CATILINA.
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere, kommer nedover landevejen uden at bemærke Catilina.)
CATILINE.
I must! I must! A voice deep in my soul
Urges me on,--and I will heed its call.
Courage I have and strength for something better,
Something far nobler than this present life,--
A series of unbridled dissipations--!
No, no; they do not satisfy the yearning soul.
CATILINE.
I rave and rave,--long only to forget.
’Tis past now,--all is past! Life has no aim.
CATILINE.
[After a pause.]
And what became of all my youthful dreams?
Like flitting summer clouds they disappeared,
Left naught behind but sorrow and remorse;--
Each daring hope in turn fate robbed me of.
[He strikes his forehead.]
CATILINE.
Despise yourself! Catiline, scorn yourself!
You feel exalted powers in your soul;--
And yet what is the goal of all your struggle?
The surfeiting of sensual desires.
CATILINE.
[More calmly.]
But there are times, such as the present hour,
When secret longings kindle in my breast.
Ah, when I gaze on yonder city, Rome,
The proud, the rich,--and when I see that ruin
And wretchedness to which it now is sunk
Loom up before me like the flaming sun,--
Then loudly calls a voice within my soul:
Up, Catiline;--awake and be a man!
CATILINE.
[Abruptly.]
Ah, these are but delusions of the night,
Mere dreaming phantoms born of solitude.
At the slightest sound from grim reality,--
They flee into the silent depths within.
[The ambassadors of the Allobroges, AMBIORIX and OLLOVICO, with their Escort, come down the highway without noticing CATILINE.]
