You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Olaf Liljekrans
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
FØRSTE AKT
(En tæt bevokset li, der fører op til højere liggende fjeldegne; i en dyb kløft løber en strid elv fra baggrunden ud til højre; over elven ligger nogle gamle træstammer og andre levninger af en forfalden bro. Store klippeblokke ligger adspredte i forgrunden, langt borte ses toppene af høje snefjelde. Aftenrøden hviler over landskabet, senere kommer månen frem.) 
FIRST ACT
[A thickly wooded hillside which leads up to higher mountain regions; in a deep ravine a swift river runs from the background out to the right; over the river lie some old logs and other remnants of a dilapidated bridge. Huge rocks lie scattered in the foreground; far away can be seen the summits of snow-capped mountain peaks. Evening twilight rests over the landscape; later on the moon appears.] 
FØRSTE SCENE.
Thorgjerd (står på et klippestykke ved elven og lytter til de forskellige kor, som høres udenfor skuepladsen.)  
SCENE I
[THORGJERD stands on a rocky projection near the river and listens to the various choruses which are heard off the stage.] 
KOR AF FRU KIRSTENS FØLGE
(dybt inde i skoven til venstre).
Med fromme sange, med klokkespil
så vide vi færdes i dale;
du kristne mand, du lytte dertil,
vågn op af den koglende dvale. 
CHORUS OF LADY KIRSTEN’S RETINUE.
[Deep in the wood to the right.]
With ringing of bells we hurry along,
We wander in field and in dell;
O Christian, come, give heed to our song,
Awake from your magic spell. 
SLÆGTNINGE AF ARNE FRA GULDVIK
(langt borte, udenfor til højre).
     Nu færden står
     til bryllupsgård;
folen løber let under lide!
     Det drønner under hov
     i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride! 
RELATIVES OF ARNE OF GULDVIK.
[Far away to the right.]
     Now hasten we all
     To the wedding hall;
The foal runneth light and gay!
     The hoofs resound
     On the grassy ground
As the merry swains gallop away! 
FRU KIRSTENS FØLGE
(lidt nærmere end før).
Vi maner dig frem af houg og fjeld,
hvorhelst du end sidder bunden,
du vågne derved, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!
(Thorgjerd forsvinder i kløften, hvor elven løber; efter et raskt mellemspil høres nærmere:)  
LADY KIRSTEN’S RETINUE.
[A little nearer than before.]
We conjure you forth from mountain and hill,
From the places which hold you bound.
Awake to our call, come, free your will
From elves that hover around!
[THORGJERD disappears in the ravine where the river runs; after a rapid interplay the choruses are heard much nearer.] 
ARNES SLÆGTNINGE.
Vor vej vi korte med skæmt og sang,
alt om den brudenat. 
ARNE’S RELATIVES.
Our way we shorten with jest and with song,
And all of the bridal night. 
FRU KIRSTENS FØLGE.
Med gråd vi vandre den dag så lang,
vi spejder i ur og i krat. 
LADY KIRSTEN’S RETINUE.
With tears we wander the whole day long,
We search to the left and the right. 
ARNES SLÆGTNINGE
(i nærheden, men stedse udenfor scenen).
Til bryllupsgilde, til spil og dans
stævner både terner og drenge. 
ARNE’S RELATIVES.
[In close proximity, yet still outside the scene.]
To wedding and banquet, to song and dance,
Both servants and hand-maidens throng. 
FRU KIRSTENS FØLGE
(nærmere end før).
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?


 
LADY KIRSTEN’S RETINUE.
[Nearer than before.]
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Why sleep you so deep and so long?


 
ANDEN SCENE.
Arne fra Guldvik (viser sig med sine slægtninge, mænd og kvinder, spillemænd o. s. v. i baggrunden til højre på den anden side af elven; de er alle i højtidsdragt. Straks efter Hemming fra samme side.)  
SCENE II
[ARNE of Guldvik appears with his relatives, men and women, minstrels, etc., in the background to the right on the other side of the river; they are all in festive attire. Shortly afterwards HEMMING from the same side.] 
EN AF FØLGET.
Se her går vejen. 
ONE OF THE RETINUE.
See, here goes the way. 
EN ANDEN.
Nej her! 
ANOTHER.
No, here! 
EN TREDIE.
Visst ikke, her må det være. 
A THIRD.
Not at all, it must be here. 
ARNE FRA GULDVIK.
Se så, står vi nu fast igen! (kalder.) Hemming! hvor er Hemming? 
ARNE OF GULDVIK.
Well, well, are we now astray again!

ARNE OF GULDVIK.
[Calls.]
Hemming! Where is Hemming? 
HEMMING
(træder ind).
Her! 
HEMMING.
[Enters.]
Here! 
ARNE.
Har jeg ikke sagt, du skal holde dig nær hos for at gå mig tilhånde. 
ARNE.
Have I not told you to keep yourself close so as to be of some service to me? 
HEMMING.
Det var jomfru Ingeborg – hun vilde, – og så – 
HEMMING.
It was Mistress Ingeborg--she wanted,--and so-- 
ARNE
(ærgerlig).
Jomfru Ingeborg! Jomfru Ingeborg! Er du jomfru Ingeborgs terne? Du er min riddersvend, du skal tjene mig; får du ikke kost og løn derfor? Nå, sig os, hvor vejen går, vi sidder fast. 
ARNE.
[Annoyed.]
Mistress Ingeborg! Mistress Ingeborg! Are you Mistress Ingeborg’s maid? You are my page; it is me you shall serve. Do you not get your keep and wage therefor? Come, tell us where the way goes,--we are stuck. 
HEMMING
(uviss).
Vejen? Ja, jeg er lidet kendt heroppe, men – 
HEMMING.
[Uncertain.]
The way? Well now, I am little acquainted up here, but-- 
ARNE.
Kunde jeg ikke tænke det, det er altid den gavn, jeg har af dig! Ja, så må vi holde til i ødemarken i nat, så sandt jeg heder Arne fra Guldvik. 
ARNE.
I might have known it,--that is always the service you give me! Well, we shall have to spend the night in the wilderness, as sure as I am Arne of Guldvik. 
HEMMING
(der imidlertid har fået øje på levningerne af broen).
Ej, det har liden nød, her kommer vi over. 
HEMMING.
[Who has in the meantime spied the remnants of the bridge.]
Aha, no need of that; here we can get across. 
ARNE.
Hvorfor siger du så ikke det straks? 
ARNE.
Why didn’t you tell us so in the first place? 
ALLE
(går over elven og kommer ned i forgrunden).  
[All cross the river and come forward on the stage.] 
ARNE
(ser sig om).
Ja, nu kender jeg mig igen. Elven der er grænseskellet mellem mine og fru Kirstens enemærker. (peger tilvenstre.) Dernede ligger hendes gård; om en time eller to kan vi sidde lunt i brudehuset, men så må vi også rappe os. (kalder.) Ingeborg! – Hemming! hvor er nu Ingeborg igen? 
ARNE.
[Looks about.]
Yes, now I have my bearings again. The river there is the boundary between Lady Kirsten’s dominions and mine.

ARNE.
[Points to the left.]
Down there lies her estate; in another hour or two we can sit cozily in the bridal house, but then we must hurry along.

ARNE.
[Calls.]
Ingeborg!--Hemming! Now where’s Ingeborg? 
HEMMING.
Bagved, oppe i lien. (viser til højre.) Hun leger med sine brudepiger; grønne kviste henter de ned fra hæggetræerne og jages dermed under lyst og latter. 
HEMMING.
In the rear, up on the hillside.

HEMMING.
[Points to the right.]
She is playing with her bridesmaids; they gather green twigs from the cherry trees and run about with joy and laughter. 
ARNE
(forbitret, men med dæmpet stemme).
Hemming! dette bryllup gør mig helseløs, såmegen harme voldes mig derved. (ser udad til højre.) Der render de, se, nej se kun! Det var hende, som fandt på, at vi skulde tage over fjeldet, istedetfor at følge vejen, så kom vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre så – hu! jeg kunde blive gal derover; alt imorgen skal hun for alteret; er det de høviske sæder, hun skulde beflitte sig på! Hvad vil fru Kirsten sige, når hun finder min datter så ilde optugtet? (da Hemming vil tale.) Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg. 
ARNE.
[Bitterly but in subdued voice.]
Hemming! this wedding makes me sick; there are so many vexations about it.

ARNE.
[Gazes out to the right.]
There they run,--just look at them! It was she who hit upon the idea of going over the mountain instead of following the highway; we should reach our goal the sooner, she thought;--and yet notwithstanding--hm! I could go mad over it; tomorrow is she to go to the altar. Are these the decorous customs she ought to observe! What will Lady Kirsten say when she finds my daughter so ill disciplined?

ARNE.
[As HEMMING starts to speak.]
Yes, for that she is; she is ill disciplined, I say. 
HEMMING.
Husbond! I skulde aldrig giftet jer datter ind i fru Kirstens æt; fru Kirsten og hendes frænder er højbårne folk og – 
HEMMING.
Master! You should never have married your daughter into Lady Kirsten’s family; Lady Kirsten and her kinsmen are high-born people-- 
ARNE.
Du er dum, Hemming! højbåren, højbåren! jo, det skal godt forslå, det hverken gøder eller føder nogen mand. Er fru Kirsten højbåren, så er jeg rig; jeg har guld på kistebunden og sølv i skabet. 
ARNE.
You art stupid, Hemming! High-born, high-born! Much good that will do,--it neither feeds nor enriches a man. If Lady Kirsten is high-born, then I am rich; I have gold in my chests and silver in my coffers. 
HEMMING.
Ja, men eders grander gør sig lystige over det forlig, som I har sluttet med hende. 
HEMMING.
Yes, but your neighbors make merry over the agreement you have concluded with her. 
ARNE.
Ha, ha! lad dem det, det kommer af, at de under mig ilde. 
ARNE.
Ah, let them, let them; it is all because they wish me ill. 
HEMMING.
De siger, at I har givet slip på jer lovlige ret for at få jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort en nidvise om jer, husbond! 
HEMMING.
They say that you have surrendered your legal right in order to have Ingeborg married to Olaf Liljekrans; I shouldn’t mention it, I suppose,--but a lampoon about you is going the rounds, master! 
ARNE.
Det er løgn i din hals, der er ingen, som tør gøre nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg har magt; jeg kan jage dem fra hus og gård, såsnart det lyster mig. Nidvise! jo, du skønner dig godt på nidviser! – Har de gjort viser, så er det til hæder for bruden og hendes fader! (opbrusende.) Men det er en ussel vise forresten, ret en ussel vise, siger jeg dig; det er ingen kvædekyndig mand, som har sat den sammen, og får jeg engang tag i ham, så – 
ARNE.
You lie in your throat; there is no one dares make a lampoon about Arne of Guldvik. I have power; I can oust him from house and home whenever I please. Lampoon! And what do you know about lampoons!--If they have composed any songs, it is to the honor of the bride and her father!

ARNE.
[Flaring up.]
But it is a wretched bit of verse nevertheless, really a wretched bit of verse, I tell you. It is no man skilled in the art of poetry who has put it together, and if I once get hold of him, then-- 
HEMMING.
Ej, hushond! så kender I den da? Er der nogen, som har dristet sig til at synge den for jer? 
HEMMING.
Aha, master! then you know it too? Is there some one who has dared sing it to you? 
ARNE.
Synge, synge; stå nu ikke der og hold mig op med snak. (til de andre.) Afsted, mine frænder, lidet må vi dvæle, ifald vi skal række frem til brudehuset før midnat. I skulde hørt, hvad Hemming fortæller. Han siger, der går et sikkert ord om, at fru Kirsten har både brygget og baget i fem fulde dage for at tage imod os med ære; er det ikke sandt, Hemming? 
ARNE.
Sing, sing! Now don’t stand there and delay me with your twaddle.

ARNE.
[To the others.]
Away, my kinsmen; little must we delay if we are to reach the bridal house before midnight. You should have heard what Hemming is telling. He says there is a rumor around that Lady Kirsten has baked and brewed for five whole days in honor of our coming. Is it not so, Hemming? 
HEMMING.
Jo, husbond! 
HEMMING.
Aye, master! 
ARNE.
Han siger, hun ejer ikke det sølvkrus så kosteisgt, at hun jo sætter det på bordet både blankt og pudset; så prægtigt et gilde har hun ikke beredt, liden kongen gæstede hendes salig herre for tyve år siden; er det ikke sandt, Hemming? 
ARNE.
He says she owns not the beaker of silver so costly but she places it on the table shining and polished; so splendid a feast she has not prepared since the king came to visit her blessed lord twenty years ago. Is it not true, Hemming? 
HEMMING.
Jo, husbond! (hviskende.) Men, husbond, det er ilde betænkt at sige sligt; fru Kirsten er hoffærdig over sin byrd; hun mener, der times jer en hæder ved dette giftermål, lidet kan I vide, hvorlunde hun agter at te sig mod sine gæster. 
HEMMING.
Aye, master!

HEMMING.
[Whispering.]
But, master, it is ill-thought to say such things; Lady Kirsten is proud of her birth; she thinks this marriage is somewhat of an honor to you; little you know how she intends to show herself to her guests. 
ARNE
(sagte).
Ej, hvilken snak. (til de andre.) Han siger, fru Kirsten har ingen ro på sig; både dag og nat færdes hun i fadebur og i kælder. Er det ikke –? (studsende, idet han ser ud til venstre.) Hemming! hvad er det! Se hid, hvo kommer der? 
ARNE.
[Softly.]
Ah, what nonsense!

ARNE.
[To the others.]
He says Lady Kirsten gives herself no rest; both day and night she is busy in pantry and cellar. Is it not--?

ARNE.
[Startled as he looks out to the right.]
Hemming! what is that? See here, who is that coming? 
HEMMING
(med et udråb).
Fru Kirsten Liljekrans! 
HEMMING.
[With a cry.]
Lady Kirsten Liljekrans! 
ALLE
(forbausede).
Fru Kirsten!


 
ALL.
[Astonished.]
Lady Kirsten!


 
TREDJE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten (kommer med sine huskarle fra venstre).  
SCENE III
[The Preceding. LADY KIRSTEN comes with her HOUSE CARLS from the left.] 
FRU KIRSTEN
(til sit følge, uden at bemærke de andre).
Nu kun et stykke længere frem, så véd jeg visst, han må findes. (farer sammen, afsides.) Arne fra Guldvik! Himlen stå mig nu bi! 
LADY KIRSTEN.
[To her followers, without noticing the others.]
Now just a little farther and I am sure we shall find him.

