You are here: BP HOME > MI > Kæmpehøjen (The Burial Mound/The Warrior’s Barrow) > fulltext
Kæmpehøjen (The Burial Mound/The Warrior’s Barrow)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionSCENE I
Click to Expand/Collapse OptionSCENE II
Click to Expand/Collapse OptionSCENE III
Click to Expand/Collapse OptionSCENE IV
Click to Expand/Collapse OptionSCENE V
Click to Expand/Collapse OptionSCENE VI
TREDJE SCENE.
Gandalf. Blanka (med egeblade i håret og en kurv med blomster, kommer fra venstre).  
SCENE III
[GANDALF. BLANKA with oak leaves in her hair and a basket of flowers enters from the left.] 
BLANKA
(siddende til venstre, beskæftiget med at flette en blomsterkrans).
Der risler kilder i de grønne dale,
der gynger klare bølger under strand;
men kildens rislen, bølgens sagte røst
har ej så stærk en magt som hine blomster,
der favnes søsterligen bryst ved bryst
i tætte klynger rundt om højens side;
de maner mig ved dag og nat herhen, –
her er det godt at længes og at drømme.
Se nu er kransen færdig. Heltens bauta,
så hård og kold, skal dølges under den.
Ja, det er smukt!
(visende mod højen.)
Et undergået liv,
med kæmpekræfter, dybt i muld begravet, –
og mindet, som til efterslægten taler,
en iskold kampesten, som hin på højen!
Da kommer kunsten, og med venlig hånd
den plukker blomster ved naturens bryst
og dækker mindets hårde kampesten
med hvide liljer, duftende kærminder.
(hun stiger op på højen, hænger kransen over bautastenen og siger derpå efter en pause:)
Nu sejler atter mine drømmes flok
som trækfuglskaren over havets bølger;
jeg drages did, hvorhen min længsel stunder,
og villigt følger jeg den skjulte magt,
som har sin kongestol i sjælens dyb.
Jeg står i Norden, er en kæmpers brud,
og spejder som en ørn fra fjeldets tinde.
Bag blanke bølger dukker snekken frem. –
O fly som mågen mod din fædrestrand!
Jeg er et Sydens barn, jeg kan ej vente; –
jeg river egekransen af mit hår, –
tag den, min helt! Den er det andet bud,
der hilser dig, – min længsel var det første.
(hun kaster kransen. Gandalf træder frem og griber den.)
Hvad nu? Der står –
(hun gnider øjnene og stirrer forundret på ham.)
Nej, det er ingen drøm.
Hvo er du, fremmede? Hvad søger du
ved stranden her? 
BLANKA.
[Seated at the left busily weaving a flower wreath.]
Fountains may murmur in the sunny vales,
Resplendent billows roll beneath the shore;
Nor fountain’s murmur, nor the billow’s song
Has half the magic of those flowers there,
That stand in clusters round the barrow’s edge
And nod at one another lovingly;
They draw me hither during night and day,--
And it is here I long to come and dream.
The wreath is done. The hero’s monument,
So hard and cold, shall under it be hid.
Yes, it is beautiful!
[Pointing to the mound.]

BLANKA.
A vanished life,
Of giant strength, lies mouldering in the ground,--
And the memorial which should speak to men,--
A cold unyielding stone like yonder one!
But then comes art, and with a friendly hand
She gathers flowers from the breast of nature
And hides the ugly, unresponsive stone
With snow-white lilies, sweet forget-me-nots.
[She ascends the barrow, hangs the wreath over the monument, and speaks after a pause.]

BLANKA.
Again my dreams go sailing to the North
Like birds of passage o’er the ocean waves;
I feel an urging where I long to go,
And willingly I heed the secret power,
Which has its royal seat within the soul.
I stand in Norway, am a hero’s bride,
And from the mountain peak watch eagle-like.
O’er shining waves the vessel heaves in sight.--
Oh, like the gull fly to your fatherland!
I am a Southern child, I cannot wait;
I tear the oaken wreath out of my hair,--
Take this, my hero! ’Tis the second message
I greet you with,--my yearning was the first.
[She throws the wreath. GANDALF steps forth and seizes it.]

