Bibliotheca Polyglotta

Brand

Complete text

BRAND.
Selv for en enkelt sjæl derinde
er ikke løftningsrum at finde.

BRAND.
Even a single soul is scanted,
And has not room therein to soar.

BRAND.
Nicht eine arme Seele fände
Mehr Raum im Zwinger dieser Wände.

FOGDEN
(ryster forundret på hovedet).
Ved sligt den enkle sjæl beviste
nødvendigheden af min kiste.
(slår over.)
Lad kirken stå, det vil jeg råde;
den kan jo kaldes på en måde
et stykke ædelt arveguld.
Den er et ædelt arvestykke; –
den skal ej falde for en nykke!
Ja, går min byggeplan i vasken,
jeg som en Fønixfugl af asken
skal rejse mig i mængdens nåde!
Jeg træder op som riddersmand
for mindesmærket ved vor strand!
Her stod engang et gude-hov, –
det var nok i kong Beles tider;
så rejste kirken sig omsider
ved fromme heltes ran og rov.
Ærværdig ved sin simple pragt,
højhellig i sin oldtidsdragt
den knejste indtil vore dage –

THE MAYOR.
[Shaking his head in amazement.]
(Which single soul but proves the more
How sorely my Asylum’s wanted.)
[Changing his tone.]
Let the Church be, is my advice.
One may regard it, in some wise,
As a rich heirloom of our age;
In fact, a noble heritage,
Which we not lightly may remove.
Nay, if my building project crashes,
I, like a Phoenix from the ashes,
Will live again in public love,
As one chivalrously intent
To save our ancient monument!
Here stood a heathen fane of old,—
’Twas in King Belii’s reign, no doubt;
Then, later heroes more devout
Founded the Church with looted gold.
All-sacred in its antique dress,
Grand in its simple stateliness,
Till our own days it tower’d sublime——

DER VOGT
(schüttelt verwundert den Kopf.)
Wodurch, bedünkt mich, eben diese,
Wie not ein Narrenhaus, bewiese!
(Verändert den Ton.)
Die Kirche fällt nicht, eh’ ich sterbe.
Ich möcht’ mich niemals von ihr trennen
Die wir mit Recht ein Erbstück nennen,
Jawohl, ein unverletzlich Erbe,
Trotz allen Ihren Fechtersprüngen!
Ja, wird mein Plan des Teufels Beute,
So werd’ ich in der Gunst der Leute,
Ein Vogel Phönix, mich verjüngen!
Ich trete, Hand am Schwertesknauf,
Für unsrer Küste Denkmal auf!
Denn früh schon schmückte diesen Strand
Ein Opferstein für unsre Väter, –
Worüber dann die Kirche später
Aus frommer Helden Raub entstand.
Verklärt in ihrer simplen Pracht,
Geweiht in ihrer alten Tracht,
So ragt sie bis in unsre Tage –

BRAND.
Men hine tegn på fordums magt
er visst forlængst i graven lagt; –
nu står igen ej mindste flage.

BRAND.
But all these glories of old time
Lie long since buried deep in mould,
Of all surviving sign bereft.

BRAND.
Doch was gezeugt von frührer Macht,
Ist nun wohl längst zur Ruh’ gebracht –
Und alles nur noch fromme Sage.

FOGDEN.
Just netop det! Så gammel er den,
at ej den mer er til i verden;
men i min bedstefaders dage
et hul i væggen stod tilbage!

THE MAYOR.
Just so! They arc so very old
That not a trace of them is left.
But in my late grandfather’s day
A wall-hole still defied decay!

DER VOGT.
Just eben dies! Sie ist so alt,
Daß sich kein Span mehr finden läßt;
Doch zu Großvaters Zeiten galt
Ein Loch noch in der Wand als Rest!

BRAND.
Et hul?

BRAND.
A wall-hole?

BRAND.
Ein Loch?

FOGDEN.
Vidt, som en tøndesæk!

THE MAYOR.
Fit to hold a tun!

DER VOGT.
Groß wie drei Maltersäck’!

BRAND.
Men væggen selv!

BRAND.
But the wall’s self?

BRAND.
Doch Sie, die Wand?!

FOGDEN.
Ja, den var væk.
Se, derfor må jeg rentud sige,
at kirkens rivning er umulig; –
det var en skammelig, en grulig
barbarisk handling uden lige!
Og midlerne, – hvor får vi dem?
Tror De, at her man er så ødsel,
at lokke udgiftsposter frem
ved ufuldbårne forslags fødsel,
når med en lille smule skøtsel
man såvidt støtte kan det gamle,
at det i vor tid ej vil ramle?
Men gå De ud og spejd i lejren, –
jeg blir dog den, som vinder sejren.