LADY KIRSTEN.
[Taken aback, aside.]
Arne of Guldvik! Heaven help me! 
ARNE
(idet han går hende imøde.)
Gudsfred, fru Kirsten Liljekrans! 
ARNE.
[As he goes to meet her.]
The peace of God, Lady Kirsten Liljekrans! 
FRU KIRSTEN
(fatter sig og rækker ham hånden).
Gudsfred igen! (afsides.) Skulde han intet vide? 
LADY KIRSTEN.
[Composes herself and gives him her hand.]
The peace of God to you!

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Does he then know nothing? 
ARNE
(vedbliver fornøjet).
Og vel mødt ved grænseskellet! Se, det må jeg lide; men fast for stor er den hæder, I viser mig. 
ARNE.
[Contentedly.]
And well met at the boundary! Indeed, this pleases me; yet almost too great is the honor you show me. 
FRU KIRSTEN.
Hvad mener I? 
LADY KIRSTEN.
What mean you? 
ARNE.
Jeg mener, for stor er den hæder, I viser mig, når I drager milevidt afsted igennem lier og ødemarker for at byde mig velkommen på eders grund. 
ARNE.
I mean too great is the honor you show me, when you travel miles over fields and wildernesses in order to bid me welcome on your land. 
FRU KIRSTEN.
Ej, herr Arne – (afsides.) Han véd intet endnu! 
LADY KIRSTEN.
Ah, Lord Arne--

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
He knows nothing as yet! 
ARNE.
Og det på en dag som denne, da I har fuldt op at agte på; det er jo hos jer, vore børns bryllup skal holdes, eftersom min gård ligger for langt fra kirken, og dog kommer I mig imøde med alle eders karle. 
ARNE.
And that on a day like this, when you have enough things to attend to; ’tis at your house we celebrate the wedding of our children, since my estate lies too far from the church, and yet you come here to meet me with all your servants. 
FRU KIRSTEN
(forlegen).
Jeg beder jer, tal ikke mere derom. 
LADY KIRSTEN.
[Embarrassed.]
I beg you, say no more about that. 
ARNE.
Jo, jeg vil tale højt derom; bygdens folk har sagt, at I hovmoder jer af eders høje byrd, at I lader hånt om mig og mine, og at I kun sluttede forliget for at ende de lange tvistigheder, som faldt jer til besvær, nu da I var bleven enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, så skulde I aldrig – 
ARNE.
Aye, I will speak of it loudly; the village people have said that you pride yourself on your noble birth, that you look down upon me and mine, and that you entered into the agreement only in order to put an end to the long-standing disputes which grew troublesome now that you have become a widow and begin to grow old; and if that had not been the case, you would never-- 
FRU KIRSTEN.
Hvor gider I lytte til, hvad onde tunger kan spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke på tvistighederne, som nu har varet ved siden jer stamfaders tid. Jeg mener, vore ætter har lidt tungt nok derunder, eders såvel som min. Se jer om, herr Arne! Er ikke lien her at ligne med de vildeste udmarker, og i vore fædres dage var her dog folksomt og rigt. En bro var lagt over elven, og vej gik der fra Guldvik til min faders hus. Men med ild og sværd drog de frem fra begge sider; de lagde øde alt, hvad de traf på, thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære grander. Nu vokser der alleslags urter i alfarvejen, broen er brækket ned, og det er kun ulv og bjørn, som holder tilhuse herinde. 
LADY KIRSTEN.
How can you listen to what evil tongues invent? No more will we think of our differences which have lasted since the days of your ancestors. I think our families have suffered enough these years, yours as well as mine. Look around you, Lord Arne! Is not the hillside here like the wildest of upland pastures? And yet in our fathers’ days it was a region much frequented and rich. A bridge there was across the river, and a highway from Guldvik to my father’s house. But with fire and sword they sallied forth from both sides; they laid everything waste that they came upon, for it seemed to them that they were too near neighbors. Now all sorts of weeds grow in the highway, the bridge is broken, and it is only the bear and the wolf that make their homes here. 
ARNE.
Ja, de lagde vejen nedenom fjeldet; den er en god del længer og der kunde de bedre holde øje med hinanden; men det trænger vi nu lidet til, som godt og vel er for os begge. 
ARNE.
Yes, they ran the road around the mountain below; it is a good deal longer and they could thus better keep an eye on one another; but there is little need of that now,--which is well and good for both of us. 
FRU KIRSTEN.
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, bruden, hvor har I hende? Jeg ser hende ej, og brudepigerne fattes med; skulde hun ikke – 
LADY KIRSTEN.
To be sure, to be sure! But Ingeborg, the bride, where is she? I do not see her, and the bridesmaids likewise are lacking; surely she is not-- 
ARNE.
Hun følger efter; ret nu må hun komme. Men – ja, hør, fru Kirsten! En ting vil jeg sige jer, ligesågodt først som sidst, skøndt I sagtens véd det, kan jeg tro. Ingeborg har stundom nykker og luner – jeg svær jer til, hun har det, så vel optugtet hun end kan være. 
ARNE.
She follows in the rear; she must shortly be here. But--listen, Lady Kirsten! One thing I will tell you, as well first as last, although, I should think, you know it. Ingeborg has at times whims and moods,--I swear to you she has them, however well disciplined she may be. 
FRU KIRSTEN
(spændt).
Nu, hvad så? (afsides.) Skulde hun også – 
LADY KIRSTEN.
[Expectant.]
Well, what then?

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Is she too-- 
ARNE.
Sligt må I tæmme; mig, som hendes fader, vil det ikke ret lykkes, men I finder vel råd. 
ARNE.
Such things you must tame; I, as her father, will never succeed, but you will no doubt find ways and means. 
FRU KIRSTEN.
Ej, vær I kun tryg. (afsides.) Og Olaf som ikke er at se! 
LADY KIRSTEN.
Aye, rest you assured.

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
And Olaf, who is nowhere to be seen! 
HEMMING
(der har set ud til højre).
Der kommer jomfru Ingeborg. (afsides.) Hvor fager skrider hun forrest i flokken! 
HEMMING.
[Who has looked out to the right.]
There comes Mistress Ingeborg.

HEMMING.
[Aside.]
How fair she is advancing foremost in the group! 
FRU KIRSTEN
(sagte til sine svende).
I tier vel med vort ærinde heroppe. 
LADY KIRSTEN.
[Slowly to her servants.]
You will keep silent about your errand up here. 
EN SVEND.
Det kan I lide på. 
A SERVANT.
You may be sure of that. 
HEMMING
(afsides, sukkende, idet han fremdeles ser ud til højre).
Lyksalig er Olaf, der skal eje hende!


 
HEMMING.
[Aside, sighing, as he continues to look out to the right.]
Ah, happy is Olaf, who will have her!


 
FJERDE SCENE.
De forrige. Ingeborg og brudepigerne kommer over broen.  
SCENE IV
[The Preceding. INGEBORG and the Bridesmaids come over the bridge.] 
INGEBORG
(endnu i baggrunden).
Hvi løber I fra mig? Hvad skal det gavne; der blir dog intet af, før jeg kommer. (bemærker fru Kirsten og hendes følge.) Fru Kirsten! er I her? se, det må jeg lide. (raskt i forbigående til følget:) Min hilsen til jer alle! (til fru Kirsten, idet hun ser sig om:) Men Olaf, hvor har I ham? 
INGEBORG.
[Still in the background.]
Why do you run away from me? What good will that do? There can be no wedding anyway before I come.

INGEBORG.
[Notices LADY KIRSTEN and her retinue.]
Lady Kirsten! you here? Well, I am glad of that.
[Casually to the retinue.]
[To LADY KIRSTEN as she looks about.] 
FRU KIRSTEN.
Olaf! (afsides.) O ve! nu bryder det løs. 
LADY KIRSTEN.
Olaf!

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Woe is me! now it will out. 
ARNE.
Ja, forsandt, Olaf! Ha, ha, ha! Jeg må være blind; godt er det, at bruden ser desbedre; thi ikke har jeg agtet på, at brudgommen fattedes; men nu skønner jeg hel vel, hvi det kommer sig, at vi mødes her, – det er ham, som volder at – 
ARNE.
Yes, Olaf, indeed! Ha, ha, ha! I must have been blind; ’tis well the bride sees better than I; for I have not noticed that the bridegroom is lacking; but now I understand very well how it comes that we meet here,--it is he who is causing-- 
FRU KIRSTEN.
Ham – I mener – I véd, at – 
LADY KIRSTEN.
He--you mean--you know, that-- 
ARNE.
Jeg mener, at tiden er falden ham for lang dernede i gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra min egen højtidsdag; dengang var jeg også ung. Stærkt har det lystet ham at møde bruden, såsnart ske kunde, og så fik han jer til at følge med. 
ARNE.
I mean it has grown tedious for him down there in the festive hall. Aye, aye, I remember now my own wedding day; at that time I also was young. He has had a great desire to meet the bride, and accordingly he prevailed upon you to go with him. 
FRU KIRSTEN.
Stærkt lystede det ham visst at møde bruden, men – 
LADY KIRSTEN.
He greatly desired, to be sure, to meet the bride, but-- 
INGEBORG.
Hvad nu? 
INGEBORG.
But what? 
FRU KIRSTEN.
Ikke er Olaf med heroppe. 
LADY KIRSTEN.
Olaf is not here with us. 
HEMMING
(nærmer sig).
Ej med! 
HEMMING.
[Approaches.]
Not with you! 
ARNE.
Og hvorfor ikke? 
ARNE.
And why not? 
INGEBORG.
I sige frem, jeg beder jer. 
INGEBORG.
Speak, I beg you! 
FRU KIRSTEN
(tvungen, spøgende).
Forsand, det lader som bruden også længes! Følg med, følg med til bryllupsgården, der tænker jeg vel, han må findes. 
LADY KIRSTEN.
[Embarrassed and jestingly.]
Truly, it appears the bride also is anxious! Come along, come along with me down to the bridal hall; there, I imagine he will be found. 
HEMMING
(hviskende til Arne).
Husbond! kom ihu, jeg har varet jer ad. 
HEMMING.
[Whispering to ARNE.]
Master! remember I gave you warning. 
ARNE
(mistænkeligt til fru Kirsten).
Svar først, så skal vi følge. 
ARNE.
[Suspiciously to LADY KIRSTEN.]
First answer me; then shall we follow. 
FRU KIRSTEN.
Nu da, – han er reden sig ud for at jage. (Idet hun vil gå.) Kom nu, det tager stærkt til at mørknes. 
LADY KIRSTEN.
Well then,--he is ridden out to the hunt.

LADY KIRSTEN.
[As she is about to go.]
Come, ’tis fast growing dark. 
INGEBORG.
At jage? 
INGEBORG.
To the hunt? 
FRU KIRSTEN.
Ej! Kan det undre jer? I kender vel visen: „Den riddersmand lyster at ride sig i lunde, at prøve sine heste og hunde!“ 
LADY KIRSTEN.
Aye! Does that surprise you? You know the song of course:

“The knight likes to ride in the forest around,

To test his horse and his hound!” 
INGEBORG.
Agter han sin unge brud så ringe, at han nytter bryllupsdagene til at vejde dyr. 
INGEBORG.
Does he think so little of his young bride that he uses the wedding days to go hunting wild animals? 
FRU KIRSTEN.
Nu skemter I. Kom med, kom med! 
LADY KIRSTEN.
Now you are jesting. Come along, come along! 
ARNE
(der imidlertid har holdt øje med fru Kirsten og hendes følge).
Nej, vent, fru Kirsten! Vel tør jeg ikke måle mig med jer i kløgt, men ét skelner jeg dog klarligen, og det er, at I dølger jert rette ærinde heroppe. 
ARNE.
[Who has in the meantime kept his eye on LADY KIRSTEN and her retinue.]
No, wait, Lady Kirsten! I hardly dare measure myself in wisdom with you, but one thing clearly I see, and that is that you are concealing your real errand up here. 
FRU KIRSTEN
(truffen).
Jeg! Hvor kan I tro? 
LADY KIRSTEN.
[Confused.]
I? How can you think that? 
ARNE.
På store og små kan jeg mærke, at der er noget, I ej vil ud med. I er sært forstemt, og dog stiller I jer an, som om I var skemtsom tilsinde; men det har ingen art – 
ARNE.
From one thing and another I can see you are concealing something. You are strangely downcast, and yet you pretend to be playful in spirit; but it won’t do-- 
FRU KIRSTEN.
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine. 
LADY KIRSTEN.
’Tis nothing new for you to think ill of me and mine. 
ARNE.
Kan være; men ingentid gjorde jeg det uden skellig grund. (udbrydende:) Såsandt jeg lever, der er noget, I dølger for mig. 
ARNE.
Perhaps; but never did I do so without just cause.

ARNE.
[Bursting out.]
As sure as I live, there is something you are hiding from me. 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Hvad vil her følge på? 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
What will be the end of this? 
ARNE.
Jeg lod mig dåre af jer, men nu ser jeg grant nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved grændseskellet; hvor vidste I da, at vi tog vejen over fjeldene? Det var Ingeborg, som vilde det så, da vi rejste fra Guldvik, og ingen kunde melde jer derom. (da fru Kirsten ikke svarer.) I tier, det tænkte jeg nok. 
ARNE.
I let myself be fooled by you, but now I see clearly enough. You said you came to greet me at the boundary. How did you know we took the way over the mountain? It was Ingeborg who suggested this way just as we left Guldvik, and no one could have informed you about it.

