BRAND.
Nej! jeg kan ej tonen tvinge,
så den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til skrig;
loftets buer, hvælv og vægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhårdt møde,
lukke rundt om sangen, lig
kistelåget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
orglet har sit mæle mistet.
Røsten hæved jeg til bøn;
men den drev tilbage brusten,
som en klokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbrystet støn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i koret,
slog med hånden vredt imod,
visende ifra sig ordet! –
Herrens hus skal bygges stort;
så det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glat nok voved; –
nu står værket færdiggjort.
Alle korser sig i kor,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre véd det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette hus
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin anings brus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det tempelbilled,
som jeg skimted stort i ånden,
hvælvet over verdens-vånden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet,
stort i småt hun kunde se,
lyse fra mig tvivlens ve,
favne jord og himmel sammen,
lig et løvtag over stammen.
(bemærker anstalterne til festen.)
Grønne kranse, flag på stang;
skolen øver ind sin sang;
prestegården snart er fuld;
alle folk vil hilse på mig; –
de har rejst mit navn i guld!
Gud, giv lys, – hvis ej, så slå mig
tusend alen under muld!
Om en time åbnes festen;
alles tanker gælder presten;
presten er i alles munde!
Deres tanker kan jeg kende,
deres ord jeg føler brænde;
lov og pris går trolddomsbåret
som en isstrøm gennem håret!
Den som kunde, den som kunde
kaste glemsel om sig, skjule
hodet i et vilddyrs hule!
BRAND.
No, I vainly, vainly seek
To unlock the heart of sound;
All the song becomes a shriek.
Walls and arches, vault and ground,
Seem to stoop and crowd and throng,
Seem to clasp with iron force,
Seem to close around the song,
As the coffin round the corset
Vain my effort, vain my suit,
All the organ’s music’s mute,
Fain a prayer I would have spoken,
But my lifted voice fell broken,—
Like the muffled moan it fell
Of a riven and rusted bell.
’Twas as if the Lord were seated
In the chancel, and beheld,
And in wrath, while I entreated,
All my piteous prayer repell’d!—
Great shall be the House of God;
In my confidence I swore it;
Fearless, smote and wreck’d and tore it,
Swept it level with the sod.
Now the finish’d work stands fast.
As the people throng before it,
Still they cry: “How vast! how vast!”
Is it they see true or I,
Who no vastness can descry?
Is it great? The thing I will’d,
Is it in this House fulfill’d?
Can the rushing fire of passion
That begot it, h ere be still’d?
Was the Temple of this fashion
That I dream’d should overspan
All the misery of Man?
Ah, had Agnes stay’d with me,
Not thus vainly had I striven!
Small things greatly she could see,
From doubt’s anguish set me free,
Clasp together Earth and Heaven
Like the green roof of the tree.
We observes the preparations for the festival.]
All with wreaths and banners hung;
Children practising their song;
So the Manse they surge and throng,—
Festal greetings they would bring me;—
Yonder gleams my name in gold!—
Give me light, O God, or fling me
Fathom-deep beneath this mould!
In an hour begins the Feast.
Every thought and every tongue
Will be ringing with “the priest,”
All their thoughts I can discern;
All their words I feel them burn;
All their praise, on elf-wings sped,
Rives me like an icy blast!
Oh, to be enfolded fast
In oblivion, hide my head
In a wild beast’s hole at last!
BRAND.
Nein! die Orgel will nicht klingen,
Läßt sich nicht zum Sprechen zwingen,
Jeder Laut wird Qual und Pein;
Bogen, Wölbung, Wände legen,
Stemmen starr sich mir entgegen,
Hammern hölzern alles nieder,
Klemmen, klammern meine Lieder,
Wie ein Sarg sein Opfer, ein.
Welche Stimmen ich auch lockte,
Sich das Werk nur mehr verstockte.
Laut auf sang ich mein Gebet,
Doch zerbrach’s am Deckenpfosten,
Wie von Glocken, alt und rosten,
Dumpf, hohlbrüstig Stöhnen geht.
Und mir war’s, Gott selber stand
Auf dem hohen Chor anklagend,
Mit ergrimmter Richterhand
Mein Gebet zu Boden schlagend.
Groß gebaut werd’ Gottes Haus,
Schwor ist einst, erregten Blutes;
Fällte, rodete, riß aus,
Allzu selbstgewissen Mutes.
Heute reut mich fast des Baus.
Alle ziehn die Häupter bloß,
Jeder schreit: Wie groß! Wie groß!
Ob man’s besser dort verstehn kann,
Als ich hier, der ich’s nicht sehn kann?
Ist sie groß? Sind diese Wände,
Was ich war zu baun gewillt?
Hat dies Holz der Sehnsucht Brände,
Die nach ihm gelechzt, gestillt?
Gleicht dies Haus dem Tempelbild,
Das mein Geist sich hehr erhöhte, –
Jenem Weltdom aller Nöte? –
Hm, wär’ Agnes noch am Leben,
Wär’s nicht so. Im kleinsten Kleinen
Sah sie noch des Großen Flamme,
Mochte meine Zweifel heben,
Erd’ und Himmelszelt vereinen
Wie ein Laubdach überm Stamme.
(Bemerkt die Anstalten zum Fest.)
Kränze, Fahnen überall;
Aus der Schule Liederschall;
Alle sind auf mich erpicht;
Vor dem Pfarrhaus staut sich’s brausend, –
Prahlt mein Nam’ in Gold dort nicht?
Gott, gib Kraft, – sonst stürz’ mich tausend
Klafter unters Tageslicht!
Bald nun schlägt des Festes Stunde;
Ich bin jetzt in aller Munde,
Und in aller Herzen ich nur!
Was sie denken, o, ich weiß es;
Ah, wie ihr begeistrungsheißes
Loblied, das auf mich nur lauert,
Mir das Herz wie Frost durchschauert!
Könnt’ man sich, o könnt’ man sich nur
In des tiefsten Dickichts Hecken
Wie ein wildes Tier verstecken!
PROVSTEN.
Sligt kommer ganske af sig selv.
Så stort og pent panelet hvælv,
så lyst et rum vil trække med sig,
at folket tvættet lader se sig.
Og denne skønne resonans,
som af hvert prestens ord gør to,
må øge menighedens tro
med hundrede procent tilmands.
Det er i sandhed resultater,
som ikke selv de store stater
skal kunne vise bedre frem. –
Alt dette skyldes ene Dem;
tag derfor af en embedsbroder
en dybtfølt tak, som jeg formoder
ved middagsbordet følges efter,
på denne Deres hædersdag,
af mangt bevinget foredrag
ifra provstiets yngre kræfter. –
Men, kære Brand, De er så bleg –?
THE DEAN.
All that will come without our stir.
So gay, so elegant a roof
Will be an adequate reproof
To every unwash’d worshipper.
And that delightful sounding-board,
That doubles every pious word,
Will render without fail our flocks
Fivescore per cent. more orthodox.
Results so notable as these
The first-rate Nationalities
Themselves, ’tis said, can hardly better.—
For this your Country is your debtor,
Yours only; let me then express
These heartfelt, brotherly thanks of mine,
To be re-echoed, as I guess,
In winged words across the wine,
By many a fiery young divine,
When at the festal board we crown
This the great day of your renown.—
But, my dear Brand, you look so faint—?
DER PROBST.
Das kommt, mein Freund, ganz nebenbei.
Der Decke saubre Schnitzerei,
Der helle Raum, – ei, das erzieht,
Daß auch das Volk mehr auf sich sieht.
Und gar die schöne Resonanz,
Die jedes Wort zu zweien macht,
Was meinen Sie! verhundertfacht
In jeder Brust des Glaubens Glanz.
Wir stehn hier, traun, vor Resultaten,
Wie sie sogar in großen Staaten
Nicht besser zu erzielen wären.
Und all das spricht zu Ihren Ehren.
Umschwebe Sie denn auch mein steter
Amtsbrüderlicher Dank, dem später,
Am Mittagstisch, von jüngern Kräften
Des Stifts (aufstell’ ich die Bilanz)
In Ihrem Ruhm- und Ehrenkranz
Manch Lorbeerblatt noch anzuheften.
Doch, lieber Brand, Sie taumeln schier –?
PROVSTEN.
Begribeligt; – så mangt at skøtte,
og alting uden hjælp og støtte.
Men nu er jo det værste over,
og alt en herlig dag os lover.
Kun ej forknyt; det glider nok!