THE MAYOR.
Oh, that was gone.
In plain terms then, I am compell’d
To say, your scheme is out of court:—
A barbarous and unparallel’d
Horrible sacrilege, in short.
And then the money,-do you dream
These folks are so profuse in spending,
That they’ll contrive new cost by lending
Existence to a half-hatch’d scheme?
When with a little deftness they
May so far patch the crumbling wall
That in o u r time it will not fall?
But just go out!-the field survey,—
You’ll find, I’m winner after all.

DER VOGT.
Ja, die war weg.
Und deshalb muß ich rundweg sprechen:
Der Kirche Sturz ist unausführlich.
Es wär’ ein schmählich, unnatürlich,
Barbarisch Tun, sie abzubrechen.
Und dann das Geld, – ich wette, keiner
Wird Ihr Bedürfnis danach stillen
Und seinen Beutel ziehn um einer
Unausgetragnen Laune willen,
Wenn statt so vieler schwerer Millen
Ein Nichts sie so noch auf dem Damm hält,
Daß sie sich unsre Zeit noch stramm hält!
Doch sehn Sie selbst, wes Krug sie netzt, –
Ich weiß, ich lache doch zuletzt.

BRAND.
Jeg agter ej at presse ud
en hvid til husly for min Gud.
Af egne midler vil jeg bygge; –
min arv, alt mit til sidste skærv
skal gives ud til dette hverv.
Nu, foged, er De end så djerv,
at mene, De kan tanken rygge?

BRAND.
From no man will I wring a jot
To give my God house-harbourage:
With my own goods it shall be wrought;
In that one work my heritage
To the last penny shall be spent.—
Now, Mayor, are you still confident
That you can shake me from my thought?

BRAND.
Das neue Haus für meinen Gott
Macht keines Bettlers Hand bankrott.
Aus eignen Mitteln will ich bauen; –
Ich hab’ all mein ererbtes Geld
In dieses Werkes Dienst gestellt.
Nun, sind Sie immer noch der Held,
Mir meine Tat nicht zuzutrauen?

FOGDEN
(med foldede hænder).
Jeg står som falden ned fra skyerne!
Sligt spørges knapt engang fra byerne; –
og her i bygden, – her hos os,
hvor pungens lukning længst var lov
mod hvert et trængende behov, –
her åbner De en rundheds fos,
som risler, blinker, sprøjter, skummer –.
Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!

THE MAYOR.
[With, folded hands.]
I stand-as from the clouds dropp’d down!
Such things are even in a Town
Scarce heard of,-and yet here, for us,
Who long to the necessitous
Have closed our purses and our doors,
You loose this flood of gifts unbounded
That ripples, flashes, foams and pours-.
-No, Brand, I’m utterly dumbfounded!

DER VOGT
(mit gefalteten Händen.)
Jetzt platzt die Welt an allen Nähten!
So was geschieht ja kaum in Städten; –
Und hier, – wo jeder sein Metall,
Eh’ daß er’s dem Gemeinzweck lieh’,
Lieber vergräbt, – hier öffnen Sie
Freigebig einen Wasserfall,
Der blinkt und funkelt, sprüht und schäumt –?
Nein, wie gesagt, mich dünkt, mir träumt!

BRAND.
Jeg længst i tanken fra mig skrev
min arv –

BRAND.
In thought I long ago resign’d My wealth—

BRAND.
Ich hab’ mich meines Erbteils längst
Vor mir entäußert –

FOGDEN.
Ja, her er ymtet meget,
som hen på noget sligt har peget,
men jeg har tænkt, at det var væv.
Hvem plejer vel at offre alt,
når ej det synbar fordel galdt?
Dog, det blir Deres egen sag; –
gå foran De; så går jeg bag.
De er i skuddet; De kan virke,
og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –
Brand, sammen vil vi bygge kirke!

THE MAYOR.
Yes, whisper’d hints have flown
Pointing to something of the kind.
But I regarded them as wind.
How many men give all they own
Without a tangible return?
However, that’s your own concern.—
Go on! I’ll follow. You’re in feather,
You can act freely, work and sway.—
Brand, we will build the Church together!