BLANKA.
What’s this? There stands a--
[She rubs her eyes and stares amazed at him.]
No, it is no dream.
Who are you, stranger? What is it you seek
Here on the shore? 
GANDALF.
Stig ned af højen først,
så kan vi tales ved. 
GANDALF.
Step first from off the mound,--
Then we can talk at ease. 
BLANKA
(stiger ned).
Se så, her er jeg!
(afsides, idet hun betragter ham.)
Ringbrynjen over brystet, kobberhjelmen, –
aldeles som min fader har fortalt.
(højt.)
Tag hjelmen af! 
BLANKA.
[Comes down.]
Well, here I am!

BLANKA.
[Aside as she looks him over.]
The chain mail o’er his breast, the copper helmet,--
Exactly as my father has related.

BLANKA.
[Aloud.]
Take off your helmet! 
GANDALF.
Hvorfor? 
GANDALF.
Why? 
BLANKA.
Så gør det dog!
(afsides.)
To klare øjne, lokker som en kornmark, –
aldeles som jeg så ham i min drøm. 
BLANKA.
Well, take it off!

BLANKA.
[Aside.]
Two sparkling eyes, locks like a field of grain,--
Exactly as I saw him in my dream. 
GANDALF.
Hvo er du, kvinde? 
GANDALF.
Who are you, woman? 
BLANKA.
Jeg? Et fattigt barn! 
BLANKA.
I? A poor, poor child! 
GANDALF.
Dog visst den fagreste, som øen ejer. 
GANDALF.
Yet certainly the fairest on the isle. 
BLANKA
(leende).
Den fagreste? Ja, det kan være muligt;
thi her er ingen anden. 
BLANKA.
The fairest? That indeed is possible,
For here there’s no one else. 
GANDALF.
Ingen anden? 
GANDALF.
What,--no one else? 
BLANKA.
Med mindre, at min faer, – men han er gammel
og har et sølvgråt skæg, så langt som så,
o nej, så tror jeg dog, jeg vinder prisen. 
BLANKA.
Unless my father be,--but he is old
And has a silver beard, as long as this;
No, after all I think I win the prize. 
GANDALF.
Du har et lystigt sind. 
GANDALF.
You have a merry spirit. 
BLANKA.
Ej altid, du! 
BLANKA.
Not always now! 
GANDALF.
Men sig mig dog, hvordan det hænger sammen,
du lever ene med din fader her,
og jeg har dog så sikkert hørt berette,
at øen skulde være rigt bebygget? 
GANDALF.
But tell me, pray, how this is possible;
You say you live alone here with your father,
Yet I have heard men say most certainly
The island here is thickly populated? 
BLANKA.
Det var den engang, for en tre års tid;
men – ja, det er en sørgelig fortælling –
dog, du skal høre den, ifald du vil. 
BLANKA.
It was so once, three years ago or more;
But,--well, it is a sad and mournful tale--
Yet you shall hear it if you wish. 
GANDALF.
Javisst, jeg vil! 
GANDALF.
Yes, certainly! 
BLANKA.
Ser du, for tre år siden –
(sætter sig.)
Kom, sæt dig ned! 
BLANKA.
You see, three years ago--
[Seats herself.]