På flere tusender en flok
fra fjerne prestegæld er samlet;
gå i Dem selv, og sig – hvem hamled
med Dem i talegaver op?
Se, Deres embedsbrødres trop
Dem møder nu med åbne arme,
og alle menighedens barme
for Dem er fyldt med tak og varme!
Og værket, som så godt er lykket!
Og alt, som er så prægtigt smykket!
Og dagens text, – hvor høj, hvor stor!
Og så det mageløse bord!
Jeg var just indom prestegården,
hvor netop kalven op blev skåren.
I sandhed, De, et dejligt dyr!
Jeg lover, det har voldt bestyr
at få sligt lækkert stykke fundet
i denne vanskelige tid,
då kødet står i ni mark pundet.
Men lad den fare indtil vidre.
Et andet ærind drev mig hid.
THE DEAN.
No wonder;-with so grave a care,
And all unaided and unfriended.
But now the worst of it is ended,
And all gives promise of a splendid
Day for our function. Don’t despair!
All will go well! Reflect! A throng
Has gather’d, many thousand strong,
From far-off parishes,-and who
Can vie in eloquence with you?
See where your reverend brethren stand,
To welcome you with heart and hand;
While all these lowly bosoms beat
With ardour for you, first to last!
And then, the work, so ably plann’d,
The decoration, so complete,—
The general theme-How great! How vast!
-And the unparallel’d repast!
Into the kitchen I was looking
Just now, and saw the calf a-cooking.
Nay, Brand, a pretty beast, I vow!
You must have had some trouble, now,
In these hard times, before you found
So fine a bit of flesh to cater,
With meat at half a crown a pound!
But that can be deferr’d till later.
I’m on another errand bound.
DER PROBST.
Begreiflich! So viel Mühn und Plagen!
Und alle ganz allein getragen!
Doch sind sie jetzt ja überwunden;
Getrost! schon winken bessre Stunden;
Bald wird der Himmel wieder klar.
Von mehren Tausend eine Schar
Ist aus den Sprengeln rings erschienen;
Nun frag’ ich Sie, wer nimmt’s mit Ihnen
An Geist und Rednergaben auf?
Sehn Sie, der Amtsgenossen Hauf’
Empfängt Sie nun mit offnen Armen,
Und die Gemeind’ läßt ihrem warmen
Gefühl für Sie ergriffen Lauf!
Und dann das Werk selbst, – wie’s geglückt ist!
Und dann, – wie alles schön geschmückt ist!
Und dann des Tages Text, – wie groß!
Und dann der Festschmaus, – beispiellos!
Just als ich durch die Pfarre flitzte,
Sah ich, wie man das Kalb aufschlitzte.
Beim Himmel, Brand, ein köstlich Tier!
Das mocht’ nicht leicht sein, sagt’ ich mir,
Solch leckern Braten aufzutreiben,
In diesen Läuften, ernst und schwer,
Da wir das Pfund vier Kronen schreiben.
Doch lassen wir nun diese Bilder.
Mich führen and’re Dinge her.
PROVSTEN.
Min fremgangsmåde, ven, er blidere.
Dog kort; thi knap er begges tid.
Det er et enkelt lidet punkt,
som De fra denne dag bør rette,
og det vil vist ej falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan gætte
så halvt om halvt, hvorhen jeg sigter?
Det gælder Deres embedspligter.
De hidindtil har stundom lagt
på skik og brug forliden magt;
og skik og brug er dog det første,
om ikke egentlig det største.
Nå, Herregud, jeg vil ej skænde;
man er jo ung og man er ny;
man kommer fra den store by
og kan ej landsens forhold kende.
Men nu, min ven, nu er det vigtigt
at fatte sagen mere rigtigt.
De hidtil har formeget plejet
hver enkelts særlige behov;
den fejl er, mellem os sagt, grov.
Lad dem i massevis bli vejet;
kæm alle med den samme kam;
tro mig, De får ej deraf skam.
TILE DEAN.
I have a milder way, my friend.
But briefly: for our duties press.
One little matter, I confess,
I’d have you from to-day set right;
A task that cannot but be light.
Nay, I imagine you can guess
Half what I’m hinting at, at least?
I mean, your duties as a priest.
Hitherto you have been a loose
Observer still, of Wont and Use;
But Use and Wont, if not the best
Of things, are yet the needfulest.
Well, well, I will not be severe;
You’re young, and but a novice here,
Town-bred, and scarcely understand
What country usages demand.
But no w, n ow it is urgent, friend,
The lack of judgment to amend.
You hitherto have too much heeded
What this man and what that man needed,
That error (in your private car)
Is grievous. Weigh them in the block;
Use the same comb for all the flock;
You won’t repent it, never fear.
DER PROBST.
Mein Vorgangsmodus, Freund, ist milder.
Doch bündig; – denn wir sind gehetzt;
Es ist ein kleiner Punkt, worin
Sie sich von heut ab ändern müssen, –
Ein Leichtes, wie ich sicher bin.
Ja, ich vermute fast, Sie wissen
Schon, wo wir nicht zusammenpassen:
Darin, wie Sie Ihr Amt auffassen.
Sie kümmern sich nicht einen Hauch
Um das, mein Freund, was Schick und Brauch;
Und Schick und Brauch, das ist, ich meine,
Denn doch im Grund das Allundeine.
Du lieber Gott, ich will nicht schelten,
Da man noch nicht Erfahrung hat, –
Auch kommt man aus der großen Stadt
Und findet hier ganz andre Welten.
Doch jetzt, mein Freund, jetzt wird es wichtig,
Sie stell’n die Segel endlich richtig.
Man fand bisher mit Recht, Sie lägen
Zu sehr der Einzelseele ob.
Der Fehler – unter uns! – ist grob.
Man muß sie massenweise wägen.
Man scher’ sie all’ mit einem Kamm,
So fährt am besten Hirt wie Lamm.
PROVSTEN.
Ser De vel, –
De har nu bygt til sognets held
en kirke. Den er klædebon
for fredens og for lovens ånd;
thi staten ser i religionen
den magt, som bedst forædler tonen, –
det værn, hvori dens tryghed bor, –
kort sagt, moralens rettesnor.
Se, statens forråd er kun tyndt;
den vil valuta for sin mynt.
God kristen, siges der, god borger.
Tror De, den øser penge ud
til gavn for godtfolk og for Gud,
og for sig selv at skaffe sorger?
Nej, staten, faer, er ikke gal;
og hvermands tilstand snart blev skral,
hvis ikke staten, strængt og nøje,
kun havde dette liv for øje.
Men dette statens formål, ven,
kun nåes ved dens embedsmænd,
og det vil sige her, dens prester. –
THE DEAN.
The thing’s clear.
You for the Parish’s behoof
Have built a Church. That is the woof
That robes the spirit of Law and Peace;
For to the State, religion is
The power that lifts and purifies,
The stronghold where its safety lies,
The universal moral measure.
You see, the State is scant of treasure,
And wants full value for its pence.
“Good Christians” means “good citizens.”
Do you suppose it pays its pelf
To be for God and Man a tool,
And bring annoyance on itself?
No, faith, the State is not a fool;
And all our course would run amiss,
Did not the State, by strictest rule,
Look only to the life that is.
But the State’s object, my good friend,
Through its officials must be gain’d,
In this case through its priests—
DER PROBST.
Nun,
Sie schenkten uns, in frommem Tun,
Die Kirche hier, als wie ein Kleid
Der Friedlich- und Gerechtigkeit.
Der Staat sieht in der Religion
Den besten Weg zum guten Ton, –
Den Hort, dem er sein Heil empfahl, –
Kurzum, die Richtschnur der Moral.
Sehn Sie, der Staat ist knapp gestellt;
Er will Valuta für sein Geld.
Ein Christ, – so heißt’s, – ein Patriot.
Der Fiskus wirft sein Geld doch nicht
Gott und den Leuten ins Gesicht;
Umsonst, mein Freund, ist nur der Tod.
Nein, nein, der Staat ist nicht so toll.
Und bald wär’s Land von Elend voll,
Wenn er nicht, von erhabner Stätte,
Sein Aug’ auf alles Leben hätte.
Doch dies gelingt dem Staat nur kraft
Pflichtwilliger Beamtenschaft,
Hier also: seiner Seelenhirten.
PROVSTEN.
Vær sindig! Jeg må næsten le!
Hvad er da her at hyle over?
Det er jo intet ondt, De lover!