DER VOGT.
Derlei Reden
Vernahm ich oft; doch wies ich jeden
Zurück mit einem: "Was Du denkst!
Wer wär’ zu opfern wohl gewillt,
Wo’s nicht gewissen Vorteil gilt?"
Doch das ist Ihre eigne Sach’; –
Gehn Sie voran; ich folge nach.
Sie können handeln, stehn in Flammen,
Ich wirk’ im stillen, mehr gemach. –
Brand, baun die Kirche wir zusammen!

BRAND.
Hvad? Vil De Deres eget slippe?

BRAND.
What, you are willing to give way?

BRAND.
Sie wissen rasch sich abzufinden!

FOGDEN.
Det véd den søde Gud jeg vil!
Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.
Hvem tror De mængden flokkes til,
når én vil gøde, mæske, fore,
en anden malke, flå og klippe?
Ja død og plage er jeg med!
Jeg er af tanken ganske hed,
bevæget, greben, næsten rørt;
en heldig skæbne har mig ført
i denne kveld til prestegården;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres plan knapt faldt Dem ind, –
ialfald ej til verden båren.
Det altså er mit eget virke
at bygge bygdens nye kirke!

THE MAYOR.
Dear God’s my witness, that I am!
And shall be while my wits are sound!
When o n e would fatten, pamper, cram,—
Another milk and shear and flay,—
Where, think you, will the flock be found?
Death and destruction, I’m your man!
I’m fire and fury for the plan!
Thrill’d, agitated, nay, affected!
Providence prompted the design
That led me to your door to-night,
For sure, without the hint of mine
Your plan had scarcely been projected,
Or, at the least, scarce seen the light!
And thus the Church, conceived aright,
Will by m y means have been erected!

DER VOGT.
Und ob ich’s weiß, und ob ich’s tu’!
Torheit, hier Widerstand zu leisten!
Wem pendelt wohl die Menge zu,
Will einer stopfen, mästen, feisten,
Ein andrer melken, scheren, schinden?
Ja, Tod und Teufel, tu’ ich mit!
Ich bin von Ihrem großen Schritt
Bewegt, ergriffen, schier gerührt;
Ein Glücksfall, traun, hat mich just heute
Nach diesem Pfarrhof hergeführt;
Denn – darf ich sagen – ohne mein
Geplan’ kam Ihnen Ihr’s kaum ein, –
Kam jedenfalls nicht vor die Leute.
Und prangt ein Neubau nächsten Winter,
Steckt eigentlich der Vogt dahinter.

BRAND.
Men kom ihug, vi kan ej skåne
hin oldtids knejsende ruin!

BRAND.
But, don’t forget, we must lay low
That towering relic of the past!

BRAND.
Doch jene ragende Ruine
Der Vorzeit muß geopfert sein.

FOGDEN
(ser ud).
Betragtet her i dobbeltskin
af nyfalds-sne og nyets måne
den taer sig ud som noget skrammel.

THE MAYOR.
[Looking out.]
Seen in the twofold glimmer cast
By the new moon and the fresh snow,
It seems a sort of-rubbish-heap.

DER VOGT
(blickt hinaus.)
Betrachtet hier im Doppelschein
Von Neuschnee und von Neumond, schiene
Fürwahr ihr weitrer Beibehalt
Vom Übel!

BRAND.
Hvad, foged?

BRAND.
What, Mayor!

BRAND.
Wie?

FOGDEN.
Brand, den er for gammel!
Det er mig ganske uforklarligt,
at ej jeg så det før ikveld, –
men hanekjælken står påheld;
at bruge den var uforsvarligt.
Og hvor er stil, arkitektur,
når ret man gransker loft og mur?
Hvad skal man kalde slige buer?
en fagmand vilde kaldt dem fæle; –
ja, jeg må samme mening dele!
Og tagets mosbeklædte tuer, –
de er minsæl ej fra kong Bele.
Nej, pietet kan gå for vidt!
Det må dog hvermand se og skønne,
at denne gamle rådne rønne
i et og alt er noget skidt!

THE MAYOR.
It is too old to keep!
I fail entirely to explain it,
Till now it never struck my eye,—
The weathercock stands all awry;
It would be monstrous to retain it.
And where are architecture, style,
Rightly regarded, in the pile?
What terms can give that arch its due?
An architect would call it vile ;—
And really I must share his view.
And then that roof with moss-tufts blowing,—
Bless me, they’re none of Bele’s growing.
No, we may overmuch assert
The reverence for ancient glories!
One fact, at least, there’s no o’erthrowing,
That this old rotten but no more is
But just a very heap of dirt!

