You are here: BP HOME > MI > Olaf Liljekrans > fulltext
Olaf Liljekrans

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
SYVENDE SCENE.
Fru Kirsten. Hemming (fra højre).  
SCENE VII
[LADY KIRSTEN. HEMMING from the right.] 
HEMMING
(for sig selv).
Intet sted er Ingeborg at finde; hun lægger mig i jorden, det er visst. Igår var hun mild mod mig, hun gav mig sin armring; men så tog hun den fra mig igen, og idag vil hun aldrig så meget som glytte til den side jeg går. 
HEMMING.
[To himself.]
Nowhere is Ingeborg to be found; she will bring me to my grave,--that is certain. Yesterday she was gracious to me; she gave me her ring; but then she took it away from me again; and today she will not so much as look at me as I pass. 
FRU KIRSTEN
(sagte, idet hun nærmer sig).
Lidt varlig får jeg være. (højt.) Se, Hemming, er det dig? Du færdes helst alene, mærker jeg; ternerne og de unge karle holder du dig fra; når jeg fornemmer sligt, så skønner jeg vel, at det ikke sker uden skellig grund. 
LADY KIRSTEN.
[Slowly, as she approaches.]
A little cautious I must be.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Ah, Hemming, is it you? You prefer to wander alone, I see; you keep yourself away from the servants and maids; when I see such things I realize very well that you do so not without reason. 
HEMMING.
Ej, min høje frue! hvad skulde – 
HEMMING.
Why, my noble lady! what should-- 
FRU KIRSTEN.
Jo, Hemming! der er noget, som du går og bærer på iløn; du er ikke frejdig tilsinds! 
LADY KIRSTEN.
Yes, Hemming! there is something that you keep all to yourself as you go about; you are not very cheerful! 
HEMMING
(truffen).
Ikke frejdig? Jeg? 
HEMMING.
[Disconcerted.]
Not cheerful? I? 
FRU KIRSTEN
(smilende).
Her er idag en ung og vakker kvinde, som huer dig godt. 
LADY KIRSTEN.
[Smiling.]
There is here today a young and beautiful girl whom you fancy very much. 
HEMMING.
Alle helgene! 
HEMMING.
All saints! 
FRU KIRSTEN.
Og hun er dig god igen. 
LADY KIRSTEN.
And she in turn has a fancy for you. 
HEMMING.
Mig – Hvem? Ikke véd jeg, hvem I mener. 
HEMMING.
Me--Whom? I do not know whom you mean. 
FRU KIRSTEN.
Ej, Hemming, tal ikke så, for mig skal du lidet blues. Jo, jo, jeg ser grant, kan du tro. 
LADY KIRSTEN.
Come, Hemming, do not speak so; before me you need not feel ashamed. Yes, yes, I see clearly, I tell you. 
HEMMING
(afsides).
Himmel! hun må have mærket på Ingeborg, at – 
HEMMING.
[Aside.]
Heaven! she must have noticed by Ingeborg’s manner that-- 
FRU KIRSTEN.
Jeg har vel set, at bryllupsgildet volder dig liden gammen. Kirkefærden er dig imod, efterdi du selv gad vandre med som brudgom, men ser ej udvej dertil. 
LADY KIRSTEN.
I have seen that the wedding is but little joy to you. The trip to the church you care little about, since you would yourself like to go as a groom, yet cannot see your way clear. 
HEMMING
(i højeste bestyrtelse).
Ak, fru Kirsten! min ædle, høje frue! fortørnes ikke. 
HEMMING.
[In the greatest agitation.]
Alas, Lady Kirsten! my noble, august lady! be not offended! 
FRU KIRSTEN
(forundret).
Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes? 
LADY KIRSTEN.
[Surprised.]
I? And why should I be offended? 
HEMMING
(vedblivende).
Jeg har stridt og kæmpet mod denne usalige elskov, sålænge jeg mægtede, og det tror jeg forvisst, at hun har med. 
HEMMING.
[Continuing.]
I have struggled and fought against this unhappy love as long as I have been able, and I honestly believe she has done the same. 
FRU KIRSTEN.
Hun? Hun har da sagt dig, at hun er dig god? 
LADY KIRSTEN.
She? Has she then told you that she cares for you? 
HEMMING.
Ja næsten! 
HEMMING.
Yes, almost! 
FRU KIRSTEN.
Retvel, retvel, så I har talt tilhobe derom? 
LADY KIRSTEN.
Well and good; then you talked about it together? 
HEMMING.
Ja, – men kun én, kun én eneste gang, det sværger jeg. 
HEMMING.
Yes,--but only once, only one single time, I swear. 
FRU KIRSTEN.
En eller ti gange, det er mig lige kært. (afsides.) De er da alt enige; stor lykke havde jeg med mig, at jeg traf på Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var så villig til at træde for alteret. (højt.) Hemming! jeg står i megen gæld til dig, efterdi du fandt min søn igen og ellers var mig til vilje; nu kan jeg gøre vederlag, jeg vil af al magt stå dig bi i den sag, vi nys talte om. 
LADY KIRSTEN.
Once or ten times, it is all the same to me.

LADY KIRSTEN.
[Aside.]
Then they are already agreed; it was certainly a stroke of luck that I came upon Hemming; now I am not at all surprised that Alfhild was so willing to go to the altar.

