR.
Det véd jeg! 
SIGURD.
I know it! 
HJØRDIS
(rækker ham snoren).
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den knude der? 
HIÖRDIS
(hands him the bow-string).
Tell me, Gunnar--canst loose this knot? 
GUNNAR
(forsøger det).
Nej, den er flettet for fast og kunstigt. 
GUNNAR
(tries it).
Nay it is too cunningly and firmly woven. 
HJØRDIS
(rejser sig).
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse! 
HIÖRDIS
(rising).
The Norns1 weave yet more cunningly; their web is still harder to unravel. 
GUNNAR.
Krumme er de mægtiges veje; – dem kender hverken du eller jeg. 
GUNNAR.
Dark are the ways of the Mighty Ones;--neither thou nor I know aught of them. 
HJØRDIS.
Et véd jeg dog visst: at Sigurd vil volde usalige kår for os begge.
(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)  
HIÖRDIS.
Yet one thing I know surely: that to both of us must Sigurd’s life be baleful.
(A pause; GUNNAR stands lost in thought.) 
HJØRDIS
(der i stilhed har holdt øje med ham).
Hvad tænker du på? 
HIÖRDIS
(who has been silently watching him).
Of what thinkest thou? 
GUNNAR.
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre bleg. Da sagde jeg: „Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde?“ Men du lo og svared: „Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i Sigurds sted“. 
GUNNAR.
Of a dream I had of late. Methought I had done the deed thou cravest; Sigurd lay slain on the earth; thou didst stand beside him, and thy face was wondrous pale. Then said I: “Art thou glad, now that I have done thy will?” But thou didst laugh and answer: “Blither were I didst thou, Gunnar, lie there in Sigurd’s stead.” 
HJØRDIS
(med tvungen latter).
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig! 
HIÖRDIS
(with forced laughter).
Ill must thou know me if such a senseless dream can make thee hold thy hand. 
GUNNAR.
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her? 
GUNNAR.
Hm!--Tell me, Hiördis, what thinkest thou of this hall? 
HJØRDIS.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – så tykkes det mig stundom for trangt herinde. 
HIÖRDIS.
To speak truly, Gunnar,--it sometimes seems to me to be straitened. 
GUNNAR.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange. 
GUNNAR.
Ay, ay, so I have thought; we are one too many. 
HJØRDIS.
Kan hænde to. 
HIÖRDIS.
Two, mayhap. 
GUNNAR
(der ikke hørte hendes ytring).
Men det skal bødes på. 
GUNNAR
(who has not heard her last words).
But that shall be remedied. 
HJØRDIS
(ser spørgende på ham).
Bødes på? Du er da tilsinds at –? 
HIÖRDIS
(looks at him interrogatively).
Remedied? Then thou art minded to----? 
GUNNAR.
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting. 
GUNNAR.
To fit out my warships and put to sea; I will win back the honour I have lost because thou wast dearer to me than all beside. 
HJØRDIS
(tankefuld).
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge. 
HIÖRDIS
(thoughtfully).
Thou wilt put to sea? Ay, so it may be best for us both. 
GUNNAR.
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest, at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig, – det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved. (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond. 
GUNNAR.
Even from the day we sailed from Iceland, I saw that it would go ill with us. Thy soul is strong and proud; there are times when I well nigh fear thee; yet, it is strange--chiefly for that do I hold thee so dear. Dread enwraps thee like a spell; methinks thou could’st lure me to the blackest deeds, and all would seem good to me that thou didst crave. (Shaking his head reflectively.) Unfathomable is the Norn’s rede; Sigurd should have been thy husband. 
HJØRDIS
(udbrydende).
Sigurd! 
HIÖRDIS
(vehemently).
Sigurd! 
GUNNAR.
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lysteligt at bære. 
GUNNAR.
Yes, Sigurd. Vengefulness and hatred blind thee, else would’st thou prize him better. Had I been like Sigurd, I could have made life bright for thee. 
HJØRDIS
(i stærk men undertrykt bevægelse).
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort? 
HIÖRDIS
(with strong but suppressed emotion).
That--that deemest thou Sigurd could have done? 
GUNNAR.
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du. 
GUNNAR.
He is strong of soul, and proud as thou to boot. 
HJØRDIS
(heftigt).
Hvis så er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv! 
HIÖRDIS
(violently).
If that be so--(Collecting herself.) No matter, no matter! (With a wild outburst.) Gunnar, take Sigurd’s life! 
GUNNAR.
Aldrig! 
GUNNAR.
Never! 
HJØRDIS.
Ved list og svig blev jeg din hustru; – det skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet her; – glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd ikke lever mere! 
HIÖRDIS.
By fraud and falsehood thou mad’st me thy wife--that shall be forgotten! Five joyless years have I spent in this house-- all shall be forgotten from the day when Sigurd lives no more! 
GUNNAR.
Af min hånd skal ingen mén voldes ham (viger uvilkårligt tilbage.) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke! 
GUNNAR.
From my hand he need fear no harm. (Shrinks back involuntarily.) Hiördis, Hiördis, tempt me not! 
HJØRDIS.
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal ikke Sigurd tale forhånelsens ord over mig og dig! (knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.) Hos hende – den enfoldige kvinde – hos hende sidder han kan hænde nu i enrum, leflende, og ler over os; mæler om al den tort, som overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller, at han listeligt lo, der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham! 
HIÖRDIS.
Then must I find another avenger; Sigurd shall not live long to flout at me and thee! (Clenching her hands in convulsive rage.) With her--that simpleton--with her mayhap he is even now sitting alone, dallying, and laughing at us; speaking of the bitter wrong that was done me when in thy stead he bore me away; telling how he laughed over his guile as he stood in my dark bower, and I knew him not! 
GUNNAR.
Det gør han ikke; det gør han ikke! 
GUNNAR.
Nay, nay, he does not so! 
HJØRDIS
(stærkt).
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret, før de to er borte! (træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det! 
HIÖRDIS
(firmly).
Sigurd and Dagny must die! I cannot breathe till they are gone! (Comes close up to him, with sparkling eyes, and speaks passionately, but in a whisper.) Would’st thou help me with that , Gunnar, then should I live in love with thee; then should I clasp thee in such warm and wild embraces as thou hast never dreamt of! 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login