DER VOGT.
Sie ist zu alt!
Es ist mir völlig unerklärlich,
Daß ich den ganzen Abend schlief, –
Doch steht der Hahnenbalken schief; –
Sein fernrer Brauch wär’ höchst gefährlich.
Und wo ist Stil, Architektur?
An Wand und Dachstuhl keine Spur!
Wie soll man solche Bogen nennen?
Ein Fachmann würde sagen: greulich!
Und recht hat er; sie sind abscheulich.
Und dieses Moosdach wird wohl schwerlich
Noch König Beles Zeiten kennen.
Nein, Pietät geht leicht zu weit!
Das muß dem größten Enthusiasten
Einleuchten, daß der alte Kasten
In Summa eine Unmöglichkeit.

BRAND.
Men dersom mængdens røst sig hæved
til vægring ved at få den revet –?

BRAND.
But if the people’s voice should storm
At those who seek to lay it low—?

BRAND.
Wenn aber nun die Leute sprechen:
Wir weigern uns, ihn abzubrechen –?

FOGDEN.
Vil ingen anden, så vil jeg.
I helgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad formen gælder,
og sætte sagen glat ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo, – De kender fogden nok!
og kan jeg hjælp ej sammendrive
til rivning blandt den dumme flok,
skal jeg med egne hænder rive
den ned til grunden, stok for stok.
Ja, om jeg så skal ta’e min kone
og alle mine døttre med,
så skal den død og plage ned!

THE MAYOR.
I will it though they all cry No.
This Christmas with the least delay
I’ll put the thing in proper form,
And launch it smoothly on its way.
I’ll write, I’ll agitate, I’ll sway!
Ay, ay-you know the stuff I’m made of!
And if I cannot hire or hound
The foolish flock to help to end it,
With my own hands I’ll rive and rend it,
Timber by timber, to the ground.
Nay, though I had to call the aid of
My wife and all my girls as well,
Down it should come, by death and hell

DER VOGT.
Will niemand andres, so will ich.
Vertraun Sie mir, ich werd’ beizeiten
Die Sache glatt in Wege leiten,
Zum Fest schon, bis auf Punkt und Strich.
Hei, werd’ ich eifern, wiegeln, schreiben; –
Allein, Sie kennen mich ja, – Schnack!
Und kann ich aus dem dummen Pack
Nicht Hilfe gnug zusammentreiben,
So greif’ ich selbst zu Axt und Hack’,
Ihn Stock- um Stockwerk zu entleiben.
Und müßten meine eigne Frau
Und eignen Töchter auf den Fleck,
Er soll, bei Tod und Teufel, weg!

BRAND.
Det er en ganske anden tone,
end den, som blev fra først af brugt.

BRAND.
This language has another sound
Than that which earlier from you fell.

BRAND.
Was für ein andrer Ton, schau, schau,
Als der, in dem Sie jüngst geschmäht!

FOGDEN.
Det er humanitetens frugt
at få med alt ensidigt bugt;
og dersom digteren ej lyver,
så er det netop noget smukt,
at mandens tanke ejer flugt, –
med andre ord, – at tanken flyver. –
Farvel!
(tager sin hat.)
Nu får jeg se til banden.

THE MAYOR.
To be humane is to repress
All manner of One-sidedness.
And sure, if truth the poet utters,
Precisely what is to be sought
In thinking is “the winged thought,”—
That is to say-the thought that flutters.
Farewell.
[Taking his hat.]
I have to see the band.

DER VOGT.
Vielseitig sein, mein Freund, das rät
Die Lehre der Humanität;
Und als da sagt der Dichtersmann,
So ist just das ein köstlich Ding,
Daß Flügel unser Geist empfing, –
Mit andern Worten – fliegen kann. –
Ade!
(Nimmt seinen Hut.)
Ich muß zu meiner Bande.

BRAND.
Til hvad?

BRAND.
The what?

BRAND.
Zu wem?

FOGDEN.
Å, tænk Dem, jeg, selv anden,
idag på bygdegrændsen kneb
et fantefølge, fælt som fanden;
jeg fik da hjælp med toug og reb;
nu sidder de forvart hos granden
her nærmest nord; men pokker ta’e mig,
om ikke to-tre løb ifra mig –

THE MAYOR.
Just think, within our land
This morning two of us laid hand
On a foul-favour’d gipsy horde,
So I got help with rope and cord,
And now they’re in your neighbour’s ward
Next to the North, but-devil clip me!—
If just a couple didn’t slip me—

DER VOGT.
Wir griffen heut am Rande
Des Dorfs, selbzweit, – was sagen Sie! –
Zigeuner, häßlich wie die Schande.
Jetzt liegt das Volk, wie Federvieh
Verschnürt, im Nachbarhaus am Strande.
Indes der Teufel soll mich holen,
Wenn sich nicht zwei, drei fortgestohlen –

BRAND.
Nys ringtes ind dog fredens tid.

