Bibliotheca Polyglotta

Catilina (Catiline)

Complete text

FURIA.
Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; –
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand, – ve!

FURIA.
My Sylvia you disgraced?
Nemesis then indeed has heard my prayer;--
Vengeance you have invoked on your own head!
Woe on you, man of violence! Woe!

CATILINA.
Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
(han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.)

CATILINE.
How blank
The stare is in your eye. Like Sylvia’s shade
You seem to me in this dim candle light.
[He rushes out; the lamp with the sacred fire goes out.]

FURIA
(efter et ophold).
Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet, – og jeg ser i natten.
Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst. –
En sælsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evigt gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv!

FURIA.
[After a pause.]
Yes, now I understand it. From my eyes
The veil is fallen,--in the dark I see.
Hatred it was that settled in my breast,
When first I spied him in the market-place.
A strange emotion; like a crimson flame!
Ah, he shall know what such a hate as mine,
Constantly brewing, never satisfied,
Can fashion out in ruin and revenge!

EN VESTALINDE
(træder ind).
Gå, Furia; din vagt er nu tilende;
thi kom jeg hid –. Dog, hellige gudinde, –
hvad ser jeg! Ve dig; ve dig! Flammen slukt!

A VESTAL.
[Enters.]
Go, Furia, go; your watch is at an end;
Therefore I came--. Yet, sacred goddess, here--
Woe unto you! The vestal fire is dead!

FURIA
(forvildet).
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; –
den slukkes ej.

FURIA.
[Bewildered.]
Dead, did you say? So bright it never burned;--
’Twill never, never die!

VESTALINDEN.
I magter, – hvad er dette?

THE VESTAL.
Great heavens,--what is this?

FURIA.
Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op – og dør
i næste stund; men hadet –

FURIA.
The fires of hate are not thus lightly quenched!
Behold, love bursts forth of a sudden,--dies
Within the hour; but hate--

VESTALINDEN.
Alle guder, –
det er jo vanvid!
(råber ud.)
Kom! Til hjælp; til hjælp!
(Vestalinder og tempeltjenere iler ind.)

THE VESTAL.
By all the gods,--
This is sheer madness!
[Calls out.]

THE VESTAL.
Come! Oh, help! Come, help!
[VESTALS and temple SERVANTS rush in.]

NOGLE.
Hvad er påfærde?

SOME.
What is amiss?

ANDRE.
Vestaflammen slukket!

OTHERS.
The vestal fire is dead!

FURIA.
Men hadets brænder; hævnens blusser højt!

FURIA.
But hate burns on; revenge still blazes high!

VESTALINDERNE.
Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
(de fører hende ud imellem sig.)

THE VESTALS.
Away with her to trial and punishment!
[They carry her out between them.]

CURIUS
(træder frem).
Til fængslet føres hun. Derfra til døden. –
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? –
O, aldrig følte jeg mig så tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. –
Ved mig hun frelses skal! – Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. –
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; –
til redningsværk endnu i denne stund!
Vent, Furia; – jeg drager dig af graven
til livet, – gjaldt det end mit eget liv!
(han går hurtigt bort.)

CURIUS.
[Comes forward.]
To prison now they take her. Thence to death.--
No, no, by all the gods, this shall not be!
Must she, most glorious of womankind,
Thus perish in disgrace, entombed alive?--
Oh, never have I felt so strangely moved.
Is this then love? Yes, love it is indeed.--
Then shall I set her free!--But Catiline?
With hate and vengeance will she follow him.
Has he maligners not enough already?
Dare I still others to their number add?
He was to me as were an elder brother;
And gratitude now bids me that I shield him.--
But what of love? Ah, what does it command?
And should he quake, the fearless Catiline,
Before the intrigues of a woman? No;--
Then to the rescue work this very hour!
Wait, Furia;--I shall drag you from your grave
To life again,--though at the risk of death!
[He goes away quickly.]

(En sal i Catilinas hus.)

[A room in CATILINE’s house.]

CATILINA
(kommer heftig og urolig ind).
„Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.“
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, –
et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, – mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; –
og alle dage skal jeg eden mindes.
(Under det følgende træder Aurelia ind og nærmer sig ham uden at bemærkes.)

