GUNNAR.
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved er det mest, at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig, – det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved. (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond.
GUNNAR.
Even from the day we sailed from Iceland, I saw that it would go ill with us. Thy soul is strong and proud; there are times when I well nigh fear thee; yet, it is strange--chiefly for that do I hold thee so dear. Dread enwraps thee like a spell; methinks thou could’st lure me to the blackest deeds, and all would seem good to me that thou didst crave. (Shaking his head reflectively.) Unfathomable is the Norn’s rede; Sigurd should have been thy husband.