BRAND.
The bells arc ringing: Peace to Men.

BRAND.
Man läutete doch Weihnacht ein.

FOGDEN.
Hvi kom det djævelskab da hid?
Dog, det forstår sig, på en måde
de hører sagtens sognet til –
(leende.)
ja endog Dem! Hør her en gåde;
løs den, ifald De kan og vil:
folk findes, som er til i kraft
af den, De har til udspring havt,
og dog de til er, slet og ret,
fordi de er af anden ætt!

THE MAYOR.
Why came this hell-brood hither, then?
Yet in a sense, they are, ’tis true,
Kin to this parish,—
[Laughing.]
Nay to you
Hark to a riddle: read it right,
If you have power and appetite.
There be, who in effect derive
From her, by whom you are alive,
But owe their actual origin
To coming of another kin.

DER VOGT.
Was läßt uns dann die Brut nicht sein!
Doch allerdings, in einer Weise
Gehört sie der Gemeinde an –
(Lachend.)
Ja Ihnen selbst! Wenn Rätselspeise
Sie lüstet, – stehn Sie Ihren Mann!
Nun wohl! Es leben Leute: Die sind
Kraft derer da, kraft derer Sie sind,
Und sind doch wieder, schlecht und recht,
Weil sie aus anderem Geschlecht!

BRAND
(ryster på hovedet).
O Gud, der er så mangen gåde
én stirrer på, men ej kan råde.

BRAND.
[Shaking his head.]
O God, so many riddles rise
Before our baffled, helpless eyes!

BRAND
(schüttelt den Kopf.)
Ach Gott, der Rätsel sind so viele.
Man tappt – und kommt zu keinem Ziele.

FOGDEN.
Da er dog denne letvindt gættet.
De har vel tidtnok hørt berettet
i bygden et og andet ord
om fattiggutten, han, her vester,
der var så lært som fire prester;
han friede til Deres moer –

THE MAYOR.
But this one’s very lightly guess’d.
You must have often, heretofore.
Heard -tell one story or another
Of that poor fellow here by West
Whose head four parsons’ learning bore;
He went a-wooing to your Mother.

DER VOGT.
Dies Rätsel ist doch leicht geraten.
Sie hörten von dem Teufelsbraten
Wohl schon das ein’ und andre Wort –
Dem armen Burschen hier am Ort, –
Im übrigen ein heller Schädel! –
Der einst um Ihre Mutter warb –

BRAND.
Hvad mer?

BRAND.
What then?

BRAND.
Was weiter?

FOGDEN.
Tænk, til en grundrig jente!
Dog hun naturligvis ham sendte
til Bloksberg, som han måtte vente.
Men véd De så, hvad fyren gør?
Han sørger halvt sig fra forstanden,
og fæster sluttelig en anden
af taterslægt; – og før sin død
han med en afkom øged banden,
som stryger om i synd og nød.
Ja, en af disse slegfredtrolde
fik sognet rigtignok beholde
til minde om hans vakkre færd –

THE MAYOR.
Conceive,-a girl of gold!
She sent him to the right-about
Promptly, as might have been foretold.
And how d’ye think he took the flout?
Half mad with grief he wander’d out,
Mated at last another bride,
A gipsy,-and, before he died,
Enricled with issue this foul band
That sins and starves about the land.
Nay, on this parish he conferr’d
One bastard imp-as souvenir
Of his illustrious career.

DER VOGT.
Um ein steinreich Mädel!!
Worauf ihn denn die Ungerührte
Zum Blocksberg schickt’, wie sich’s gebührte.
Jedoch was tat nun unser Freund?
Er nahm, verhärmt, halb von Verstande,
Ein ander Weib, aus einer Bande
Zigeuner, – und bevor er starb,
Ließ er dem Trupp sein Blut zum Pfande,
Das nun in Sünd’ und Elend sträunt.
Ja, eins von diesen Kebsweib-Trollen
Ward richtig uns hier einbeschert,
Daß wir des Kerls gedenken sollen –

BRAND.
Og det er –?

BRAND.
Namely—?

BRAND.
Und das ist wer?