CATILINE.
[Enters impetuous and uneasy.]
“Nemesis then indeed has heard my prayer,
Vengeance you have invoked on your own head!”
Such were the words from the enchantress’ lips.
Remarkable! Perchance it was a sign,--
A warning of what time will bring to me.

CATILINE.
Now therefore I have pledged myself on oath
The blood avenger of my own misdeed.
Ah, Furia,--still I seem to see your eye,
Wildly aflame like that of death’s own goddess!
Your words still echo hollow in my ears;--
The oath I shall remember all my life.
[During the following AURELIA enters and approaches him unnoticed.]

CATILINA.
Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; – andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvivl mig tumler som et stormfuldt hav –

CATILINE.
Yet, it is folly now to go on brooding
Upon this nonsense; it is nothing else.
Far better things there are to think upon;
A greater work awaits my energies.
The restless age is urgent with its plea;
Toward this I must direct my thought in season;
Of hope and doubt I am a stormy sea--

AURELIA
(griber hans hånd).
Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?

AURELIA.
[Seizes his hand.]
And may not your Aurelia know the reason?
May she not know what moves within your breast,
What stirs therein and rages with such madness?
May she not cheer and soothe your soul to rest,
And banish from your brow its cloud of sadness?

CATILINA
(mildt).
O, min Aurelia, – hvor god og øm –.
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbittre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, –
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. –
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bittre skål til bunden tømme?

CATILINE.
[Tenderly.]
O, my Aurelia,--O, how kind and tender--.
Yet why should I embitter all your life?
Why should I share with you my many sorrows?
For my sake you have borne enough of anguish.
Henceforth upon my own head I shall bear
What ill-designing fate allotted me,--
The curse that lies in such a soul as mine,
Full of great spiritual energies,
Of fervent longings for a life of deeds,
Yet dwarfed in all its work by sordid cares.--
Must you, too, sharing in my wretched life,
Bitter with blasted hopes, then with me perish?

AURELIA.
En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, –
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.

AURELIA.
To comfort is the role of every wife,
Though dreams of greatness she may never cherish.
When the man, struggling for his lofty dream,
Reaps nothing but adversity and sorrow,--
Her words to him then sweet and tender seem,
And give him strength sufficient for the morrow;
And then he sees that even the quiet life
Has pleasures which the most tumultuous lacks.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; –
kun livets tummel mægter den at stille.

CATILINE.
Yes, you are right; I know it all too well.
And yet I cannot tear myself away.
A ceaseless yearning surges in my breast,--
Which only life’s great tumult now can quiet.

AURELIA.
Er din Aurelia dig ikke nok, –
formår hun ej, din sjæl tilfreds at stille, –
så åbn dog hjertet for et venligt ord,
en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Kan hun ej mætte denne hede trang,
kan hun ej følge dine tankers flyven, –
vid: hun formår at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder.

AURELIA.
Though your Aurelia be not all to you,--
Though she can never still your restless soul,--
Your heart yet open to a gentle word,
A word of comfort from your loving wife.
Though she may never slake your fiery thirst,
Nor follow in their flight your noble thoughts,--
Know this, that she can share your every sorrow,
Has strength and fortitude to ease your burden.

CATILINA.
Så hør da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig så dybt forstemte.
Du véd, jeg længst har konsulatet søgt –
foruden held. Du kender jo det hele; –
hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har forødt –

CATILINE.
Then listen, dear Aurelia; you shall hear
What has of late depressed so deep my spirits.
You know, I long have sought the consulate--
Without avail. You know the whole affair--
How to increase the votes for my election,
I have expended--

AURELIA.
O, ti, min Catilina;
det smerter mig –

AURELIA.
Catiline, no more;
You torture me--

CATILINA.
Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? –
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den trædske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. –
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt –

CATILINE.
Do you too blame my course?
What better means therefor had I to choose?--
In vain I lavished all that I possessed;
My one reward was mockery and shame.
Now in the senate has my adversary,
The crafty Cicero, trampled me to earth.
His speech was a portrayal of my life,
So glaring that I, even I, must gasp.
In every look I read dismay and fear;
With loathing people speak of Catiline;
To races yet unborn my name will be
A symbol of a low and dreadful union
Of sensuality and wretchedness,
Of scorn and ridicule for what is noble.--
And there will be no deed to purge this name
And crush to earth the lies that have been told!
Each will believe whatever rumor tells--

AURELIA.
Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordømme dig;
lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; –
jeg véd, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle.
Lad os forlade dette lastens hjem; –
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle?

