You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
HJØRDIS
(rask).
Nu vel, Sigurd, – et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag. 
HIÖRDIS
(with animation).
But now, Sigurd!--A baleful hap has held us apart all these years; now the knot is loosed; the days to come shall make good the past to us. 
SIGURD
(hovedrystende).
Det kan ej ske; vi må jo skilles igen. 
SIGURD
(shaking his head).
It cannot be; we must part again. 
HJØRDIS.
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand, – ved alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil det, og så er legen vunden. 
HIÖRDIS.
Nay, we must not. I love thee, that may I now say unashamed; for my love is no mere dalliance, like a weak woman’s; were I a man-- by all the Mighty Ones, I could still love thee, even as now I do! Up then, Sigurd! Happiness is worth a daring deed; we are both free if we but will it, and then the game is won. 
SIGURD
Fri? Hvad mener du? 
SIGURD.
Free? What meanest thou? 
HJØRDIS.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle liv forspildes! 
HIÖRDIS.
What is Dagny to thee? What can she be to thee? No more than I count Gunnar in my secret heart. What matters it though two worthless lives be wrecked? 
SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis! 
SIGURD.
Hiördis, Hiördis! 
HJØRDIS.
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor du stævner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe! 
HIÖRDIS.
Let Gunnar stay where he is; let Dagny fare with her father to Iceland; I will follow thee in harness of steel, withersoever thou wendest. (SIGURD makes a movement.) Not as thy wife will I follow thee; for I have belonged to another, and the woman lives that has lain by thy side. No, Sigurd, not as they wife, but like those mighty women, like Hilde’s sisters,1 will I follow thee, and fire thee to strife and to manly deeds, so that thy name shall be heard over every land. In the sword-game will I stand by thy side; I will fare forth among thy warriors on the stormy viking-raids; and when the death- song is sung, it shall tell of Sigurd and Hiördis in one! 
SIGURD.
Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld; – skal jeg bære kviden derved, så må ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny; – troskyldig og fuld af lid foer hun fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke, at jeg længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn. 
SIGURD.
Once was that my fairest dream; now, it is too late. Gunnar and Dagny stand between us, and that by right. I crushed my love for Gunnar’s sake;--how great soever my suffering, I cannot undo my deed. And Dagny--full of faith and trust she left her home and kindred; never must she dream that I longed for Hiördis as often as she took me to her breast. 
HJØRDIS.
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du. Erik styrer Norges rige, rejs dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol! 
HIÖRDIS.
And for such a cause wilt thou lay a burden on thy life! To what end hast thou strength and might, and therewith all noble gifts of the mind? And deemest thou it can now beseem me to dwell beneath Gunnar’s roof? Nay, Sigurd, trust me, there are many tasks awaiting such a man as thou. Erik is king of Norway--do thou rise against him! Many goodly warriors will join thee and swear thee fealty; with unconquerable might will we press onward, and fight and toil unresting until thou art seated on the throne of Harfager! 
SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt; – frist mig ikke! 
SIGURD.
Hiördis, Hiördis, so have I dreamt in my wild youth; let it be forgotten--tempt me not! 
HJØRDIS
(med højhed).
Det er nornens råd, at vi to skal holde sammen; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg véd du elsker mig. 
HIÖRDIS
(impressively).
It is the Norn’s will that we two shall hold together; it cannot be altered. Plainly now I see my task in life: to make thee famous over all the world. Thou hast stood before me every day, every hour of my life; I sought to tear thee out of my mind, but I lacked the might; now it is needless, now that I know thou lovest me. 
SIGURD
(med tvungen kulde).
Hvis så er, – da vid, – jeg har elsket dig; nu er det forbi; – jeg har glemt de dage. 
SIGURD
(with forced coldness).
If that be so--then know--I have loved thee; it is past now;--I have forgot those days. 
HJØRDIS.
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det. 
HIÖRDIS.
Sigurd, in that thou liest! So much at least am I worth, that if thou hast loved me once, thou canst never forget it. 
SIGURD
(heftigt).
Det må jeg; det vil jeg nu! 
SIGURD
(vehemently).
I must; and now I will. 
HJØRDIS.
Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt. 
HIÖRDIS.
So be it; but thou canst not. Thou wilt seek to hinder me, but in vain; ere evening falls, Gunnar and Dagny shall know all. 
SIGURD.
Ha, det gør du ikke! 
SIGURD.
Ha, that wilt thou never do! 
HJØRDIS.
Det gør jeg! 
HIÖRDIS.
That will I do! 
SIGURD.
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være. 
SIGURD.
Then must I know thee ill; high-souled have I ever deemed thee. 
HJØRDIS.
Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, – ud i livet og i striden; det er mig for lavt under loftet i Gunnar herses stue! 
HIÖRDIS.
Evil days breed evil thoughts; too great has been thy trust in me. I will, I must, go forth by thy side--forth to face life and strife; Gunnar’s roof-tree is too low for me. 
SIGURD
(med eftertryk).
Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, – vilde du endda røbe alt og følge mig? 
SIGURD
(with emphasis).
But honour between man and man hast thou highly prized. There lack not grounds for strife between me and Gunnar; say, now, that he fell by my hand, wouldst thou still make all known and follow me? 
HJØRDIS
(studsende).
Hvi spørger du så? 
HIÖRDIS
(starting).
Wherefore askest thou? 
SIGURD.
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds banemand? 
SIGURD.
Answer me first: what wouldst thou do, were I to thy husband his bane. 