ARNE.
[When LADY KIRSTEN does not answer.]
You are silent, as I might have known. 
HEMMING
(dæmpet).
Ser I vel, husbond! Vil I nu sande mine ord? 
HEMMING.
[In an undertone.]
You see, master! Will you now believe what I said? 
ARNE
(ligeså).
Ti stille! 
ARNE.
[Likewise.]
Hush! 
FRU KIRSTEN
(der imidlertid har fattet sig).
Nuvel, herr Arne! ærligt vil jeg tale jer til; lad så lykken råde for resten. 
LADY KIRSTEN.
[Who has in the meantime composed herself.]
Well and good, Lord Arne! I will be honest with you; let chance take care of the rest. 
ARNE.
Så sig da – 
ARNE.
Then tell us-- 
INGEBORG.
Hvad mener I? 
INGEBORG.
What mean you? 
FRU KIRSTEN.
Ved ord og håndslag er forliget sluttet mellem os, mange hæderlige mænd ser jeg her, som kan vidne i den sag: Olaf, min søn, skulde ægte jer datter, hos mig skulde gildet holdes imorgen – 
LADY KIRSTEN.
The agreement between us is sealed with word and with hand,--many honorable men whom I see here can bear witness to that: Olaf, my son, was to wed your daughter; tomorrow at my house the wedding was to be held-- 
ARNE
(utålmodig).
Javisst, javisst! 
ARNE.
[Impatiently.]
Yes, yes! 
FRU KIRSTEN.
Skændsel over den, der bryder sit ord, men – 
LADY KIRSTEN.
Dishonor to him who breaks his word, but-- 
ARNE OG GÆSTERNE.
Hvad nu! Sig frem! 
ARNE AND THE GUESTS.
What then! Speak out! 
FRU KIRSTEN.
Ikke kan brylluppet holdes imorgen, som besluttet var. 
LADY KIRSTEN.
There can be no wedding tomorrow as we had agreed. 
ARNE.
Ikke holdes? 
ARNE.
No wedding? 
FRU KIRSTEN.
Vi må vente dermed. 
LADY KIRSTEN.
It must be postponed. 
HEMMING.
Ha, tort og skam! 
HEMMING.
Ah, shame and disgrace! 
INGEBORG.
Ej bryllup! 
INGEBORG.
No wedding! 
ARNE.
Forbandet være I, at I sviger mig! 
ARNE.
Cursed be you that you play me false! 
GÆSTERNE
(truende, idet flere trækker sine knive og styrter ind på fru Kirstens folk)
Hævn! Hævn over Liljekransætten! 
THE GUESTS.
[Threatening, as several of them draw their knives and rush in on Lady Kirsten’s people.]
Revenge! Revenge on the house of Liljekrans! 
FRU KIRSTENS SVENDE.
(hæver økserne og sætter sig til modværge).
Slå til! Ned med mændene fra Guldvik! 
LADY KIRSTEN’S MEN.
[Raise their axes and prepare to defend themselves.]
Strike too! Down with the men of Guldvik! 
FRU KIRSTEN
(kaster sig mellem de stridende).
Hold inde, hold inde; jeg beder jer derom. Herr Arne! I høre mig tilende, førend I dømmer min færd. 
LADY KIRSTEN.
[Throws herself between the contending parties.]
Stop, stop; I pray you, stop! Lord Arne! hear me to the end ere you judge my conduct. 
ARNE
(der har søgt at berolige sine frænder, nærmer sig fru Kirsten og siger med dæmpet stemme, idet han søger at betvinge det indre oprør, der dog er synligt hos ham).
I forlade mig, fru Kirsten! jeg var for rap i min vrede. Havde jeg tænkt mig om, så måtte jeg vel skønne, at det alt tilhobe var jert skemt, jeg beder jer, sig mig ikke imod, så må det være! Ej bryllup imorgen, – hvor kunde sligt hændes! Trænger I øl og mjød, skorter det jer på sølv eller blommede linklæder, så kom I til mig. 
ARNE.
[Who has tried to quiet his kinsmen, approaches LADY KIRSTEN and speaks in a low tone as he tries to overcome his inner agitation, which is nevertheless apparent.]
Forgive me, Lady Kirsten! I was too quick in my wrath. Had I stopped to think I might surely have known the whole was a jest on your part; I beg you, do not contradict me, it must be so! No wedding tomorrow,--how could such a thing happen! If it is ale and mead you lack, or if you need silver or embroidered linens, then come you to me. 
FRU KIRSTEN.
Ikke er det fattigmands hus, I gifter jer datter ind i, herr Arne! Mød I frem til gildet med alle eders frænder og venner, ja, kom med trefold såmange, om det lyster jer, – hos mig skal I finde både husrum og bryllupskost, såmeget I vil tære. Tro aldrig, at slig uhæderlig årsag kundre hindre mig. 
LADY KIRSTEN.
It is no poor man’s house that your daughter is marrying into, Lord Arne! Do you but come to the wedding with all your kinsmen and friends, aye, come with three times as many if you wish,--in my home you shall find plenty of room and banquet fare, as much as you may desire. Think not for a moment that such an inglorious reason could stand in my way. 
ARNE.
I har da skiftet sind, kanhænde? 
ARNE.
You have changed your mind, perchance? 
FRU KIRSTEN.
Ej heller det. Har jeg givet mit ord, så er jeg også rede til at holde det, og det ligeså gerne idag som imorgen; thi så var stedse sæd og skik i min æt. Men i denne sag står det ikke til mig; det skorter på én – 
LADY KIRSTEN.
Nor that either! If I have given my word, then am I likewise ready to keep it, today just as well as tomorrow; for such was ever the custom and rule in my family. But in this instance it is not in my power; one there is lacking-- 
INGEBORG.
På én? På hvem? Vel skulde jeg mene, at når bruden er rede, så – 
INGEBORG.
One! Whom? Surely I should think that when the bride is ready,-- 
FRU KIRSTEN.
Til brudefærd er to fornødne, brudgommen såvel som bruden – 
LADY KIRSTEN.
For a wedding two people are needed, the groom as well as the bride-- 
ARNE OG GÆSTERNE.
Olaf! 
ARNE AND THE GUESTS.
Olaf! 
INGEBORG.
Min fæstemand! 
INGEBORG.
My betrothed! 
FRU KIRSTEN.
Ja han, min søn – inat er han flygtet både fra hjem og brud. 
LADY KIRSTEN.
Yes, he, my son--this night he is fled from his home and his bride. 
GÆSTERNE.
Flygtet! 
GUESTS.
Fled! 
ARNE.
Flygtet! Han! 
ARNE.
Fled! He! 
FRU KIRSTEN.
Såsandt jeg håber himlens nåde, jeg har ej del deri. 
LADY KIRSTEN.
As I hope for the grace of heaven, I have no hand therein. 
ARNE
(med indædt forbittrelse).
Og alt imorgen skulde brylluppet holdes! Min datter klæder sig i gyldenskrud, budsending har jeg skikket bygden rundt, mine venner og frænder stævner langvejsfra for at møde frem til gildet. (opbrusende.) Ha, agt jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til spot og spe for sine grander; lidet skal det både jer, det sværger jeg højt og dyrt. 
ARNE.
[With suppressed exasperation.]
And the wedding was to be tomorrow! My daughter has put on her golden attire; invitations I have sent around in the district; my kinsmen and friends come from far away to attend the festive day.

ARNE.
[Flaring up.]
Ah, take you good care, if Arne of Guldvik is held up to scorn before his neighbors; it shall profit you little,--that I solemnly swear! 
FRU KIRSTEN.
Uskellig grund er det, I bygger på, om I kunde tro, at – 
LADY KIRSTEN.
You reason unjustly, if you think-- 
ARNE.
Sig ikke så, fru Kirsten, sig ikke så! Vi to har en gammel regning at klare med hinanden; det er ikke første gang, at I lægger listige snarer for mig og mine. Guldviksætten har længe måttet holde for, når I og jere frænder pønsede på underfundighed og list! Magten havde vi, vi havde gods og penge med; men I var os for snedige. I vidste at lokke os med dårende ord og talemåder, – det er varer, som jeg lidet mægter at værdsætte, som det bør sig. 
ARNE.
’Tis not, Lady Kirsten, for you to say so! We two have an old account to settle; it is not the first time that you set your cunning traps for me and mine. The race of Guldvik has long had to suffer, when you and your kinsmen plotted deception and guile. Power we had,--we had wealth and property too; but you were too crafty for us. You knew how to lure us with wily words and ready speech,--those are wares I am little able to reckon as I should. 
FRU KIRSTEN.
Herr Arne! I høre mig! 
LADY KIRSTEN.
Lord Arne! Hear me, I pray! 
ARNE
(vedblivende).
Grant ser jeg nu, jeg har båret mig ad som manden, der bygged sit hus på isflaket: tøvejr kom, og så gik han tilbunds. Men liden gammen skal I have deraf. Til jer vil jeg holde mig, fru Kirsten! I må svare for jer søn, eder var det, som bejlede for ham, eders sag bliver det at holde det ord, som er givet mig! En dåre var jeg, ja tifold en dåre, at jeg slog lid til eders glatte tunge. De, der mente mig det ærligt, varede mig ad, mine avindsmænd spottede mig; men lidet agtede jeg begge dele. Jeg tog mine højtidsklæder på, samlede frænder og venner; med sang og leg drog vi til gildehuset, og så, – så er brudgommen rømt. 
ARNE.
[Continuing.]
Now I see clearly that I have behaved like the man who built his house on the ice-floe: a thaw came on and down he went to the bottom. But you shall have little joy of this. I shall hold you to account, Lady Kirsten! You must answer for your son; you it was who made love for him, and your affair it will be to keep the word you have given me! A fool I was, aye, tenfold a fool, that I put my faith in your glib tongue. Those who wished me well gave me warning; my enemies made me an object of scorn; but little heed gave I to either. I put on my gala attire; kinsmen and friends I gathered together; with song and laughter we set out for the festive hall, and then,--the bridegroom has fled. 
INGEBORG.
Ikke går jeg til kirken med ham, der holder mig så lidet værd. 
INGEBORG.
Never will I marry one who holds me so lightly. 
ARNE.
Ti stille! 
ARNE.
Be still! 
HEMMING
(sagte til Arne).
Jomfru Ingeborg har ret, bedst er det I bryder forliget. 
HEMMING.
[Softly to ARNE.]
Mistress Ingeborg is right; best it is you break the agreement. 
ARNE.
Ti stille! siger jeg. 
ARNE.
Be still, I say! 
FRU KIRSTEN
(til Arne)
Vel må jert sind fyldes med harm og vrede; men holder I mig svigfuld i hu, da gør I mig uskel, mere end billigt kan være. I mener, der føres en underfundig leg med jer; men sig mig, hvad skulde friste mig og min søn til sligt? Har han ikke Ingeborg kær; hvor kunde han kåre sig en bedre brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er hendes fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke hendes slægt med hæderlige ord, så langt den er kendt? 
LADY KIRSTEN.
[To ARNE.]
You may well be rilled with wrath and resentment; but if you think I meant to deceive you, you do me the greatest injustice. You think we are playing a game of deception with you. But tell me,--what would tempt me and my son to such a thing? Does he not love Ingeborg? Where could he choose him a better bride? Is she not fair and lithe? Is her father not rich and mighty? Is not her family mentioned with honor as far as it is known? 
ARNE.
Men hvor kunde så Olaf – 
ARNE.
But how then could Olaf-- 
FRU KIRSTEN.
Den lod, jeg har fristet, er værre end I mener. I vil ynke mig og ikke vredes, når I får det at høre. – Fra solen randt imorges har jeg nu færdedes heroppe for at finde ham igen. 
LADY KIRSTEN.
The lot I have suffered is worse than you think. You will pity me instead of growing angry when you have heard.--Since the sun rose this morning I have wandered up here to find him again. 
ARNE.
Heroppe? 
ARNE.
Up here? 
FRU KIRSTEN.
Ja, heroppe, for I må da vide – I vil ræddes derved – men ligegodt, – Olaf er bergtagen! 
LADY KIRSTEN.
Yes, up here; I must tell you--you’ll be frightened--but nevertheless,--Olaf is bewitched in the mountain! 
GÆSTERNE.
Bergtagen! 
GUESTS.
Bewitched in the mountain! 
INGEBORG
(på samme tid).
Fri mig, Gud! 
INGEBORG.
[At the same time.]
Deliver me, God! 
ARNE.
Hvad siger I, fru Kirsten? 
ARNE.
What say you, Lady Kirsten? 
FRU KIRSTEN.
Han er bergtagen! Ej kan det være andet. – For tre uger siden, da fæstensøllet var drukket på Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud på den næste dag. Bleg var han og stur og stille med, som jeg aldrig før havde set ham. Sådan gik nu dagene, lidet talte han, i sengen lå han for det meste og vendte hovedet ifra; men led det tilkvelds, da var det ret som en sælsom uro kom over ham, da sadlede han sin hest og red fra gården, langt op i lierne; men der var ingen, som turde følge ham og ingen vidste, hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde vætter, som har koglet hans sind; stor er den magt, de øver herinde; fra den tid den store landfarsot gik over bygderne, var det aldrig ret trygt her i fjeldet; der går jo fast ingen dag, uden at sæterjentene hører sælsomt spil og strengeleg, skønt intet menneske færdes der, hvor det kommer fra. 
LADY KIRSTEN.
He is bewitched in the mountain! Nothing else can it be.--Three weeks ago, after the betrothal feast at Guldvik, he did not come home till far into the next day. Pale he was and moody and quiet as I had never seen him before. And thus the days went by; he spoke but little; he lay in his bed most of the time and turned his face to the wall; but when evening came on, it seemed a strange uneasiness seized him; he saddled his horse and rode away, far up the mountain side; but no one dared follow him, and no one knew where he went beyond that. Believe me, ’tis evil spirits that have charmed his mind; great is the power they wield in here; from the time the terrible plague overran the country it has never been quite safe in the mountain here; there is scarcely a day goes by but the chalet girls hear strange playing and music, although there is no living soul in the place whence it comes. 
ARNE.
Bergtagen; skulde sligt være tænkeligt. 
ARNE.
Bewitched in the mountain! Could such a thing be possible? 
FRU KIRSTEN.
Give Gud, det ikke var; men ej kan jeg mere tvile derpå. Tre døgn er det nu siden han sidst var hjemme. 
LADY KIRSTEN.
Would to God it were not; but I can no longer doubt it. Three days is it now since he last was at home. 
ARNE.
Og intetsteds har I spurgt, hvor han færdes? 
ARNE.
And you have seen none who knows where he is? 
FRU KIRSTEN.
Ak nej, det er ikke såvel. Her oppe så en skytter ham igår; men han var vild og sky som renen; alle slags urter havde han plukket, og dem strøede han ud for sig, hvor han gik og stod, og alt imens hviskede han sælsomme ord dertil. Såsnart det blev mig sagt, drog jeg ud med mine folk, men vi har intet fundet. 
LADY KIRSTEN.
Alas, no, it is not so easy. Up here a hunter yesterday saw him; but he was wild and shy as the deer; he had picked all sorts of flowers, and these he scattered before him wherever he went, and all the while he whispered strange words. As soon as I heard of this, I set out with my people, but we have found nothing. 
INGEBORG.
Og ingen traf I, som kunde sige jer – 
INGEBORG.
You met none who could tell you-- 
FRU KIRSTEN.
I véd jo, lien ligger øde. 
LADY KIRSTEN.
You know of course the mountain-side is desolate. 
ARNE
(der har fået øje på Thorgjerd, som stiger op fra elven).
Der kommer dog én, ham vil jeg spørge ad. 
ARNE.
[As he spies THORGJERD, who rises from the river.]
Here comes one will I ask. 
HEMMING
(ængstelig).
Husbond! Husbond! 
HEMMING.
[Apprehensively.]
Master! Master! 
ARNE.
Hvad nu? 
ARNE.
What now? 
HEMMING.
Lad ham gå; ser I ikke, hvem det er. 
HEMMING.
Let him go! Do you not see who it is? 
GÆSTERNE OG FRU KIRSTENS SVENDE
(hviskende mellem hverandre).
Thorgjerd spillemand! Den gale Thorgjerd! 
THE GUESTS AND LADY KIRSTEN’S PEOPLE.
[Whispering among themselves.]
Thorgjerd the fiddler! The crazy Thorgjerd! 
INGEBORG.
Han har lært nøkkens sange. 
INGEBORG.
He has learned the nixie’s songs. 
HEMMING.
Lad ham gå, lad ham gå! 
HEMMING.
Let him go, let him go! 
ARNE.
Ej, om han så var nøkken selv –


 
ARNE.
No,--not even were he the nixie himself--


 
FEMTE SCENE.
De forrige. Thorgjerd (er imidlertid gået henimod udkanten til venstre; ved Arnes sidste ord vender han sig pludselig, som om han var bleven tiltalt).  
SCENE V
[The Preceding.]
[THORGJERD has in the meantime gone to the edge of the stage to the left; at ARNE’s last words he turns about suddenly as if he had been addressed.] 
THORGJERD
(idet han træder et par skridt nærmere).
Hvad vil du mig? 
THORGJERD.
[As he draws a step or two nearer.]
What do you want of me? 
ARNE
(studsende).
Hvad er det! 
ARNE.
[Startled.]
What’s that? 
HEMMING.
Der kan I høre! 
HEMMING.
Now see! 
ARNE
Lad mig råde. (til Thorgjerd.) Vi søger Olaf Liljekrans, har du mødt ham herinde idag? 
ARNE.
Let me manage this.

