BLANKA.
Aftenrødens sidste luer
bølger som et hav ibrand, –
der er tempeltyst ved strand,
tyst som under løvets buer.
Sommeraftnens milde fred
daler som en due ned,
svæver som en svane over
skovens blomst og havets vover.
I orangekrattet blunder
fortids guder og gudinder,
høje marmorhugne minder
om en verden, som gik under.
Troskab, tapperheden, dyden
står forstenet, dødt og rigt;
gives vel et mere ligt
billed på det sjunkne Syden?
(rejser sig.)
Men min fader har fortalt
om et land bag fjerne bølger,
hvor et frodigt liv sig dølger,
ej et mejslet eller malt!
Her er guddomslivet veget,
spores kun i stenens træk, –
der det ånder, kraftigt præget,
som en kæmpe stærk og kæk!
Og når aftnens lumre stilhed
tynger knugende mit bryst,
se, da stiger Nordens billed
for mit øje snebelyst!
Her er smuldrende ruiner,
døsig dvale, tung og blød, –
der er styrtende laviner,
forårsliv og vinterdød!
Hvis jeg havde svanehammen
– – – –
BLANKA.
Lo! the sky in dying glory
Surges like a sea ablaze,--
It is all so still before me,
Still as in a sylvan maze.
Summer evening’s mellow power
Settles round us like a dove,
Hovers like a swan above
Ocean wave and forest flower.
In the orange thicket slumber
Gods and goddesses of yore,
Stone reminders in great number
Of a world that is no more.
Virtue, valor, trust are gone,
Rich in memory alone;
Could there be a more complete
Picture of the South effete?
[Rises.]
BLANKA.
But my father has related
Stories of a distant land,
Of a life, fresh, unabated,
Neither carved nor wrought by hand!
Here the spirit has forever
Vanished into stone and wave,--
There it breathes as free as ever,
Like a warrior strong and brave!
When the evening’s crystallizing
Vapors settle on my breast,
Lo! I see before me rising
Norway’s snow-illumined crest!
Here is life decayed and dying,
Sunk in torpor, still, forlorn,--
There go avalanches flying,
Life anew in death is born!
If I had the white swan’s coat--