HJØRDIS
(ser stivt på ham).
Da måtte jeg tie og aldrig hvile, før jeg havde fået dig fældet. 
HIÖRDIS
(looks hard at him).
Then must I keep silence and never rest until I had seen thee slain. 
SIGURD
(med et smil).
Godt, Hjørdis; – det vidste jeg vel. 
SIGURD
(with a smile).
It is well, Hiördis--I knew it. 
HJØRDIS
(hastigt).
Men så kan ej ske! 
HIÖRDIS
(hastily).
But it can never come to pass! 
SIGURD.
Det må ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og om mit!
(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden.)  
SIGURD.
It must come to pass; thou thyself hast cast the die for Gunnar’s life and mine.
(GUNNAR, with some House-carls, enters from the back.) 
GUNNAR
(mørk, til Hjørdis).
Se så; nu spirer den sæd du har sået! 
GUNNAR
(gloomily, to HIÖRDIS).
See now; the seed thou hast sown is shooting bravely! 
SIGURD
(nærmer sig).
Hvad går dig imod? 
SIGURD
(approaching).
What is amiss with thee? 
GUNNAR.
Sigurd, er det dig? Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham. 
GUNNAR.
Sigurd, is it thou? What is amiss? Nought but what I might well have foreseen. As soon as Dagny, thy wife, had brought tidings of Kåre the Peasant, I took horse and rode to my neighbours to crave help against him. 
HJØRDIS
(spændt).
Nu? 
HIÖRDIS
(eagerly).
Well? 
GUNNAR.
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig. 
GUNNAR.
I was answered awry where’er I came: my dealings with Kåre had been little to my honour, it was said;--hm, other things were said to boot, that I will not utter.--I am spurned at by all; I am thought to have done a dastard deed; men hold it a shame to make common cause with me. 
SIGURD.
Længe skal ikke det holdes for skændsel; før kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod Kåre. 
SIGURD.
It shall not long be held a shame; ere evening comes, thou shalt have men enough to face Kåre. 
GUNNAR.
Sigurd! 
GUNNAR.
Sigurd! 
HJØRDIS
(sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok! 
HIÖRDIS
(in a low voice, triumphantly).
Ha, I knew it well! 
SIGURD
(med tvungen styrke).
Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, – du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen, såsnart solen rinder! 
SIGURD
(with forced resolution).
But then is there an end to the peace between us; for hearken to my words, Gunnar--thou hast slain Thorolf, my wife’s kinsman, and therefore do I challenge thee to single combat2 to-morrow at break of day. 
HJØRDIS
(gør i heftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende).
 
(HIÖRDIS, in violent inward emotion, makes a stride towards SIGURD, but collects herself and remains standing motionless during the following.) 
GUNNAR
(i højeste overraskelse).
Til holmgang –! Mig! – Du skemter, Sigurd! 
GUNNAR
(in extreme astonishment).
To single combat----! Me!--Thou art jesting, Sigurd! 
SIGURD.
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde! 
SIGURD.
Thou art lawfully challenged to single combat; ’twill be a game for life or death; one of us must fall! 
GUNNAR
(bittert).
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis, da jeg kom; hun har ægget dig påny! 
GUNNAR
(bitterly).
Ha, I understand it well. When I came, thou didst talk with Hiördis alone; she has goaded thee afresh! 
SIGURD.
Kan hænde! (halvt mod Hjørdis.) Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhug med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!
(Karlene går ud i baggrunden.)  
SIGURD.
May hap. (Half towards HIÖRDIS.) A high-souled woman must ever guard her husband’s honour. (To the men in the background.) And do ye, house-carls, now go to Gunnar’s neighbours, and say to them that to-morrow he is to ply sword-strokes with me; none dare call that man a dastard who bears arms against Sigurd Viking!
(The House-carls go out by the back.) 
GUNNAR
(går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).
Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover nu livet for min hæder, som du fordum voved det for min lykke! 
GUNNAR
(goes quickly up to SIGURD and presses his hands, in strong emotion).
Sigurd, my brave brother, now I understand thee! Thou venturest thy life for my honour, as of old for my happiness! 
SIGURD.
Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når Solen rinder – 
SIGURD.
Thank thy wife; she has the largest part in what I do. To- morrow at break of day---- 
GUNNAR.
Jeg møder dig. (blød.) Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig; det er en kostelig gave. 
GUNNAR.
I will meet thee. (Tenderly.) Foster-brother, wilt thou have a good blade of me? It is a gift of price. 
SIGURD.
Tak; men lad det hænge; – ingen véd, om jeg næste kvæld har brug for det. 
SIGURD.
I thank thee; but let it hang.--Who knows if next evening I may have any use for it. 
GUNNAR
(ryster hans hånd).
Farvel, Sigurd! 
GUNNAR
(shakes his hand).
Farewell, Sigurd! 
SIGURD.
Farvel igen og lykke til værket!
(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis og går ud i baggrunden.)  
SIGURD.
Again farewell, and fortune befriend thee this night!
(They part. GUNNAR goes out to the right. SIGURD casts a glance at HIÖRDIS, and goes out by the back.) 
HJØRDIS
(efter en pause, sagte og tankefuld).
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad falde hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive sammen!


 
HIÖRDIS
(after a pause, softly and thoughtfully).
To-morrow they fight! Which will fall? (After a moment’s silence, she bursts forth as if seized by a strong resolution.) Let fall who will--Sigurd and I shall still be together!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login