ARNE.
[To THORGJERD.]
We seek Olaf Liljekrans. Have you met him about here today? 
THORGJERD.
Olaf Liljekrans? 
THORGJERD.
Olaf Liljekrans? 
FRU KIRSTEN.
Nu ja, du kender ham vel. 
LADY KIRSTEN.
Why, yes,--you know him well. 
THORGJERD.
Er det ikke en af de onde mænd derude fra bygderne? 
THORGJERD.
Is he not one of the evil men from the villages? 
FRU KIRSTEN.
Onde? 
LADY KIRSTEN.
Evil? 
THORGJERD.
Der er de alle onde! Olaf Liljekrans bander småfuglen, når den synger på hans moders stuetag. 
THORGJERD.
They are all evil there! Olaf Liljekrans curses the little bird when it sings on his mother’s roof. 
FRU KIRSTEN.
Du lyver, spillemand! 
LADY KIRSTEN.
You lie, you fiddler! 
THORGJERD
(med et listigt smil).
Da er det godt for ham. 
THORGJERD.
[With an artful smile.]
So much the better for him. 
ARNE.
Hvi så? 
ARNE.
How so? 
THORGJERD.
I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham? 
THORGJERD.
You ask about Olaf Liljekrans? Has he gone astray in here? You seek him and cannot find him? 
FRU KIRSTEN.
Ja, ja! 
LADY KIRSTEN.
Yes, yes! 
THORGJERD.
Da er det godt for ham; – var det løgn jeg sagde, så har han ingen nød. 
THORGJERD.
So much the better for him;--if it were a lie that I told, he will suffer no want. 
INGEBORG.
Sig frem, hvad du véd! 
INGEBORG.
Speak out what you know! 
THORGJERD.
Sent blev jeg da færdig! (ondskabsfuldt.) Alfer og vætter råder herinde. Vær I trøstige! Finder I ham ej, så er han i alfernes leg; de lider godt den, der har småfuglen kær, og Olaf sagde I jo – Drag hjem, drag kun hjem igen. Olaf sidder i berget, han har ingen nød. 
THORGJERD.
Then I should never be done!

THORGJERD.
[Mischievously.]
Elves and sprites hold sway here. Be you of good cheer! If you find him not he is at play with the elves; they are fond of all who love little birds, and Olaf, you said.... Go home,--go home again. Olaf is up in the mountain; he suffers no want. 
FRU KIRSTEN.
Forbandede! at du siger sligt! 
LADY KIRSTEN.
Curse you for saying such things! 
ARNE
(til fru Kirsten).
Agt ej på det, han siger. 
ARNE.
[To LADY KIRSTEN.]
Do not heed what he says. 
THORGJERD
(nærmer sig atter).
Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
     Du agte dig vel, når de alfer lege,
     de drage dig i legen ind;
     og alt hvad du ser og hører der,
     det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde.) Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel. (vedbliver efter et øjebliks pause1 stedse mere og mere forvirret.)
     Hr. Alvar havde liden Ingrid fæst’,
     hun var sig en mø behænde;
     med gammen og leg drak de hendes bryllup,
     tre hellige dage til ende.
     Og bruden var både flink og fin,
     hun dansed mellem gæsternes flok,
     det var sig nøkken, den onde vætte,
     sad han på sengestok,
     sad han som en spillemand på sengestok
     og slog de forlokkende strenge!
     Da dansed i ring både bord og bænke,
     så let som terner og drenge. –

     Og nøkken han gik sig af stuedøren ud,
     det båder lidet at dølge –
     og alt som han spilled på felestreng,
     monne bruden efter ham følge!
(vildt, triumferende.)
     Trolddomsbunden stod ridder og svend,
     brudgommen så sig ud så vide;
     nøkken redte liden Ingrids seng –
     hendes brudeseng i elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte:) Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre.)


 
THORGJERD.
[Approaches again.]
I go hence now to tune my harp; Olaf Liljekrans is up in the mountain,--there shall his wedding be held.--Mad Thorgjerd must also be there; he can make tables and benches dance, so stirring is the music he plays. But you, take you heed; go you home again; it is not safe for you here. Have you not heard the old saying:
     Beware of the elves when they frolic around,
     They may draw you into their play;
     And all that you see and all that you hear
     Will stay with your mind alway.

THORGJERD.
[Suddenly breaking out with wild joy.]
But here there are wedding guests,--ah! Each lady has on her very best gown, each man his very best coat,--now I see. Olaf Liljekrans is likewise a groom in the village,--there also he has a betrothed! Well, you have heard of such things before! I know that at any rate once, --it is years ago--but well I remember....

THORGJERD.
[He continues after a moment’s pause, more and more wildly.]
     Sir Alvar and Ingrid had plighted their troth,
     She was a sprightly maiden;
     Three blessed long days they feasted and sang,
     With jolly good wine they were laden.
     The bride was fair and the bride was gay,
     The dance of the guests she led,
     When in came the nixie, the evil wight,
     And sat on the edge of the bed.
     Like a fiddler he sat on the edge of the bed,
     And music bewitchingly played.
     Around danced the benches and tables and all,
     As lightly as servant and maid!--

     The nixie he went through the open door,--
     The truth it boots not to hide!--
     And while he played on the harpstrings sweet,
     There followed him ever--the bride!

THORGJERD.
[Wildly, triumphantly.]
     Fast in a spell lay knight and page,
     The groom knew not whither to go,
     The nixie made ready the bridal bed,
     Little Ingrid’s bed in the river below.

THORGJERD.
[Suddenly becomes quiet and says softly.]
That song I shall never forget!--But go you home, night is coming on, and when the sun is down the forest belongs to the others. Farewell! I shall take greetings to Olaf where he sits--in the mountain!
[Goes out to the left.]


 
SJETTE SCENE.
De forrige, undtagen Thorgjerd.  
SCENE VI
[The Preceding except THORGJERD.] 
ARNE
(til fru Kirsten).
Han lyver! tro ham ikke! 
ARNE.
[To LADY KIRSTEN.]
He lies! Do not believe him! 
HEMMING.
Men det er dog sandhed, det med bruden, som blev borte på bryllupskvelden. 
HEMMING.
But it is nevertheless true,--the tale of the bride who disappeared on the eve of her wedding. 
ARNE.
Ej, det var for mange år siden, nu hænder ikke sligt mere! Men alle vil vi hjælpes ad med at lede ham op. 
ARNE.
Aye, that was many years ago; nowadays such things never happen. But we’ll all help to find him. 
INGEBORG.
Ikke blev det sjunget for min vugge, at jeg skulde løbe om i skov og mark for at finde min brudgom igen. 
INGEBORG.
It was not sung at my cradle that I should run about in forest and field to find my bridegroom. 
ARNE.
Ti stille! 
ARNE.
Be still! 
INGEBORG.
Er han koglet i fjeldet, så lad den tage ham, som har gjort det; jeg agter ikke at dele min fæstemands hu og hjerte. 
INGEBORG.
If he is enthralled in the mountain, then let her take him who has done it; I don’t propose to share my betrothed’s heart and soul. 
HEMMING
(sagte og inderligt).
Herren signe jer for de ord! 
HEMMING.
[Softly and feelingly.]
The Lord bless you for those words! 
INGEBORG
(med et stolt, afvisende blik).
Hvad nu? 
INGEBORG.
[With a haughty look of dismissal.]
What? 
ARNE.
Vil du tie, siger jeg. (til gæsterne.) Rask nu, mine frænder! Spreder jer ad, søger efter ham i hver ås, i hver houg! Afsted! Retså! Imorgen drikker vi bryllup!
(Gæsterne og fru Kirstens følge går i forskellige grupper ud til begge sider.)  
ARNE.
Will you be silent, I say!

ARNE.
[To the Guests.]
Now quick, my good men! Spread out and search for him on every ridge and in every hillock! Away! Quite so! Tomorrow we drink to the wedding!
[The Guests and LADY KIRSTEN’s People go out in different groups to the right and the left.] 
ARNE
(sagte til fru Kirsten).
Han må findes! Det vilde volde mig evig skam, om brylluppet – 
ARNE.
[Softly, to LADY KIRSTEN.]
We must find him! It would cause me eternal shame if the wedding-- 
FRU KIRSTEN.
Følg med, følg med! 
LADY KIRSTEN.
Come, then, come! 
INGEBORG
(sagte til Hemming, der står nedslået).
Hvi går du ikke med de andre? Bedre var det, at du skafte mig min fæstemand igen, end at du står her og signer mig for ord, som jeg lidet mener. 
INGEBORG.
[Softly, to HEMMING, who stands downcast.]
Why do you not go with the rest? Better it were that you brought me again my betrothed than stand here thus and bless me for words I really don’t mean. 
ARNE
(ved udgangen).
Kom, kom! 
ARNE.
[At the exit.]
Come, come! 
INGEBORG
(til Hemming, der vil gå).
Vent, Hemming! Fæst mine skospænder! 
INGEBORG.
[To HEMMING, who starts to go.]
Wait, Hemming! Fasten my shoe buckle! 
FRU KIRSTEN OG ARNE
(går ud til venstre).


 
[LADY KIRSTEN and ARNE go out to the left.]


 
SYVENDE SCENE.
Ingeborg. Hemming.  
SCENE VII
[INGEBORG. HEMMING.] 
INGEBORG
(rækker foden frem).
Se der, spænd den vel til! 
INGEBORG.
[Puts her foot forward.]
See there,--fasten it tight! 
HEMMING
(knæler ned og gør, som hun byder).  
[HEMMING kneels and does her bidding.] 
INGEBORG
(idet hun flytter den anden fod frem).
Der, spænd mig også den fast! Nu, hvorfor bøjer du hovedet? Er der gået dig noget imod? 
INGEBORG.
[As she puts the other foot forward.]
There,--buckle this one too! Well, why do you bow your head? Has something gone wrong? 
HEMMING.
Kræver I, at jeg ærligt skal sige jer – 
HEMMING.
Do you demand that I shall speak honestly? 
INGEBORG.
Javisst gør jeg. 
INGEBORG.
Certainly I do. 
HEMMING.
Så må I da vide – 
HEMMING.
Well, then you must know-- 
INGEBORG
(hurtigt).
Å nej, det trænges ikke.
(Hun fjærner sig nogle skridt; Hemming rejser sig.)  
INGEBORG.
[Quickly.]
O no, it isn’t necessary.
[She moves away a few steps; HEMMING rises.] 
HEMMING.
Ak, jomfru Ingeborg! engang var I mig så god; men nu, siden I er bleven stor og fuldvoksen jomfru – og mest, kan jeg tro, siden I gav jert fæstensord – 
HEMMING.
Alas, Lady Ingeborg! Once you were so kind to me; but now since you have become a real grown-up lady--and especially, I imagine, since you gave your betrothal vow-- 
INGEBORG.
Hvad så? 
INGEBORG.
What then? 
HEMMING.
Å nej, intet! – (Pause.) Kan I mindes, vi har været heroppe engang før? 
HEMMING.
O nothing!--
[A pause.]

HEMMING.
Can you remember,--we have been up here once before? 
INGEBORG
(kort).
Jeg mindes aldrig! 
INGEBORG.
[Curtly.]
I don’t remember! 
HEMMING.
I var løbet efter jer brogede ged, og jeg skulde nu følge jer, som jeg altid plejede, – ja, det er længe siden, men jeg kommer det ihu, som om det var idag; lige dernede ligger myren, som – 
HEMMING.
You had run after your spotted goat, and I followed you, as was always my custom,--yes, that was a long time ago, but I remember it as if it happened today; right down there lies the swamp, which-- 
INGEBORG
(nærmer sig).
Var det dengang vi hørte bjørnen? 
INGEBORG.
[Comes nearer.]
Was it the time we heard the bear? 
HEMMING.
Ja, ret dengang. 
HEMMING.
Yes, the very time. 
INGEBORG
(stedse mere og mere ivrig).
Jeg fandt geden igen. 
INGEBORG.
[Constantly becoming more animated.]
I found the goat again. 
HEMMING.
Nej, det var mig, som fandt den først. 
HEMMING.
No, it was I who first discovered it. 
INGEBORG.
Ja, ja, sådan var det; deroppe under uren. 
INGEBORG.
Yes, yes, you are right; up there on the slope-- 
HEMMING.
Og så tog I jert strømpebånd. 
HEMMING.
And then you took your garter. 
INGEBORG.
Og bandt den. 
INGEBORG.
And bound it. 
HEMMING.
Ja, for vi skulde sanke jordbær. 
HEMMING.
Yes, for we had come to pick strawberries. 
INGEBORG.
Derborte i bakken, ja! Og du havde gjort en næverskrukke til mig. 
INGEBORG.
Over there on the hill, yes! And you had made me a birch-bark scrip. 
HEMMING.
Men så var det, vi hørte – 
HEMMING.
But then it was we heard-- 
INGEBORG.
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi måtte over myren, der hvor den var blødest, – 
INGEBORG.
The bear, ha, ha, ha! We had to cross the swamp just where it was the wettest,-- 
HEMMING.
Og så tog jeg dig på armen. 
HEMMING.
And then I took you in my arms. 
INGEBORG.
Og sprang med mig fra den ene tue til den anden. (leende.) Hvor rædde vi var, begge to! 
INGEBORG.
And jumped with me from tuft to tuft.

