You are here: BP HOME > MI > Catilina (Catiline) > fulltext
Catilina (Catiline)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
TREDJE AKT
(Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. til højre ses Catilinas telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en vagtild. Flere lignende skimtes mellem træerne i baggrunden. Det er nat. Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.)
 
(Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius går frem og tilbage udenfor teltet.)  
THIRD ACT
[CATILINE’s camp in a wooded field in Etruria. To the right is seen CATILINE’s tent and close by it an old oak tree. A camp fire is burning outside the tent; similar fires are to be seen among the trees in the background. It is night. At intervals the moon breaks through the clouds.]
 
[STATILIUS lies stretched out asleep by the camp fire. MANLIUS paces back and forth in front of the tent.] 
MANLIUS.
Det ligner dem, de unge lette fugle.
Der sover de så roligt og så fast,
som var det moder-skødets trygge værn,
der dækked dem, og ej en vildsom skov.
De hviler sig, som om de vented på
at skulle vækkes til en munter leg
og ej til kamp, – måske den allersidste,
de får at kæmpe her. 
MANLIUS.
Such is the way of young and buoyant souls.
They slumber on as peaceful and secure
As though embosomed in their mothers’ arms,
Instead of in a forest wilderness.
They rest as though they dream some merry game
Were held in store for them when they awake,
Instead of battle,--the last one, perchance,
That will be theirs to fight. 
STATILIUS
(vågner og rejser sig).
Endnu på vagt?
Du er vel træt? Nu løser jeg dig af. 
STATILIUS.
[Awakes and rises.]
Still standing guard?
You must be weary? I’ll relieve you now. 
MANLIUS.
Sov heller selv. Den unge trænger til
en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber
behøver kræfter. Anderledes er det
når håret gråner, blodet rinder mat
og alderdommen tynger vore skuldre. 
MANLIUS.
Go rest yourself instead. Youth needs his sleep;
His untamed passions tax his native strength.
’Tis otherwise when once the hair turns gray,
When in our veins the blood flows lazily,
And age weighs heavily upon our shoulders. 
STATILIUS.
Ja, du har ret; så vil jeg og engang
som gammel hærdet kriger – 
STATILIUS.
Yes, you are right. Thus I too shall in time,
An old and hardened warrior-- 
MANLIUS.
Véd du da
så visst, at skæbnen har for dig bestemt
en alderdom? 
MANLIUS.
Are you sure
The fates decreed you such a destiny? 
STATILIUS.
Nu hvorfor ikke det?
Hvad bringer dig på disse anelser?
Er noget uheld hændt? 
STATILIUS.
And pray, why not? Why all these apprehensions?
Has some misfortune chanced? 
MANLIUS.
Du mener vel,
vi intet har at frygte, unge dåre? 
MANLIUS.
You think no doubt
That we have naught to fear, foolhardy youth? 
STATILIUS.
Vor hær er stærkt forøget – 
STATILIUS.
Our troops are strongly reenforced-- 
MANLIUS.
Såre stærkt, –
med rømte slaver og med fægtere – 
MANLIUS.
Indeed,--
With fugitive slaves and gladiators-- 
STATILIUS.
Nu, lad så være; samlet virker de
ej ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende hjælp – 
STATILIUS.
Well,--
Grant that they are; together they may prove
No little aid, and all the tribes of Gaul
Will send us help-- 
MANLIUS.
– som endnu ej er kommen. 
MANLIUS.
--Which has not yet arrived. 
STATILIUS.
Du tvivler på at Allebrogerne
vil holde ord? 
STATILIUS.
You doubt that the Allobroges will keep
Their promised word? 
MANLIUS.
Jeg kender disse folk
fra fordums tid. Dog, lad det være godt.
Den dag, som kommer, vil vel åbenbare,
hvad guderne har over os besluttet.
Men gå, Statilius, og efterse
om alle vagter gør sin skyldighed.
Mod natligt overfald vi må os sikkre;
vi véd jo ej, hvor vore fiender står.
(Statilius går ind i skoven.)  
MANLIUS.
I know these people well
From days gone by. However, let that pass.
The day that dawns will doubtless bring to light
What destinies the gods have set for us.

MANLIUS.
But go the rounds, my friend, and ascertain
If all the guards perform their proper tasks.
For we must fend against a night attack;
We know not where the enemy makes his stand.
[STATILIUS goes into the forest.] 
