Bibliotheca Polyglotta

Catilina (Catiline)

Complete text

FØRSTE AKT

(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved vejen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.)
(Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en træstamme.)

FIRST ACT

[The Flaminian Way outside of Rome. Off the road a wooded hillside. In the background loom the walls and the heights of the city. It is evening.]
[CATILINE stands on the hill among the bushes, leaning against a tree.]

CATILINA.
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere, kommer nedover landevejen uden at bemærke Catilina.)

CATILINE.
I must! I must! A voice deep in my soul
Urges me on,--and I will heed its call.
Courage I have and strength for something better,
Something far nobler than this present life,--
A series of unbridled dissipations--!
No, no; they do not satisfy the yearning soul.

CATILINE.
I rave and rave,--long only to forget.
’Tis past now,--all is past! Life has no aim.

CATILINE.
[After a pause.]
And what became of all my youthful dreams?
Like flitting summer clouds they disappeared,
Left naught behind but sorrow and remorse;--
Each daring hope in turn fate robbed me of.
[He strikes his forehead.]

CATILINE.
Despise yourself! Catiline, scorn yourself!
You feel exalted powers in your soul;--
And yet what is the goal of all your struggle?
The surfeiting of sensual desires.

CATILINE.
[More calmly.]
But there are times, such as the present hour,
When secret longings kindle in my breast.
Ah, when I gaze on yonder city, Rome,
The proud, the rich,--and when I see that ruin
And wretchedness to which it now is sunk
Loom up before me like the flaming sun,--
Then loudly calls a voice within my soul:
Up, Catiline;--awake and be a man!

CATILINE.
[Abruptly.]
Ah, these are but delusions of the night,
Mere dreaming phantoms born of solitude.
At the slightest sound from grim reality,--
They flee into the silent depths within.
[The ambassadors of the Allobroges, AMBIORIX and OLLOVICO, with their Escort, come down the highway without noticing CATILINE.]

AMBIORIX.
Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.

AMBIORIX.
Behold our journey’s end! The walls of Rome!
To heaven aspires the lofty Capitol.

OLLOVICO.
Det Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germanniens, – Galliens og måské.

OLLOVICO.
So that is Rome? Italy’s overlord,
Germany’s soon,--and Gaul’s as well, perchance.

AMBIORIX.
Desværre, ja; – så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allebrogers land.

AMBIORIX.
Ah, yes, alas;--so it may prove betimes;
The sovereign power of Rome is merciless;
It crushes all it conquers, down to earth.
Now shall we see what lot we may expect:
If here be help against the wrongs at home,
And peace and justice for our native land.

OLLOVICO.
Det vil os skænkes.

OLLOVICO.
It will be granted us.

AMBIORIX.
Lad os håbe så;
thi endnu véd vi ingenting med visshed.

AMBIORIX.
So let us hope;
For we know nothing yet with certainty.

OLLOVICO.
Du frygter, synes det?

OLLOVICO.
You fear somewhat, it seems?

AMBIORIX.
Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger, –
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men her –

AMBIORIX.
And with good reason.
Jealous was ever Rome of her great power.
And bear in mind, this proud and haughty realm
Is not by chieftains ruled, as is our land.
At home the wise man or the warrior reigns,--
The first in wisdom and in war the foremost;
Him choose we as the leader of our people,
As arbiter and ruler of our tribe.
But here--

CATILINA
(råber ned til dem).
– her råder vold og egennytte; –
ved list og rænker blir man hersker her!

CATILINE.
[Calls down to them.]
--Here might and selfishness hold sway;--
Intrigue and craft are here the keys to power.

OLLOVICO.
O, ve os, brødre, – han har os beluret!

OLLOVICO.
Woe to us, brethren, woe! He spies upon us.

AMBIORIX
(til Catilina).
Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale.

AMBIORIX.
[To CATILINE.]
Is such the practice of the high-born Roman?
A woman’s trick we hold it in our nation.

