You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Olaf Liljekrans
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
FEMTE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten.  
SCENE V
[The Preceding. LADY KIRSTEN.] 
FRU KIRSTEN
(sagte).
Nu, min søn! ej sandt, du har vel sagt hende –? 
LADY KIRSTEN.
[Softly.]
Not so, my son, you have told her--? 
OLAF.
Alt hvad jeg mægtede at føre over mine læber, har jeg sagt. Sig nu I hende resten og så, min moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
(kaster et blik på Alfhild og går ud ved huset.)  
OLAF.
All I was able to say I have said. Now you tell her the rest, and then, mother, let me never, never see her again.
[He casts a glance at ALFHILD and goes out past the house.] 
FRU KIRSTEN.
Den dårskab vil snart brændes ud af ham, hvis – (som om hun pludselig fik et indfald.) Men ifald jeg – – Ha, ha, vilde det lykkes, da var han helbredet, det lover jeg for. Men Alfhild –? Nu ja, ligegodt, det må fristes. 
LADY KIRSTEN.
That folly will soon be burned out of his soul, if--

LADY KIRSTEN.
[As if she suddenly has an idea.]
But in case I--Ah, if that could succeed, then would he be cured,--that I can promise. But Alfhild--? Well, nevertheless, it must be attempted. 
ALFHILD
(for sig selv).
Så findes herude både nød og klage,
lad så være; ej vil jeg deraf forsage.
Tungt kan ej verden gå mig imod,
Olaf er mig jo huld og god! 
ALFHILD.
[To herself.]

So then there is here too anguish and woe;
Well, so let it be; I shall never despair.
The sorrow of earth I never need know,
Still Olaf is good and fair! 
FRU KIRSTEN
(nærmer sig).
Det bæres mig for som tunge tanker ligger dig på sinde. 
LADY KIRSTEN.
[Approaches.]
It seems to me that gloomy thoughts are weighing upon your mind. 
ALFHILD.
Ja, ja, det voldes af de ting, som jeg nys har lært. 
ALFHILD.
Yes, yes, the result of things I have recently heard. 
FRU KIRSTEN.
Af Olaf? 
LADY KIRSTEN.
From Olaf? 
ALFHILD.
Javisst af Olaf, han har sagt mig – 
ALFHILD.
Certainly from Olaf; he has told me-- 
FRU KIRSTEN.
Jeg véd det, Alfhild! jeg véd, hvad han har sagt. (afsides.) Han har nævnt sit bryllup for hende, kan jeg skønne. (højt ) Og alt ikveld skal det gå for sig. 
LADY KIRSTEN.
I know, Alfhild. I know what he has said.

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
He has mentioned to her his wedding, I see.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
This very night it is to be held. 
ALFHILD.
Hvad skal gå for sig? 
ALFHILD.
What is to be held? 
FRU KIRSTEN.
Brylluppet! 
LADY KIRSTEN.
The wedding! 
ALFHILD
(livligt).
O ja, det véd jeg! 
ALFHILD.
[Eagerly.]
Oh, yes, that I know! 
FRU KIRSTEN.
Du véd det og tager det ikke tungere end så? 
LADY KIRSTEN.
You know it and do not take it more to your heart than this? 
ALFHILD.
Nej, hvi skulde jeg tage det tungt? 
ALFHILD.
No. Why should I take it to heart? 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Der er noget hun pønser på, det skønner jeg grant. (højt.) Nu, såmeget bedre er det for os alle. Men sig mig, når gildet er slut, hvad agter du dig så til? 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
There is something she is meditating,--I see that clearly.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Well, so much the better for all of us. But tell me, when the wedding is over, what then will you do? 
ALFHILD.
Jeg? Det har jeg lidet tænkt på. 
ALFHILD.
I? I have little thought of that. 
FRU KIRSTEN.
Jeg mener, er du tilsinds at blive her, eller drager du hjem? 
LADY KIRSTEN.
I mean, have you in mind to remain here or to go home? 
ALFHILD
(ser forundret på hende).
Jeg er tilsinds at blive! 
ALFHILD.
[Looks at her, surprised.]
I have in mind to remain! 
FRU KIRSTEN
(afsides).
Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal vi strides om. (højt.) Alfhild! jeg under dig alt godt, og dersom du turde lide på mig – 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
There we have it; she thinks to hold him in her wiles even after he is wed. Well, we shall see about that.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Alfhild! I wish you every possible good, and if you dared rely on my-- 
ALFHILD.
Ja, det tør jeg forvisst! 
ALFHILD.
Yes, that I certainly dare! 
FRU KIRSTEN.
Nu godt, så lader du mig råde for din lykke. Jeg vil tage mig af dig, som jeg bedst kan og véd, og ifald du giver dit minde dertil, så skal du endnu ikveld gå som brud til kirken. 
LADY KIRSTEN.
Well and good; then you will let me take upon myself your happiness. I shall take charge of you as best I know how, and if you but give me your word you shall this very night go to the church as a bride. 
ALFHILD.
Ja, det véd jeg jo. 
ALFHILD.
Yes, I know that. 
FRU KIRSTEN
(studsende).
Du véd det! Hvo har da sagt dig? 
LADY KIRSTEN.
[Surprised.]
You know that! Who has told you? 
ALFHILD.
Det har Olaf selv sagt. 
ALFHILD.
Olaf himself said so. 
FRU KIRSTEN.
Olaf! (afsides.) Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han har havt den samme tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af med hende. Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf ligeledes på sin side bleven ægtemand, så – (højt.) Ja, ja, godt, Alfhild! når Olaf har sagt vor hensigt med dig, så har jo ikke jeg fornødent at – Men skynd dig nu, gå derind i staburet, der hænger min egen bryllupsklædning, den skal du bære! 
LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Has Olaf--? Yes, forsooth, he has had the same idea that I had, to marry her off in order to be rid of her. Or perhaps in order to--well, no matter,--when she is finally married, when Olaf on his side is a married man, then--

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Well and good, Alfhild! If Olaf has told you our intention for you, then it is not necessary for me to--But do you now hasten, go in there in the store house; there you will find my own wedding gown; that you shall wear! 
ALFHILD
(med barnlig glæde).
Skal jeg! Din egen bryllupsklædning! 
ALFHILD.
[With childlike joy.]
Shall I! Your own wedding gown! 
FRU KIRSTEN.
Gør som jeg siger. Gå derind og klæd dig på, så prægtigt du lyster. 
LADY KIRSTEN.
Do as I say. Go in there and dress yourself as splendidly as you please. 
ALFHILD.
Og får jeg også brudekrone? 
ALFHILD.
And do I also get a bridal crown? 
FRU KIRSTEN.
Javisst! Brudekrone og sølvringe og røde guldbånd. Du vil finde nok deraf i kister og skabe. 
LADY KIRSTEN.
Certainly! A bridal crown and silver rings and golden bracelet. You will find plenty of them in the coffers and chests. 
ALFHILD.
Sølvringe og røde guldbånd! 
ALFHILD.
Silver rings and golden bracelets! 
FRU KIRSTEN.
Gå, gå, og rap dig så alt, hvad du kan. 
LADY KIRSTEN.
Go, go, and hurry as fast as you can. 
ALFHILD.
O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper i hænderne.) Jeg får brudekrone og røde guldbånd.
(iler ud til venstre.)


 
ALFHILD.
O, I shall not be long about it.
[Claps her hands.]

ALFHILD.
I shall have silver rings and golden bracelets!
[She runs out to the left.]


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login