MANLIUS
(alene ved vagtilden).
Nu samler skyerne sig mer og mer;
det er en mørk og uvejrssvanger nat; –
en fugtig tåge klemmer mig om brystet,
som om den varsled uheld for os alle.
Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,
hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?
Mon det er alderdommens byrde blot,
som jeg fornemmer? Sælsomt nok, – iaftes
mig tyktes selv de unge sært forstemte.
(efter et ophold.)
Nu, guderne skal vide, hævn var ej
det mål, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min harme blussed op en flygtig stund,
da jeg mig følte forurettet, krænket; –
det gamle blod er end ej ganske koldt;
tidt kan det rulle hedt nok gennem åren.
Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,
min Catilina, for hans egen skyld;
og jeg skal våge over ham med omhu.
Her står han ensom mellem disse skarer
af vilde venner og af usle skurke.
De mægter ej at fatte ham, – og han
er altfor stolt til dem at ville fatte.
(han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.)
(Catilina kommer ud fra teltet.)  
MANLIUS.
[Alone by the camp fire.]
The clouds begin to gather thick and fast;
It is a dark and storm-presaging night;--
A misty fog hangs heavy on my breast,
As though foreboding mishap to us all.
Where is it now, that easy carefree spirit
With which in former times I went to war?
Ah, can it be the weight of years alone
That now I feel? Strange--strange, indeed,--last night
Even the young seemed sorely out of heart.

MANLIUS.
[After a pause.]
The gods shall know revenge was not the aim
For which I joined and followed Catiline.
My wrath flared up within me for a space
When first I felt I had been wronged, insulted;--
The old blood is not yet entirely cold;
Now and again it courses warmly through my veins.
But the humiliation is forgotten.
I followed Catiline for his own sake;
And I shall watch o’er him with zealous care.
Here stands he all alone amidst these hosts
Of paltry knaves and dissolute companions.
They cannot comprehend him,--he in turn
Is far too proud to wish to fathom them.
[He throws some branches on the fire and remains standing in silence. CATILINE comes out of the tent.] 
CATILINA
(for sig selv).
Det er mod midnat. Alting er så tyst; –
kun på mit øje vil ej søvnen dvæle.
Koldt blæser vinden; den skal kvæge mig
og skænke kræfter –. Ah, de trænges til!
(bemærker Manlius.)
Dig er det, gamle Manlius? Du våger
alene her den mørke nat? 
CATILINE.
[To himself.]
Midnight approaches. Everything is hushed;--
Only to my poor eyes sleep fails to come.
Cold is the night wind; ’twill refresh my soul
And give me strength anew--. I sorely need it!
[He becomes aware of MANLIUS.]

CATILINE.
’Tis you, old Manlius? And do you stand guard
Alone on such a night? 
MANLIUS.
Jeg har,
da du var barn, bevogtet dig så tidt.
Sig, mindes du det ej? 
MANLIUS.
Oft have I stood
Guard over you in childhood’s early days.
Say, do you not recall? 
CATILINA.
Den tid er borte;
med den min ro; og hvorsomhelst jeg går,
forfølges jeg af mangehånde syner.
Alt, Manlius, – alt huses i mit bryst; –
kun ikke freden. Den er i det fjerne. 
CATILINE.
Those days are gone;
With them, my peace; wherever now I go,
I’m haunted by a multitude of visions.
All things find shelter in my bosom, Manlius;--
Save peace alone. That--that is far away. 
MANLIUS.
Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig!
Husk på at morgendagen kræve tør
din fulde kraft i kamp for alles frelse. 
MANLIUS.
Cast off these gloomy thoughts and take your rest!
Remember that the morrow may require
Your utmost strength for our deliverance. 
CATILINA.
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øje
for i en flygtig blund at finde glemsel,
da tumles jeg i underlige drømme.
Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer,
da trådte atter disse syner frem,
mer sært, end nogensinde, – mer forblommet
og gådefuldt. – Ah, hvis jeg fatted kun
hvad dette varsler mig! Men, nej – 
CATILINE.
I cannot rest. If I but close my eyes
One fleeting moment in forgetful slumber,
I’m tossed about in strange, fantastic dreams.
Here on my couch I lay now, half asleep,
When these same visions reappeared again,
More strange than ever,--more mysterious
And puzzling--. Ah, if I could only know
What this forebodes! But no-- 
MANLIUS.