AURELIA.
But I, dear husband, trust no such reports.
Let the whole world condemn you if it will;
And let it heap disgrace upon your head;--
I know you hide within your inmost soul
A seed that still can blossom and bear fruit.
Only it cannot burst forth here in Rome;
Poisonous weeds would quickly prove the stronger.
Let us forsake this degradation’s home;--
What binds you here? Why should we dwell here longer?

CATILINA.
Jeg skulde rømme marken, – drage bort?
Jeg skulde slippe mine største tanker?
Den druknende – endskønt foruden håb –
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden, –
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden.

CATILINE.
I should forsake the field,--and go away?
I should my greatest dreams in life surrender?
The drowning man still clutches firm and fast
The broken spars--though hope is frail and slender;
And should the wreck be swallowed in the deep,
And the last hope of rescue fail forever,--
Still clings he to the lone remaining spar,
And sinks with it in one last vain endeavor.

AURELIA.
Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham
med grønne lunde langsmed havets vove,
da vågner håbet atter i hans barm, –
han stræber did, imod de lyse skove.
Der er det skønt; der hersker stille fred;
der triller bølgen lydløst imod stranden;
der lægger han de trætte lemmer ned,
og kølig aftenvind omvifter panden; –
den jager bort hver sorgens mørke sky;
en trøstig ro blir i hans sind tilbage; –
der dvæler han og finder kvægsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formår at trænge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm; –
den gør hans sjæl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste formål og med vilde glæder;
han finder dobbelt skønt det stille liv –
og bytter ej med nogen Romers hæder.

AURELIA.
But should a kindly seacoast smile on him,
With groves all green along the rolling billows,
Hope then awakens in his heart again,--
He struggles inward, toward the silvery willows.
There reigns a quiet peace; ’tis beautiful;
There roll the waves, in silence, without number;
His heated brow sweet evening breezes cool,
As weary-limbed he rests himself in slumber;
Each sorrow-laden cloud they drive away;
A restful calm his weary mind assuages;--
There he finds shelter and prolongs his stay
And soon forgets the sorry by-gone ages.
The distant echo of the world’s unrest
Alone can reach his dwelling unfrequented.
It does not break the calm within his breast;--
It makes his soul more happy and contented;
It calls to mind the by-gone time of strife,
Its shattered hopes and its unbridled pleasures;
He finds twice beautiful this quiet life--
And would not change it for the greatest treasures.

CATILINA.
Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde følge dig fra strid og tummel.
Men kan du nævne mig så dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed?

CATILINE.
You speak the truth; and in this very hour
From strife and tumult I could go with you.
But can you name me some such quiet spot,
Where we can live in shelter and in peace?

AURELIA
(glad).
Du vil, min Catilina! Hvilken fryd, –
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
Så lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager –

AURELIA.
[Joyful.]
You will go, Catiline? What happiness,--
Oh, richer than my bosom can contain!
Let it be so, then! Come! This very night
We’ll go away--

CATILINA.
Hvorhen skal vi drage?
Nævn mig den plet, hvor hjemligt jeg tør lægge
til ro mit hoved!

CATILINE.
But whither shall we go?
Name me the spot where I may dare to rest
My head in homely peace!

AURELIA.
Kan du sådan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
i elskovs første lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel græsset mere grønt end der?
Hvor større kølighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mørke trær
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glæde; –
der skal opmuntre dig en kærlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede.
(smilende.)
Og når, med markens blomster i din favn,
du træder ind til mig – din herskerinde, –
da råber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbærkransen om hans tinde! –
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hånd, – og sælsomt flammer dine blikke –

AURELIA.
How can you ask?
Have you forgot our villa in the country,
Wherein I passed my childhood days, where since,
Enraptured during love’s first happy dawn,
We two spent many a blithesome summer day?
Where was the grass indeed so green as there?
Where else the groves so shady and sweet-smelling?
The snow-white villa from its wooded lair
Peeps forth and bids us there to make our dwelling.
There let us flee and dedicate our life
To rural duties and to sweet contentment;--
You will find comfort in a loving wife,
And through her kisses banish all resentment.
[Smiling.]