BLANKA.
Come, seat yourself! 
GANDALF
(træder et skridt tilbage).
Nej, sid kun du, jeg står. 
GANDALF.
[Steps back a pace.]
No, sit you down, I’ll stand. 
BLANKA.
For tre år siden kom en væbnet flok
af røvere, Gud véd hvorfra, til øen;
de plyndred rundt omkring, hvor de drog frem,
og myrded alt, hvad levende de fandt.
De få, som kunde, redded sig ved flugten,
og søgte til min faders borg, som lå
på klippepynten ikke langt fra havet. 
BLANKA.
Three years ago there came, God knows from whence,
A warlike band of robbers to the isle;
They plundered madly as they went about,
And murdered everything they found alive.
A few escaped as best they could by flight
And sought protection in my father’s castle,
Which stood upon the cliff right near the sea. 
GANDALF.
Din faders, siger du? 
GANDALF.
Your father’s, did you say? 
BLANKA.
Javisst, min faders.–
Det var en skyfuld aften, da de stormed
mod borgeporten, trængte gennem muren,
brød ind i gården, myrdede for fode.
Jeg flygted angstfuld ud i nattens mulm,
og søgte mig et skjulested i skoven.
Jeg så vort hjem at hvirvles op i flammer,
Jeg hørte skjoldebrag og bange dødsskrig. –
Tilsidst blev alting tyst; thi alt var myrdet. –
Den vilde skare drog mod stranden ned
og sejled bort. – Den næste morgen sad jeg
på klippen ved de rygende ruiner.
Jeg var den eneste, de havde skånet. 
BLANKA.
My father’s, yes.--
It was a cloudy evening when they burst
Upon the castle gate, tore through the wall,
Rushed in the court, and murdered right and left.
I fled into the darkness terrified,
And sought a place of refuge in the forest.
I saw our home go whirling up in flames,
I heard the clang of shields, the cries of death.--
Then everything grew still; for all were dead.--
The savage band proceeded to the shore
And sailed away.--I sat upon the cliff
The morning after, near the smouldering ruins.
I was the only one whom they had spared. 
GANDALF.
Men du fortalte jo, din fader lever. 
GANDALF.
But you just told me that your father lives. 
BLANKA.
Min plejefader; vent, nu skal du høre!
Jeg sad på klippen sorgfuld og beklemt
og lytted til den rædselsfulde stilhed;
da lød det som et dæmpet suk fra dybet
i klippekløften, under mine fødder;
jeg lytted bange, steg tilsidst derned
og fandt en fremmed, blødende og bleg.
Jeg nærmed mig, så bange som jeg var,
forbandt hans sår og plejed ham, – 
BLANKA.
My foster-father; wait, and you shall hear!
I sat upon the cliff oppressed and sad,
And listened to the awful stillness round;
There issued forth a faint and feeble cry,
As from beneath the rocky cleft beneath my feet;
I listened full of fear, then went below,
And found a stranger, pale with loss of blood.
I ventured nearer, frightened as I was,
Bound up his wounds and tended him,-- 
GANDALF.
Og han? 
GANDALF.
And he? 
BLANKA.
Fortalte, da han efterhånden kom sig,
at han var dragen med et købmandsskib
herhid til øen endnu samme dag,
da borgen plyndredes, – var flygtet did
og havde kæmpet kækt mod røverflokken
indtil han, blødende af mathed, styrted
i klippekløften, hvor jeg siden fandt ham.
Og efter den tid har vi levet sammen;
han bygged os en hytte dybt i skoven
og blev mig kær, o kær som ingen anden.
Men kom, du må dog se ham. 
BLANKA.
Told me as he recovered from his wounds,
That he had come aboard a merchantman,
Had reached the island on the very day
The castle was destroyed,--took refuge there
And fought the robber band with all his might
Until he fell, faint with the loss of blood,
Into the rocky cleft wherein I found him.
And ever since we two have lived together;
He built for us a cabin in the wood,
I grew to love him more than any one.
But you must see him,--come! 
GANDALF.
Nej – nej, vent!
Vi træffer tidsnok sammen, tænker jeg. 
GANDALF.
No, wait,--not now!
We meet in ample time, I have no doubt. 
BLANKA.
Ja, ja da, som du vil; men du kan tro,
han så dig gerne under hyttens tag;
for du må vide, gæstfriheden hører
ej blot i Norden hjemme. 
BLANKA.
Well, all right, as you please; but rest assured
He would be glad to greet you ’neath his roof;
For you must know that hospitality
Is found not only in the North. 
GANDALF.
Norden? Så
du véd da – 
GANDALF.
The North?
You know then-- 
BLANKA.
Hvor du kommer fra? O ja!
Min fader har fortalt om jer så tidt,
at jeg ved første øjekast – 
BLANKA.
Whence you come, you mean? Oh, yes!
My father has so often told of you
That I the moment that I saw you-- 
GANDALF.
Og dog
du blev ej bange! 
GANDALF.
Yet you
Were not afraid! 
BLANKA.
Bange? Hvorfor bange? 
BLANKA.
Afraid? And why afraid? 
GANDALF.
Nu, har han ikke sagt, – ja har han ej – 
GANDALF.
Has he not told you then,--of course if not-- 
BLANKA.
Fortalt, at I er djærve helte? Jo!
Men hvorfor skulde det forskrække mig?
Jeg véd, I søger ry på fjerne strande,
i mandig dyst med drabelige kæmper;
men jeg har hverken pantser eller sværd,
hvi skulde jeg vel da – 
BLANKA.
Told me that you were fearless heroes? Yes!
But pray, why should that frighten me?
I know you seek your fame on distant shores,
In manly combat with all doughty warriors;
But I have neither sword nor coat of mail,
Then why should I fear-- 
GANDALF.
Nej visst, nej visst!
Men hine fremmede, som brændte borgen? 
GANDALF.
No, of course, of course!
But still, those strangers who destroyed the castle? 
BLANKA.
Hvad de? 
BLANKA.
And what of them? 
GANDALF.
Nu ja, jeg mente blot, har ej
din fader sagt, hvorfra de kom? 
GANDALF.
Only,--has not your father
Told you from whence they came? 
BLANKA.
Nej aldrig.
De var jo fremmede for ham, som os.
Men hvis du vil, så skal jeg spørge ham. 
BLANKA.
Never! How could he!
Strangers they were alike to him and us.
But if you wish I’ll ask him right away. 
GANDALF
(hurtigt).
Nej, lad kun være. 
GANDALF.
[Quickly.]
No, let it be. 
BLANKA.
Ah, nu fatter jeg!
Du vide vil, hvor du skal søge dem,
og tage blodhævn, som I kalder det. 
BLANKA.
Ah, now I understand!
You wish to know where you can seek them now,
And take blood-vengeance, as you call it. 
GANDALF.
Ha, blodhævn! Tak! Du minder mig om ordet;
fast havde jeg forglemt – 
GANDALF.
Ah,
Blood-vengeance! Thanks! The word I had forgot;
You bring me back-- 
BLANKA.
Men véd du vel,
det er en hæslig skik. 
BLANKA.
But do you know, it is
An ugly practice. 
GANDALF
(gående mod baggrunden).
Farvel! 
GANDALF.
[Going toward the background.]
Farewell! 
BLANKA.
Du går? 
BLANKA.
O, you are going? 
GANDALF.
Vi træffes tidsnok.
(standser.)
Sig mig endnu ét:
Hvo hviler under kæmpehøjen der? 
GANDALF.
We meet in time.
[Stops.]