Hver sjæl kan skøttes lige godt,
om staten tjenes med det samme;
to herrers tarv De nemt kan ramme,
hvis De Dem ter fornuftigt blot,
De er ej prest, for Peer og Pål
at fri fra syndestraffens bål,
men for at hele prestegældet
kan nyde godt af nådevældet;
dog, frelses sognet, er det klart,
hver enkelt får sin frelsens part.
Se, staten er, hvad knapt De aner,
nøjagtigt halv republikaner;
den hader frihed som en sot,
men ynder lighed såre godt;
dog lighed vindes aldrig, før
hver ujævnhed er nivelleret, –
og det er det, De ikke gør!
De tvertimod har stærkt formeret
den ujævnhed i syn på sagen,
som aldrig forhen kom for dagen.
Før var enhver et kirkens led,
nu er han en personlighed;
og det er staten ikke tjent med;
og derfor går det og så sent med
at sammenskrabe ligheds-skatten
samt alle andre samfunds-goder;
thi kirken er ej længer hatten,
som skulde passe alle hoder.
THE DEAN.
Be sensible! I can’t keep grave!
What is the tragedy therein?
You are not ask’d to promise sin?
Souls do not grow more hard to save
Because the Country profits too;
With due discretion and despatch
Two masters’ bidding you may do;
You were not made a priest, to snatch
Peter’s or Harry’s single soul
Out of the torments of the lake;
But that the Parish as a whole
Might of the shower of grace partake;
And, the whole Parish saved, it’s clear,
You save every Parishioner.
The State is (what you hardly dream)
Exactly half republican:
Liberty held in strictest ban,
Equality in high esteem.
Yet is Equality never won
But by destroying More and Less,—
And it is that you have not done!
Nay, you have striven to express
And emphasise unlikenesses
That slumber’d hitherto unknown.
Men, mere Church-members till of late,
To Personalities are grown.
That does no service to the State;
And thus it is, each Parish rate
Each offering to the common good,
Is from unwilling niggards bled;
The Church no longer is the hood
That fits alike on every head.
DER PROBST.
Ich bitte Sie, wozu dies Toben?
Kalt Blut! Ich lache schier! Je nun,
Sie soll’n doch gar nichts Schlimmes tun!
Kein einziger fährt minder gut,
Weil auch dem Staat dabei genug wird;
Sie dienen, wenn Ihr Sinn nur klug wird,
Zwei Herren unter einem Hut.
Den Jakob oder den Johann
Zu retten, ist nicht Ihres Amtes;
Ihr Ziel muß sein, daß Ihr gesamtes
Kirchspiel am Heilsquell trinken kann.
Und trinkt der ganze Kreis sich Heil,
Wird auch dem einzelnen sein Teil.
Der Staat ist, dünkt Sie das auch spanisch,
Aufs Härchen halb republikanisch.
Die Freiheit haßt er bis aufs Blut;
Die Gleichheit aber schmeckt ihm gut;
Doch Gleichheit kann nicht sein, bevor
Nicht, was uneben, glattgebohnt wird.
Und hierin hau’n Sie ’n übers Ohr, –
Indem von Ihnen das Unebne
Und nie bislang Bekanntgegebne
Im Gegenteil gerad’ betont wird.
Einst war der Mensch der Kirche Glied,
Heut pfeift er sein persönlich Lied;
Dabei dem Staat ein schlechter Knappe;
Weshalb es denn auch heut so schwer ist,
Den Gleichheitsbeitrag abzuführen,
Nebst all den sonstigen Gebühren,
Indem die Kirche heut die Kappe
Für alle Köpfe längst nicht mehr ist.
PROVSTEN.
Kun ej forknyt; det intet båder;
skønt ej det nægtes kan, her råder
et virvar, så det er en gru.
Men er der liv, så er der håb;
og gennem kirke-gavens dåb
De øged Deres pligt: at virke
for statens hensigt med sin kirke.
I alting må en regel til,
hvis ej de spredte kræfters spil
skal, som en kåd, utæmmet fole,
forstyrre både grind og hegn
og vedtægts tusend grænsetegn.
I alle ordnens forhold røbes
én lov, skønt den forskelligt døbes.
I kunsten kaldes den for skole,
og i vor krigerstand, så vidt
jeg mindes kan, at holde tritt.
Ja, det er ordet, kære ven!
Did er det, staten stævner hen.
Den finder, springmarche går for vidt;
på stedet marche er den for lidt; –
for hvermand lige lange skridt,
for hvermand samme takt i foden, –
se, det er målet for methoden!
THE DEAN.
Don’t be cast down; no gain in that;
Though I must own I shudder at
The dire confusion I behold.
But while there’s .:fe, there’s hope, and you
Arc by this gift baptized anew
To obligations yet more great
Of serving, by your Church, the State.
Men need a rule in all they do;
Or reckless forces, breaking loose,
Like colts undaunted by the curb,
Spurn gates and fences, and disturb
The thousand landmarks of old Use.
Each order’d mode of life proclaims
One Law, that goes by many names.
The Artist calls it School, and I’m
Mistaken if I have not heard
Our soldiers call it keeping time.
Ah yes, friend, that’s the very word!
That’s what the State desires at last!
Double-quick time gets on too fast,
And goose-step lags too far behind;
All men to step alike, and beat
The selfsame music with their feet,
That is the method to its mind!
DER PROBST.
Nur nicht verzagt, nur nicht erkaltet;
Obwohl unleugbar ist, hier waltet
Ein Wirrwarr, der ganz lästerlich.
Doch Hoffnung ist, wo Leben ist;
Und nach dem Schenkungsakt bemißt
Sich Ihre Pflicht, in Zukunft enger
Zum Staat zu stehn, nur um so strenger.
Nur Maß und Regel führt zum Ziel,
Soll nicht versprengter Kräfte Spiel,
Als wie ein Rudel rüder Fohlen,
Der Überliefrung Grenzmarkzeichen
Zerstörend nahen und entweichen.
Aus jeder Ordnung Fundament
Ist ein Gesetz emporzuholen:
Das, was die Kunst als Schule kennt,
Und unser Kriegerstand, so viel
Mir noch bewußt, Tritt halten nennt.
Ja, dies, mein Freund, dies ist das Wort!
Dort liegt des Staates Ziel, nur dort.
Den Springmarsch wär’ er gerne quitt;
Marsch auf der Stelle g’nügt ihm nit; –
Für jeden Fuß den gleichen Schritt,
Den gleichen Takt für jedes Knie, –
So will’s des Staats Philosophie.
PROVSTEN.
Vi, Gud ske lov, er ikke dyr; –
dog, skal vi bruge digt og fabel,
det bedst er, vi til skriften tyr.
Den har belægg for alt; den kryr
fra genesis til åbenbaringen
af alskens vækkende parabel.
Jeg vil nu bare minde om
hint projekterte tårn i Babel!
Sig selv, hvor langt de godtfolk kom?
Og hvorfor? Letvindt er forklaringen;
de holdt ej sammen i geleder,
de talte hver sit eget sprog,
de trak ej samlet under åg, –
kort sagt, de blev personligheder.
Det er den halve dobbelt-kærne,
som gemmes under fablens skal, –
at ensom ingen kan sig værne,
at sondret står enhver for fald.
Den, Gud vil slå i livets strid,
ham gør han først til individ.
Hos Romerne var satsens ramme,
at guderne tog hans forstand; –
men gal og ensom er det samme,
og derfor må hver ensom mand
til slut sig samme skæbne vente,
som den, der traf, da David sendte
på forpost oberst Urian.
THE DEAN.
We, thank the Lord, arc not as these;—
But if we must use allegory,
We’ll turn to Scripture, if you please.
For every case it has a story,
From Genesis to Revelation
It swarms with stimulating Fable;
I will but hint, in illustration,
At that projected Tower of Babel,
How did the good folks prosper, pray?
And why? The answer’s clear as day;
Their ranks divided, sort by sort,
Each one his private language spoke,
They drew not in the common yoke,
Grew “Personalities,” in short.
That’s half the twofold core that lies
Embedded in this shell of fable;—
That all strength, sever’d, is unstable,
And death-doom’cl who the world defies.
When God desires a man to fall
He makes him an Original;
The Romans had it, ’faith, that God
Made the man mad; but mad is odd,
And oddness singleness, you know;
Therefore who fights without a friend
Must look to suffer in the end
The fate that overtook the man
Whom David posted in the van.