AURELIA.
And when with all the flowers of the land
You come to me, your sovereign, in my bowers,
Then shall I crown you with the laurel band,
And cry, All hail to you, my king of flowers!--
But why do you grow pale? Wildly you press
My hand,--and strangely now your eyes are glowing--

CATILINA.
Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt; –
didhen at føre dig formår jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer!

CATILINE.
Aurelia, alas, past is your happiness;--
There we can never, never think of going.
There we can never go!

AURELIA.
Du skrækker mig!
Dog, ikke sandt, – du spøger, Catilina?

AURELIA.
You frighten me!
Yet, surely,--you are jesting, Catiline?

CATILINA.
Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg!
Men hver dit ord, lig hævnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skæbnen aldrig vil forunde hvile.

CATILINE.
I jest! Would only that it were a jest!
Each word you speak, like the avenging dart
Of Nemesis, pierces my heavy heart,
Which fate will never grant a moment’s rest.

AURELIA.
I guder; tal! Hvad mener du?

AURELIA.
O gods! speak, speak! What do you mean?

CATILINA.
Se her!
Her er dit landsted, – her din¹ fremtids glæde!
(han trækker en pung med guldpenge frem og kaster den på bordet.)

1. fu: her er din

CATILINE.
See here!
Here is your villa,--here your future joys!
[He draws out a purse filled with gold and throws it on the table.]

AURELIA.
O, du har solgt –?

AURELIA.
Oh, you have sold--?

CATILINA.
Alt solgte jeg idag; –
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke –

CATILINE.
Yes,--all I sold today;--
And to what end? In order to corrupt--

AURELIA.
Tal ikke mere! Lad os ikke tænke
på denne sag; det volder jo kun sorg.

AURELIA.
O Catiline, no more! Let us not think
On this affair; sorrow is all it brings.

CATILINA.
Mig knuser tifold mer dit stille tålmod,
end selv et smertesskrig ifra din læbe!
(En gammel soldat kommer ind og nærmer sig Catilina.)

CATILINE.
Your quiet-patience wounds me tenfold more
Than would a cry of anguish from your lips!
[An old SOLDIER enters and approaches CATILINE.]

SOLDATEN.
Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind
så sent på dagen, umeldt, i din bolig.
Vær ikke vred –

THE SOLDIER.
Forgive me, master, that thus unannounced
I enter your abode at this late hour.
Ah, be not wroth--

CATILINA.
Hvad er dit ærend her?

CATILINE.
What is your errand here?

SOLDATEN.
Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert
vil høre den. Jeg er en fattig mand,
som ofret har min kraft for Romas hæder.
Nu er jeg svækket, kan ej tjene længer,
og mine² våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min Søn. Han har
med sine hænders arbejd mig ernæret.
Ak, – for en gæld han sidder fængslet nu.
Og ingen redning –. Hjælp mig; hjælp mig, herre!
(knælende.)
En liden skærv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dør forlængst var lukket.
Jeg véd ej udvej mer –

2. fu: min

THE SOLDIER.
My errand here is but a humble prayer,
Which you will hear. I am a needy man,
One who has sacrificed his strength for Rome.
Now I am feeble, can no longer serve;
Unused my weapons rust away at home.
The hope of my old age was in a son,
Who labored hard and was my one support.
Alas,--in prison now he’s held for debt.
And not a ray of hope--. Oh, help me, master!
[Kneeling.]

THE SOLDIER.
If but a penny! I have gone on foot
From house to house; each door is long since closed.
I know not what to do--

CATILINA.
Det ligner dem!
Se her et billed på de manges nød.
Så lønner man den tappre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med sværd og røde flammer;
men bløde ord har lydt til mig fornylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; –
at lindre sorgen er jo og en gerning. –
Der, gamle kriger; – klar med det din gæld.
(han rækker ham pungen med guldpengene.)

