BRAND.
Det var døden. Af den tvætted
alle rædslers stænk og skræk;
nu med stille store træk
ligger han så lys og lettet.
Kan et svigtende bedrag
gøre nat til slig en dag?
Af sin vilde helvedbrøde
så han ydre skorpen kun, –
det, som nævnes kan med mund, –
det, som gribes kan med hænder, –
som hans navn med brandflek skænder, –
volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store øjne,
stilt, som fugle sammenfløjne,
op i skorstenskrogen klemt, –
de, som bare så og så, –
skønte ikke selv hvorpå, –
de, hvis sjæle fik en plet
ætset ind, som ej de skrubber
af i tidens slid og tvæt,
selv som bøjde sølvhårsgubber, –
de, hvis livsens-elv skal rinde
ud fra dette stygge minde, –
de, som nu skal gro i lys
af hans nattegernings gys, –
de, som aldrig ud kan brænde
denne tankes ådselbål, –
dem han mægted ej at kende
som de to, der har ihænde
just det store eftermål. –
Og fra dem går kanske ud
led på led til synd og brudd.
Hvorfor? Hule afgrundssvar, –
de var sønner af sin faer!
Hvad skal stryges ud i stilhed?
Hvad skal jævnes ud med mildhed?
Når begynder ansvarsvægten
af ens arvelod fra slægten?
Hvilken thingdag, hvilken dommer,
når det store forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvor enhver er delinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte dokument?
Tages da for godt det svar:
Gælden skriver sig fra faer? –
Svimmeldybe nattegåde,
ingen mægter dig at råde.
Men på afgrundsbredden danser
sværmen uden sind og sanser; –
sjæle skulde skrige, bæve, –
men ej én blandt tusend øjner,
hvilket skyldberg der sig højner
fra det lille ord: at leve.
(Nogle mænd af almuen kommer frem bag huset og nærmer sig Brand.)
BRAND.
That was death. The horror-rifted
Bosom at its touch grew whole.
Now he looks a calm great soul,
All illumined and uplifted.
Has a false illusion might
Out of gloom to win such light?
Of his devil’s-deed he saw
Nothing but the outward flaw,—
That of it which tongue can tell
And to hands is palpable,—
That for which his name’s reviled,—
The brute slaying of his child.
But those two, that sat and gazed
With great frighten’d eyes, amazed,
Speechless, like two closely couching
Birdlets, in the ingle crouching,—
Who but look’d, and look’d, and ever
Look’d, unwitting upon what,—
In whose souls a poison-spot
Bit and sank, which they shall never
Even as old men bent and gray,
In Time’s turmoil wear away,—
They, whose tide of life proceeds
From this fountain of affright,
Who by dark and dreadful deeds
Must be nurtured into light,
Nor by any purging flames
May that carrion thought consume,—
This he saw not, being blind,
That the direst of the doom
Was the doom he left behind.
And from them shall haply rise
Link’d offences one by one.
Wherefore? The abyss replies:
From the father sprang the son!
What shall be by Love erased?
What be quietly effaced?
Where, O where, does guilt begin
In our heritage of sin?
What Assizes, what Assessors,
When that Judgment is declared?
Who shall question, who be heard,
Where we’re all alike transgressors?
Who will venture then to plead
His foul-borrow’d title-deed?
Will the old answer profit yet:
“From my father dates my debt?”
O, abysmal as the night,
Riddle, who can read thee right!
But the people dance light-footed,
Heedless by the dizzy brink;
Where the soul should cry and shrink,
None has vision to perceive
What uptowering guilt is rooted
In that little word: We live.
[Some men of the community come from behind the house and approach BRAND.]
BRAND.
Er ist tot. Nun, wie geborgen
Vor den Schrecken des Gerichts,
Stillen, großen Angesichts,
Liegt er, licht und frei von Sorgen.
Wie der Tod doch Nacht in Tag
Trügrisch umzuglühn vermag!
Seinem höllischen Vergehen
Sah er nicht bis auf den Grund, –
Sah nicht mehr, als was ein Mund
Nennt, was man mit Händen tastet,
Was auf seinem Namen lastet:
Was dem Kind von ihm geschehen.
Doch die beiden, die voll Graun
Ihre Augen an ihn hängten
Gleich zwei Vögeln, eng gedrängten,
Die vom Herddach niederschaun, –
Sie, die blöd’ und ratlos sahn,
Was für Dinge da geschahn, –
Deren Seele sich ein Fleck
Einfraß, den kein glühend Eisen,
Keine Säure aus ihr weg
Tilgt, – und würden sie zu Greisen, –
Deren Keime aus den Schollen
Solchen Erdreichs brechen sollen, –
Deren Wachstum, Zoll um Zoll,
Solch ein Fluch beschatten soll, –
Sie, die dieser Nachtgedanke
Nimmermehr verlassen kann, –
Sie, sie sah er nicht, der Kranke,
Nicht, wie seiner Tat Geranke
Sich um sie als Erben spann. –
Und das Schuldbuch wird vielleicht
Weiter fort und fortgereicht,
Weil, – o Abgrund, der hier ruht! –
Weil sie ihres Vaters Blut!
Was wird still gestrichen werden,
Was mild ausgeglichen werden?
Wie weit schreibt sich eines jeden
Haftpflicht für ererbte Schäden?
Wer wird zeugen, wer wird richten,
Wenn es gilt, den Stoff zu sichten?
Wer wird dann die Wahrheit wissen,
Wo ein jeder Delinquent?
Wer darf weisen sein zerschlissen,
Übertragen Dokument?
Schwindeltiefe Rätselnächte,
Wer Euch je zum Reden brächte!
Doch von Sinnen und Verstande
Tanzt der Schwarm an Abgrunds Rande; –
Alle sollten zittern, beben, –
Doch nicht einer sieht von tausend,
Welch ein Berg von Schuld sich grausend
Auftürmt auf dem Wörtlein: leben.
(Einige Männer aus dem Dorfe kommen hinter dem Hause hervor und nähern sich Brand.)
