KLOKKEREN.
Det er aldrig rigtig fat.
Han gnages af en lønlig tand
alt siden han blev enkemand;
han gemmer sorgen, det er visst!
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans hjerte var
et overfyldt og utæt kar; –
så spiller han. Hør, hver en tone
er som han græd for barn og kone.
THE SEXTON.
All is not right.
He’s felt the pang of loneliness
Since first his widowhood began.
He hides his sorrow all he can;
But, whiles, it may not be controll’d;
His heart’s a jar that will not hold,
And overflows by base and brim;—
So then he plays. ’Tis like a wild
Weeping for buried wife and child.
DER KÜSTER.
Ja, das geht noch schlimm, gebt acht!
Man merkt, wie’s heimlich an ihm frißt,
Seitdem er nun verwitwet ist.
Wohl wahr; er sagt Euch nie ein Wort!
Doch bricht’s hervor, bald hier, bald dort.
Da spielt er. Hört nur, hört! Man meint,
Daß er um Frau und Söhnchen weint.