LADY KIRSTEN.
[Aloud.]
Hemming! I am much indebted to you for finding my son again and for otherwise being of help to me; now I shall make requital,--I shall to the limit of my power stand by you in the matter we just spoke of. 
HEMMING
(fortumlet af glæde).
I! Vil I det, fru Kirsten! Ak, Gud og helgene! jeg tør neppe tro derpaa. (standser.) Men herr Olaf, eders søn! hvad mener I, han vil sige? 
HEMMING.
[Overcome with joy.]
You! You will! Lady Kirsten! Alas, great God and holy saints! I hardly dare believe it. 
FRU KIRSTEN.
Han vil ej lægge dig sten ivejen, det skal jeg vel sørge for. 
LADY KIRSTEN.
[Stops.]
But Lord Olaf, your son! What do you think he will say?

LADY KIRSTEN.
He will not interpose any objection,--I shall see to that. 
HEMMING
(trohjertig).
Ja, forsandt, han er også bedst tjent dermed, for jeg véd, hun er ham ej god af hjertet. 
HEMMING.
[Unsuspecting.]
Yes, truly, it would be best for him too, for I know she cares little for him. 
FRU KIRSTEN
(smilende).
Det har jeg vel mærket, Hemming! 
LADY KIRSTEN.
[Smiling.]
That I have noticed, Hemming! 
HEMMING.
Har I! Ja, I er så klog, fru Kirsten! Og jeg som tænkte, at jeg var den eneste, som havde mærket det. (betænkeligt.) Men mener I, at herr Arne vil give sit minde? 
HEMMING.
Have you! Well, you are so clever, Lady Kirsten! And I who thought that I was the only one who had noticed it.

HEMMING.
[Doubtfully.]
Do you think that Lord Arne will give his consent? 
FRU KIRSTEN.
Din Husbond? Jeg skal vide at tale ham tilrette, det vil nok lykkes. 
LADY KIRSTEN.
Your master? I shall know how to talk him into it,--that will not be so difficult. 
HEMMING.
Mener I? Ak, men jeg er jo dog så fattig en svend. 
HEMMING.
You think so? Alas, but I am so poor a man. 
FRU KIRSTEN.
Det skal nok jeg bøde på, ifald ikke herr Arne selv er rede dertil. 
LADY KIRSTEN.
I shall remedy that all right, in case Lord Arne is not prepared to do so. 
HEMMING.
Tak, tak, fru Kirsten! Himlen lønne jer for eders gode sind. 
HEMMING.
Thanks, thanks, Lady Kirsten! Heaven reward you for your kindness! 
FRU KIRSTEN.
Men du tier vel med det, vi her har talt sammen. 
LADY KIRSTEN.
But you will keep this that we have been speaking of to yourself. 
HEMMING.
Det lover jeg. 
HEMMING.
That I promise. 
FRU KIRSTEN.
Så hold dig rede, herude samles gæsterne om føje tid, vær så ikke langt fra hånden.
(går op mod staburdøren og spejder efter Alfhild).  
LADY KIRSTEN.
Then hold yourself in readiness; the guests will assemble out here in a little while now, and do you be on hand.
[She goes over to the door of the store house and looks for ALFHILD.] 
HEMMING
(for sig selv).
Nej, dette her er mig som en forunderlig, gækkende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden! Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min husbond ad, men han vil aldrig tro mig. 
HEMMING.
[To himself.]
No, this is to me like a strange illusive dream. Ingeborg and I,--we are to belong to each other! Ah, can it be true? So high I never dared let my thoughts ascend;--it seemed to me in the morning that I had been guilty of the greatest presumption if during the night I had dreamed about it.--Hm! I know very well of course that it is not for my sake that Lady Kirsten goes to all this trouble. She has something up her sleeve; she thinks it necessary to break the agreement with Lord Arne, and now that she has noticed that Ingeborg cares for me she will use that as an excuse. Well, I have so often given my master warning, but he will never believe me. 
ARNE
(kalder udenfor til venstre).
Hemming! Hemming! 
ARNE.
[Calls outside to the left.]
Hemming! Hemming! 
FRU KIRSTEN
(kommer ned i forgrunden).
Din husbond kalder! Gå nu! Siden skal jeg tale med ham; han føjer sig nok. Tro mig, han skal følge sin svend til kirken i samme stund, han fører sin datter did. 
LADY KIRSTEN.
[Comes forward.]
Your master calls! Go now! After a while I shall speak to him; he will agree. Believe me, he shall follow his page to the church in the same hour that he leads his daughter thither. 
HEMMING.
Tak, tak, fru Kirsten! Forsandt, I gør en god gerning mod os alle.
(går ud til yenstre.)  
HEMMING.
Thanks, thanks, Lady Kirsten! Truly, you confer a blessing on us all.
[He goes out to the left.] 
FRU KIRSTEN
(for sig selv).
Så ung er hun og dog så underfundig; hun har leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kunster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod også som Hemming frygtede for, at det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end Hemming gifter sig. – Hemming ser ellers mere grant i tingen, end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det må, det skal lykkes.
(går ud til højre.)



 
LADY KIRSTEN.
[To herself.]
So young she is and yet so cunning; she has been coquetting with Hemming all the while she made my son believe that--Well and good, he shall soon learn to know her arts. But first I must see Lord Arne; he thinks highly of Hemming and would reluctantly part with him; it seemed too that Hemming feared that something like that might stand in the way; but they can easily remain as they are even if Hemming marries.--Hemming sees more clearly in the affair than I had expected. What will Olaf say, he asked; he has evidently noticed that my son still thinks of Alfhild. Well, let him; if he takes her he will say nothing, and when Alfhild is married,--I know Olaf; he has always wanted to stand in high honor among the men of the village, and for that reason he will certainly--yes, yes, it must, it shall succeed.
[She goes out to the right.]



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login