DER PROBST.
Der Mensch ist, Gott sei Dank, kein Tier; –
Doch braucht es Poesie und Fabel,
Versieht uns wohl die Bibel. Ihr
Belegstoff reicht. Sie wimmelt schier
Von Genesis bis Offenbarung
Von Bild und Gleichnis und Parabel.
Zum Beispiel, ich erinn’re bloß
An den geplanten Turm zu Babel!
Was ward der guten Leute Los?
Welch höchst trübselige Erfahrung!
Und das warum? Nun, sie entzweiten
Sich, schwammen nicht in einem Strom,
Verfochten jeder sein Idiom,
Kurz, wurden zu Persönlichkeiten.
Das ist der eine von den Kernen,
Die dieser Fabel Schale birgt:
Wer sich von andern will entfernen,
Der hat sein Heil schon halb verwirkt.
Wem Gott mißgönnt vom Freudenquell,
Den schafft er individuell.
In Rom hieß es sothanen Falles:
Die Gottheit nahm ihm den Verstand; –
Doch toll und einsam, eins ist alles;
Und drum kein Mann auf eigne Hand,
Dem nicht die gleichen Lose drohten,
Die der, den David einst als Boten
Absandte, – die Uria fand.
PROVSTEN.
På den manér! Ja, Gud bevares!
Derom al vidre snak kan spares.
Naturligvis er himlen løn
for velført levnet, tro og bøn.
Men liv er et og tro et andet;
det skader begge, blir de blandet; –
seks dage skal ens gerning gøres,
den syvende skal hjertet røres;
stod kirken åben hele ugen,
var det forbi med søndagsbrugen.
De svækker ordets lutringsduft,
hvis ej det spares med fornuft;
thi religion, så vel som kunst,
må ikke flyde ud i dunst.
De trygt kan idealet se,
fra prækestolens hellige læ, –
men lægg det af med prestekjolen,
så fort De kommer ud i solen.
Som sagt, der er en lov i alt,
en lov, der kræver streng begrænsning,
og det er til fornøden rensning
af dette punkt at jeg har talt.
THE DEAN.
In that way! Why, God bless me, yes
Further discussion’s needless there.
Heaven is the wage of faithfulness,
Of course, and moral life, and prayer.
But life and faith hold such dissent,
They only thrive, when kept apart;
Six days for toiling hands are meant,
The seventh, for stirring of the heart;
If all the week we preach’d and pray’d,
The Sabbath had in vain been made.
God’s incense, rightly to be used,
Must not be lavishly diffused;
Worship, like Art, was not created
To he in perfume dissipated.
The Ideal you may safely sound
From pulpit’s holy vantage-ground;
But with your surplice lay it by,
When you emerge beneath the sky.
All things, as I have said, are based
On laws that strictly must be traced,
And my sole end in speaking is
To give this fact due emphasis.
DER PROBST.
Auf die Art! Soll mich Gott bewahren!
Da läßt sich alles weitre sparen.
Gewiß, der Preis der Himmels steht
Auf rechtem Wandel und Gebet.
Doch Glaub’ und Leben zu verquicken,
Das hieß’ nur beide schlecht beschicken; –
Sechs Tage der Geschäfte Führung,
Den siebenten des Herzens Rührung!
Was gäb’ die Kirche, werktags offen,
Der Sonntagspredigt noch zu hoffen?
Es schwächt des Wortes Läutrungskraft,
Verschänkt man’s nicht als seltnen Saft.
Religion sowohl wie Kunst
Verfliege nie zu breitem Dunst.
Sie sehn Ihr Ideal genau
Von Ihrer Kanzel Vogelschau, –
Doch tun Sie’s ab, samt Ihrer Tracht,
Sobald die Kirchtür zugemacht.
Für alles gilt nun mal der Satz,
Der Hauptsatz: Lerne Dich beschränken.
Und daß Sie dies recht in sich tränken,
Erschien ich heut hier auf dem Platz.
PROVSTEN
(sagte).
Nu siger han min sandten „du“;
det går for vidt!
(højt.)
Jeg vil ej nu
forlænge denne strid, men må
dog atter bede Dem forstå,
at vil De frem, så bør De vide,
hvad land De lever i, hvad tid;
thi ingen fanger sejr i strid,
har han ej tiden på sin side.
Se blot til kunstnerne, se digterne!
Tør de foragte samtidspligterne?
Se vore krigere! En sabel
med sleben egg er her en fabel!
Hvorfor? Fordi der er en lov,
som byder, agt dit lands behov.
Sin særlighed må hvermand tæmme,
ej højne sig og ej gå fremme,
men jævnt sig midt i massen gemme.
Human er tiden, siger fogden;
og dersom blot humant De tog den,
De kunde vorde noget stort.
Men af må alle kanter slibes,
og af må alle kviste knibes;
glat må De være, lig de andre,
og aldrig nogen særvej vandre,
skal værket varigt vorde gjort.
THE DEAN.
[To himself.]
Upon my word he calls me “Thou”;
That is too much!—
[A loud.]
I will not now
Prolong our strife, but, to conclude,
Would have it clearly understood,
That if you’d prosper, you must weigh
What land you live in, and ’what day.
For no man wins the fight with fortune,
But in alliance with his time.
Which of the men who paint and rhyme
Dare fail when social claims importune?
Look at our soldiers! Why, the gleam
Of sabres is become a dream!
And wherefore? Since a law commands:
Postpone thy own need to the Land’s!
Let each his own excrescence pare,
Neither uplift him, nor protrude,
But vanish in the multitude.
“Humane the age is,” says the Mayor:
And if humanely it be met
Will bring you fame and fortune yet.
But all your angles must be rounded,
Your gnarls and bosses scraped and pounded;
You must grow sleek as others do,
All singularities eschew,
If you would labour without let.
DER PROBST
(für sich.)
Jetzt sagt er, meiner Seel’, gar "Du";
Das geht zu weit!
(Laut.)
Nun denn, wozu
Noch länger streiten! Sie verstehn,
Daß ich Sie bitte, einzusehn, –
Gesetzt, Sie wollen vorwärtskommen, –
In welchem Land, in welcher Zeit
Sie leben; denn es kam nie weit,
Wer störrisch widern Strom geschwommen.
Sehn Sie die Künstler, die Poeten
Dem Geist der Zeit entgegentreten?
Ziehn unsre Krieger aus den Scheiden
Je Säbel, die da wirklich schneiden?
Niemals! Denn ein Gebot dich heißt:
Schick’ dich in deines Landes Geist.
Sein Ich soll keiner frei entfalten,
Noch sich erhöhn, noch ab sich spalten,
Vielmehr sich schlicht im Haufen halten.
Human sind, sagt der Vogt, die Zeiten:
Was hätten Sie für Möglichkeiten,
Verständen Sie sie bloß human!
Drum erst die Kanten abgeschroten,
Und abgehobelt Knorr’ und Knoten!
Erst wenn Sie glatt sind, wie die andern,
Und nie mehr Sonderwege wandern,
Wird, was Sie tun, zu Nutz getan.
PROVSTEN.
Ja, ganske visst;
en mand, som De er, må tilsidst
ind i en bedre virkekreds;
men skal De finde Dem tilfreds
i store forhold, som i små,
må tids-munduren trækkes på.
Af korporal med hånd om stokken
må takten bankes ind i flokken;
thi tidens fører-ideal
er hertillands en korporal.
Som korporalen fører sine
i kirken ind afdelingsvis,
så skal og presten føre sine
i sognevis til paradis.
Alt er så let; til grund for tro
De har auktoriteten jo;
og da den er på lærdom bygt,
så kan den følges blindt og trygt;
og hvordan troen frem skal bæres,
af lov og ritual jo læres.
Altså, min broder – ej forknyt;
til eftertanke tiden nytt;
gransk stillingen, og ængst Dem ikke! –
Jeg vil i kirken prøve nøjere,
om jeg kan stemme tonen højere;
man er ej vant til resonans, –
den er så sjelden hertillands.
Farvel, farvel; jeg skal prædike
om menneske-naturens splid
og Gude-billedets forviskning. –
Men nu jeg tror det er på tid
at tage sig en let forfriskning.
(går.)
THE DEAN.
I quite agree.
Men of your stamp must finally
Be summon’d to a higher seat;
But, in the greater as the less,
Only the regimental dress
Will make your happiness complete.
The corporal, staff in hand, must knock
The sense of Time into his flock;
For, to our mind, the best of all
Commanders is the corporal.
