Bibliotheca Polyglotta

De løsned et skud der-over i vest,
og det skaked Europa op.
Hej, hvilket liv der med et blev blæst
i den hele broderte trop!
Du gamle Europa, med orden og ret,
med lov for hver eneste steg,
med rygte foruden mén og plet,
med dydig harm mod alt sort og slet, –
du blev så forunderlig bleg!

Ein Schuß ging drüben im Westen los
Und rüttelt’ Europa auf.
Hei, wie das jählings gab einen Stoß
All den Betreßten zu Hauf!
Du altes Europa mit Ordnung und Recht,
Mit Strafen für jeglichen Streich;
Untadlig von Ruf als fromm und gerecht,
Mit biederem Harm über alles, was schlecht, –
Wie wurdest du plötzlich so bleich!

På sørgelak trykkes enhjørning og ørn
og alle de andre dyr;
paketbåden stikker på kabelets tørn;
depecherne mylrer og kryr.
Bomulds-magnaten, gloirens søn,
de tusend fra løgnens land,
de stod alt og greb efter fredspalmen grøn,
så knalded det ene revolver-drøn,
og så faldt han, den ene mand.

Und schwarz wird gesiegelt mit Einhorn und Aar
Und sonstigem Wappengetier;
Den Frachtschiffen droht von dem Kabel Gefahr,
In Depeschen versinkt man schier.
Der Baumwollmagnat, der Gloire Sohn,
Die Tausende rings in der Lüge Bann
Griffen nach Friedenspalmen schon, –
Da dröhnte der eine Revolverton,
Und da fiel er, der eine Mann!

Og så tog I skræk. Europas råd,
er det som sig hør og bør?
En Preusser-gerning, en Dybbøl-dåd,
var verden vel vidne til før.
Sin broder hakker da ingen ravn; –
I kommer dog Polen ihug?
Og Engelskmanden for København?
Og graven ved Flensborg? Og Sønderborgs navn?
Men hvorfor da harmes nu?

Da fuhrt ihr zusammen. Europas Rat,
Sag’ an, ist dies Recht und Brauch?
Einen Streich der Gewalt, eine Düppeltat
Sah die Welt ja schon früher auch.
Es heißt, daß die Krähen mitsammen im Bund,
Daß keine die andre verletzt.
Vergaßt ihr, wie Polen ging zu Grund?
Und die englische Flotte im dänischen Sund?
Warum so bekümmert nur jetzt? –

Den røde rose, som blommer hist
og skræmmer jer med sin flor,
til den gav Europa sin podekvist
og Vesten sin yppige jord.
I planted som stikling hin frodige vånd,
der rødmer Amerikas kyst; –
jer var det, som bandt med højst-egen hånd
martyriets blodrøde ridderbånd
på Abraham Lincolns bryst.

Die rote Rose, die drüben erglüht,
Für euch ein so fürchterlich Bild, –
Die ist auf Europas Boden erblüht,
Und der West gab ihr fruchtbar Gefild.
Den Strauch, der nun rötet Amerikas Strand,
Verpflanztet ihr selber mit Lust;
Ihr wart’s, die geheftet mit eigener Hand
Des Märtyrers blutrotes Ritterband
Auf Abraham Lincolns Brust.

Med glemte løfter, med svegne ord,
med traktaters forrevne ark,
med brudd fra iår på jer ed fra ifjor
har I gødet historiens mark.
Og så vented I endda, trygge i sind,
en høst af det ædleste slags!
Se, nu spirer jer sæd. Hvilket flammende skin!
I undres; I véd hverken ud eller ind, –
thi der vokser stiletter for aks!

Mit vergessenen Schwüren, gebrochenem Pakt,
Mit Versprechen, die keiner hält,
Mit verbriefter Verträge zerrissenem Akt
Ward gedüngt der Geschichte Feld.
Und da hofftet ihr noch auf ein herrlich Gedeihn,
Daß kein Unkraut erwachs’ und kein Dorn! –
Seht, nun keimet die Saat! Welch flammender Schein!
Ihr wundert euch, wißt weder aus noch ein;
Denn es wuchsen Dolche statt Korn! –

Hvor loven sidder på knivens spids
og retten på galgen bor,
er dagningens sejr mer nær og viss,
end her, hvor der myrdes med ord.
En vilje våger, og holder dom,
og knuser hvert løgnens bur; –
men ormen må først æde skallen tom,
og tiden må først få krænget sig om
til sin egen karrikatur.

Wo das Recht auf des Messers Spitze schwebt
Und beim Galgen haust das Gericht,
Ist näher der Tag, der sich siegreich erhebt,
Als hier, wo mit Worten man ficht.
Ein Wille wacht, und dereinst wird zerstört
Des Lügengeists Kerkerturm;
Wenn erst in ihr Zerrbild die Zeit sich verkehrt,
Und erst in der Schale das Mark hat verzehrt
Der heimlich nagende Wurm.

Der råder en dæmon med evig magt.
Prøv kun på at byde ham trods!
I støv måtte domus aureas pragt,
i grus måtte Neros kolos.
Men først måtte Romer-forbrydelsen nå
over jorden fra pol til pol,
tyrannen sin apotheose få,
og kejsernes gyldne billeder stå
som guder på Kapitol.

Es waltet ein Dämon mit ewiger Macht,
Was eitel, wird ihm zum Raub:
Des Nero Palast in goldener Pracht,
Vernichtet sank er in Staub.
Erst aber mußt’ Römerverbrechen gehn
Auf Erden von Pol zu Pol,
Der Tyrann sich in Apotheose sehn;
Des Kaisers Bild mußt’ als Gottheit stehn
In Gold auf dem Kapitol.

Så ramled det sammen; cirkus og slot,
templer, kolonners skov,
buer, arkader, alt trampedes småt
under bøffelens skoede hov.
Så byggedes nyt på det gamles grund,
og luften var ren til en tid.
Nu varsler det mod foryngelsens stund;
nu stiger der pest fra den svampede bund,
og vifter, snart hid snart did.

Da brach es zusammen: Zirkus und Schloß,
Und Tempel und Säule sank mit;
Zerstampft ward der stolzeste Marmorkoloß
Unter der Büffel Tritt.
Doch neu wird gebaut auf dem Trümmerhauf; –
Dies währt’ eine kurze Stund’.
Jetzt drängt nach Verjüngung der Zeitenlauf;
Bald da, bald dort steigt vernichtend auf
Die Pest aus dem schwammigen Grund.

Men er det i råddenskabs sumpe vi går,
jeg råber ej ak og ve
over hver en brammende giftblomst, som står
i fylde på tidens træ.
Lad ormen kun hule. Før skallen er tom,
før brister ej væg og tag.
Og lad kun „systemet“ få vrængt sig om;
des-før kommer hævnen og holder dom
på tids-løgnens yderste dag!

Doch waten wir drinnen in Sumpf und Moor,
So ruf ich nicht Ach und Weh,
Wenn Giftblüten flammend keimen hervor,
Die am Baume der Zeit ich seh’!
Mag nagen der Wurm, bis zusammenbricht,
Was morsch, mit heftigem Schlag!
Und ob das »System« verzerrt sein Gesicht,
Es naht die Rache und hält Gericht
An der Zeitlüge jüngstem Tag!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=3e1d2204-accc-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display