GANDALF.
Tell me this one thing more:
What warrior is it rests beneath the mound? 
BLANKA.
Det véd jeg ej. 
BLANKA.
I do not know. 
GANDALF.
Du véd det ej, og dog
du slynger blomster rundt om heltens bauta. 
GANDALF.
You do not know, and still
You scatter flowers on the hero’s grave. 
BLANKA.
Min fader førte mig en morgen hid
og viste mig den friske gravhøj, som
jeg aldrig forhen havde set ved stranden.
Han bød mig holde morgenbøn ved højen
og i min bøn at tænke fromt på dem,
som havde hærjet os med sværd og flammer. 
BLANKA.
My father led me here one morning early
And pointed out to me the fresh-made mound,
Which I had never seen upon the strand.
He bade me say my morning prayers out here,
And in my supplications to remember
Those who had harried us with sword and fire. 
GANDALF.
Og du? 
GANDALF.
And you? 
BLANKA.
Hver morgenstund fra den dag af
jeg bad en stille bøn for deres frelse;
og friske blomster fletted jeg hver aften
til krans om mindestenen. 
BLANKA.
Each morning from that day to this
I sent a prayer to heaven for their salvation;
And every evening flowers afresh I wove
Into a garland for the grave. 
GANDALF.
Sælsomt! sælsomt!
Hvor kan du bede for din avindsmand? 
GANDALF.
Yes, strange!
How can you pray thus for your enemy? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login