FOGDEN.
Taterungen Gerd.

THE MAYOR.
The gipsy-urchin Gerd.

DER VOGT.
Die junge Gerd!

BRAND
(dæmpet).
Ja så!

BRAND.
[In muffled tones.]
Ah-so!

BRAND
(mit gedämpfter Stimme.)
Die Gerd!

FOGDEN
(munter).
Hvad? Gåden er ej slet!
Hans afkom er jo til i kraft
af den, De har til udspring havt;
thi ynglens indre ophav var,
at elsk til Deres moer han bar.

THE MAYOR.
[Gaily.]
Confess, the riddle’s good!
His issue in effect derive
From her by whom you are alive;
For the first cause of all the brood
Was, that he loved and she withstood.

DER VOGT
(munter.)
Was? Macht das Rätsel Staat?
Sein Blut lebt doch kraft derer, die
Sie, Brand, geboren und gesäugt; –
Denn hätt’ er Ihre Mutter nie
Geliebt, so hätt’ er’s nie gezeugt.

BRAND.
Sig, foged, kan De nævne ét,
som rummed hjælp for disse sjæle?

BRAND.
Advise me, Mayor; can you tell
Some means of giving them relief?

BRAND.
Vogt, wissen Sie mir keinen Rat,
Was diese Seelen retten könnte?

FOGDEN.
Pyt, de må ind bag tugthus-dørene.
De er fortabt op over ørene;
at frelse dem, det var at stjæle
fra fanden, som må gå fallit,
hvis ej han får af verden sit.

THE MAYOR.
Tut, clap them in a Bridewell cell.
They’re overhead in debt to hell;
To save them were to play the thief
With Satan, who will lose his trade
If earth restore not what he made.

DER VOGT.
Der find’t sich hinter Zuchthaustoren.
Die sind mit Haut und Haar verloren;
Wer ihnen helfen wollt’, mißgönnte
Dem Teufel, was just selben schiert
Und davor schützt, daß er falliert.

BRAND.
De tænkte jo at bygge stort
et hus til ly mod nød og klage?

BRAND.
You plann’d to build a house, to better
This naked misery and dearth

BRAND.
Sie hatten doch zu baun gedacht,
Der Nächsten Wohl so warm erwogen!

FOGDEN.
Det forslag, – fort, som det blev gjort, –
tog forslagsstilleren tilbage.

THE MAYOR.
That plan was, by its own begetter,
Slain in the moment of its birth.

DER VOGT.
Der Antrag ward, kaum eingebracht,
Schon wieder auch zurückgezogen.

BRAND.
Men hvis det dog –; det var dog smukt –

BRAND.
If after all though-it were well

BRAND.
Und ging’ es noch –; wär’s jetzt zu spät –?

FOGDEN
(smilende).
Nu taler De i anden tone,
end den, som blev fra først af brugt.
(klapper ham på skulderen.)
Lad dødt kun være dødt og glemt;
en mand skal handle fast bestemt.
Farvel! Jeg tør ej længer tøve;
nu må jeg ud igen og prøve
at finde rømlingernes skjul.
Vi mødes snart. Fornøjet jul!
Farvel, farvel; hils Deres kone!
(går.)

THE MAYOR.
[Smiling.]
This language has another sound
Than that which earlier from you fell.
[Clapping him on the shoulder.]
What’s buried, leave it in the ground!
Man must not dash his deed with doubt.
Farewell, farewell, I can’t remain,
I must be off and scour the fell,
To seek this nest of truants out.
A merry Yule! We’ll meet again!
My greetings to your wife. Farewell!
[Goes.]

DER VOGT
(lächelnd.)
Das ist ein andrer Ton, schau, schau,
Denn der, in dem Sie jüngst geschmäht.
(Klopft ihm auf die Schulter.)
Was tot, ist tot und abgetan;
Entschlossen Handeln ziert den Mann.
Ade! Ich darf nicht länger fackeln,
Ich muß nach meinen Kücken gackeln,
Den ausgerissnen, und ihr Nest
Aufspüren. Also, frohes Fest!
Ade! Und grüßen Sie die Frau!
(Ab.)