Betro mig
din drøm; måske jeg kunde tyde den. 
MANLIUS.
Confide your dream
To me. Perhaps I can expound its meaning. 
CATILINA
(efter et ophold).
Om jeg slumred eller våged, véd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden uden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring mig mulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænker i min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset, mørk og rædselsfuld;
og jeg ser mig i en hvælving, klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel, tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel, ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser, som når havets bryst
drager stormens vejr og knuses mod en stenet kyst.
Dog, midt i den vilde vrimmel titter stundom frem
blomstersmykte børn og synger om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørket for en lysning klar, –
og i rummets midte skimter jeg et ensomt par;
tvende kvinder, – stræng den ene og som natten sort, –
og den anden mild, som dagen, når den flygter bort.
Ah, hvor sælsomt velbekendte tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged i en salig ro;
snart den andens hvasse øjne gnistred som et lyn;
skræk mig greb, – og dog jeg fulgte gerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene, og den anden lænes til
bordet, hvor de tykkes spille et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter om fra sted til sted; –
da er spillet tabt og vundet, og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvinden med det lyse smil;
og de smykte børneklynger viger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser; men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjne som i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blanke øjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte siden i min feberblund
ligger under glemsels-dækket i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes. Ak, det er forglemt! 
CATILINE.
[After a pause.]
If I slept or if I waked, scarcely can I say;
Visions fast pursued each other in a mad array.
Soon a deepening twilight settles over everything;
And a night swoops down upon me on her wide-spread wing,
Terrible and dark, unpierced, save by the lightning’s flare;
I am in a grave-like dungeon, filled with clammy air.
Lofty is the ceiling and with thunderclouds o’ercast;
Multitudes of shadow forms go racing wildly past,
Whirl around in roaring eddies, as the ocean wave
Draws the raging storm and breaks against a rocky cave.
Yet amid this frenzied tumult children often come,
Decked in flowers, singing of a half-forgotten home.
Soon the darkness round them changes to a vivid glare,--
Dimly in the center I descry a lonely pair;
Ah, two women,--stern the one and gloomy as the night,--
And the other gentle, like the evening in its flight.
How familiar to my eyes the two lone figures seemed!
With her smiling countenance the one upon me beamed;
Like the zigzag lightning flashed the other’s piercing eye;
Terror seized my soul,--yet on I gazed in ecstasy.
Proudly upright stands the one, the other leans in weariness
On the solitary table, where they play a game of chess.
Pawns they barter, or they move them now from place to place;--
Then the game is lost and won,--she fades away in space,--
She who radiantly smiled, ah, she who lost the game;
Instantly the bands of children vanish whence they came.
Tumult rises; darkness deepens; but from out the night
Two eyes fix upon me, in a victor’s gloating right;
Then my brain reels; I see nothing but those baleful eyes.
But what else I dreamed of in that frenzied slumber lies
Far within me hidden, buried deep beyond recall.
Could I but remember. Gone forever is it all. 
MANLIUS
Forunderlig isandhed, Catilina,
er denne drøm. 
MANLIUS.
Remarkable, indeed, my Catiline,
Is this your dream. 
CATILINA
(grublende).
Hvis blot jeg kunde mindes –.
Men nej; det lykkes ikke – 
CATILINE.
[Meditating.]
If I could but remember--
But no; my memory fails me-- 
MANLIUS
Ængst dig ej
med disse tanker. Hvad er drømme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningsløse, uden grund og mening. 
MANLIUS.
Brood no longer
Upon these thoughts. For what are dreams, indeed,
But pale chimeras only, darkling visions,
On nothing founded, and by naught explained? 
CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere; –
nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.
(Manlius går ind i skoven.)  
CATILINE.
Yes, you are right; I will no longer brood;--
Already I am calm. But go your way;
You need some rest. The meanwhile I shall walk
In privacy and meditate my plans.
[MANLIUS goes into the forest.] 
CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld:)
Hvis blot jeg kunde –. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog, – i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte –
(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem træerne.)  
CATILINE.
[Paces for some time back and forth by the camp fire, which is about to go out; then he stops and speaks thoughtfully.]
If I could only--. Ah, it is unmanly
To brood and be distressed by thoughts like these.
And yet,--here in the stillness of the night,
This lonely solitude, again I see
Rising before me life-like all I dreamed.