INGEBORG.
[Laughing.]
How frightened we were, the two of us! 
HEMMING.
Ja, jeg var nu mest ræd for din skyld. 
HEMMING.
Of course I was most frightened for your sake. 
INGEBORG.
Og jeg for din – – (standser pludselig og vedbliver at betragte ham, idet hendes ansigt antager et bydende og krænket udtryk.) Hvad er det, du her står og siger? Hvorfor går du ikke? Sømmer det sig at tale så til din herres datter? Gå, gå, du skulde jo finde min fæstemand! 
INGEBORG.
And I for yours--
[Stops suddenly and as she continues to look at him her face assumes an imperious and wounded expression.]

INGEBORG.
What is it you stand here and say? Why don’t you go? Is it fitting to speak thus to your master’s daughter? Go, go; you were to find my betrothed! 
HEMMING.
Ak, jeg glemte jer fæstemand, jeg glemte, at I er min herres datter. 
HEMMING.
Alas, I forgot your betrothed; I forgot that you are my master’s daughter. 
INGEBORG.
Finder du ham, så lover jeg dig en baldyret trøje til jul, så glad bliver jeg derved. 
INGEBORG.
If you find him, I promise you an embroidered jacket for Christmas,--so pleased shall I be. 
HEMMING.
Jeg vil ingen trøje have; jeg tjener jer hverken for guld eller sølv, hverken for kost eller ridderklæder. Men nu går jeg; hvad jeg mægter, det skal jeg gøre, når jeg véd, det glæder jer. 
HEMMING.
I don’t want any jacket; I serve you neither for gold nor silver, neither for keep nor for knightly dress. But now I am off; what lies in my power I shall do, if I know it pleases you. 
INGEBORG
(der er stegen op på en sten, hvor hun plukker nogle blomstrende hæggekviste).
Hemming! hvor rig er min fæstemand? 
INGEBORG.
[Who has climbed up on a stone and is picking some blossoming cherry twigs.]
Hemming! how rich is my betrothed? 
HEMMING.
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans farfader heder det i visen:
     Han mægter at klæde i gyldenskrud
     vel hundrede terner til sin brud!

Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han ejer dog både gård og grunde. 
HEMMING.
How rich he is I really can’t say; but it is said of his grandsire in the song:
     With golden attire he can provide
     A hundred maids or more for his bride!

So mighty perhaps is not Olaf Liljekrans, but still he owns both forest and field. 
INGEBORG
(fremdeles beskæftiget).
Og du, hvad ejer du? 
INGEBORG.
[Still occupied.]
And you, what do you possess? 
HEMMING
(sukkende).
Min armod, det er det hele! 
HEMMING.
[Sighing.]
My poverty--is all I have. 
INGEBORG.
Det er ikke meget, Hemming! 
INGEBORG.
That isn’t very much, Hemming! 
HEMMING.
Nej, det er ikke meget, jomfru Ingeborg! 
HEMMING.
No, it isn’t very much, Mistress Ingeborg! 
INGEBORG
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre stilling, og beskæftiget som før).
     Sålidet monne mit hjerte stunde
     til ham, som ejer både gård og grunde!
     Langt bedre huer mig den fattige svend,
     til ham står min tanke, han er min ven! 
INGEBORG.
[Hums, turned away from him, without changing her position, and still occupied as before.]
     ’Tis little my heart is attracted indeed
     To him who has all the wealth he may need!
     Much more I fancy the humble swain,
     The friend of my heart he will ever remain! 
HEMMING
(i højeste glæde).
Ingeborg! nej, er det sandt som du siger, da må jeg tifold prise min armod. 
HEMMING.
[In the greatest joy.]
Ingeborg! O, if what you say is true, I must tenfold bless my poverty. 
INGEBORG
(vender hovedet om og siger koldt).
Jeg skønner dig ikke; det, jeg sang, var kun en gammel vise. (stiger ned fra stenen med hæggekvistene i hånden og nærmer sig, idet hun betragter ham stivt.) Men jeg kender en vise til, og den vil jeg sige for dig:
     I kongens gård stander gangeren god;
     den bejler, som ejer en ridders mod,
     han skor den gule, han skor den grå,
     den rappeste lægger han sadlen på!
     Han løfter sin brud på gangerens ryg,
     hun følger ham villig, hun følger ham tryg.
     Han rider sig med hende så langt under ø,
     med ham vil hun gerne både leve og dø! 
INGEBORG.
[Turns her head and speaks coldly.]
I don’t understand you; the song was only an ancient ballad.
[Comes down from the rock with the cherry twigs in her hand, and approaches him as she looks at him fixedly.]

INGEBORG.
But I know another song too, and that I will sing for you:
     The king’s court within stand the steeds so fair;
     The suitor who lacks not the courage to dare,--
     He shoes the yellow, he shoes the gray,
     The swiftest he saddles before it is day!
     He places his bride on the steed behind,
     She follows him safe, she follows him blind.
     He rides with her off, to the sea they hie,
     With him she would willingly live and die! 
HEMMING
(som ude af sig selv).
Ingeborg! Ingeborg! da skal intet skrække mig mere! Ej at du har en fæstemand, ej at du er min husbonds datter; – ja, såsandt jeg lever, jeg røver dig endnu inat! 
HEMMING.
[As though beside himself.]
Ingeborg! Ingeborg! then nothing shall henceforth terrify me! Not that you have a betrothed, not that you are my master’s daughter;--yea, as sure as I live, I shall steal you tonight! 
INGEBORG
(heftigt, idet hun stedse kæmper med et frembrydende smil).
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med dig? Hvad er det, du tænker på? Vil du røve din herres datter? Du må være syg eller gal, siden du kan falde på sligt! Dog, det skal være glemt – for denne gang. Gå nu! og tak himlen, at du slap så let; thi vel har du fortjent et rap – (løfter kvistene, men lader dem synke og siger med forandret stemme:) – og min røde guldring – se der, tag den!
(tilkaster ham en ring, som hun har trukket af armen og iler hurtigt ud til venstre.)


 
INGEBORG.
[Vehemently, as she constantly struggles to suppress a smile.]
Help me, God! what is amiss with you? What is it you are thinking of? Will you steal your master’s daughter? You must be sick or mad to conceive such a thing! Yet, it shall be forgotten--for this once. Go, now! and thank heaven you escape so lightly; for you have certainly earned a blow--

INGEBORG.
[Raises the twigs, but lets them fall, and says in a changed tone.]
--and my red golden ring--see there, take it!
[Throws him a ring, which she has removed from her arm, and rushes out quickly to the left.]


 
OTTENDE SCENE.
Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op.)  
SCENE VIII
[HEMMING. Shortly afterwards OLAF Liljekrans from the, background. The moon rises.] 
HEMMING.
Den gyldne ring, den har hun mig skænket,
så er hun mig endnu både huld og god!
Hun mente det ikke, det var skrømt, når hun lod,
som hun var så bitterlig krænket.
Alt vil jeg friste, alt tør jeg vove!
(nedslået.)
Og dog, jeg er jo så fattig en svend,
og imorgen skal hun føres for alteret hen!
(raskt.)
Men brudgommen færdes i de vilde skove;
o, hvis han aldrig mere kom igen!
(vil ile ud, men standser med et udråb.)
Olaf! der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mellem klipperne i baggrunden. Han går drømmende, med blottet hoved og hænderne fulde af blomster, som han sønderriver og strør på vejen; hans hele færd bærer under det følgende præg af en forvirret tilstand.)  
HEMMING.
The golden ring unto me she has granted,
Then still is she true, I am not deceived!
’Twas only in jest that she scolded and ranted
As though she were bitterly grieved.
All will I venture, no more will I dread!

HEMMING.
[Despondent.]
And yet, I am only a penniless swain,
And early tomorrow is she to be wed!

HEMMING.
[Quickly.]
But into the forest the bridegroom is fled;
O, if he should never come home again!

HEMMING.
[Starts to rush out, but stops with a cry.]
Olaf! there is he!
[OLAF comes slowly forward between the rocks in the background. He walks dreaming, his head uncovered, and his hands full of flowers which he tears to pieces and scatters on the way; his whole behavior during the following indicates an unsettled mind.] 
OLAF
(uden at lægge mærke til Hemming).
Kunde jeg råde
de sælsomme ord, den forvildende gåde!
(vil gå ud til venstre.)  
OLAF.
[Without noticing HEMMING.]
If only I knew
What she meant, could somehow the riddle unravel!
[Starts to go out to the left.] 
HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! hvor går eders vej?
Så hør dog, herr Olaf! 
HEMMING.
Lord Olaf! Lord Olaf! O where do you travel?
O hear me, Lord Olaf! 
OLAF
(halvt opvågnende).
Hemming! er det dig?
Du standse mig ikke! 
OLAF.
[Half awakening.]
Hemming! Is it you?
Stand not in my way! 
HEMMING.
Hvad ligger jer på sinde,
at I færdes tre samfulde dage herinde?
(betragter ham nærmere.)
Hvad øver I der for sælsom en leg, –
eders kind er hvid, eders pande er bleg! 
HEMMING.
What is it that weighs
On your mind, that you wander in here for three days?
[Observes him more closely.]

HEMMING.
And what is the game that here you do play,--
Your cheek is white, and your forehead is gray! 
OLAF.
Du må ikke undres, hvi min kind er hvid,
tre nætter har jeg stridt så sær en strid;
du må ikke undres, hvi min pande er bleg,
tre nætter har jeg været i alfeleg. 
OLAF.
Be not so amazed that my cheek is white,
Three nights have I fought so strange a fight;
Be not so amazed that my forehead is gray,
Three nights have I been in the elfen play. 
HEMMING.
Gud stå os bi! 
HEMMING.
Heaven protect us! 
OLAF.
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken jord eller himmel! 
OLAF.
I am ill, I am faint!
I remember neither devil nor saint! 
HEMMING
(ængsteligt).
Herr Olaf! følg med til jer moders gård! 
HEMMING.
[Apprehensively.]
Come, Olaf, with me to your mother’s estate! 
OLAF.
Min moders gård! Hvor er det den står?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit fædrenehus,
grantoppens kvæder og elvens sus
kan jeg bedre forstå, end min moders stemme.
(med stigende henrykkelse.)
Ej sandt, her er fagert! Ej sandt, her er stille!
Ser du, min højsal er smykket til gilde. 
OLAF.
My mother’s estate! Where stood it of late?
’Tis here, as it seems, that I have my home!
The wood has become my ancestral hall,
The river’s roaring, the pine-trees’ moan,
Is sweeter to me than my mother’s call.

OLAF.
[With increasing rapture.]
Aye, here it is quiet! Aye, here it is fair!
Behold, my hall for the feast I prepare. 
HEMMING
(afsides).
Hvad er ham dog hændt? 
HEMMING.
[Aside.]
O what has come o’er him? 
OLAF.
Snart kommer min brud! 
OLAF.
Soon comes my bride! 
HEMMING.
Eders brud! I véd da –? 
HEMMING.
Your bride! Then you know--? 
OLAF
(vedblivende).
Når dagen går under,
når skyen blegner og fuglen blunder,
da kommer hun hid så ung og prud! 
OLAF.
[Continuing.]
When the day has died,
When slumber the birds, when fades the cloud,
Then here will she come so young and so proud! 
HEMMING
(korser sig).
Alle hellige mænd! så er det dog sandt! 
HEMMING.
[Crosses himself.]
All heavenly saints! I fear the worst! 
OLAF.
Véd du, hvornår jeg først hende fandt?
Jeg red fra Guldvik en aften silde,
det bæres mig for, der var holdt et gilde.
Mit sind var tungt, mit hjerte var klemt!
noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under li,
ved midnatstider kom jeg elven forbi,
da lød det som en klingende harpestreng,
det gik som en slåt over mark og eng,
det hørtes som et lokkende, klagende kvæde,
jeg folded mine hænder, jeg prøved at bede,
men tungen svigted og tanken med;
mig tonerne fristed, jeg måtte afsted.
Snart klang det som gråd og snart som latter,
snart lød det som lyst, og snart lød det atter,
som var der et bristende hjertes nød,
som var der en dødsens ve og vånde
lagt i det koglende kvæde, der flød
lig en strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg ånde!
Så sært forvildet blev sans og sind;
det var som om både stærke og milde
magter drog mig i lien ind,
jeg måtte herop, om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked og lød på min vej;
hvorlangt jeg red, det mindes jeg ej. 
OLAF.
Know you when it was that I saw her here first?
I rode late one evening from Guldvik hall,
Some kind of feast I seem to recall.
My spirit was heavy, my heart full of woe!
That something had grieved me is all that I know.
I rode all alone up the mountain side,
At midnight I passed by the river so wide;
Then heard I beyond a melodious wail,
That rang like a song over mountain and dale.
It seemed a plaintive, bewitching lay;
I folded my hands, I tried to pray,
But tied was my tongue and my thoughts went astray;
The strains did beguile and lure me away.
’Twas now like weeping and now like laughter,
’Twas now full of mirth, and now ever after
As were it the cry of a perishing man,
As were it a soul in the anguish of death,
That I heard in the song so beguiling, that ran
Like a stream around me!--I scarce got my breath!
So sorely bewildered was I in my soul;
It was as if powers both gentle and strong
Enticed me and lured me away from my goal,
I needs must come up, I was carried along.
And ever rang out the mysterious call;
How far I rode on I no longer recall. 
HEMMING
(afsides).
Og bruden, som spillemanden fortalte om, hun måtte jo også følge – 
HEMMING.
[Aside.]
And the bride, of whom the minstrel sang,--she too had to follow-- 
OLAF.
Da standsed min fole, jeg vaktes derved,
jeg så mig om med undrende blikke;
hvor var der fagert og vént! Men det sted,
jeg var kommen til, kendte jeg ikke!
jeg stod i en dal; – skygge og fred
var drysset som dugg derover!
Månen legte ved kærnets bred,
det var som den lo, når den dukked sig ned
i de svale, trillende vover!
Mit hoved var tungt, min hu var mod,
mig længedes efter at blunde;
jeg lagde mig ned ved en linderod
i de væne, hviskende lunde! 
OLAF.
My foal stopped short, I awoke in a maze,
I looked around with a wondering gaze;
’Twas all so pleasant and fair!
But what land I was in I could not understand!
I stood in a valley;--a deep peace lay
Over all like dew in the night!
The moon on the edge of the tarn did play;
It seemed to laugh as it vanished away
In the rolling billows so bright!
My head was heavy, my spirit oppressed,
I yearned for nothing but sleep;
I laid me down ’neath a linden to rest
In the whispering forest so sweet! 
HEMMING.
Herr Olaf! Herr Olaf! Hvor turde I friste sligt? 
HEMMING.
Lord Olaf! Lord Olaf! How dared you do it? 
OLAF
(vedblivende).
Så kom jeg i alfekvindernes dans;
den fagreste mellem dem bød mig en krans
af vårklokker blå, af vandliljer hvide;
hun så mig i sjælen med øjne så blide,
hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,
som aldrig går mig af minde:
„Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,
véd du, når fred for dig er at vinde?
Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde,
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde,
da – først da skal du lykken finde!“ 
OLAF.
[Continuing.]
I ventured then into the elf-maidens’ play;
The fairest of maidens gave me a bouquet
Of snow-drops blue and of lilies white;
She pierced my soul with her glances so bright,
And whispered to me what nobody knows,--
A word I’ll keep ever in mind:
“Olaf Liljekrans! know you where happiness grows,
Know you the hour when peace you will find?
Of all the flowers on the hill over yonder
Must you the fairest one find,
And bit by bit you must tear it asunder
And scatter it far to the wind,
Then--only then will you happiness find!” 
HEMMING.
I har sovet og drømt! 
HEMMING.
You have slumbered and dreamed! 
OLAF.
Fra denne stund
det blev mig for trangt i min moders stue!
Gennem ur, over hej, til den fagre lund
stævned jeg op med pil og med bue!
Der mødte jeg alfepigen igen. 
OLAF.
That very same day
My mother’s estate grew cramped and narrow!
Through thicket, o’er highway, I hastened away
To the grove so pleasant with bow and with arrow!
There met I again the elf-maiden fair. 
HEMMING
(træder forbauset tilbage).
Hvad nu, har I vågen fundet –? 
HEMMING.
[Steps back amazed.]
When then,--have you wakened and found--? 
OLAF.
Min fæstensring tog jeg og skød med den
I luften over hendes hoved hen;
nu er hun for evig bundet! 
OLAF.
I took my betrothal ring, shot with it there
Right over her head, far into the air;
Now is she evermore bound! 
HEMMING.
Og det er bruden, I venter her? 
HEMMING.
And it is the bride you are waiting for here? 
OLAF.
Det er bruden, snart er hun nær! 
OLAF.
Yes, yes, the bride; soon will she be near! 
HEMMING
(afsides)
Hans sjæl er hildet, hans sind er sygt;
alt skal fru Kirsten vide! (højt.) I tør da færdes foruden frygt
heroppe? 
HEMMING.
[Aside.]
His soul is enthralled, his mind is ill;
All this Lady Kirsten shall know!