Just as the corporal leads his men
Into the church, battalion-wise,
[Goes.]
So must the priest lead his, again,
By parishes to Paradise.
It’s all so easy!-Faith, you say,
Broad-based upon authority;
Which, being upon learning stay’d,
May be implicitly obey’d:
While rules and ritual leave no doubt
How faith ought to be acted out.
Wherefore, my brother,-pluck up cheer!
Employ the time for meditation;
Reflect -upon your situation,
And don’t give way to futile fear!
I’ll see just now if I can pitch
My music to a higher note;
Though with an unaccustom’d throat,
A sounding-board’s so seldom here.
Farewell, farewell! I mean to preach
Of human nature’s sinful prime,
God’s image nigh obliterated.—
But now I’m thinking it is time
The inner mortal should be baited.
DER PROBST.
Ja, das ist wahr;
Ein Mann wie Sie ruft offenbar
Nach einem bessern Wirkungskreis;
Doch müssen Sie, verständiger Weis’,
Ob groß nun Ihr Gebiet ob klein,
Erst in die Zeitmontur hinein.
Vom Korporalstock muß den Herden
Der Marschtakt eingeprügelt werden;
Denn unser Führerideal
Ist heutzutag der Korporal.
Wie dieser rottenweis’ die Seinen
Zur Kirche führt, so machen Sie’s
Als Hirt, und führen die Gemeinen
Gemeineweis’ zum Paradies.
Der Glauben ist’s, worauf zu baun ist, –
Sie haben doch Autorität,
Die wiederum auf Studium steht,
Weshalb ihr blindlings zu vertraun ist.
Und wie der Glaube darzustellen,
Erhellt doch aus dem Rituellen.
Mein Bruder, – all dies ist so leicht;
Ich seh’, noch eh’ viel Zeit verstreicht, –
Nur Mut! – Sie alles glatt erledigen. –
Ich will nur in der Kirche drüben
Mich noch im lauten Sprechen üben;
Die Resonanz ist fast gênant, –
Sie ist so selten hierzuland’.
Auf Wiedersehn! Ich werde predigen
Vom Zwiespalt in der Menschenbrust
Und von des Gottesbilds Verwischung.
Jetzt spür’ ich aber wahrlich Lust
Auf eine kleine Herzerfrischung.
(Ab.)
BRAND
(står en stund som forstenet i sine tanker).
Alt har jeg offret for mit kald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
så skingred døgntrompetens skrald
og viste mig, hvad ånd jeg tjente.
Nej, endnu ej! De har mig ikke!
Hin kirketomt fik blod at drikke;
mit lys, mit liv her lagdes ned; –
men sjælen får de ikke med!
Forfærdeligt at stå alene, –
hvorhen jeg ser, at skimte død;
forfærdeligt at rækkes stene,
så hedt jeg hungrer efter brød.
Hvor sandt, hvor rædsels-sandt han talte, –
og lige vel, hvor afgrunds-hult.
Guds klarheds due sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. –
O, mødte mig kun én i tro –
og gav mig tryghed, gav mig ro!
(Ejnar, bleg, udtæret, sortklædt, kommer forbi på vejen og standser ved synet af Brand.)
BRAND.
[Stands for a moment as if petrified in thought.]
All I have offer’d for my call,
God’s as I vainly held it,-all;
And now one trumpet-blast reveal’d
Before what idols I had kneel’d.
Not yet! not yet! I’m not their slave!
Yon churchyard has had blood to sup,
Light, life I’ve laid in yonder grave;—
My soul shall not be yielded up!
O horrible to stand alone,—
Amid a glimmering world of dead;
Horrible to receive a stone,
Howe’er I hunger after bread.—
How true, how deadly true, his strain,—
But yet how vacant and how vain.
Dim broods God’s dove of piercing eyes;
Alas, to me she never flies.—
O, had I but o n e faithful breast—
To give me strength, to give me rest.
[EINAR, pale, emaciated, dressed in black, comes along the road and stops on perceiving BRAND.]
BRAND
(steht eine Weile wie versteinert in seinen Gedanken.)
Verschlang dies Werk nicht all mein Los
Wie eine reißende Lawine?
Da gellt Eintagsdrommetenstoß
Und zeigt mir, welchem Gott ich diene
Ha! Noch seid Ihr um mich betrogen!
Die Kirche dort hat Blut gesogen;
Mein Glück, mein Leben ward ihr Kitt;
Doch mich bekommt Ihr selbst nicht mit!
O, fürchterlich, zu stehn alleine, –
Wohin ich blicke, winkt mir Tod;
O, fürchterlich: man reicht mir Steine,
Und ich, ich hungere nach Brot.
Wie sprach er grauenvolle Wahrheit, –
Und doch, was ward da aufgedeckt!
Weh, Gottes Taube sitzt versteckt;
Weh, nie noch brachte sie mir Klarheit.
O, ein Herz nur, im Glauben gleich,
Wie würd’ ich ruhig, stark und reich!
(EJNAR, bleich, abgezehrt, schwarzgekleidet, kommt des Wegs vorüber und bleibt bei Brands Anblick stehen.)
BRAND.
Ja, jeg var det, da jeg mente,
I på sæt og vis dog tjente
ham, som ånd og sandhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham til eder lænkte
gennem prutnings leflespil.
Liden var den gamle kirke,
og jeg slutted fejgt som så:
dobbelt op, – det må forslå;
femfold op, – jo, det må virke!
O, jeg så ej, at det galdt
enten intet eller alt.
På akkordens vej jeg slingred; –
men idag har Herren talt.
Domsbasunen over huset
har i denne time skingret, –
og jeg lytted angst-omsuset, –
knust, som David stod for Nathan, –
slagen, vejret bort af skræk –;
nu er alle tvivlsmål væk.
Folk! Akkordens ånd er Satan!
BRAND.
Yes, I was so, when I thought
Ye in some sense also wrought
For the God who hateth Lies!
When I dream’d that I could lure
To your hearts His Spirit pure
By a feat of compromise.
Small the Church was; logic thence
Palter’d to the inference:
Twice the size-that cannot fail;
Fivefold,-that must needs prevail!
O, I saw not that the call
Was for Nothing or else All.
Down that easy way I reel’d,
But to-day the Lord has spoken,
In this very hour has peal’d
Overhead the awful blast
Of His Judgment-trump at last,—
And I listen’d, in the wind
Of my anguish, baffled, broken,—
Even as David, having sinn’d-;
Now all hesitation dies.
Men! The Devil is compromise!
BRAND.
Ja, ich war’s, im Wahn, daß meist und
Gernst hier jeder doch im Geist und
In der Wahrheit wandelte!
Und ich war’s, indem ich dachte,
Daß ich Gott Euch gnädig machte,
Wenn ich mit ihm handelte!
Seht, so wollt’ ich ihn betrügen:
Unsre Kirche ist zu klein; –
Doppelt denn! Das schlägt wohl ein!
Fünffach denn! Das muß genügen!
So wich ich vom Weg des Lichts,
Floh sein "Alles oder Nichts!"
Auf dem Weg der Kompromisse.
Doch er hat mich wach gerüttelt,
Die Posaune des Gerichts
Scholl in meine Finsternisse,
Daß ich lauschte, angstgeschüttelt,
Klein, wie David stand vor Nathan,
Zitternd, auf sein Donnerwort; –
Jetzt sind alle Zweifel fort.
Kompromiß heißt unser Satan!
BRAND.
Helligstundens tændte kerter,
ydersiden kun I vil.
Og så hjem igen i sløvhed,
hjem til slæb og slid i døvhed,
sjælen klædt i hverdags-brogen,
som jer krop, – og livsensbogen
gemt og glemt på kistebunden
indtil næste helg er runden!
O, det var ej så jeg drømte,
da jeg offerkalken tømte!
Stort jeg vilde kirken bygge,
så dens hvælving kunde skygge,
ej blot over tro og lære,
men udover alt i livet,
som af Gud er livsret givet, –
over døgnets hverdagsdyst,
kveldens hvile, nattens kummer,
ungdomsblodets friske lyst,
alt, hvad ringt og rigt et bryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
fossen, som i kløften brummer,
tonerne fra stormens lunger,
røsterne, hvor havet runger,
skulde smelte, sjælefangen,
sammen fuldt med orgelsangen
og med kvad fra folketunger.
Væk med værket her er gjort!
