Bibliotheca Polyglotta

Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Complete text

HJØRDIS.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, – det kan ej være sandhed!

HIÖRDIS.
And all this dost thou tell me now! But no--it cannot be true!

SIGURD.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu.

SIGURD.
These are my last words to thee, and every word is true. I would not thou shouldst think hardly of me, therefore I needs must speak.

HJØRDIS
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):
Elsket – elsket mig – du! (heftigt, idet hun træder tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! (ser stivt på ham og udbryder i vild smerte.) Jo, det er sandt og – usaligt for os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)

HIÖRDIS
(involuntarily clasps her hands together and gazes at him in voiceless astonishment).
Loved--loved me--thou! (Vehemently, coming close up to him.) I will not believe thee! (Looks hard at him.) Yes, it is true, and--baleful for us both!
(Hides her face in her hands, and turns away from him.)

SIGURD
(forfærdet).
Hjørdis!

SIGURD
(terror-stricken).
Hiördis!

HJØRDIS
(stille, kæmpende mellem gråd og latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at – (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig igen!

HIÖRDIS
(softly, struggling with tears and laughter).
Nay, heed me not! This was all I meant, that---- (Lays her hand on his arm.) Sigurd, thou hast not told thy saga to the end; that proud woman thou didst tell of--she returned thy love!

SIGURD
(farer tilbage).
Du!

SIGURD
(starts backwards).
Thou?

HJØRDIS
(med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, – det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

HIÖRDIS
(with composure).
Yes, Sigurd, I have loved thee, at last I understand it. Thou sayest I was ungentle and short of speech towards thee; what wouldst thou have a woman do? I could not offer thee my love, for then had I been little worthy of thee. I deemed thee ever the noblest man of men; and then to know thee another’s husband--’twas that caused me the bitter pain, that myself I could not understand!

SIGURD
(rystet).
Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

SIGURD
(much moved).
A baleful web has the Norn woven around us twain.

HJØRDIS.
Selv er du skyld deri; stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den, der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvisst på dig; – og dog kunde du –!

HIÖRDIS.
The blame is thine own; bravely and firmly it becomes a man to act. When I set that hard proof for him who should win me, my thought was of thee;--yet could’st thou----!

SIGURD.
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den; – hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu véd, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.

SIGURD.
I knew Gunnar’s soul-sickness; I alone could heal it;--was there aught for me to choose? And yet, had I known what I now know, I scarce dare answer for myself; for great is the might of love.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=f9b1eb1c-f0ec-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display