BRAND
(efter en tankefuld taushed).
O, endeløst er her at sone. –
Så vildt, så broget filtres ind
de tusend skæbnetrådes spind, –
så ligger skyld med skyldfrugt blandet,
det ene smittende det andet,
at den, som ser derind, ser ret
og blodigst uret vorde ét.
(går til vinduet og ser længe ud.)
Mit lille barn, skyldløse lam,
du fældtes for min moders gerning;
en brusten sjæl bar bud fra ham,
som troner over skyens kam,
og bød mig kaste valgets terning; –
og denne brustne sjæl blev til,
fordi min moders sjæl foer vild.
Så bruger Herren skyldens grøde
til ligevægts og retfærds føde;
så slynger han fra højden ned
hjemsøgelsen i tredje led.
(viger forfærdet fra vinduet.)
Ja, lovens Gud er over slægten!
Det første mål er ligevægten.
I offervillighedens magt
er rejsningsmuligheden lagt;
men ordet lyves ud af tiden;
thi flokken ræddes for sin viden.
(går længe op og ned i stuen.)
At bede? Bede? Hm, – et ord,
som glat nok over læben foer, –
som ruttes med i alle stænder.
Bøn er for dem at skrige nåde
i vind og vejr til gåders gåde,
at tigge plads på Kristi læss,
at strække opad begge hænder –
og stå i tvivlens pøl tilknæs.
Haha, var dermed sagen gjort,
da turde jeg, som hvermand, vove
at hamre på den Herres port,
der er „forfærdelig at love“!
(standser og tænker stille.)
Og dog – i angstens værste dage,
i sorgens store rædselsstund,
da barnet sov den sidste blund,
da intet kys af modermund
bar smilet på hans kind tilbage; –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde svimlen fra,
den sangens strøm, den melodi,
som langvejs lød og jog forbi –
og bar mig højt og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og så han ned
i sørgehuset, hvor jeg græd? –
Hvad véd jeg! Nu er lukt og stængt,
og mørket atter om mig sænkt, –
og intet, intet lys at finde – –.
Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!
(råber i angst.)
Lys, Agnes, – lys, ifald du kan!
(Agnes åbner døren og træder ind med de tændte feststager; et klart skær falder over stuen.)

BRAND.
[After a meditative silence.]
O expiation without end!—
So wildly mingle, strangely blend
The threads that human fortune spin,—
Sin tangled with the fruit of sin,
Pouring its own pollution in,—
That he who eyes their mazy flight
Sees foulest Wrong grow one with Right.
[Goo to the window, and after a long look out:]
My little child, lamb without stain,
Thou for thy mother’s deed wast slain;
A shatter’d spirit bore His voice
Whose throne the crested heavens sustain,
And bade me cast the (lie of choice.
And this distracted soul had birth
Because my mother’s slave to earth.
Thus the Lord, sowing fruit of crime,
Reaps retribution in His time,
And, reaching down from His high dome,
Strikes the third generation home.
[Starts back in horror from the window.]
Yes, God is above all things just,
And retribution is His goal;
Only by sacrifice the soul
Achieves redemption from the dust;
Hard truth, our age appall’d descries,
And, therefore, stubbornly denies.
[Walks up and down the room.]
To pray? Ah, pray-a word that slips
Easily over all men’s lips;
A coin by all men lightly paid.
What’s prayer? In storm and stress to shout
Unto the vague Unknown for aid.
Upon Christ’s shoulders beg a place,
And stretch both hands to Heaven for grace—
While knee-deep in the slough of doubt.
Ha! if there needed nothing more
I might like others dare to raise
My hand and batter at His door
Who still is “terrible in praise.”—
[Pauses and reflects.]
And yet in uttermost despair,
In shuddering sorrow’s deepest deep,
When Alf at last had sunk to sleep,
And all his mother’s kisses vain
Won not the lost smile back again—
What felt I-if it was not prayer?
Whence came that trance, that ecstasy,
That rushing music, like a blast,
That sang afar and hurried past,
Bore me aloft and set me free?
Was it the ecstasy of prayer?
Did I with God hold converse there?
My anguish-did it reach his ears?
Did he look down and see my tears?
I know not. Bared is now the door,
The darkness deeper than before,
And nowhere, nowhere any light!
Yes, She-who, darkling, yet hath sight—
[Calls in anguish.]
Light, Agnes-light, if light thou hast!
[Agnes opens the door and enters with the lighted Christmas candles; a bright glow falls over the room.]