Kun i løgnen er det stort;
alt i ånden faldefærdigt,
eders usle vilje værdigt.
I vil alle spirers kvæling
gennem arbejdets fordeling;
under ugens dage seks
haler I Guds flag tildæks,
og det er kun på den syvende,
at det ses mod himlen flyvende!
BRAND.
Nothing but the altar-glow
Of the Festival you know.
Get you home then to your sloth,
Get you home to toil and stress,
Soul as well as body clothe
In its common work-day dress,—
And the Bible slumber sound
Till the next Saint’s day comes round.
O, it was not to this end
That the Offering-cup I drain’d!
I the Greater Church ordain’d,
That its shadow might descend,
Not alone on Faith and Creed
But on everything in life
That by God’s leave lives indeed;—
On our daily strain and strife,
Midnight weeping, evening rest,
Youth’s impetuous delight,
All that harbours of good right,
Mean or precious, in the breast.
Yonder foss’s hidden thunder,
And the beck that sparkles under,
And the bellow of wild weather,
And the murmurous ocean’s tongue
Should have melted, soul-possess’d,
With the organ’s roll together,
And the gather’d people’s song.
Sweep this lying Labour hence!
Mighty only in pretence!
Stricken inly with decay
On its consecration day,—
Symbol of your impotence
All the germs of soul you aim
By divided toil to maim;
For the week’s six days ye drag
To the deepest deep God’s flag,
For one only of the seven,
Let it flutter forth to heaven!
BRAND.
Nur den Schein der neuen Kerzen
Wollt Ihr, keine tiefre Brunst.
Und dann wieder heim in Dumpfheit,
Heim zu Sorg’ und Plag’ in Stumpfheit,
Leib’ und Seel’ in Werktagsschuhen,
Und im tiefsten Grund der Truhen
Wohlversargt das Buch des Lebens
Bis zum nächsten Fest! Vergebens
All die Träume, die ich nährte,
Als den Opferkelch ich leerte!
Groß die Kirch’ ich türmen wollte,
Ihre Wölbung schirmen sollte,
Nicht bloß Glauben, nicht bloß Lehre, –
Schirmen alles, dem im Leben
Gott Gedeihensrecht gegeben, –:
Arbeitstages Eintagsdust,
Abendmuße, nachtbang Träumen,
Jugendblutes frische Lust,
Alles, was nur Menschenbrust
Mocht’ an Freud’ und Leid umsäumen. –
Baches niedersiedend Schäumen,
Wasserfalles Schluchtdurchbäumen,
Stimmgewirr aus Sturmeslungen,
Meeresbrandens Donnerungen
Sollten, geistgebannt, verschmelzen
Mit der Orgelwogen Wälzen
Und dem Lied der Menschenzungen.
Des Werks hier sag’ ich mich los!
Nur in Lüge ist es groß;
Schon im Geist reif zu fallen,
Würdig Eurer Willenskleine.
Das ist jedes Wachstums End’,
Daß Ihr Gott und Erde trennt;
Sechs der Tage holt Ihr sein
Himmelsbanner ängstlich ein,
Und am siebenten alleine
Sieht man es gen Himmel wallen.
BRAND.
Nej, der nævnte du just bristen, –
bristen for os begge to,
bristen for det spredte hele!
Troen ejes kun af sjæle;
peg på én, som er en sjæl!
Peg på én, som ej har kastet
bort sin egen bedste del,
der han famled, der han hasted!
Gennem lystens spræl og sparken,
under gøgler-pibers lyd,
sløves I for livets fryd;
først, som udbrændt, sjæle-knarken
træder dansen foran arken!
Er af krøbling og af tåbe
bægret tømt til sidste dråbe, –
hej, da er det tid at håbe,
tid i bøn og bod at råbe.
Først I præget af jer slider,
lever jer til tobens-dyr, –
så til nådens port I tyr,
søger Gud – som invalider!
Derfor må hans rige ramle.
Hvad skal han med sjæle gamle
rundtom sine fødders skamle?
Har han ikke sagt det højt, –
kun med blodets friske sprøjt
gennem alle sindets årer
han dig til sin arving kårer.
Kun som barn du riget vinder?
did får ingen ind sig lirke.
Kom da, både mænd og kvinder, –
mød med friske barnekinder
frem i livets store kirke!
BRAND.
Ay, thou nam’st the flaw whereby
Both the throng, and thou and I,
Are beset! To souls alone
Faith is possible,-show me o n e!
Show me one that his best treasure
Has not inly flung to waste
In his fumbling, or his haste!
First, the reeling plunge for pleasure
To the tabor’s juggling strain
Till the zest of pleasure’s slain;
Then, soul-ruins, eharr’d and stark,
Turn to dance before the Ark!
When the cup’s last liquor slips
Through the brain-worn cripple’s lips,
Ho! ’tis time to pray and mend,
Sure of pardon in the end.
First God’s image you outwear,
Live the beast within you bare,
Then to Mercy cry your needs,
Seeking God-as invalids!
So. His Kingdom’s overthrown.
What should He with souls effete
Grovelling at His mercy-seat?
Said He not that then alone
When your lifeblood pulses tense
Through all veins of soul and sense,
Ye His kingdom shall inherit?
Children ye must be to share it;
No man hobbles through its gate.
Come then, ye whose cheek is rife
With the bloom of childhood yet
To the greater Church of Life!
BRAND.
Brav! Da lehrst Du selbst den Tauben
Unsern unheilbaren Zwist,
Und woran’s am meisten fehle.
Denn kein Glauben ohne Seele.
Und nun sag’, wer eine ist,
Wer die Blume, die ihn würzte,
Nicht seit jenem Tag vermißt,
Da er taumelnd vorwärts stürzte.
Lustbetört, auf wüstem Pfade,
Jedes Rattenfängers Raub,
Macht Ihr Euch dem Leben taub;
Ausgebrannt erst, dürres Laub,
Tanzt Ihr vor die Bundeslade.
Haben Krüppel dann und Tröpfe
Ausgeschmeckt die letzten Töpfe, –
Hei, dann ist es Zeit, zu beten,
Zeit, den Heilsweg anzutreten.
In nichts mehr vom Tier verschieden,
Da sich jed Gepräg’ verlor,
Pocht Ihr an der Gnade Tor,
Sucht Ihr Gott, – als Invaliden!
Darum muß sein Reich vereisen.
Kann er wohl mit Seelengreisen
Seines Zepters Macht erweisen?
Heißt es nicht: Als Kind allein,
Wenn des Blutes Wellen rein
Noch und kräftig in dir kreisen,
Taugst du ihm zum Himmelserben,
Wirst du einst das Reich erwerben?
Alles Markten ist vergebens.
Kommt mit frischen Kinderwangen,
Männer, Weiber, denn gegangen
In den großen Dom des Lebens!
BRAND.
Hvorlænge striden vare skal?
Den vare skal til livets ende,
til I har alle offre bragt,
og løst jer fra akkordens pagt, –
til I har viljen hel ihænde,
til alle fejge tvivlsmål faldt
for budet: intet eller alt!
Og stridsforliset? Alle guder,
hver halvheds-ånd på højtids-hylden,
hver jordtræls-kæde, blank og gylden,
al eders slapheds sovepuder!
Og sejersprisen? Viljens renhed,
i troen flugt, i sjælen enhed, –
hin offerlydighed, som gav
med jubel indtil død og grav, –
en tornekrans om hvermands tinding, –
se, det skal vorde eders vinding!
BRAND.
How long the war will last?
As long as life, till ye have cast
All ye possess before the Lord,
And slain the Spirit of Accord;
Until your stiff will bend and bow,
And every coward scruple fall
Before the bidding: Nought or All!
What you will lose? Your gods abhorr’d,
Your feasts to Mammon and the Lord,
The glittering bonds ye do not loathe,
And all the pillows of your sloth!
What you will gain? A will that’s whole,—
A soaring faith, a single soul,
The willingness to lose, that gave
Itself rejoicing to the grave;—
A crown of thorns on every brow;—
That is the wage you’re earning now!
BRAND.
Wie lang der Streit währt, fragt Ihr mich?
Nun, bis an Eures Lebens Ende,
Bis jedes Opfer Ihr gebracht,
Von jedem Pakt Euch frei gemacht,
Bis Euer Willen Euch die Wende
Jedweder Flucht ward angesichts
Der Fordrung: Alles oder nichts!
Was Euch entrissen wird? Nun wohl!
