BRAND.
Nej, der du har til rædsel ret.
Så vrangt, så tomt, så fladt, så slet
er hele slægtens livssyn blevet.
Det regnes højt, får en det drevet
til, som en lovprist ubekendt,
at offre sit ved testament.
Byd helten stryge ud sit navn
og nøje sig med sejrens gavn;
giv kejser, konge, samme kår,
og se hvad stort du øvet får.
Byd digteren i løndom smugle
af buret sine skønhedsfugle,
så ingen aner det var ham,
der gav dem røst og guldfjærs bram.
Frist frodig eller vindtør gren;
hengivelsen er ej hos én.
Igennem alt går jordtræls-tanken; –
udover stupet, vildt og hvast,
hver klamrer sig til støvlivs-ranken, –
og svigter den, – i trevl og bast
han klorer sig med negler fast.
BRAND.
Nay, you have reason for that fear.
So base, distorted, barren, sere,
The aspiring soul in men is grown.
’Tis thought a marvel,-by bequest
To give away one’s wealth unknown.
And be anonymously bless’d.
The hero, hid him blot his name,
Content him with the service wrought,
Kings, Kaisers, bid them do the same—
And see how many fields are fought!
The poet, bid him unbeholden
Loose his bright fledglings from the cage,
So that none dream h e gc.ve that golden
Plumage, and h e that vocal rage;
Try the green bough, or try the bare,
S a c r i f i c e is not anywhere.
Earth has enslaved all earthly things;—
Over Life’s precipices cast,
Each to its mouldering branches clings,
And, if they crumble, clutches fast
With tooth and nail to straws and bast.
BRAND.
Nein, da hast Du zum Grausen recht.
So quer, so leer, so flach, so schlecht
Ist diese ganze Zeit geworden.
Schenkt einer heut durch Testament,
Ohn’ daß er seinen Namen nennt,
Gleich rückt er in der Heiligen Orden.
Nimm einem Helden seinen Ruf,
Und laß ihm das nur, was er schuf;
Tu Kaisern, Königen Gleiches an, –
Und sieh, was noch getan wird dann!
Laß einen Dichter es bewenden,
Die Nestbrut heimlich auszusenden,
Daß keiner ahnt, daß sein Genie
Ihr Stimm’ und Goldgefieder lieh!
Fass’ grünen oder dürren Ast:
Hingebung ist kein Menschengast.
Breit herrscht der Weltsucht Knechtsgedanke;
Wild klammert sich an Abgrunds Rand
Der Mensch an seines Staubseins Ranke, –
Und reißt die, – krallt er gier die Hand
Noch krampfhaft in Geröll und Sand.
