HEMMING
(for sig selv).
Nej, dette her er mig som en forunderlig, gækkende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden! Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min husbond ad, men han vil aldrig tro mig.
HEMMING.
[To himself.]
No, this is to me like a strange illusive dream. Ingeborg and I,--we are to belong to each other! Ah, can it be true? So high I never dared let my thoughts ascend;--it seemed to me in the morning that I had been guilty of the greatest presumption if during the night I had dreamed about it.--Hm! I know very well of course that it is not for my sake that Lady Kirsten goes to all this trouble. She has something up her sleeve; she thinks it necessary to break the agreement with Lord Arne, and now that she has noticed that Ingeborg cares for me she will use that as an excuse. Well, I have so often given my master warning, but he will never believe me.