[A SHADOW, attired like an old warrior in armor and toga, stems to rise from the earth among the trees a short distance from him.] 
CATILINA
(viger tilbage for skyggen).
I guders magt –! 
CATILINE.
[Recoils before THE SHADOW.]
Great powers of heaven--! 
SKYGGEN
Vær hilset, Catilina! 
THE SHADOW.
Greetings, Catiline! 
CATILINA
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge? 
CATILINE.
What will you have? Who are you, pallid shade? 
SKYGGEN
Vent! Jeg har retten til at spørge her, –
og du skal svare. Kender du ej mere
fra længst forsvundne tider denne røst? 
THE SHADOW.
One moment! It is here my right to question,--
And you shall answer. Do you no longer know
This voice from ages long since passed away? 
CATILINA
Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst –.
Men sig, – hvem søger du i midnatstimen? 
CATILINE.
Methinks I do; yet certain I am not--.
But speak, whom seek you at this midnight hour? 
SKYGGEN
Dig søger jeg. Vid, denne time kun
er mig forundt til vandringsfrist heroppe. 
THE SHADOW.
’Tis you I seek. Know that this hour alone
Is granted me as respite here on earth. 
CATILINA.
Ved alle guder, tal! Hvo er du? 
CATILINE.
By all the gods! Who are you? Speak! 
SKYGGEN.
Stille!
Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab.
Hvi under du mig ikke gravens fred?
Hvi driver du mig op af dødens bolig?
Hvi bryder du min glemsel og min hvile,
så jeg må søge dig med truslers hvisken
og værne om min dyrekøbte hæder? 
THE SHADOW.
Be calm!
Hither I come to call you to account.
Why do you envy me the peace of death?
Why do you drive me from my earthy dwelling?
Why do you mar my rest with memories,
That I must seek you, whisper menaces,
To guard the honor I so dearly bought? 
CATILINA.
Ah, denne røst –! Jeg aner og jeg mindes – 
CATILINE.
Alas! this voice--! Somehow I seem to know-- 
SKYGGEN.
Hvad er tilovers af min herskermagt?
En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.
Vi begge sank i grav – og blev til intet.
Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.
Den havde kostet mig min ro i livet;
på fred i graven gav for den jeg afkald.
Og nu vil du med en forvoven hånd
frarive mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ej veje nok til store værker?
Hvi vælger du just den, som jeg har valgt?
Min magt nedlagde jeg i livet alt.
Mit navn, – så tænkte jeg, – skal evigt stå,
ej venligt glimtende som stjernens øje, –
nej, som et lyn på nattehimlen fæstet!
Ej vilde jeg, som hundreder før mig,
ved ædelsind og milde dyder mindes;
ej vilde jeg beundres; – denne lodd
blev alt såmangens og vil blive det
til tidens ende. Nej, af blod og rædsel
jeg vilde bygge mig mit eftermæle!
I stum forfærdelse, som mod et luftsyn,
der viser sig og svinder, lig en gåde, –
man skulde stirre på min færd tilbage
og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen, –
ej før, ej siden, – vovede at nå! –
Således drømte jeg, – og blev bedragen.
Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke,
hvad sæd der spired lønligt i din sjæl?
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter
igennem fremtids-dækket, hvad det dølger;
blandt stjerner skrevet – læser jeg din skæbne! 
THE SHADOW.
What is there left of my imperial power?
A shadow like myself; yes, scarcely that.
Both sank into the grave--and came to naught.
’Twas dearly bought; dear, dear was it attained.
For it I sacrificed all peace in life,
And waived all claims to peace beyond the grave.
And now you come and want to wrest from me
With daring hands what little I have left.
Are there not paths enough to noble deeds?
Why must you choose the one that I have chosen?
I gave up everything in life to power;
My name--so dreamed I--should forever stand,
Not beaming like a star with friendly lustre,--
No, like a flash against the midnight sky!
I did not covet fame, the goal of hundreds,
For magnanimity and noble deeds;
Nor admiration;--far too many share
That fate already: so will many more
Until the end of time. Of blood and horror
I wished to build me my renown and fame.
With silent dread, as on some meteor
That now appears in mystery and is gone
Again,--men should gaze back upon my life,
And look askance on me, whom no one ever,
Before or since then, dared to emulate.
Yes, thus I dreamed and dreamed,--and was deceived.
Why did I not surmise, when you stood near me,
The secret thoughts then growing in your soul.