HEMMING.
[Aloud.]
And dare you go wandering fearless up here
In the hills? 
OLAF.
Her er det godt og trygt
at vugges i drømme blide!
(går langsomt ind mellem klippestykkerne i forgrunden til højre.)  
OLAF.
It is here so still,
’Tis sweetly I dream as I go!
[Goes slowly in between the huge rocks in front on the right.] 
HEMMING.
Alt imorgen skal hans bryllup stå,
men sin fæstemø agter han lidet på,
lidet véd han, at hun er nær,
og mindre, at hun har en anden kær! –
Han færdes forvildet i skoven omkring,
og mig gav Ingeborg den gyldne ring!
Hvad jeg har set, skal hans moder kende;
alle helgene véd, hvor dette skal ende!
(går ud til venstre.)


 
HEMMING.
His wedding tomorrow his people prepare;
Yet for his betrothed he seems little to care;
’Tis little he knows that she is so near,
And less that she holds another one dear!--
He wanders around in the forest astray,
And Ingeborg gave me the golden ring!
His mother I’ll seek without further delay;
The saints only know what the morrow will bring!
[Goes out to the left.]


 
NIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra højre).  
SCENE IX
[OLAF LILJEKRANS enters again from the right.] 
OLAF
(idet han sønderriver nogle blomster, som han har plukket udenfor).
„Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde;
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde, –
da – først da skal du lykken finde!“
Jeg får ikke fred for de sælsomme ord.
Den fagreste urt? Hvor er det den gror?
Hvorpå skal den kendes? Er dens fagerhed lagt
i duftens sødme, i bladenes pragt?
Hvad heller er den lagt i lønlige kræfter,
som jeg aldrig kan finde, om jeg spejder derefter?
sålunde ejer jo mangt et sværd
under klingens rust et kosteligt værd,
sålunde kan jo en harpe hænge
glemt i en krog, ingen derpå giver agt,
og dog kan alverdens forlokkende magt
være gemt i de støvede strenge.


 
OLAF.
[As he tears to pieces some flowers he has gathered off the stage.]
“Of all the flowers on the hill over yonder
Must you the fairest one find;
And bit by bit you must tear it asunder,
And scatter it far to the wind,--
Then--only then will you happiness find!”
These mysterious words give my spirit no rest.
The fairest of flowers? And what is the test?
Where will it be found? Is its beauty revealed
In the fragrance or deep in the blossom concealed?
Or hid in some magic power that I never
Can possibly find if I search forever?
So may there be virtue in many a spear
Whose steel is rusty and out of gear;
So too may a harp that no longer sings
But hangs forgotten in the halls of mirth,
Hide in its forsaken and dusty strings
The strangest magic on earth.


 
TIENDE SCENE.
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde.)  
SCENE X
[OLAF LILJEKRANS. ALFHILD from the back of the stage. She is fantastically dressed and adorned with flowers and garlands of leaves; she looks about anxiously until she discovers OLAF and runs joyfully to meet him.] 
ALFHILD.
O, bliv, bliv! gå ikke fra mig! 
ALFHILD.
O, stay, stay! Do not go away from me! 
OLAF
(ligesom pludselig belivet).
Alfhild! min unge, dejlige brud! 
OLAF.
[As if suddenly awakened to life.]
Alfhild! my young and beautiful bride! 
ALFHILD.
Olaf! min fagre ridder! Det blev mig for tungt at vente, jeg måtte gå dig imøde! 
ALFHILD.
Olaf! my handsome knight! I grew tired of waiting; I had to come here to meet you! 
OLAF.
Men sig mig, hvi frygter du stedse for at komme hid? 
OLAF.
But tell me, why are you always afraid to come here? 
ALFHILD.
Jeg har jo sagt dig, udenfor dalen kom jeg ingensinde, før du gæsted mig. Min fader har sagt, at onde magter råder herude: kun derinde mellem bergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad råde, hvad magter der vil, du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig se dig ind i øjnene! Ja, ja, jeg har dig igen! 
ALFHILD.
I have so often told you that I never went beyond this valley until you visited me. My father has said that evil powers hold sway out there; only here among the mountains could I fare safely and without harm! O, let whatever power will hold sway; you are here, and that is enough for me! Come, let me look into your eyes! Truly, I have you again! 
OLAF.
Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, du dejlige kvinde, vel har du mig igen! Mit sind har du koglet så dybt, så dybt; før mig, hvorhen og så langt du vil, i berget, dybt under hougen, i den grønne græsvold, hvor slåt og sang klinger så lifligt ved kveldstid, på elvens bund, dybt under fossen, hvor der er harper for de store, klagende kvæder; hvor dit hjem er, der er jeg rede til at færdes! 
OLAF.
Have me! Alas, Alfhild! You artful, you beautiful woman, indeed you have me again! My soul you have charmed so deeply, so deeply. Lead me whither and as far as you will, into the mountain, under the hill, to the grassy meadow, where song and refrain echo sweetly in the evening, on the bottom of the river, down under the rapids, where there are harps for powerful plaintive lays; wherever your home is, there I am ready to wander! 
ALFHILD.
Hvi taler du så? Vel må du vide bedre, end du der siger. – Vætter og alfer råder i houg og fjeld, og på elvens bund bor nøkken, det har fader sagt. Mener du jeg er en alf eller – 
ALFHILD.
Why speak you thus? You must surely know better than what you are saying.--Spirits and elves hold sway in mountain and hillock, and on the bottom of the river lives the nixie,--so father has said. Think you that I am an elf or-- 
OLAF.
Du er den fagreste i verden; vær for mig, hvad du vil, når du kun er min! 
OLAF.
You are the fairest in the world; be you what you please, so long as you are mine! 
ALFHILD
(smilende).
Var jeg alfekvinde, forsandt, jeg siger dig, da skulde det gå dig ilde! 
ALFHILD.
Were I an elfen maid, then truly, say I, it would fare with you ill! 
OLAF.
Mig! 
OLAF.
Me! 
ALFHILD.
Ja, dig! Hvor du red på din enlige sti, skulde jeg træde dig imøde, glemselsdrikken skulde jeg række dig af det gyldne horn, jeg skulde kogle mine kunster deri, så du glemte himmel og jord, glemte, hvor du var født og båren, hvad navn du lød og hvor dine frænder færdes, kun ét skulde du mindes, et eneste skulde fylde din hu og din tanke. 
ALFHILD.
Yes, you! When you rode on your lonely path, I should go out to meet you and give you the drink of forgetfulness from the golden horn. I should mix therein my magic and charm so that you would forget both heaven and earth, forget where you were born and reared, what name you answered to, and where your kinsmen fared,--one thing alone should you remember, one thing alone should fill your mind and soul. 
OLAF.
Forvisst, da er du alfekvinden! Thi fra den første stund har du sålunde koglet dine kunster for mig. 
OLAF.
Forsooth, then are you the elfen maid! For from the first hour you have practiced your magic on me. 
ALFHILD.
Har jeg? 
ALFHILD.
Have I? 
OLAF.
Gennem lien red jeg, dybt dernede hvor elven løber, – det var nat, sælsomt lød sange og klagende kvæder rundt om mig – – – –
Forvildet blev mig min sti, jeg kom langt, langt ind mellem bergene, jeg fandt den dejlige dal, hvor ingen fod har trådt, hvor intet øje har forlystet sig før mit – – – –
Tungt faldt en slummer på mig derinde, men alfekvinderne legte imens, og de drog mig ind i legen – – – –
Men da jeg vågned, var der bedrøvelse i mit sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke trives mere; det bares mig for, som jeg havde glemt efter mig det rigeste og bedste i livet, som om en herlig skat var mig beskåret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –
Til dalen måtte jeg op, før var der ikke fred for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som i denne stund; jeg greb din hånd, jeg så dig ind i øjet – himmel og jord, alverdens dejlighed var i dit øje! – – – –
Da glemte jeg venner og frænder! – – – –
Jeg kom der næste nat, jeg favnede din midje, jeg krystede dig til mit bryst, himlens herlighed var i dit favntag – – – – –
Da glemte jeg mit kristen-navn og mine fædres hjem. – – – –
Og jeg kom den tredje nat, jeg måtte komme, jeg kyssed dine røde læber, mine øjne åd sig ind i din sjæl. – Mere end alverdens herlighed var deri! Jeg glemte mere end Gud og hjem, mere end himmel og jord, jeg glemte mig selv! (styrter ned for hende.) Alfhild! Afhild! 
OLAF.
Through the meadow I rode, below where the river runs,--it was night and the songs and the plaintive lays echoed strangely around me....

OLAF.
Bewildered I grew and lost my path; I wandered far, far in among the mountains; I discovered the beautiful valley, where no foot has trod, where no eye has feasted ere mine....

OLAF.
A heavy slumber fell upon me in there; the elf maidens played in the meantime, and they drew me into their play....

OLAF.
But when I awoke, there was affliction in my soul; homeward I rode, but down there I could no more be content; it seemed as if I had left behind me the richest and best in life, as if a wonderful treasure were held in store for me, if only I sought and found it....

OLAF.
Up to the valley I had to go before I could find peace....

OLAF.
You came to meet me, fair and glowing as in this hour; I seized your hand, I looked you in the eye--heaven and earth, the beauty of all creation, was in your eye!....

OLAF.
Then I forgot both kinsmen and friends!....

OLAF.
I came there the next night, I embraced you, I pressed you to my bosom,--the glory of heaven was in your embrace....

OLAF.
--Then I forgot my Christian name and my forefathers’ home....

OLAF.
And I came the third night; I had to come; I kissed your red lips; my eyes burned their way into your soul.--More than the glory of creation was therein! I forgot more than God and home, more than heaven and earth. I forgot myself.
[Prostrates himself before her.]

OLAF.
Alfhild! Alfhild! 
ALFHILD.
Er det en glemselsdrik, det som du der nævner, da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det gået som spillemanden, der lærte nøkkens kvæder, for at kogle sin hjertenskær; – han koglede og koglede sålænge til kogleriet omspandt hans eget sind, og han aldrig kunde vinde sig ud deraf.
(standser og bliver tankefuld stående.)  
ALFHILD.
If it be a drink of forgetfulness which you speak of, then have I also charmed myself with it. I have fared as the minstrel who learned the nixie’s songs in order to charm his sweetheart;--he charmed and charmed so long that at length the magic wove itself round his own soul too, and he could never win himself free therefrom.
[Stops and continues standing thoughtfully.] 
OLAF
(idet han rejser sig).
Hvad grubler du over? 
OLAF.
[As he rises.]
What are you brooding over? 
ALFHILD.
Højt på fjeldet er en styrtning så brat, at end ikke ørnen kan fæste sin klo deroppe; der står en enlig birk, ilde trives den, og fattig er den på løv; men den bøjer sine grene nedad imod dalen, som ligger langt borte; det er som den længedes efter sine søstre i den friske, frodige lund, som om den higede efter at plantes ind i det solvarme liv dernede. – – – –
Som birken på fjeldet så var mit liv, jeg længedes udad, efter dig længedes jeg i lange, lange tider, før jeg vidste, du var til. Dalen blev mig for trang, men jeg vidste ikke, at der bag fjeldene var en anden dal som min derinde. Ridderne og fruerne, som gæstede mig hver nat, var mig ikke nok, og de sagde mig intet om livet derude! 
ALFHILD.
High in the mountain there is a rocky ledge so steep that not even the eagle can fasten his claws thereon; there stands a lonely birch,--ill does it thrive, it is poor in leaves; but downward it bends its branches to the valley which lies far away; it is as though it longed for its sisters in the fresh and luxuriant grove, as though it yearned to be transplanted in the warm sunny life down below....

