OLAF
(idet han sønderriver nogle blomster, som han har plukket udenfor).
„Mellem alle de urter små på rad
må du den fagreste finde;
og plukke den sønder, blad for blad,
og drysse den ud for alle vinde, –
da – først da skal du lykken finde!“
Jeg får ikke fred for de sælsomme ord.
Den fagreste urt? Hvor er det den gror?
Hvorpå skal den kendes? Er dens fagerhed lagt
i duftens sødme, i bladenes pragt?
Hvad heller er den lagt i lønlige kræfter,
som jeg aldrig kan finde, om jeg spejder derefter?
sålunde ejer jo mangt et sværd
under klingens rust et kosteligt værd,
sålunde kan jo en harpe hænge
glemt i en krog, ingen derpå giver agt,
og dog kan alverdens forlokkende magt
være gemt i de støvede strenge.
OLAF.
[As he tears to pieces some flowers he has gathered off the stage.]
“Of all the flowers on the hill over yonder
Must you the fairest one find;
And bit by bit you must tear it asunder,
And scatter it far to the wind,--
Then--only then will you happiness find!”
These mysterious words give my spirit no rest.
The fairest of flowers? And what is the test?
Where will it be found? Is its beauty revealed
In the fragrance or deep in the blossom concealed?
Or hid in some magic power that I never
Can possibly find if I search forever?
So may there be virtue in many a spear
Whose steel is rusty and out of gear;
So too may a harp that no longer sings
But hangs forgotten in the halls of mirth,
Hide in its forsaken and dusty strings
The strangest magic on earth.
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=0c8295a0-f356-11e0-ab97-001cc4df1abe
