BLANKA
(siddende til venstre, beskæftiget med at flette en blomsterkrans).
Der risler kilder i de grønne dale,
der gynger klare bølger under strand;
men kildens rislen, bølgens sagte røst
har ej så stærk en magt som hine blomster,
der favnes søsterligen bryst ved bryst
i tætte klynger rundt om højens side;
de maner mig ved dag og nat herhen, –
her er det godt at længes og at drømme.
Se nu er kransen færdig. Heltens bauta,
så hård og kold, skal dølges under den.
Ja, det er smukt!
(visende mod højen.)
Et undergået liv,
med kæmpekræfter, dybt i muld begravet, –
og mindet, som til efterslægten taler,
en iskold kampesten, som hin på højen!
Da kommer kunsten, og med venlig hånd
den plukker blomster ved naturens bryst
og dækker mindets hårde kampesten
med hvide liljer, duftende kærminder.
(hun stiger op på højen, hænger kransen over bautastenen og siger derpå efter en pause:)
Nu sejler atter mine drømmes flok
som trækfuglskaren over havets bølger;
jeg drages did, hvorhen min længsel stunder,
og villigt følger jeg den skjulte magt,
som har sin kongestol i sjælens dyb.
Jeg står i Norden, er en kæmpers brud,
og spejder som en ørn fra fjeldets tinde.
Bag blanke bølger dukker snekken frem. –
O fly som mågen mod din fædrestrand!
Jeg er et Sydens barn, jeg kan ej vente; –
jeg river egekransen af mit hår, –
tag den, min helt! Den er det andet bud,
der hilser dig, – min længsel var det første.
(hun kaster kransen. Gandalf træder frem og griber den.)
Hvad nu? Der står –
(hun gnider øjnene og stirrer forundret på ham.)
Nej, det er ingen drøm.
Hvo er du, fremmede? Hvad søger du
ved stranden her?
BLANKA.
[Seated at the left busily weaving a flower wreath.]
Fountains may murmur in the sunny vales,
Resplendent billows roll beneath the shore;
Nor fountain’s murmur, nor the billow’s song
Has half the magic of those flowers there,
That stand in clusters round the barrow’s edge
And nod at one another lovingly;
They draw me hither during night and day,--
And it is here I long to come and dream.
The wreath is done. The hero’s monument,
So hard and cold, shall under it be hid.
Yes, it is beautiful!
[Pointing to the mound.]
BLANKA.
A vanished life,
Of giant strength, lies mouldering in the ground,--
And the memorial which should speak to men,--
A cold unyielding stone like yonder one!
But then comes art, and with a friendly hand
She gathers flowers from the breast of nature
And hides the ugly, unresponsive stone
With snow-white lilies, sweet forget-me-nots.
[She ascends the barrow, hangs the wreath over the monument, and speaks after a pause.]
BLANKA.
Again my dreams go sailing to the North
Like birds of passage o’er the ocean waves;
I feel an urging where I long to go,
And willingly I heed the secret power,
Which has its royal seat within the soul.
I stand in Norway, am a hero’s bride,
And from the mountain peak watch eagle-like.
O’er shining waves the vessel heaves in sight.--
Oh, like the gull fly to your fatherland!
I am a Southern child, I cannot wait;
I tear the oaken wreath out of my hair,--
Take this, my hero! ’Tis the second message
I greet you with,--my yearning was the first.
[She throws the wreath. GANDALF steps forth and seizes it.]
BLANKA.
What’s this? There stands a--
[She rubs her eyes and stares amazed at him.]
No, it is no dream.
Who are you, stranger? What is it you seek
Here on the shore?