CATILINA
(stiger ned på vejen).
Frygt ikke; – spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale. –
Fra Allebrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgældet, og afhængig som en træl
af et senat – tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje; –
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget –

CATILINE.
[comes down on the road.]
Ah, have no fear;--spying is not my business;
By chance it was I heard your conversation.--
Come you from Allobrogia far away?
Justice you think to find in Rome? Ah, never!
Turn home again! Here tyranny holds sway,
And rank injustice lords it more than ever.
Republic to be sure it is in name;
And yet all men are slaves who cringe and cower,
Vassals involved in debt, who must acclaim
A venal senate--ruled by greed and power.
Gone is the social consciousness of old,
The magnanimity of former ages;--
Security and life are favors sold,
Which must be bargained for with hire and wages.
Not righteousness, but power here holds sway;
The noble man is lost among the gilded--

AMBIORIX.
Men sig, – hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget?

AMBIORIX.
But say,--who then are you to tear away
The pillars of the hope on which we builded?

CATILINA.
En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag, –
med lyst og mod, den mægtige at fælde.

CATILINE.
A man who burns in freedom’s holy zeal;
An enemy of all unrighteous power;
Friend of the helpless trodden under heel,--
Eager to hurl the mighty from their tower.

AMBIORIX.
Det stolte Romerfolk –? Ah, Romer, svar; –
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage?

AMBIORIX.
The noble race of Rome--? Ah, Roman, speak--
Since we are strangers here you would deceive us?
Is Rome no more the guardian of the weak,
The dread of tyrants,--ready to relieve us?

CATILINA
(peger mod staden og siger:)
Se, Allebroger, – hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol. –
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat. –
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat.
(han går.)

CATILINE.
[Points towards the city and speaks.]
Behold the mighty Capitol that towers
On yonder heights in haughty majesty.
See, in the glow of evening how it lowers,
Tinged with the last rays of the western sky.--
So too Rome’s evening glow is fast declining,
Her freedom now is thraldom, dark as night.--
Yet in her sky a sun will soon be shining,
Before which darkness quick will take its flight.
[He goes.]

(En søjlegang i Rom.)
(Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.)

[A colonnade in Rome.]
[LENTULUS, STATILIUS, COEPARIUS, and CETHEGUS enter, in eager conversation.]

COEPARIUS.
Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv.

COEPARIUS.
Yes, you are right; things go from bad to worse;
And what the end will be I do not know.

CETHEGUS.
Ej! Aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud – og lader
det hele gå sin egen skæve gang.

CETHEGUS.
Bah! I am not concerned about the end.
The fleeting moment I enjoy; each cup
Of pleasure as it comes I empty,--letting
All else go on to ruin as it will.

LENTULUS.
Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldigt at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan.

LENTULUS.
Happy is he who can. I am not blessed
With your indifference, that can outface
The day when nothing shall be left us more,
Nothing with which to pay the final score.

STATILIUS.
Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis, som vor –

STATILIUS.
And not the faintest glimpse of better things!
Yet it is true: a mode of life like ours--

CETHEGUS.
O, ti med sligt!

CETHEGUS.
Enough of that!

LENTULUS.
Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet.

LENTULUS.
Today because of debt
The last of my inheritance was seized.

CETHEGUS.
Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!

CETHEGUS.
Enough of sorrow and complaint! Come, friends!
We’ll drown them in a merry drinking bout!

COEPARIUS.
Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!

COEPARIUS.
Yes, let us drink. Come, come, my merry comrades!

LENTULUS.
Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; –
jeg tænker han, som vanligt, søger os.

LENTULUS.
A moment, friends; I see old Manlius yonder,--
Seeking us out, I think, as is his wont.

MANLIUS
(træder hæftig ind).
Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.

MANLIUS.
[Enters impetuously.]
Confound the shabby dogs, the paltry scoundrels!
Justice and fairness they no longer know!

LENTULUS.
Hvad er påfærde? Hvorfor så forbittret?

LENTULUS.
Come, what has happened? Wherefore so embittered?

STATILIUS.
Har ågerkarle plaget også dig?

STATILIUS.
Have usurers been plaguing you as well?

MANLIUS.
Hel andet. Hør! Som I vel alle véd,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder –
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte.

