You are here: BP HOME > MI > Brand > fulltext
Brand

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Brand
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
Back to library
SKOLEMESTEREN
(til Brand).
Tal, og kast en lysning ind
i de urofyldte sind!
Er det stygt, hvad heller stort,
det, som her skal vorde gjort? 
THE SCHOOLMASTER.
[TO BRAND.]
Speak to them, and cast a gleam
On their spirits’ troubled stream!
What you suiumon’d us to see,
Was it Feast or foolery? 
DER SCHULMEISTER
(zu Brand)
Ein erlösend Wort nur, Brand!
Sieh, der Sturm nimmt überhand.
Sag’ uns, was bereitet sich:
Gutes oder Schlimmes, – sprich! 
BRAND.
O, så går der dog en strømning
over folkets lummerstille!
Mænd, I står på vejens skille!
Helt I må det nye ville, –
alle rådne værkers rømning, –
før den store tempelhal
rejses, som den bør og skal! 
BRAND.
O, there stirs a current, then,
In these stagnant waters.-Men,
At the crossway stand ye: choose!
W h o l l y ye must will to lose
The old vesture of your lust,
Utterly anew be clad,
Ere our Temple from the dust
Rises, as it shall and must! 
BRAND.
O, so geht denn durch die trägen
Wolken doch ein dumpfes Rollen!
Hört’s! Ihr steht an Scheidewegen!
Ganz müßt Ihr das Neue wollen, –
Allen Schutt erst aus Euch fegen, –
Eh’ Ihr bau’n dürft, Zoll um Zoll,
Was Euch neu umwölben soll! 
EMBEDSMÆND.
Presten raser! 
OFFICIALS.
He is raving! 
STIMMEN VON BEAMTEN.
Rast der Pfarrer? 
PRESTER.
Han er gal! 
CLERGY.
He is mad! 
STIMMEN VON GEISTLICHEN.
Ist er toll? 
BRAND.
Ja, jeg var det, da jeg mente,
I på sæt og vis dog tjente
ham, som ånd og sandhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham til eder lænkte
gennem prutnings leflespil.
Liden var den gamle kirke,
og jeg slutted fejgt som så:
dobbelt op, – det må forslå;
femfold op, – jo, det må virke!
O, jeg så ej, at det galdt
enten intet eller alt.
På akkordens vej jeg slingred; –
men idag har Herren talt.
Domsbasunen over huset
har i denne time skingret, –
og jeg lytted angst-omsuset, –
knust, som David stod for Nathan, –
slagen, vejret bort af skræk –;
nu er alle tvivlsmål væk.
Folk! Akkordens ånd er Satan! 
BRAND.
Yes, I was so, when I thought
Ye in some sense also wrought
For the God who hateth Lies!
When I dream’d that I could lure
To your hearts His Spirit pure
By a feat of compromise.
Small the Church was; logic thence
Palter’d to the inference:
Twice the size-that cannot fail;
Fivefold,-that must needs prevail!
O, I saw not that the call
Was for Nothing or else All.
Down that easy way I reel’d,
But to-day the Lord has spoken,
In this very hour has peal’d
Overhead the awful blast
Of His Judgment-trump at last,—
And I listen’d, in the wind
Of my anguish, baffled, broken,—
Even as David, having sinn’d-;
Now all hesitation dies.
Men! The Devil is compromise! 
BRAND.
Ja, ich war’s, im Wahn, daß meist und
Gernst hier jeder doch im Geist und
In der Wahrheit wandelte!
Und ich war’s, indem ich dachte,
Daß ich Gott Euch gnädig machte,
Wenn ich mit ihm handelte!
Seht, so wollt’ ich ihn betrügen:
Unsre Kirche ist zu klein; –
Doppelt denn! Das schlägt wohl ein!
Fünffach denn! Das muß genügen!
So wich ich vom Weg des Lichts,
Floh sein "Alles oder Nichts!"
Auf dem Weg der Kompromisse.
Doch er hat mich wach gerüttelt,
Die Posaune des Gerichts
Scholl in meine Finsternisse,
Daß ich lauschte, angstgeschüttelt,
Klein, wie David stand vor Nathan,
Zitternd, auf sein Donnerwort; –
Jetzt sind alle Zweifel fort.
Kompromiß heißt unser Satan! 
MÆNGDEN
(under stigende gæring).
Bort med dem, som har os blindet!
Ned med dem, som stjal vor marg! 
THE MULTITUDE.
[With growing excitement.]
Down with them that quench’d our light
Sapp’d the marrow of our might! 
DIE MENGE
(in wachsender Gärung.)
Jagt sie fort, die uns geblendet,
Steinigt sie, die uns entnervt! 
BRAND.
Bag jer selv boer fienden arg,
som har listet på jer bindet.
Høkret har I med jer kræfter,
kløvet eder selv itu;
derfor kommer spredthed efter
med sin hele hulheds-gru.
Hvad vil I ved kirken nu?
Stasen, stasen eder lokker, –
sang af orgel og af klokker, –
lysten til at gennemrisles
af en højheds-tales ild,
der den læspes, der den hvisles,
der den flommer, tordner, hegler,
efter alle kunstens regler! 
BRAND.
In your souls the demon dwells
That has bound you with his spells.
You have put your powers at mart,
You have cleft yourselves in twain;
Discord therefore numbs your brain,
Petrifies your hollow heart.
To the Church to-clay what drew you?