Jedwedes üppige Faulheitsbette,
Jedwede goldne Sklavenkette,
Jedweder Halbheit hohl Idol!
Und der Gewinn? Des Willens Reinheit,
Des Glaubens Kraft, des Geistes Einheit, –
Ein Opfermut, der, furchtgestählt,
Mit Jubel selbst das Schwerste wählt, –
Um jede Stirn die Dornenkrone, –
Seht, das wird Euch zuletzt zum Lohne!
BRAND
(standser og ser tilbage).
Tusend fulgte mig af bygden;
ikke én vandt op til højden.
Gennem alle hjerter taler
trangen til en større tid;
over alle sjæle daler
ledingsbud til løftet strid.
O, men offret, offret skræmmer;
viljen vek og ræd sig gemmer; –
én jo for dem alle døde, –
fejghed er ej længer brøde!
(synker ned på en sten og ser sig sky omkring.)
Jævnt og tidt jeg måtte grue;
skrækken risled i mit hår,
når jeg gik, som barnet går,
under hyl og hundetuden,
i den mørke genfærdsstue.
Men jeg tvang min hjertebanken,
og jeg trøsted mig med tanken:
ude skinner lysets væld,
mørket er ej nat, ej kveld, –
her er skodder kun for ruden.
Og jeg tænkte, dagens skin,
sommerlivets klare lue,
skal igennem dørens bue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke genfærdsstue.
O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort nat imøde slog mig, –
og derude sad forstemte
spredte mænd langs fjord og vik,
holdt på minder, åndsforglemte,
gemte dem, som kongen gemte
årvis på sin Snefrids lig,
løste dødninglinets flig,
lytted over hjertekulen,
næred sig med livshåbs-smulen,
mente, nu sprang blodets røde
roser ud ifra den døde.
Ikke én, som han, sig hæved,
gav til graven hvad den kræved.
Ikke én iblandt dem véd:
liget drømmes ej tillive,
liget må i muldet ned,
ligets hverv kun er at give
næring til en nylagt sæd. –
Nat, kun nat, – og nat igen
over kvinder, børn og mænd!
Kunde jeg med lyn i hånden
frelse dem fra strådøds-vånden!
(springer op.)
Sorte syner ser jeg jage
lig et helridt gennem natten.
Tiden står i uvejrskofte,
maner med en livsdåds krav,
kræver svunget stål for stav,
kræver skeden tom ved hofte; –
frænder ser i strid jeg drage, –
brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under gemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
usseldommens hele gru, –
klynk fra kvinden, skrig fra manden,
øret stængt for bøn og bud, –
ser dem riste sig på panden
navn af fattigfolk ved stranden,
folk med skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de til braget,
tror at selvgjort afmagt skærmer. –
Regnbue over maj-vangen,
flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de farver tre, –
de, der slog og fnøs fra stangen,
under storm af folkesangen,
til en konge og en sværmer
splitt og tunge skar i flaget?
Tungen brugte du til pral;
tør ej dragen vise tænder,
trænges ingen splittflags-ender; –
folkeskriget kunde tiet,
kongesaksen kunde biet;
flag med fredens fire hjørner
strækker til som nødsignal,
når en grundstødt skude tørner!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme stenkulsky
sænker sort sig over landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle spirer skønne,
stryger lavt, med giftstof blandet,
stjæler sol og dag fra egnen,
drysser ned, som askeregnen
over oldtids dømte by. –
Da er slægten vorden styg; –
gennem grubens krumme gange
lyder nyn af drypvands-sange;
puslingflokken, travl og tryg,
frigør malmens bundne fange,
går med puklet sjæl og ryg,
glor med dvergens gridske øjne
efter guldets blanke løgne.
Sjæl ej skriger, mund ej smiler,
brødres fald ej hjerter kløver,
eget fald ej vækker løver; –
flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er lysets sidste tolk;
slægten vorden er et folk,
som har glemt, at viljens pligter
ender ej, hvor evnen svigter!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Kløgtens ulv med gluf og glam
truer lærens sol på jorden;
nødskrig lyder op mod Norden,
byder leding ud langs fjorden;
dvergen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke sag for ham.
Lad de stærke samfund gløde;
lad de andre give møde;
vi har ikke råd at bløde, –
vi er små, vi savner evne
til et sandheds styrkestævne,
kan ej offre folkehelsen
for vor brøk af verdensfrelsen.
Ej for os blev kalken drukket,
ej for os hugg tornekransen
i hans tinding sine tænder,
ej for os blev Romer-landsen
i den dødes side stukket,
ej for vor skyld naglen brænder,
boret gennem fod og hænder.
Vi er små, er sidst i laget,
byder ledingsbudet trods!
Ej for os blev korset taget!
Spanrem-slaget, spanrem-slaget,
Ahasveri rap, som ruller
purpur om den dømtes skulder,
er passionens brøk for os!
(kaster sig ned i sneen og dækker ansigtet til; om lidt ser han op.)
Har jeg drømt? Er nu jeg vågen?
Alt er gråt og dulgt i tågen.
Var det syge syner kun,
hvad jeg så til denne stund?
Er det billed glemt og tabt,
hvori mandens sjæl blev skabt?
Er vort ophavs ånd besejret –?
(lyttende.)
Ha, det går som sang i vejret!
BRAND.
[Stops and looks backward.]
From the vale they follow’d thronging,
Never o n e has reached the height.
Through all bosoms thrill’d the longing
For a greater Day’s dawn-light;
Through all souls subduing strode
The alarum-call of God.
But the sacrifice they dread!
Will, the weakling, hides his head;—
O n e man died for them of yore,—
Cowardice is crime no more!
[Sinks down on a stone, and looks with shrinking gaze around.]
Oft I shuddeed at their doom;
And I walk’d, with horror quivering,
As a little child walks shivering
Amid shrieking shapes that loom
In a dim and haunted room.
But I chcck’d my bosom’s quaking,
And bethought me, and consoled it:
Out of doors the day is breaking,
Not of night it is, this gloom,
But the shutters bared enfold it;
And I thought, the day inwelling,
Rich with summer’s golden bloom,
Shall anon prevail, expelling
All the darkness that is dwelling
In the dim and haunted room.
O how bitter my dismay!
Pitchy darkness on me broke,—
And, without, a nerveless folk
Sat forlorn by fjord and bay,
Dim traditions treasuring
While their sotted souls decay.
Even as, year by year, the king
Treasured up his Snefrid dead,
Loosed the linen shroud o’erspread
By her mute heart listening low,
Still upon hope’s fragments fed,
Thinking, “Now the roses red
In her pallid ashes blow!”
None, like him, arose, and gave
The grave’s debt unto the grave;
None among them wise to know:
“Dreaming cannot kindle dust,
Down into the earth it must,
Dust is only made to breed
Nurture for the new-sown seed.”
Night, black night,-and night again
Over children, women, men!
O could I with levin-flame
Save them from the straw-death’s shame!
[Leaps up.]
Gloomy visions I see sweep
Like the Wild Hunt through the night.
Lo, the Time is Tempest-dight,
Calls for heroes, death to dare,
Calls for naked steel to leap,
And for scabbards to hang bare;—
Kinsfolk, lo, to battle riding,
While their gentle brothers, hiding,
From the hat of darkness peep.
And yet more I do divine—
All the horror of their shame,—
Men that shriek and wives that whine,
Deaf to every cry and claim,
See them on their brows imprinting
“Poor folks sea-bound” for their name,
“Humble farthings of God’s minting!”
Pale they listen to the fray,
Willing-weakness for their shield.—
Rainbow o’er the mead of May,
Flag, where fliest thou now afield?
Where’s that tricolor to-day,
Which the wind of myriad song,
Beat and bellied from the mast
Till a zealot king at last
Split it into teeth and tongue?
But you used the tongue to brag;
And what boots the toothed flag
If the dragon dares not bite?
Would the folk had spared those cheers,
And the zealot king those shears!
Four-square flag of peace suffices,
When a stranded craft capsizes,
To give warning of her plight!
Direr visions, worse foreboding,
Glare upon me through the gloom!