CATILINE.
The paltry knaves!
A picture this is of the many’s want.
Thus they reward the old brave company.
No longer gratitude is found in Rome!
Time was I might have wished in righteous wrath
To punish them with sword and crimson flames;
But tender words have just been spoken here;
My soul is moved; I do not wish to punish;--
To ease misfortune likewise is a deed.--
Take this, old warrior;--clear with this your debt.
[He hands him the purse with the gold.]

SOLDATEN
(rejser sig).
O, gode herre, – tør jeg tro dit ord?

THE SOLDIER.
[Rising.]
O gracious lord,--dare I believe your words?

CATILINA.
Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb.
(Soldaten går hurtigt bort.)

CATILINE.
Yes; but be quick, old man; go free your son.
[The SOLDIER goes hurriedly out.]

CATILINA.
En bedre brug, – ej sandt, Aurelia? –
end til bestikkelser og stemmekøb.
Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt;
men stille trøst har også sin belønning.

CATILINE.
A better use,--not so, Aurelia dear?--
Than bribery and purchasing of votes?
Noble it is to crush the tyrant’s might;
Yet quiet solace too has its reward.

AURELIA
(kaster sig i hans arme).
O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!

AURELIA.
[Throws herself in his arms.]
Oh, rich and noble is your spirit still.
Yes,--now I know my Catiline again.

(Et underjordisk gravkammer med en nylig igenmuret åbning højt oppe på bagvæggen. En lampe brænder mat.)
(Furia, iført lange sorte klæder, står i en lyttende stilling nede i grav-kamret.)

[An underground tomb with a freshly walled-in passage high on the rear wall. A lamp burns faintly.]
[FURIA, in long black robes, is standing in the tomb as if listening.]

FURIA.
Det drønner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille – stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
Det var et sælsomt liv; – en sælsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom – og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde, – han mit offer; –
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. – Fjernes jeg
nedad – umærkeligt – fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, – hvis denne dvælen
i gravens skød igrunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande, –
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styx!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, – spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, –
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, –
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, –
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; –
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge; –
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, –
og åndedrættet stedse mere tungt. –
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt –
(hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her – her vil jeg vente!
(Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. Curius kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)

FURIA.
A hollow sound. ’Tis thunder rolls above.
I hear its rumble even in the tomb.
Yet is the tomb itself so still--so still!
Am I forever damned to drowsy rest?
Never again am I to wander forth
By winding paths, as ever was my wish?

FURIA.
[After a pause.]
A strange, strange life it was;--as strange a fate.
Meteor-like all came--and disappeared.
He met me. A mysterious magic force,
An inner harmony, together drew us.
I was his Nemesis;--and he my victim;--
Yet punishment soon followed the avenger.

FURIA.
[Another pause.]
Now daylight rules the earth.--Am I perchance
To slip--unknowing--from the realm of light?
’Tis well, if so it be,--if this delay
Within the tomb be nothing but a flight
Upon the wings of lightning into Hades,--
If I be nearing even now the Styx!
There roll the leaden billows on the shore;
There silently old Charon plies his boat.
Soon am I there! Then shall I seat myself
Beside the ferry,--question every spirit,
Each fleeting shadow from the land of life,
As light of foot he nears the river of death,--
Shall ask each one in turn how Catiline
Fares now among the mortals of the earth,--
Shall ask each one how he has kept his oath.
I shall illumine with blue sulphur light
Each spectral countenance and hollow eye,--
To ascertain if it be Catiline.
And when he comes, then shall I follow him;--
Together we shall make the journey hence,
Together enter Pluto’s silent hall.
I too a shadow shall his shade pursue;--
Where Catiline is, must Furia also be!

FURIA.
[After a pause, more faintly.]
The air is growing close and clammy here,--
And every breath in turn more difficult.--
Thus am I drawing near the gloomy swamps,
Where creep the rivers of the underworld.

FURIA.
[She listens; a dull noise is heard.]
A muffled sound? ’Tis like the stroke of oars.
It is the ferryman of shades who comes
To take me hence. No, here--here will I wait!
[The stones in the freshly walled-in passage are broken asunder. CURIUS comes into view on the outside; he beckons to her.]

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=6871488e-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display