But the show, the show-nought else!!—
Roll of organ, clash of bells,—
And to feel the tingle through you
Of a speaking-furnace dart,
As it lisps and lilts and prattles,
As it rolls and roars and rattles,
By the strictest rules of Art! 
BRAND.
Für Euch selbst den Blick geschärft!
Auf Euch selbst den Zorn gewendet!
Eure Kraft habt Ihr vermarktet,
Euer Selbst habt Ihr zerklaubt,
Und anstatt daß Ihr erstarktet,
Füllt nun Flachheit Euer Haupt.
Kommt Ihr etwa, weil Ihr glaubt?
Nein, Euch lockt nur all der Klingklang,
Orgellärm und Küstersingsang
Und der Kitzel einer Predigt,
Die da recht nach aller Kunst
Lispelt, säuselt, Wolken schürzet,
Blitzt, kracht, Schlossenschauer stürzet
Und zuletzt verweht in Dunst! 
PROVSTEN
(sagte).
Fogdens snak han sigter til! 
THE DEAN .
[To himself.]
The Mayor’s chatter, he must mean! 
DER PROBST
(für sich.)
Damit ward der Vogt erledigt. 
FOGDEN
(ligeså).
Det er provstens væv, han snerter! 
THE MAYOR.
[Likewise.]
That’s the twaddle of the Dean! 
DER VOGT
(ebenso.)
Den Hieb muß der Propst verschmerzen. 
BRAND.
Helligstundens tændte kerter,
ydersiden kun I vil.
Og så hjem igen i sløvhed,
hjem til slæb og slid i døvhed,
sjælen klædt i hverdags-brogen,
som jer krop, – og livsensbogen
gemt og glemt på kistebunden
indtil næste helg er runden!
O, det var ej så jeg drømte,
da jeg offerkalken tømte!
Stort jeg vilde kirken bygge,
så dens hvælving kunde skygge,
ej blot over tro og lære,
men udover alt i livet,
som af Gud er livsret givet, –
over døgnets hverdagsdyst,
kveldens hvile, nattens kummer,
ungdomsblodets friske lyst,
alt, hvad ringt og rigt et bryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
fossen, som i kløften brummer,
tonerne fra stormens lunger,
røsterne, hvor havet runger,
skulde smelte, sjælefangen,
sammen fuldt med orgelsangen
og med kvad fra folketunger.
Væk med værket her er gjort!
Kun i løgnen er det stort;
alt i ånden faldefærdigt,
eders usle vilje værdigt.
I vil alle spirers kvæling
gennem arbejdets fordeling;
under ugens dage seks
haler I Guds flag tildæks,
og det er kun på den syvende,
at det ses mod himlen flyvende! 
BRAND.
Nothing but the altar-glow
Of the Festival you know.
Get you home then to your sloth,
Get you home to toil and stress,
Soul as well as body clothe
In its common work-day dress,—
And the Bible slumber sound
Till the next Saint’s day comes round.
O, it was not to this end
That the Offering-cup I drain’d!
I the Greater Church ordain’d,
That its shadow might descend,
Not alone on Faith and Creed
But on everything in life
That by God’s leave lives indeed;—
On our daily strain and strife,
Midnight weeping, evening rest,
Youth’s impetuous delight,
All that harbours of good right,
Mean or precious, in the breast.
Yonder foss’s hidden thunder,
And the beck that sparkles under,
And the bellow of wild weather,
And the murmurous ocean’s tongue
Should have melted, soul-possess’d,
With the organ’s roll together,
And the gather’d people’s song.
Sweep this lying Labour hence!
Mighty only in pretence!
Stricken inly with decay
On its consecration day,—
Symbol of your impotence
All the germs of soul you aim
By divided toil to maim;
For the week’s six days ye drag
To the deepest deep God’s flag,
For one only of the seven,
Let it flutter forth to heaven! 
BRAND.
Nur den Schein der neuen Kerzen
Wollt Ihr, keine tiefre Brunst.
Und dann wieder heim in Dumpfheit,
Heim zu Sorg’ und Plag’ in Stumpfheit,
Leib’ und Seel’ in Werktagsschuhen,
Und im tiefsten Grund der Truhen
Wohlversargt das Buch des Lebens
Bis zum nächsten Fest! Vergebens
All die Träume, die ich nährte,
Als den Opferkelch ich leerte!
Groß die Kirch’ ich türmen wollte,
Ihre Wölbung schirmen sollte,
Nicht bloß Glauben, nicht bloß Lehre, –
Schirmen alles, dem im Leben
Gott Gedeihensrecht gegeben, –:
Arbeitstages Eintagsdust,
Abendmuße, nachtbang Träumen,
Jugendblutes frische Lust,
Alles, was nur Menschenbrust
Mocht’ an Freud’ und Leid umsäumen. –
Baches niedersiedend Schäumen,
Wasserfalles Schluchtdurchbäumen,
Stimmgewirr aus Sturmeslungen,
Meeresbrandens Donnerungen
Sollten, geistgebannt, verschmelzen
Mit der Orgelwogen Wälzen
Und dem Lied der Menschenzungen.
Des Werks hier sag’ ich mich los!
Nur in Lüge ist es groß;
Schon im Geist reif zu fallen,
Würdig Eurer Willenskleine.
Das ist jedes Wachstums End’,
Daß Ihr Gott und Erde trennt;
Sechs der Tage holt Ihr sein
Himmelsbanner ängstlich ein,
Und am siebenten alleine
Sieht man es gen Himmel wallen. 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login