Britain’s smoke-cloud sinks corroding
On the land in noisome fume;
Smirches all its tender bloom,
All its gracious verdure dashes,
Sweeping low with breath of bane,
Stealing sunlight from the plain,
Showering down like rain of ashes
On the city of God’s doom.—
Fouler featured men are grown;—
Dropping water’s humming drone
Echoes through the mine’s recesses:
Bustling, smug, a pigmy pack
Plucks its prey from ore’s embraces,
Walks with crooked soul and back,
Glares like dwarfs with greedy eyes
For the golden glittering lies;
Speechless souls with lips unsmiling,
Hearts thal fall of brothers rends not,
Nor their own to fury frets,
Hammer-wielding, coining, filing;
Light’s last gleam forlornly flies;
For this bastard folk forgets
That the need of willing ends not
When the power of willing dies!
Direr visions, direr doom,
Glare upon me through the gloom.
Craft, the wolf, with howl and yell,
Bays at Wisdom, sun of earth;
Cries of ruin ring to North,
Call to arms by fjord and fell;
And the pigmy, quaking, grim,
Hisses: “What is that to him?”
Let the other nations glow,
Let the mighty meet the foe,
We can ill afford to bleed,—
We arc weak, may fairly plead
From a giants’ war exemption,
Need not offer All as raced
For our fraction of Redemption
Not for us the cup He drank,
Not for us the thorny wreath
In His temples drove its teeth,
Not for us the spear-shaft sank
In the Side whose life was still.
Not for us the burning thrill
Of the nails that clove and tore.
We, the weak, the least accounted,
Battle-summons may ignore!
Not for us the Cross He mounted!
Just the stirrup-slash’s stain,
Just the gash the cobbler scored
In the shoulder of the Lord,
Is our portion of His pain!
[Throws himself down in the snow and covers his face; presently he looks up.]
Was I dreaming! Dream I still?
Mist-enshrouded is the hill.
Were those visions but the vain
Phantoms of a fever’d brain?
Is the image clean outworn
Whereunto Man’s soul was born?
Is the Maker’s spirit fled
[Listening.]
Ha, what song breaks overhead?
BRAND
(bleibt stehen und blickt zurück.)
Tausend folgten meinem Rufe;
Keins gewann die höchste Stufe.
Aller Herzen wohl verschönt der
Drang nach einer größern Zeit.
Wohl durch aller Seelen tönt der
Feldruf: Auf zum heiligen Streit!
Doch die Walstatt selbst bleibt stille;
Opfer weigert zager Wille; –
Einer starb für aller Schwächen, –
Feigheit heißt nicht mehr Verbrechen!
(Sinkt nieder auf einen Stein und blickt sich scheu um.)
O, wie oft erschrak mein Kinder-
herze, sträubte sich mein Haar,
Stand ich, wann Verstecken war,
Und der Hund just anschlug, in der
Dunklen Stube voll Gespenster.
Aber ward die Angst am größten,
Mußte der Gedanke trösten:
Draußen lacht ja Tag und Licht,
Nacht ist ja dies Dunkel nicht, –
Laden sind ja nur vorm Fenster.
Sorg’ nicht! Bald wird unbegrenzter
Sonnenschein, als Überwinder
All der Nacht, durch Tür und Fenster
Seinen Einzug halten in der
Dunklen Stube voll Gespenster!
Ach, wo blieb der Sonne Segen! –
Pechschwarz schlug mir Nacht entgegen, –
Und da saß ein stumpf hinbrütend
Volk von greisem Blick und Haar,
Längstgestorbne Träume hütend, –:
Dumpf so wider ’s Schicksal wütend,
Hielt der König Jahr um Jahr
Wacht an Schneefrieds Totenbahr’,
Legt’ ihm ’s Ohr an magre Rippen,
Hielt ihm Flaum vor blasse Lippen,
Hofft’, noch einmal blühten roten
Blutes Rosen aus dem Toten.
Keiner, gleich ihm, wahnbetört,
Gab dem Grab, was ihm gehört.
Keinem will die Wahrheit ein:
Leichen träumt man nicht ins Leben,
Leichen müssen untern Stein;
Neuen Saaten Wuchs zu geben,
Dies ist ihr Beruf allein,
Nacht, nur Nacht – und aber Nacht!
Keiner hat der Wahrheit acht.
Hätt’ ich Blitze zu entsenden,
Eures Strohtods Schmach zu enden!
(Springt auf.)
Nachtgesichte seh’ ich jagen,
Schwarzem Höllenschoß entgoren!
Eine Zeit im Panzerkleide
Fordert Opfer bis zum Grab,
Heischt geschwungnen Stahl statt Stab,
Reißt die Klingen aus der Scheide; –
Vettern seh’ ich Schwerter zücken, –
Brüder scheu sich seitwärts drücken,
Tarnkapp’ über Aug und Ohren;
Seh’ mein eigen Volk verloren
An ein Übermaß von Schande; –
Mann und Weib, da’s gilt, versagen
Sich den Bittenden, wehklagen
Feig, einritzend sich den Namen
Armen Fischervolks vom Strande,
Volks aus Gottes schlechtstem Samen, –
Hoffend, daß sie so, gesenkten
Haupts, ihr Los am besten lenkten.
Fahne! Maitagregenbogen!
Wo, wo blieben deine Farben?
Wo dein Blau-Rot-Gold? Verdarben
Sie, die einst so stolz ausrollten,
Als des Volks Gesang umschwoll den
Königlichen Ideologen,
Bis er Zung’ und Schlitz dir schnitt?
Weh, dein Züngeln ward Geprahl,
Weh, kein Drachenzahn wuchs mit,
Als sie dir den Rachen schenkten; –
Daß doch still geblieben wäre
Volk wie königliche Schere!
Die mit den vier Friedensecken
Langt vollauf als Notsignal,
Fängt ein Kutter an zu lecken!
Schlimmre Bilder, schlimmre Lose
Tauchen aus der Zukunft Schoße!
Eine schwarze Wolkenwand,
Naht der Kohlenqualm des Britten;
Was da frisch und grün, befleckend,
Jeden Keim mit Ruß bedeckend,
Kommt er giftschwer angeglitten,
Stiehlt den Tag von allen Wegen,
Rieselt, wie ein Aschenregen
Des Vesuv, auf Stadt und Land.
Häßlich sind die Menschen jetzt; –
Zu der Grubenhämmer Klopfen
Gluckt’s wie Sang von Wassertropfen;
Krüpplig Volk die Meißel wetzt,
Erzes Geister zu entbinden, –
Bucklig Leib und Seel’ zuletzt,
Gierverzerrt die Zwergenzüge
Nach des Goldes blanker Lüge.
Ohne Lachen, ohne Weinen,
Ohne brüderlich Empfinden,
Ohne Selbst-sich-Überwinden
Hämmert’s, münzt es, feilt es; – keinen
Lockt die Sage mehr vom Licht;
Keiner mehr von all den Blinden
Sagt sich, daß die Pflichten nicht
Enden, wo die Kräfte schwinden!
Schlimmre Bilder, schlimmre Lose
Tauchen aus der Zukunft Schoße!
Eitlen Klügelns Wolfesrachen
Will der Lehre Sonne morden;
Helft uns! schreit’s empor zum Norden:
Aufgebot von Berg zu Berg! –
Stur und störrisch zischt der Zwerg:
Was soll ich bei diesem Werk?
Mögen starke Völker wachen,
Andre sich zum Sturmbock machen,
Wir gehören zu den schwachen, –
Wir, das kleine Land, verlieren
Auf solch heiligen Turnieren,
Stell’n für unsern Bruch vom Heil
Nicht des Volks Gemeinwohl feil.
Nicht für uns hat er gelitten,
Hat ein Zahn vom Dornenkranze
Seine Schläfen ihm zerschnitten,
Ward gerannt die Römerlanze
Dem Gestorbnen in die Seiten,
Ward gebohrt durch Fuß und Hand ihm
Spitzer Nägel Feuerpfeil.
Wir sind klein, sind kaum bekannt ihm,
Spür’n zu helfen, keinen Trieb.
Nicht für uns ward ’s Kreuz getragen.
Ahasveri Knieriemhieb,
Purpernd des dem Tod Geweihten
Schulter, bleibt zu allen Tagen
Am Passionswerk unser Teil.
(Wirft sich in den Schnee nieder und bedeckt sein Antlitz; nach einem Weilchen blickt er auf.)
Hab’ geträumt ich? Bin erwacht nun?
Alles grau, verweht in Nacht nun!
War ein Zug Gesichte nur,
Was da jäh vorüberfuhr?
Hat des Menschen Seele dessen,
Der nach sich ihn schuf, vergessen,
Ganz dem Abgrund sich verdungen –?
(Lauschend.)
Horch, der Sturmwind spricht mit Zungen!