MANLIUS.
Something quite different. As you all know,
I served with honor among Sulla’s troops;
A bit of meadow land was my reward.
And when the war was at an end, I lived
Thereon; it furnished me my daily bread.
Now is it taken from me! Laws decree--
State property shall to the state revert
For equal distribution. Theft, I say,--
It is rank robbery and nothing else!
Their greed is all they seek to satisfy.

COEPARIUS.
Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil.

COEPARIUS.
Thus with our rights they sport to please themselves.
The mighty always dare do what they will.

CETHEGUS
(muntert).
Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun, – min smukke elskerinde,
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort.

CETHEGUS.
[Gaily.]
Hard luck for Manlius! Yet, a worse mishap
Has come to me, as I shall now relate.
Listen,--you know my pretty mistress, Livia,--
The little wretch has broken faith with me,
Just now when I had squandered for her sake
The slender wealth that still remained to me.

STATILIUS.
Din overdåd tilskrives må dit uheld.

STATILIUS.
Extravagance--the cause of your undoing.

CETHEGUS.
Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår.

CETHEGUS.
Well, as you please; but I will not forego
My own desires; these, while the day is fair,
To their full measure I will satisfy.

MANLIUS.
Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal –! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande. –
O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv!

MANLIUS.
And I who fought so bravely for the glory
And might which now the vaunting tyrants boast!
I shall--! If but the brave old band were here,
My comrades of the battlefield! But no;
The greater part of them, alas, is dead;
The rest live scattering in many lands.--

MANLIUS.
Oh, what are you, the younger blood, to them?
You bend and cringe before authority;
You dare not break the chains that bind you fast;
You suffer patiently this life of bondage!

LENTULUS.
Ved guderne, – skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.

LENTULUS.
By all the Gods,--although indeed he taunts us,
Yet, Romans, is there truth in what he says.

CETHEGUS.
O, ja; ja vel; – ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.

CETHEGUS.
Oh, well,--what of it? He is right, we grant,
But where shall we begin? Ay, there’s the rub.

LENTULUS.
Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet.

LENTULUS.
Yes, it is true. Too long have we endured
This great oppression. Now--now is the time
To break the bonds asunder that injustice
And vain ambition have about us forged.

STATILIUS.
Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder –
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?

STATILIUS.
Ah, Lentulus, I understand. Yet hold;
For such a thing we need a mighty leader,--
With pluck and vision. Where can he be found?

LENTULUS.
Jeg kender en, der mægter os at lede.

LENTULUS.
I know a man who has the power to lead us.

MANLIUS.
Du mener Catilina?

MANLIUS.
Ah, you mean Catiline?

LENTULUS.
Netop ham.

LENTULUS.
The very man.

CETHEGUS.
Ja, Catilina; han var kanske manden.

CETHEGUS.
Yes, Catiline perchance is just the man.

MANLIUS.
Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; –
hans sind var højt, hans mod urokkeligt.

MANLIUS.
I know him well. I was his father’s friend;
Many a battle side by side we fought.
Often his young son went with him to war.
Even his early years were wild and headstrong;
Yet he gave open proof of rare endowments,--
His mind was noble, dauntless was his courage.

LENTULUS.
Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
I aftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag; –
et dristigt mål han havde længst isigte.

LENTULUS.
We’ll find him, as I think, most prompt and willing.
I met him late this evening much depressed;
He meditates in secret some bold plan;--
Some desperate scheme he long has had in mind.

STATILIUS.
Ja, konsulatet har han længe søgt.

STATILIUS.
No doubt; the consulate he long has sought.

LENTULUS.
Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet; –
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet – pønsende på hævn.

LENTULUS.
His efforts are in vain; his enemies
Have madly raged against him in the senate;--
He was himself among them; full of wrath
He left the council--brooding on revenge.

STATILIUS.
Da går han sikkert på vort forslag ind.

STATILIUS.
Then will he surely welcome our proposal.

LENTULUS.
Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.
(de går.)

LENTULUS.
I hope so. Yet must we in secret weigh
Our enterprise. The time is opportune.
[They go.]

(I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med den hellige ild.)
(Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.)

[In the Temple of Vesta in Rome. On an altar in the background burns a lamp with the sacred fire.]
[CATILINE, followed by CURIUS, comes stealing in between the pillars.]

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=68259af6-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display