Yet, Catiline, beware; know that I see
Beyond the veil that hides from you the future.
Written among the stars--I read your fate! 
CATILINA.
Min skæbne læser du? Så tyd den da! 
CATILINE.
You read my fate? Expound it then to me! 
SKYGGEN.
Nej, først bag dødens dunkle port
forsvinder dæmringen, som hylles
omkring hvad grufuldt og hvad stort
af fremtids-bølgerne bortskylles.
Kun dette tør en frigjort ånd
ud af din skæbnes bog dig melde:
Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde!
(Åndeskikkelsen glider bort, som i en tåge.)  
THE SHADOW.
No, first beyond death’s gloomy gate
Shall fade away the mists that hide
The gruesome and the nobly great,
Borne ever on by time and tide.
This from thy book of fate alone
A liberated soul may tell thee:
Perish thou shalt by deed thine own,
And yet a stranger’s hand shall fell thee.
[THE SHADOW glides away as in a mist.] 
CATILINA
(efter et ophold).
Han er forsvunden. Var det kun en drøm?
Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfed
hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!
Det var diktatoren, den gamle blodmand,
som steg af graven for at skrække mig.
Han frygted for at miste sejrens krone, –
ej hæders-kransen, men det rædsels-ry,
hvori hans minde lever. Ægges da
blodløse skygger selv af æres-håbet?
(går urolig op og ned.)
Alt stormer ind på mig. Snart taler blidt
advarende Aurelia, – og atter
genlyder i mig Furias manings-råb.
Og mer end dette; – frem af graven stiger
de blege skygger fra den svundne tid.
De truer mig. Jeg skulde standse her?
Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride
kækt mod mit mål; – snart står jeg sejrrig der!
(Curius kommer gennem skoven i heftig bevægelse.)  
CATILINE.
[After a pause.]
Ah, he has vanished. Was it but a dream?
No, no; even here he stood; the moonbeams played
Upon his sallow visage. Yes, I knew him!
It was the man of blood, the old dictator,
Who sallied from his grave to frighten me.
He feared lest he should lose the victor’s crown,--
Not the reward of honor, but the terror
Whereby his memory lives. Are bloodless shades
Spurred onward also by the thought of glory?
[Paces to and fro uneasily.]

CATILINE.
All things storm in upon me. Now Aurelia
In gentle admonition speaks,--and now
In me reëchoes Furia’s warning cry.
Nay, more than that;--out of the grave appear
The pallid shadows of a by-gone age.
They threaten me. I should now stop and pause?
I should turn back? No. I shall venture on
Unfaltering;--the victory soon is mine!
[CURIUS comes through the forest in great agitation.] 
CURIUS.
O, Catilina –! 
CURIUS.
O Catiline--! 
CATILINA
(overrasket).
Du, – du her, min ven? 
CATILINE.
[Surprised.]
What, you,--you here, my friend! 
CURIUS.
Jeg måtte – 
CURIUS.
I had to-- 
CATILINA.
Hvorfor blev du ej i staden? 
CATILINE.
Wherefore staid you not in town? 
CURIUS.
Mig angsten drev; jeg måtte søge dig. 
CURIUS.
Fear prompted me; I had to seek you here. 
CATILINA.
For min skyld styrter du dig blindt i faren?
Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham.)  
CATILINE.
You rush for my sake blindly into danger.
You thoughtless lad! Yet, come into my arms!
[Moves to embrace him.] 
CURIUS
(viger tilbage).
Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær! 
CURIUS.
[Draws back.]
No! Do not touch me! Do not even come near me! 
CATILINA.
Hvad fejler dig, min Curius? 
CATILINE.
What ails you, my dear Curius? 
CURIUS.
Bryd op!
Flygt, hvis du kan, endnu i denne time!
Ad alle veje kommer fiendens hær;
din lejr omringes, Catilina! 
CURIUS.
Up! Break camp!
Flee, if you can, even this very hour!
On every highway come the enemy troops;
Your camp is being surrounded. 
CATILINA.
Fat dig;
du taler vildt. Har rejsen rystet dig –? 
CATILINE.
Calm yourself;
You rave. Speak, has the journey shaken you--? 
CURIUS.
O, nej; men frels dig mens det end er tid!
Du er forrådt –
(kaster sig ned for ham.)  
CURIUS.
Oh no; but save yourself while there is time!
You are betrayed--
[Prostrates himself before him.] 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login