Bibliotheca Polyglotta

Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Complete text

DAGNY.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det, at vi må skilles, det skønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, – nej, nej, det kan jeg ikke.
(går ud til venstre.)

DAGNY.
I will not meet Sigurd. Too well I feel that we must part; but to meet him now--no, no, I cannot!
(Goes out to the left.)

HJØRDIS
(ser en stund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde – (fortsætter tanken ved et blik på buesnoren.) Ringe hævn havde det været; – nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
(Sigurd fra baggrunden.)

HIÖRDIS
(looks after her in silence for a moment).
And it was she I would have---- (completes her thought by a glance at the bow-string). That would have been a poor revenge;--nay, I have cut deeper now! Hm; it is hard to die, but sometimes it is harder still to live!
(SIGURD enters from the back.)

HJØRDIS.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
(vil gå.)

HIÖRDIS.
Doubtless thou seekest Gunnar; be seated, he will be here even now.
(Is going.)

SIGURD.
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.

SIGURD.
Nay, stay; it is thee I seek, rather than him.

HJØRDIS.
Mig?

HIÖRDIS.
Me?

SIGURD.
Og vel var det, jeg traf dig alene.

SIGURD.
And ’tis well I find thee alone.

HJØRDIS.
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hinderligt, om stuen stod fuld både af mænd og kvinder.

HIÖRDIS.
If thou comest to mock me, it would sure be no hindrance to thee though the hall were full of men and women.

SIGURD.
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.

SIGURD.
Ay, ay, well I know what thoughts thou hast of me.

HJØRDIS
(bittert).
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer så fra landet med den kvinde, du havde kær!

HIÖRDIS
(bitterly).
I do thee wrong mayhap! Nay, nay, Sigurd, thou hast been as a poison to all my days. Bethink thee who it was that wrought that shameful guile; who it was that lay by my side in the bower, feigning love with the laugh of cunning in his heart; who it was that flung me forth to Gunnar, since for him I was good enough, forsooth--and then sailed away with the woman he held dear!

SIGURD.
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af skæbnen, – så er det gået med os to.

SIGURD.
Man’s will can do this and that; but fate rules in the deeds that shape our lives--so has it gone with us twain.

HJØRDIS.
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen; – det er det jeg nu vil gøre.

HIÖRDIS.
True enough; evil Norns hold sway over the world; but their might is little if they find not helpers in our own heart. Happy is he who has strength to battle with the Norn--and it is that I have now in hand.

SIGURD.
Hvad mener du?

SIGURD.
What mean’st thou?

HJØRDIS.
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem – med dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag.
(hun sætter sig ved bordet.)

HIÖRDIS.
I will essay a trial of strength against those--those who are over me. But let us not talk more of this; I have much to do to- day.
(She seats herself at the table.)

SIGURD
(efter et kort ophold).
Du virker gode våben for Gunnar.

SIGURD
(after a pause).
Thou makest good weapons for Gunnar.

HJØRDIS
(med et stille smil).
Ikke for Gunnar, men mod dig.

HIÖRDIS
(with a quiet smile).
Not for Gunnar, but against thee.

SIGURD.
Det må vel komme ud på et.

SIGURD.
Most like it is the same thing.

HJØRDIS.
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:) Hm; véd du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; – han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen; – de tænder taget udenfra; – „Et bueskud,“ siger Gunnar, „et eneste kan frelse os;“ – da brister snoren – „Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, – det gælder livet!“ – Men jeg ler – „Lad brænde, lad brænde – livet er mig ikke en håndfuld hår værd!“

HIÖRDIS.
Ay, most like it is; for if I be a match for the Norn, then sooner or later shalt thou and Gunnar---- (breaks off, leans backwards against the table, and says with an altered ring in her voice:) Hm; knowest thou what I sometimes dream? I have often made it my pastime to limn pleasant pictures in my mind; I sit and close my eyes and think: Now comes Sigurd the Strong to the isle;--he will burn us in our house, me and my husband. All Gunnar’s men have fallen; only he and I are left; they set light to the roof from without:--“A bow-shot,” cries Gunnar, “one bow-shot may save us;”-- then the bow-string breaks--“Hiördis, cut a tress of thy hair and make a bow-string of it,--our life is at stake.” But then I laugh-- “Let it burn, let it burn--to me, life is not worth a handful of hair!”

SIGURD.
Der er en sælsom magt i al din tale.
(nærmer sig.)

SIGURD.
There is a strange might in all thy speech.
(Approaches her.)

HJØRDIS
(ser koldt på ham).
Du sætter dig hos mig?

HIÖRDIS
(looks coldly at him).
Wouldst sit beside me?

SIGURD.
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.

SIGURD.
Thou deemest my heart is bitter towards thee. Hiördis, this is the last time we shall have speech together; there is something that gnaws me like a sore sickness, and thus I cannot part from thee; thou must know me better.

HJØRDIS.
Hvad vil du?

HIÖRDIS.
What wouldst thou?

SIGURD.
Fortælle dig en saga.

SIGURD.
Tell thee a saga.

HJØRDIS.
Er den tung?

HIÖRDIS.
Is it sad?

SIGURD.
Tung, som livet selv.

SIGURD.
Sad, as life itself.

HJØRDIS
(bittert).
Véd du, at livet kan være tungt?

HIÖRDIS
(bitterly).
What knowest thou of the sadness of life?

SIGURD.
Døm om det, når min saga er ude.

SIGURD.
Judge when my saga is over.

