HJALMAR.
Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke véd, hvad jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente –
HJALMAR.
Das ist ja eben das Gräßliche, daß ich nicht weiß, was ich glauben soll, – daß ich es nie wissen werde. Aber kannst Du denn wirklich zweifeln, daß es sein muß, wie ich sage? Hoho! Du baust zu stark auf die ideale Forderung, mein guter Gregers! Wenn die anderen kämen – die mit den vollen Händen – und dem Kinde zuriefen: verlaß ihn – bei uns wartet Deiner das Leben –
HIALMAR.
That is just the terrible part of it — I don’t know what to believe, — I never can know it. But can you really doubt that it must be as I say? Ho-ho, you have far too much faith in the claim of the ideal, my good Gregers! If those others came, with the glamour of wealth about them, and called to the child: — “Leave him: come to us: here life awaits you — !”
雅尔马
可怕正在这上头：我不知道应该信什么，我永远没法子知道。可是你能怀疑我说的不是实在情形吗?嘿嘿!老朋友，你这人过于相信理想的要求了!要是那批人一上这儿来，带着许多好东西，对那孩子大声说：“别跟着他。上我们这儿来。生活在这儿等着你呢--!”