ALFHILD.
Like the birch in the mountain was also my life; I longed to get away; I longed for you through the long, long years, even before I knew you existed. The valley became too cramped for me, but I did not know that beyond the mountains there was another valley like this one in here. The knights and the ladies that visited me every evening were not enough for me, and they told me nothing of the life beyond! 
OLAF.
Riddere og fruer? Du har jo sagt mig, at ingentid mødte du nogen derinde. 
OLAF.
Knights and ladies? You told me you never met any one there. 
ALFHILD.
Ingen som du! Men hver kveld sang min fader sine viser for mig, og når det blev nat og mine øjne lukkedes, da kom de og gæstede mig, alle de, der lever i min faders viser. Frejdige riddere, fagre kvinder var blandt dem, de kom med falk på hånden, ridende på stolte gangere. På engen dansede de, lyst og skemt lød rundt om, hvor de færdedes; alferne lyttede tyst fra hver en blomst og fuglene fra grenen, der de var sovet ind. Men når dagen randt, da var de alle borte, ensom gik jeg, jeg pyntede mig med blomster og med grønne blade; thi jeg vidste, at næste nat vilde de komme igen. Ak, det liv var mig dog ikke nok; en mægtig længsel fyldte mit bryst, aldrig var den blevet stillet, om ikke du var kommen! 
ALFHILD.
No one like you! But every evening my father sang songs to me, and when the night came and my eyes were closed, they came to visit me, all those that live in my father’s songs. Merry knights and beautiful ladies there were among them; they came with falcons on their hands, riding on stately steeds. They danced in the field, and laughter and merriment reechoed wherever they fared; the elves listened silently from behind each flower and the birds from the trees where they had fallen asleep. But with the coming of dawn they again disappeared; lonely I wandered; I decked myself with flowers and with green leaves, for I knew the next night they would come again. Alas, that life was after all not sufficient for me; a mighty longing rilled my bosom; it would never have been stilled if you had not come! 
OLAF.
Du nævner din fader; ingentid så jeg ham derinde! 
OLAF.
You speak of your father; at no time did I see him in there! 
ALFHILD.
Kun sjelden kommer han nu, han var der ej fra den kveld, vi først mødtes. 
ALFHILD.
But seldom he comes now; he has never been there since the night we first met. 
OLAF.
Men sig mig, hvo er han? 
OLAF.
But tell me, where is he? 
ALFHILD.
Du har sagt mig, at du red en sommernat i lien, der hvor elven løber; der hørte du sælsomme sange, som du kun halvt forstod, men som dog maner og maner dig, så du aldrig glemmer dem. 
ALFHILD.
You have told me you rode late one summer night in the meadow where the river flows; there you heard strange songs which you only half understood, but which haunt and haunt you so that you will never forget them. 
OLAF.
Javisst, javisst! 
OLAF.
Yes, yes! 
ALFHILD.
Du har hørt min faders sange! Det er ved dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed, som skulde komme. I dem alle var der en fager ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og herligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må fortælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid; thi når de atter gæster mig, da har de såmeget sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om, at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær grønnes, og den store, dejlige sol står tidlig op og går sent til hvile, for ret at lytte til alle de fagre eventyr og sange. Men lidet fatter jeg af alt, hvad de fortæller, du må tolke det for mig, du må klare for mig alt, hvad der spørger og kræver svar i mit bryst. 
ALFHILD.
You once heard my father’s songs! It is on them that I have been nourished. In truth, neither have I fully understood them; they seemed to me to be the most precious treasure, to be life itself; now they mean little to me; they are to me but a token of all the glory that was to come. In all of them was there a handsome knight; I imagined him to be the best and most glorious thing in all the valleys, the best and most glorious as far as bird can fly, as far as clouds can sail. Olaf! it was you,--I know you again! Oh, you must tell me of your home, of the distant valley whence you come; life out there must be rich and glorious; there it must be that my birds all fly with the falling of the leaves; for when they again come to visit me, they have so much to tell that is strange, so many a marvel to sing about, that all the flowers begin to bud and to blossom, the trees to grow green, and the big and glorious sun to rise early and go tardily to rest, in order to listen to all the stories and songs. But little grasp I of all that they tell; you must interpret it for me, you must make everything clear that inwardly craves an answer. 
OLAF.
Lidet er jeg det mægtig, du spørger om mit hjem. Mit hjem? Har jeg havt et andet hjem end her, da mindes jeg kun ringe ting deraf. Det er mig alt som en tåget drøm, der glemmes i den stund vi vågner. Dog, kom! langt dernede ligger en bygd, der bæres det mig for, at jeg færdedes, før jeg så dig, der bæres det mig for, at mine frænder bor. Hører du, hvor elven maner og suser, lad os følge den; ude på kanten, ved fossefaldet, der kan vi se over bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme. Kom, kom! 
OLAF.
Little am I able to answer what you ask of my home. My home? If I have had a home other than this, then I remember but little about it. It is all to me like a misty dream which is forgotten in the hour we waken. Yet, come! far below us there lies a village; there it seems I remember I wandered before I saw you; there it seems to me that my kinsmen live. Do you hear how the river conjures and rushes; let us follow it; out on the ledge near the waterfall we can overlook the village where I--once had my home. Come, come! 
ALFHILD.
Men tør jeg – 
ALFHILD.
But dare I-- 
OLAF.
Følg trøstig, jeg skal værne om dig! 
OLAF.
Follow and trust me, I shall protect you! 
ALFHILD.
Jeg er rede; jeg véd det jo nok, selv om jeg ikke vilde; følge dig må jeg, hvor du færdes.
(de går ud til højre.)  
ALFHILD.
I am ready; I know it well enough; whether I wished to or not, I must follow you wherever you go.
[They go out to the right.] 
KOR AF BRUDEFOLKET OG FRU KIRSTENS FØLGE
(fjernt fra skoven til venstre).
Du agte dig vel, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!


 
CHORUS OF WEDDING GUESTS AND LADY KIRSTEN’S PEOPLE.
[From the forest to the left.]
Awake to our call, come free your will
From elves that hover around!


 
ELLEVTE SCENE.
Fru Kirsten og Hemming (kommer ind fra venstre).  
SCENE XI
[LADY KIRSTEN and HEMMING enter from the left.] 
HEMMING.
Her var han; – se – nej, nu er han borte! 
HEMMING.
Here he was;--why--now he is gone! 
FRU KIRSTEN.
Og han sagde, at han ventede på bruden, som skulde komme? 
LADY KIRSTEN.
And he said he was waiting for the bride who was to come? 
HEMMING.
Ja, men hvem han mente, kunde jeg ikke ret blive klog på; thi hans tale var sælsomt forvildet. Ingeborg mente han ikke, det er visst. 
HEMMING.
Yes, but whom he had in mind I could not quite make out; for his speech was strangely incoherent. Ingeborg he did not mean,--that is certain. 
FRU KIRSTEN.
Stille, gode Hemming! stille med det, han har sagt! Velgjort var det, at du lod mig alene vide, han var her. Rigelig skal du lønnes derfor, men først må vi finde ham fat – 
LADY KIRSTEN.
Say nothing, good Hemming! say nothing of what he just said! You did well to let me alone know he was here. You shall be richly rewarded for this, but first we must find him again-- 
HEMMING
(idet han ser ud til højre).
Se, se der, i måneskinnet, på bakken ved elven, – ja, forvisst tror jeg – – 
HEMMING.
[As he looks out to the right.]
See,--see there, in the moonlight, on the hill near the river,--yes, surely I think-- 
FRU KIRSTEN.
Stille, stille, det er Olaf! 
LADY KIRSTEN.
Hush, hush, it is Olaf! 
HEMMING.
Der er to; en kvinde står hos – 
HEMMING.
There are two; a woman is with him-- 
FRU KIRSTEN.
Alle gode ånder! 
LADY KIRSTEN.
Heavenly saints! 
HEMMING.
Han viser udover bygden, som om – der går de begge! 
HEMMING.
He is pointing out the village as if--there they go! 
FRU KIRSTEN.
Hent herr Arne og vore folk! Vi vil mødes her; jeg bringer Olaf hid! 
LADY KIRSTEN.
Call Lord Arne and our people! We will meet again here; I bring Olaf with me! 
HEMMING.
Men tør I også –? 
HEMMING.
But dare you then--? 
FRU KIRSTEN.
Gør som jeg siger; men ti vel med det, du har hørt og set. Du kan sige, at Olaf drog herop for at jage ren og bjørn, og at han fór vild på fjeldet. 
LADY KIRSTEN.
Do as I say; but say nothing of what you have heard and seen. You can say that Olaf came up here to hunt deer and bear, and that he went astray in the mountain. 
HEMMING.
I kan lide på mig, fru Kirsten!
(går ud til venstre.)  
HEMMING.
You can rely on me, Lady Kirsten!
[Goes out to the left.] 
FRU KIRSTEN.
Skulde det da være sandt? Skulde onde vætter have fået magt over ham? Ej, sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet tror jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums tider. Men det er nok alfekvinder af kød og blod, som – –. Der stiger han ned til elven, jeg må rappe mig!
(går ud til højre i mellemgrunden.)  
LADY KIRSTEN.
Is it true, then? Have evil sprites gained control over him? Yes, so I can pretend to Arne of Guldvik, but little I believe it myself;--and yet it is said it happened often enough in the days gone by. But it is elfen maids no doubt of flesh and blood that--. There he goes down to the river,--I must hasten!
[Goes out to the right in the background.] 
KOR
(fjernt fra skoven til venstre).
     Med fromme sange, med klokkespil
     så vide vi færdes i dale!
     Du kristne mand, du lytte dertil,
     vågn op af den koglende dvale!


 
CHORUS.
[From the forest to the left.]
     With ringing of bells we hurry along,
     We wander in field and in dell!
     O Christian, come, give heed to our song,
     Wake up from your magic spell!


 
TOLVTE SCENE.
Olaf og Alfhild (kommer ind fra højre i baggrunden. Senere fru Kirsten).  
SCENE XII
[OLAF and ALFHILD come in from the right in the background. Later LADY KIRSTEN.] 
ALFHILD.
O, du må fortælle mig mere endnu!
I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,
det er mig, som råded du alle min længsels runer
med din liflige tale! – – –
Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,
der er så dybt, at du ej kan bunde?
Så du ikke alle himlens små lys dernede,
de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,
mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.
– – – – –
Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fange
de dybe, de tindrende gåder dernede –
jeg greb efter dem, vilde se dem nær,
da blev de dunkle, som øjne, der græde, –
det var fåfængt at spejde og lede –
– – – – –
Så var det også fordum i mit sind!
Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;
men de gækked mig som stjernen i det dybe vand,
bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded derpå! 
ALFHILD.
O, you must tell me still more of the world!
Your words to my soul are refreshing indeed;
It seems as if here in the wonders you tell
My innermost longings you read!....
Did you ne’er on a summer night sit by a tarn,
So deep that no one could fathom it quite,
And see in the water the stars so bright,
Those knowing eyes that express with their flickering light
Much more than a thousand tongues could possibly say?
– – – – –
I often sat thus; I sought with my hands to capture
The sparkling riddles below in the deep--
I snatched after them, I would see them close,
Then they grew blurred like eyes that weep,--
It is idle to search and to seek--
– – – – –
So too in my soul there was many a riddle
I yearned to solve in the days that are gone!
They tricked me as did all the stars in the deep,
Grew stranger and stranger the more I brooded thereon! 
OLAF.
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,
den ætstore mand, der broutede af sin slægt,
og lod hånt om elskov og fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –
din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,
når jeg fandt den fagreste blandt urter små.
Ha! Lykken har jeg alt fundet! 
OLAF.
Am I not to myself a mysterious riddle?
Am I Olaf Liljekrans, the nobly born,
The knight so proud, who vaunted his race,
Who laughed the singing of birds to scorn!
And yet, from my heart I tear what I was!
Happy I am,--and that can I understand--
Your prophecy failed,--I should happiness find,
When the fairest of flowers I had found in the land.
Ah! happiness here I have found! 
ALFHILD.
Jeg har intet spået.
Dog – fortæl mig mere om livet derude! 
ALFHILD.
I prophesied nothing.
But--tell me more of the life that is yonder! 
OLAF.
Lad livet derude gå sin egen gang,
her er mit hjem, hos dig, min prude,
min dejlige viv! Alfhild, tal!
Er det ikke ret som en højenloftssal
var rejst for os under de grønne lier!
Blåklokken står pyntet på alle stier,
her er gilde herinde, her er fryd og lyst,
mere fast, end der kan rummes i mit bryst!
Hør, fra elven klinger det dybe kvæde;
o, det er det, som volder, at jeg både må le og græde!
Det sælsomme kvad, det koglende spil,
har gjort mig så fro, så salig og vild!
(griber hende lidenskabeligt i sine arme.)
Farvel jeg skikker til bygden dernede!
heroppe vil jeg min brudeseng rede;
farvel jeg skikker over verden ud, –
nu vil jeg favne min fagre brud! 
OLAF.
The life that is yonder may go its own way;
Here is my home; with you will I wander,
My lovely wife! Alfhild, behold!
Is it not as if here in the mountainous fold
Were built for us two a bower so fair!
The snowdrops in splendor stand garbed everywhere;
In here there is feasting, there is joy, there is mirth,
More real than any I have found on this earth!
The song rings out from the river so deep;
It is that which makes me both laugh and weep!
The song of magic, the mysterious lay,
Has made me so free, so happy and gay!
[Seizes her passionately in his arms.]