HJØRDIS.
Så fortæl; jeg arbejder imens.
(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)

HIÖRDIS.
Then tell it me; I shall work the while.
(He sits on a low stool to her right.)

SIGURD.
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end foer om.

SIGURD.
Once upon a time there were two young vikings, who set forth from Norway to win wealth and honour; they had sworn each other friendship; and held truly together, how far soever thy might fare.

HJØRDIS.
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?

HIÖRDIS.
And the two young vikings hight Sigurd and Gunnar?

SIGURD.
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge.

SIGURD.
Ay, we may call them so. At last they came to Iceland; and there dwelt an old chieftain, who had come forth from Norway in King Harald’s days. He had two fair women in his house; but one, his foster-daughter, was the noblest, for she was wise and strong of soul; and the vikings spoke of her between themselves, and never had they seen a fairer woman, so deemed they both.

HJØRDIS
(spændt).
Begge? Vil du spotte mig!

HIÖRDIS
(in suspense).
Both? Wilt thou mock me?

SIGURD.
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på hende var ikke at mærke, om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.

SIGURD.
Gunnar thought of her night and day, and that did Sigurd no less; but both held their peace, and no man could say from her bearing whether Gunnar found favour in her eyes; but that Sigurd misliked her, that was easy to discern.

HJØRDIS
(åndeløs).
Bliv ved, det beder jeg –!

HIÖRDIS
(breathlessly).
Go on, go on----!

SIGURD.
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da hændte det sig en kvæld, at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde, at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tog ham i enrum, nævnte om sin elskov; – Sigurd taug med sin, og gik så til –

SIGURD.
Yet ever the more must Sigurd dream of her; but of that wist no man. Now it befell one evening that there was a drinking-feast; and then swore that proud woman that no man should possess her save he who wrought a mighty deed, which she named. High beat Sigurd’s heart for joy; for he felt within him the strength to do that deed; but Gunnar took him apart and told him of his love;--Sigurd said naught of his, but went to the----

HJØRDIS
(udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den saga – er den sand?

HIÖRDIS
(vehemently).
Sigurd, Sigurd! (Controlling herself.) And this saga--is it true?

SIGURD.
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde.

SIGURD.
True it is. One of us had to yield; Gunnar was my friend; I could do aught else. So thou becamest Gunnar’s wife, and I wedded another woman.

HJØRDIS.
Og fik hende kær?

HIÖRDIS.
And came to love her!

SIGURD.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun én kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes. (rejser sig.) Her ender min saga, lad os skilles nu. – Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.

SIGURD.
I learned to prize her; but one woman only has Sigurd loved, and that is she who frowned upon him from the first day they met. Here ends my saga; and now let us part.--Farewell, Gunnar’s wife; never shall we meet again.

HJØRDIS
(springer op).
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!

HIÖRDIS
(springing up).
Stay, stay! Woe to us both; Sigurd, what hast thou done?

SIGURD
(studsende).
Jeg gjort? Hvad fattes dig?

SIGURD
(starting).
I, done? What ails thee?

HJØRDIS.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, – det kan ej være sandhed!

HIÖRDIS.
And all this dost thou tell me now! But no--it cannot be true!

SIGURD.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu.

SIGURD.
These are my last words to thee, and every word is true. I would not thou shouldst think hardly of me, therefore I needs must speak.

HJØRDIS
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):
Elsket – elsket mig – du! (heftigt, idet hun træder tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! (ser stivt på ham og udbryder i vild smerte.) Jo, det er sandt og – usaligt for os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)

HIÖRDIS
(involuntarily clasps her hands together and gazes at him in voiceless astonishment).
Loved--loved me--thou! (Vehemently, coming close up to him.) I will not believe thee! (Looks hard at him.) Yes, it is true, and--baleful for us both!
(Hides her face in her hands, and turns away from him.)

SIGURD
(forfærdet).
Hjørdis!

SIGURD
(terror-stricken).
Hiördis!

HJØRDIS
(stille, kæmpende mellem gråd og latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at – (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig igen!

HIÖRDIS
(softly, struggling with tears and laughter).
Nay, heed me not! This was all I meant, that---- (Lays her hand on his arm.) Sigurd, thou hast not told thy saga to the end; that proud woman thou didst tell of--she returned thy love!

SIGURD
(farer tilbage).
Du!

SIGURD
(starts backwards).
Thou?

HJØRDIS
(med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, – det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

HIÖRDIS
(with composure).
Yes, Sigurd, I have loved thee, at last I understand it. Thou sayest I was ungentle and short of speech towards thee; what wouldst thou have a woman do? I could not offer thee my love, for then had I been little worthy of thee. I deemed thee ever the noblest man of men; and then to know thee another’s husband--’twas that caused me the bitter pain, that myself I could not understand!

SIGURD
(rystet).
Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

SIGURD
(much moved).
A baleful web has the Norn woven around us twain.

HJØRDIS.
Selv er du skyld deri; stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den, der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvisst på dig; – og dog kunde du –!

HIÖRDIS.
The blame is thine own; bravely and firmly it becomes a man to act. When I set that hard proof for him who should win me, my thought was of thee;--yet could’st thou----!

SIGURD.
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den; – hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu véd, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.

SIGURD.
I knew Gunnar’s soul-sickness; I alone could heal it;--was there aught for me to choose? And yet, had I known what I now know, I scarce dare answer for myself; for great is the might of love.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=f9b1eb1c-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display