BRAND
(nach gedankenvollem Schweigen.)
Endlose Schuld, wohin ich schau’. –
So wirr, so bunt verschlingen sich
Des Schicksals Fäden, Stich um Stich;
So stecken Sünd’ und Frucht der Sünde
Sich an im trübsten aller Bünde,
Daß du erkennst, es ward aus Recht
Und blutigem Unrecht ein Geflecht.
(Tritt ans Fenster und blickt lange hinaus.)
Mein Kind, Du fielst, schuldloses Lamm,
Für meiner Mutter Trotzenwollen;
Ein Irrgeist bracht’ die Mahnungsflamm’
Vom Throner überm Wolkenkamm
Und hieß den Schicksalswürfel rollen; –
Und dieser arme Nachtgeist wird,
Weil meine Mutter einst geirrt.
So hält der Herr mit dem Ertrage
Der Schuld Recht und Gesetz die Wage,
So schleudert er vom Himmel nied
Heimsuchung bis aufs dritte Glied.
(Weicht entsetzt vom Fenster zurück.)
Ja, dem Gesetz muß gnug geschehn!
Erst müssen gleich die Schalen stehn.
In unserm Opferwillen lebt
Die Macht, daß sich der Weiser hebt.
Doch darf die Zeit das Wort nicht nennen;
Denn alle scheun sich, es zu kennen.
(Geht lange auf und ab in der Stube.)
Und beten? Beten? Hm, – gar rund
Entrollt dies Wort der meisten Mund;
Bei hoch und niedrig schallt sein Ruhm –
Und heißt: wenn’s blitzt und stürmt, um Gnade
Winseln zum Herrn verborgner Pfade, –
Betteln um Christi Mittlertum, –
Die beiden Händ’ gen Himmel recken –
Und bis zum Hals in Zweifeln stecken.
Haha, wär’ das des Rätsels Kern,
So wagt’ ich’s wohl, wie mancher Christ,
Und hämmert’ an das Tor des Herrn,
Den es "ein Graun zu preisen" ist!
(Hält inne und versinkt in Gedanken.)
Und doch, – als er mir Alf entrückte,
Als er des Schmerzenskelches Grund
Mir bot, – mein Kind einschlummert’ – und
Dem bängsten Kuß von Muttermund
Kein Lächeln mehr zu wecken glückte, –
Was war das –? Betet’ ich da nicht?
Wo kam der süße Rausch da her,
Der mich wie Sphärensang entzückte?
Was hob mich da zum Himmel? Wer
Durchwob mich da mit Glut und Licht?
Hab’ ich gebetet da? War Er
Mein Beichtiger in jener Stunde?
Sah Er da meines Herzens Wunde
Und führte sanft mich zum Verzicht? –
Was weiß ich! Alles ist verhängt
Und aber Nacht um mich gesenkt, –
Und kein, kein Funke Licht zu finden – –.
Doch, eine sieht selbst noch im Blinden!
(Ruft angstvoll.)
Licht, Agnes, – Licht von Deiner Hand!
(Agnes öffnet die Tür und tritt mit den angezündeten Festkerzen ein. Ein heller Schein fällt über die Stube.)

BRAND.
Lys!

BRAND.
Light!

BRAND.
Licht!

AGNES.
Ser du julelyset, Brand?

AGNES.
See, the Yule light, Brand, at last!

AGNES.
Siehst das Weihnachtslicht Du, Brand?

BRAND
(sagte).
Ha, julelyset!

BRAND.
[Softly.]
The Yule light! Ha!

BRAND
(leise.)
Das Weihnachtslicht!

AGNES
(sætter stagerne på bordet).
Blev jeg længe?

AGNES.
[Putting them on the table.]
Have I been slow?

AGNES
(stellt die Kerzen auf den Tisch.)
Sag’, Teurer, blieb
lch lang?

BRAND.
Nej, nej!

BRAND.
No, no.

BRAND.
Nein, nein!

AGNES.
O, hvor du har det koldt;
du må jo isne –

AGNES.
Thou must be cold, Brand!

AGNES.
Und alles Holz
Verkohlt! Du frierst ja!

BRAND
(stærkt).
Nej!

BRAND.
[Loudly.]
No.

BRAND
(stark.)
Nein!

AGNES
(smilende).
Hvor stolt!
Du vil ej lys og varme trænge.
(lægger i ovnen.)

AG NES.
[Smiling, fills the stove.]
How stern! It is thy pride of will,
That scorns the darkness and the chill.

AGNES
(lächelnd.)
Dein Stolz
Will nicht einmal den schlichten Trieb
Nach Wärm’ und Licht!
(Legt im Ofen nach.)

BRAND
(går op og ned).
Hm, vil ej!

BRAND.
[Walking up and down.]
H’in, Will!

BRAND
(geht auf und ab.)
Hm, will nicht!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=a8faaa42-a8c6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display