You are here: BP HOME > MI > Digte (Poems) > fulltext
Digte (Poems)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionSpillemænd.
Click to Expand/Collapse OptionKong Håkons gildehal.
Click to Expand/Collapse OptionByggeplaner.
Click to Expand/Collapse OptionMarkblomster og potteplanter.
Click to Expand/Collapse OptionEn fuglevise.
Click to Expand/Collapse OptionPå Akershus.
Click to Expand/Collapse OptionEderfuglen.
Click to Expand/Collapse OptionMed en vandlilje.
Click to Expand/Collapse OptionFugl og fuglefænger.
Click to Expand/Collapse OptionBergmanden.
Click to Expand/Collapse OptionMin unge vin.
Click to Expand/Collapse OptionLysræd.
Click to Expand/Collapse OptionDigterens vise.
Click to Expand/Collapse OptionKløften.
Click to Expand/Collapse OptionHøjfjeldsliv.
Click to Expand/Collapse OptionPå sangertog.
Click to Expand/Collapse OptionEn svane.
Click to Expand/Collapse OptionPriset være kvinden!
Click to Expand/Collapse Option4de Juli 1859.
Click to Expand/Collapse OptionSkolehuset.
Click to Expand/Collapse OptionFolkesorg.
Click to Expand/Collapse OptionTil thingmændene.
Click to Expand/Collapse OptionHilsen til Svenskerne.
Click to Expand/Collapse OptionTil de genlevende.
Click to Expand/Collapse OptionTil professor Schweigård.
Click to Expand/Collapse OptionVuggevise.
Click to Expand/Collapse OptionBorte!
Click to Expand/Collapse OptionStormsvalen.
Click to Expand/Collapse OptionAgnes.
Click to Expand/Collapse OptionStambogsrim.
Click to Expand/Collapse OptionMindets magt.
Click to Expand/Collapse OptionÅbent brev.
Click to Expand/Collapse OptionTil en bortdragende kunstner.
Click to Expand/Collapse OptionØrnulfs drapa.
Click to Expand/Collapse OptionFredrik den syvendes minde.
Click to Expand/Collapse OptionEn broder i nød!
Click to Expand/Collapse OptionTroens grund.
Click to Expand/Collapse OptionStorthings-gården.
Click to Expand/Collapse OptionTerje Vigen.
Click to Expand/Collapse OptionForviklinger.
Click to Expand/Collapse OptionFra mit husliv.
Click to Expand/Collapse OptionEn kirke.
Click to Expand/Collapse OptionI galleriet.
Click to Expand/Collapse OptionDe usynliges kor.
Click to Expand/Collapse OptionPå vidderne.
Click to Expand/Collapse OptionKvindernes bøn.
Click to Expand/Collapse OptionTak.
Click to Expand/Collapse OptionAbraham Lincolns mord.
Click to Expand/Collapse OptionTil min ven revolutions-taleren!
Click to Expand/Collapse OptionUden navn.
Click to Expand/Collapse OptionVed Port Said.
Click to Expand/Collapse OptionTil Frederik Hegel.
Click to Expand/Collapse OptionBallonbrev til en svensk dame.
Click to Expand/Collapse OptionRimbrev til fru Heiberg.
Click to Expand/Collapse OptionVed et bryllup
Click to Expand/Collapse OptionI en komponists stambog.
Click to Expand/Collapse OptionBrændte skibe.
Click to Expand/Collapse OptionSanger-hilsen til Sverig.
Click to Expand/Collapse OptionLangt borte.
Click to Expand/Collapse OptionEt rimbrev.
Click to Expand/Collapse OptionVed Tusendårs-festen
Click to Expand/Collapse OptionEt vers.
Click to Expand/Collapse OptionStjerner i lyståge.
Click to Expand/Collapse OptionDe sad der, de to –.
Rimbrev til fru Heiberg. 
Reimbrief an Frau Heiberg 
Dresden, i påske-ugen 1871.

 
Dresden, Osterwoche 1871.

 
Havde jeg på engang sendt
alle takkens små billetter,
i de vågne vinternætter
          sammenskrevne
          sønderrevne,
skulde, lig en snesky spændt
          over himlen,
          hele vrimlen,
          stumpen, strimlen,
          hver bemalet
med et magtløst takkens ord,
som et prosa-snefog dalet
over Rosenvængets flor. 
Hätt’ auf einmal ich gesandt
All die kleinen Dankbillette,
In der Winternächte Kette
          So bekritzelt
          Wie zerschnitzelt, –
Hätt’, wie Schneegewölk, gespannt
          Übern Himmel,
          Ihr Gewimmel,
          Jedes Eckchen,
          Jedes Endchen
Tragend eines Dankworts Quentchen,
Wie ein Prosaflockendeckchen
Rosenhag in Schnee gebannt. 
