CATILINA
(efter et ophold).
Det er den troskab, som jeg bygged på!
Så svigter de mig, en for en. O, guder!
Forræderi og fejghed er det kun,
som gærer i de lunkne slavesjæle.
O, dåre, som jeg er, med mine anslag!
Jeg knuse vil hint øglerede, Roma, –
og Roma er alt længst en sunken grushob.
(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.)
Der kommer de! End er der kække mænd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!
Hvor lystigt klirrer skjolde mod hinanden!
Det tænder ilden op i mig påny;
afgørelsen er nær, – den store stund,
som løser alle tvivl. Jeg hilser stunden!
(Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer gennem skoven.)
CATILINE.
[After a pause.]
This is the trust I built my hopes upon!
Thus one by one they leave me. Oh ye gods!
Treason and cowardice alone stir up
The sullen currents of their slavish souls.
Oh, what a fool am I with all my hopes!
I would destroy yon viper’s nest, that Rome,--
Which is long since a heap of sunken ruins.
[The sound of arms is heard approaching; he listens.]
CATILINE.
They come, they come! Still are there valiant men
Among them. Ah, the joyous clang of steel!
The merry clash of shields against each other!
Anew the fire kindles in my breast;
The reckoning is near,--the mighty hour
That settles every doubt. I hail the day!
[MANLIUS, STATILIUS, GABINIUS, and many OTHER CONSPIRATORS come through the forest.]
