HJØRDIS.
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:) Hm; véd du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; – han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen; – de tænder taget udenfra; – „Et bueskud,“ siger Gunnar, „et eneste kan frelse os;“ – da brister snoren – „Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, – det gælder livet!“ – Men jeg ler – „Lad brænde, lad brænde – livet er mig ikke en håndfuld hår værd!“
HIÖRDIS.
Ay, most like it is; for if I be a match for the Norn, then sooner or later shalt thou and Gunnar---- (breaks off, leans backwards against the table, and says with an altered ring in her voice:) Hm; knowest thou what I sometimes dream? I have often made it my pastime to limn pleasant pictures in my mind; I sit and close my eyes and think: Now comes Sigurd the Strong to the isle;--he will burn us in our house, me and my husband. All Gunnar’s men have fallen; only he and I are left; they set light to the roof from without:--“A bow-shot,” cries Gunnar, “one bow-shot may save us;”-- then the bow-string breaks--“Hiördis, cut a tress of thy hair and make a bow-string of it,--our life is at stake.” But then I laugh-- “Let it burn, let it burn--to me, life is not worth a handful of hair!”