OLAF.
Farewell to the village below I say!
’Tis here that my bridal-bed I shall prepare;
Farewell to the world forever and ay,--
For here I shall hold my beautiful bride! 
ALFHILD
(viger ængsteligt tilbage).
Olaf! 
ALFHILD.
[Moves away apprehensively.]
Olaf! 
OLAF
(standser pludselig, som greben af en uklar og smertelig erindring).
Min brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg første gang kom her –
kan du – kan du mindes den første kveld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Kom jeg for at hente dig – til – bygden ned?
Var det for at bede til bryllup jeg red –? 
OLAF.
[Stops suddenly, as if seized with a vague and painful remembrance.]
My bride! What is it I say!
Tell me--when first--I happened this way--
Can you still remember the very first night?
What was it I sought?--No longer I know!
Did I come to fetch you--to--the village below?
Did I come the wedding guests to invite? 
ALFHILD.
Hvad mener du? Bryllup? Jeg kan ej forstå –? 
ALFHILD.
What mean you? Wedding? I can’t understand--? 
OLAF.
Vort fæstensøl var jo drukket på Guldvik! Ej så?
Tre uger efter skulde vort bryllup stande –
men det tykkes mig, at – nej, det brænder i min pande!
Jeg vil ikke mere tænke derpå! 
OLAF.
Our betrothal at Guldvik was held, you remember!
For three weeks thereafter our wedding was planned--
But it seems to me that,--no, my brow like an ember
Burns hot! I will try no more to remember! 
KOR
(dæmpet og langt inde i skoven).
     Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
     Hvi sover du så tungt og så længe? 
CHORUS.
[Softly and far in the forest.]
     Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
     Why sleep you so deep and so long? 
ALFHILD.
Tys, Olaf! hører du? 
ALFHILD.
Hush, Olaf! do you hear? 
OLAF
Hørte du det med? 
OLAF.
Did you hear it too? 
ALFHILD.
Hvad er det? 
ALFHILD.
What was it? 
OLAF.
Et gammelt, et halvglemt minde,
som stundom får ord, når jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til bygden ned 
OLAF.
A memory of long ago,
Which often comes back when I wander with you!
’Tis evil,--it calls from the village below. 
FRU KIRSTEN
(afsides, idet hun træder ind fra baggrunden, uden at bemærkes af de øvrige).
Der er de! Han taler; kunde jeg forstå –!
(nærmer sig lyttende.)  
LADY KIRSTEN.
[Aside, as she enters from the rear of the stage unobserved by the others.]
Ah, there! He speaks; could I understand--!
[Approaches listening.] 
OLAF
(med stigende heftighed).
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!
Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;
med sang skal de ride herop for at hente min brud!
Guldsadlen skal lægges på min rappeste ganger,
forrest i laget skal gå spillemand og sanger,
derefter skal ride køgemester og prest,
alt folket i bygden skal bydes til gæst!
Høviske svende skal lede din ganger ved hånd,
liflige urter skal drysses på alle veje,
bonden skal bøje sig for dig som en vånd,
og ved ledet skal hans kvinde neje!
kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:
nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud! 
OLAF.
[With increasing vehemence.]
Yes, yes, I come; not alone will I ride!
For ladies and knights shall heed my command,
And come hither with song to greet my bride!
For you shall be saddled my swiftest steed,
The poet and minstrel shall ride in the lead,
Thereafter shall follow the steward and priest,
The people shall all be bid to the feast!
Pages so courtly shall guide your steed,
And beautiful flowers be strewn at your feet,
The peasant shall bow to the ground like a weed,
His wife shall curtsy to you as is meet!
The church bell shall ring to the countryside:
Now rides Olaf Liljekrans home with his bride! 
KOR AF BRYLLUPSGÆSTER
(raskt men dæmpet inde i skoven til venstre).
     Nu færden står
     til bryllupsgård!
Folen løber let under lide!
     Det drønner under hov
     i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride! 
CHORUS OF WEDDING GUESTS.
[Animated, yet softly, in the forest to the left.]

     Now hasten we all
     To the wedding hall!
The foal runneth light and gay!
     The hoofs resound
     On the grassy ground,
As the merry swains gallop away! 
FRU KIRSTEN
(afsides, under koret).
Himlen være lovet! Hemming har fortalt –! 
LADY KIRSTEN.
[Aside during the chorus.]
Heaven he praised then! Hemming has told--! 
ALFHILD
(jublende).
De kommer, de kommer, jeg hører dem alt!
Hvort vent det klinger! Olaf! se, se! 
ALFHILD.
[Jubilant.]
They come, they come, their voices I hear!
How sweetly it sounds! O Olaf, behold! 
FRU KIRSTEN.
Olaf, min søn!
(iler hen til ham, uset af Alfhild, der vedbliver at stirre ud til venstre.)  
LADY KIRSTEN.
Olaf, my son!
[Rushes to him unobserved by ALFHILD, who continues to look out to the left.] 
OLAF.
Hjælp Gud! hvad er det!
Min moder! 
OLAF.
God help me! What’s here!
My mother! 
FRU KIRSTEN.
Mit arme, forvildede barn!
Nu er du frelst fra den ondes garn!
Der kommer herr Arne med Ingeborg, din viv. 
LADY KIRSTEN.
My poor unfortunate son!
Now are you saved from the evil one!
There comes Lord Arne with Ingeborg, your wife! 
OLAF
(med et skrig, og ligesom på engang opvågnende).
Ingeborg! – Med det navn har I brudt mit liv!
Min lykke var da idel tant og skrømt!
Ak, at I måtte mig sligt bebude!
(fortvilet.)
Kære moder min! så fagert har jeg drømt;
nu har I vakt mig, nu er alting ude!


 
OLAF.
[With a cry and as if suddenly awakening.]
Ingeborg!--With that have you shattered my life!
My happiness then was not what it seemed!
Alas, that you had to inform me of this!

OLAF.
[In despair.]
Dear mother! a beautiful dream I have dreamed;
You waken me now,--there’s an end to my bliss!


 
TRETTENDE SCENE.
De forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, bryllupsfolk og fru Kirstens følge fra venstre. 
SCENE XIII
[The Preceding. ARNE, INGEBORG, HEMMING, WEDDING GUESTS, and LADY KIRSTEN from the left.] 
ARNE.
Til lykke, fru Kirsten! I har jo fundet ham, som jeg hører. 
ARNE.
Good luck, Lady Kirsten, to you! You have found him again, I am told. 
FRU KIRSTEN.
Javisst, jeg har fundet ham. – Og nu hjemad! 
LADY KIRSTEN.
Of course I have found him.--And now for home! 
ARNE
(til Olaf).
Og der er ingen skade voldt jer? 
ARNE.
[To OLAF.]
And no harm has been done you? 
OLAF
(åndsfraværende).
Mig! Hvad mener I? 
OLAF.
[Absent-minded.]
Me! What do you mean? 
FRU KIRSTEN
(afbrydende).
Visst ikke, herr Arne! Han fór vild på jagten og – 
LADY KIRSTEN.
[Interrupting.]
Of course not, Lord Arne! He went astray on the hunt and-- 
INGEBORG
(peger på Alfhild).
Men denne unge kvinde –? 
INGEBORG.
[Pointing to ALFHILD.]
But this young woman--? 
FRU KIRSTEN.
Et fattigt barn! Hun har skænket ham ly og tilhold. 
LADY KIRSTEN.
A poor child! She has given him lodging and shelter. 
ARNE.
Men der har jo ingen sin bo heroppe. 
ARNE.
But there is no one who lives up here. 
FRU KIRSTEN.
En og anden dog! Mangen enkelt slægt holder endnu til mellem fjeldene, siden landfarsottens tid. 
LADY KIRSTEN.
Yet a stray one here and there! There is many a solitary family still dwells among the mountains since the time of the plague. 
ARNE.
Så kom, kom! Hestene venter nede under lien. 
ARNE.
Then come, come! The horses are waiting below on the hill. 
OLAF
(smerteligt, med et blik på Alfhild).
Min moder! jeg kan ikke! 
OLAF.
[Painfully, as he glances at ALFHILD.]
O mother! I cannot! 
FRU KIRSTEN
(sagte og bestemt).
Du må! Det vil volde dig evig skændsel ifald – 
LADY KIRSTEN.
[Softly and resolute.]
You must! It will be your eternal shame if you-- 
ARNE.
Hvad mener han? 
ARNE.
What does he mean? 
FRU KIRSTEN.
Han er syg og mødig endnu, det går over, kom! (med et betydningsfuldt blik til Olaf.) Den unge kvinde følger med! 
LADY KIRSTEN.
He is sick and tired as yet, but it will pass off. Come!

LADY KIRSTEN.
[With a significant look at OLAF.]
The young woman comes too! 
INGEBORG.
I mener, at hun –! 
INGEBORG.
You mean that she--! 
FRU KIRSTEN.
Trolig har hun plejet ham; vel bør det sig, at hun lønnes derfor. 
LADY KIRSTEN.
Faithfully has she nursed him; it is only fitting that she be rewarded. 
ARNE.
Og imorgen holdes gildet! 
ARNE.
And tomorrow the wedding is held! 
FRU KIRSTEN.
Imorgen! det sværger jeg højt og helligt! 
LADY KIRSTEN.
Tomorrow,--that I solemnly swear! 
ARNE.
Jeg har jert ord! 
ARNE.
I have your word! 
HEMMING
(sagte og triumferende, idet han tager ringen frem).
Og jeg har Ingeborgs røde guldring! 
HEMMING.
[Softly and triumphant, as he brings forth the ring.]
And I have Ingeborg’s golden ring! 
INGEBORG
(tager ringen fra ham og siger ligegyldigt).
Min ring! Se, se! har du den, Hemming! Tak, nu skal jeg selv tage vare derpå!
(Hemming står et øjeblik forbløffet og følger derpå langsomt efter de øvrige, der alle går ud til venstre, undtagen Alfhild.)


 
INGEBORG.
[Takes the ring from him and says carelessly.]
My ring! Aha,--so you have my ring, Hemming! Thanks, I shall now take care of it myself!
[HEMMING stands a moment dumfounded and then follows very slowly the rest, who all except ALFHILD go out to the left.]


 
FJORTENDE SCENE.
Alfhild. Straks efter Thorgjerd (fra baggrunden).  
SCENE XIV
[ALFHILD. Shortly afterwards THORGJERD from the background.] 
ALFHILD
(har med stille og barnlig forbauselse betragtet det foregående optrin, dog uden at lægge mærke til handlingen; når alle er borte, farer hun efter en pause op, ligesom af en drøm).
De er borte! Kan jeg tro det, er det også sandt?
Ja, ja, her stod de; månen skinned, jeg så dem grant!
Der ser jeg dem igen; over bakken drager de ned,
og jeg er bruden, jeg må med, jeg må med!
(vil ile ud til venstre.)  
ALFHILD.
[Has observed in silent and childlike amazement the preceding scene without however heeding the action; when they are gone she suddenly comes to herself as from a dream.]
They are gone! Can I trust my eyes;--is it true?
Yes, here in the moonlight they stood in full view!
There I see them again down the mountain side,
And I must go with them, for I am the bride!
[Starts as if to rush out to the left.] 
THORGJERD
(i baggrunden).
Alfhild! mit barn! Hvor kommer du her?
Jeg har jo sagt dig – 
THORGJERD.
[In the background.]
Alfhild! my child! And how come you here?
I have told you before-- 
ALFHILD.
Min fader kær!
Nu må jeg flyve fri som alle vinde,
nu kan jeg ikke længer lukkes bag fjeldene inde! 
ALFHILD.
O my father dear!
Now must I be free--as free as the wind,
No longer can I in the hills be confined! 
THORGJERD
(nærmer sig).
Hvad er dig mødt? 
THORGJERD.
[Comes nearer.]
What has befallen you? 
ALFHILD
(jublende).
Han er kommen! 
ALFHILD.
[In ecstasy.]
Now is he come! 
THORGJERD.
Hvem? 
THORGJERD.
But who? 
ALFHILD.
Den fagre ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige lyst,
som længe har knuget og tynget mit bryst!
Mangen kveld har vi siddet ved striden elv,
du sang om kongens datter, som var hekset i fjeldet!
Kongens datter, min fader! det er jeg selv;
men han, den fagre ridder! har trolden fældet! –
Nu er jeg fri, jeg véd, hvad jeg vil,
jeg vil udad i livets brogede spil!
Hans ord var sang! Det var, som gav han mig vinger;
ingen, ingen magt nu mere mig binder og tvinger! 
ALFHILD.
The fair knight! He will carry me home!
Now first do I grasp all the restless desire,
That long has been smouldering in me like fire!
We often have sat, as the river rushed by,
While you sang of the princess enthralled in the hill!
The princess, my father! the princess am I;
But he, the fair knight, bent the troll to his will!--
And now I am free to do what I may;
I will hence into life and its motley affray!
His words were like song! I am free as the wind;
No power can stay me or hold me behind! 
THORGJERD.
Mit arme barn! til bygden vil du ned;
nei bliv, det vil koste din hjertensfred! 
THORGJERD.
Poor child! You would down to the village below;
It will cost you your happiness; stay, do not go! 
ALFHILD.
Jeg må, min fader! Dit bedste kvad
vil tykkes mig nu som en disig tåge! 
ALFHILD.
But, father, I must! Your sweetest lays
Will seem to me now like a misty haze! 
THORGJERD.
Så gå da, Alfhild! og drøm dig glad,
din fader skal over dig våge!
Men agt dig for hver underfundig svend,
som lokker med listelig tale! 
THORGJERD.
Then go, my Alfhild! and dream while you may,
Your father will guard you alway!
But look you take care of the crafty young swains
With words so cunning and free! 
ALFHILD.
Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,
udad, langt ud i de lyse dale!
Der stander hans slot med gyldne sale!
o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;
han er ridderen, kongesønnen, bold og prud,
og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!
Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,
o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.
(bryllupskoret høres langt nede i lierne.)
Hør, hør, han kalder med horn og lur!
Farvel nu, blomster og skov og ur!
Farvel, min dal, du est mig for trang,
mig vinker alverdens jubel og sang!
Imorgen skal jeg smykkes med gyldenskrud
og ride til kirken som Olafs brud!
Sammen skal vi sidde på højsædets hynde –
ja, nu, først nu skal mit liv begynde!
(hun iler ud til venstre. Thorgjerd ser tankefuld efter hende, koret taber sig i det fjerne, idet tæppet falder.)


 
ALFHILD.
Away in the distant and sunny domains,--
Where Olaf is, there must I be!
There stands his castle with golden hall!
From the ballads you sang his face I recall;
The king’s son is he, the knight who can ride,
And I, the poor Alfhild,--I am his bride!
Poor, did I say,--no, the princess on high,
O, more than the princess,--his sweetheart am I!
[The wedding chorus is heard far down the mountain side.]

ALFHILD.
Listen, he calls with his trumpet and horn!
Farewell now, forest and flower and thorn!
Farewell, my valley; you have cramped me too long,
The whole world is calling with laughter and song!
Tomorrow attired in gold I shall ride
Away to the church as Olaf’s bride!
We shall sit on the throne of honor within--
Ah, now shall my life in its fulness begin!
[She rushes out to the left. THORGJERD gazes after her thoughtfully. The chorus dies away in the distance as the curtain falls.]


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login