Bibliotheca Polyglotta

I dalen er der sommernat
med lange skyggers slør;
i højden går om bergvæg brat
en sjø for kveldens bør:
der vælter skyens bølger grå,
og intet syn når op
til jøklen, som i dagen lå
og vidt udover bygden så,
med solguld om sin top.

Hochsommernacht umflort das Tal;
Schon schläft es, bleich und blind;
Doch um den Kamm, da brandet fahl
Ein See im Abendwind:
Da braut der Nebel graue Flut,
Verschleiert steht der Firn,
Der eben noch im Licht geruht,
Der letzten Sonne goldne Glut
Um seine hehre Stirn.

Men over tågebølgers brand,
i glans af guld og rav,
der højner sig et fredlyst land,
lig øflok spredt i hav.
Den store fjeldfugl sejler slig
som skibet videst ud,
men tinders rad bag jøkelflig
står, hærklædt troldefylking lig,
og truer vest mod Gud.

Doch über dieser Wogen Brand,
In Gold- und Bernsteinglanz,
Erhebt sich hell ein friedlich Land,
Wie stiller Inseln Kranz.
Ein Schiffsbug, sich die Brust des Weihs
Dem All entgegenstreckt,
Indes sich hinter Dem in Eis,
Gleich Trollgefolg’, der Gipfel Kreis
Drohend gen Westen reckt.

Dog se, derborte sel og kvé
i slør af fonnens bræm!
Der blåner fjeld, der glittrer sne
omkring det stille hjem.
Det er en verden for sig selv,
og folket er som den, –
fra bygden skilt ved urd og elv,
det har et større himmelhvælv,
og bedre sol til ven.

O, sieh den Säter dort noch, eh’
Die Nacht ihn blässer malt!
Wie blau der Fels, wie hell der Schnee
Das stille Heim umstrahlt!
’s ist eine Welt für sich allein,
Und wer in ihr sich sonnt,
Vom Tal getrennt durch Bach und Stein,
Gewinnt sich wärmern Sonnenschein
Und weitern Horizont.

Se sæterjenten lydløs stå
i glød og skygger svøbt.
Den alvors-alf, hun stirrer på,
har intet ordlag døbt.
Hun véd ej selv hvor langt han vil,
så lidt hun véd hans navn;
men under lur og bjældespil
det bærer bort i solfalds ild; –
mon tro, der findes havn? –

Sieh dort die Sätermaid umbraut
Von Nacht und Abendbrand!
Den Geist der Tiefe, den sie schaut,
Hat Sprache nie benannt.
Sie weiß es nicht, wie weit er will,
So wenig, wie er heißt.
Doch unter Lur und Glockenspiel
Geht’s in die Abendglut als Ziel; –
Ob dort ein Port sich weist? –

Det er så kort, dit højlands-liv
på sætervold ved bræ;
snart foldes snevejrs-kåben stiv
udover sel og kvé.
Da sidder du ved ovnens kul
i vintrens vante færd; –
men spind du trøstig hamp og uld:
et syn på højfjelds-kveldens guld
er vel sin vinter værd.

Er währt so kurz, dein Hochlandstraum
Im Säter unterm Firn;
Bald deckt ein weißer, starrer Saum
Der Hütte niedre Stirn.
Dann sitzest du tagaus, tagein
Am warmen Winterherd; –
Doch spinn’ nur munter Woll’ und Lein:
Ein Hochgebirg im Abendschein
Ist seinen Winter wert.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=3d6bd3be-accc-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display