Kunde jeg på engang sendt,
uden bur af skrift og prent,
alle tankens løse fugle, –
          ind dem smugle
skulde jeg, hvor stilhed råder,
under Rosenvængets tag,
der, hvor åndens dunkle lag,
der, hvor skønheds glade gåder
op imod forklaring stunder
og, som knop en forårsdag,
foldes ud i et vidunder. –
Brydes skulde stuens fred,
der min fugleflok slog ned;
lytte skulde børn derinde,
som i skog til jagten fjern; –
bag usynlighedens værn
mine fugle skulde tvinde,
i en anings trillers rad,
          takkens kvad,
kredse let og vinger ryste
om den store seers byste. 
Könnt’ ich wie auf einen Schlag
Der Gedanken lose Lerchen,
Statt in Lettern sie zu pferchen,
          Fliegen lassen, –
Sollten bald sie Posto fassen
Unterm Dach von Rosenhag,
Wo der Seele dunkler Grund,
Wo der Schönheit heitre Fragen
Nach Erlösung trachten und –
Kommt der rechte Frühlingstag,
Wundersam zu knospen wagen.
Ihrem stillen Heim Gefahr
Brächte sie, die wilde Schar;
Daß die Kinder lauschten – wie im
Wald auf fernen Jagens Weise; –
Singen würd’ sie, unsichtbar,
Meinen Dank, so daß es Sie im
Ahnungsvollen Herzen grüßte,
          Lieb und leise,
Und dann ziehn ehrfürchtige Kreise
Um des großen Sehers Büste. 
          Løse tanker,
          tørre breve
slår ej til; jeg vælger vers.
Over daglig-dækkets planker
          må jeg hæve
synet vidt og rundt fra mers.
Prosa stil er for ideer,
          vers for syner.
Sindets lyst og sindets veer,
sorg, som på mit hoved sneer,
          harm, som lyner,
fyldigst liv jeg friest skænker
          just i versets lænker. 
          Der Gedanken
          Zuchtlos Schwanken
Führt zu nichts. Sei denn gedichtet!
Überm platten Werktagsdeck
          Hoch vom Heck
Übers Meer der Blick gerichtet!
Prosastil ist für Ideen,
          Vers für Bilder.
Herzenslust und Herzenswehen,
Sorgen, die durchs Haupt mir gehen,
          Groll und Fehde
Ich am liebsten äußr’ und schilder’
          In gebundner Rede. 
Men når takken, som mig brænder,
          nu jeg sender, –
mon det da er blot mit stykkes
          scene-lykkes
          skaberinde,
          hvem jeg fletter
disse versets små buketter? 
Doch wenn Dankes späte Spende
          Nun ich sende, –
Ist es da nur meines Stückes
          Bühnenglückes
          Schöpferin,
Für die ich binde
Diese kleinen Versgewinde? 
Nej, et glansfuldt større minde
lægger ordet på min mund, –
mindet om en skønhedsfyldig
          højtids-stund,
mindet om en rad af timer,
          langt tilbage,
da jeg så Dem sejrrig drage
smykket, gratie-fulgt og sand
gennem kunstens under-land.
Da just blev jeg takken skyldig;
derfor er det nu jeg rimer. 
Nein, ein tiefrer Dankessinn
Will in ihnen sich bekunden, –
Einem Tag voll Schönheit huldig’
          Ich in ihnen,
Einer Reihe teurer Stunden,
          Längst entflohn,
Da ich sah die Grazien dienen
Einer jungen Königin
Auf der Kunst hochheiligem Thron.
Da just ward den Dank ich schuldig;
Darum red’ ich nun – gebunden. 
Se, da jeg ifjor Dem gæsted,
          var jeg stum;
skønheds-gældens runde sum
bar jeg, i mit hjerte fæstet,
          med tilbage.
          Nætter, dage
har med renter summen øget,
og trods alt, hvad her jeg maler,
får jeg, som en slet betaler,
aldrig denne gældspost strøget. – 
Als ich Sie zuletzt besucht,
          War ich stumm;
Meiner Dankschuld runde Summe,
Flüssig nicht, doch wohlgebucht
          In mir lag.
Nacht und Tag
Hat mit Zinsen sie gemehrt;
Doch trotz aller Versetaler
Bleibt mir doch, als schlechtem Zahler,
Stets mein Konto noch beschwert. – 
Underligt til Danmark bundet
står De altid for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje.
Sol i luften, sol på fladen.
          Sejler-gaden
fures af en blålig krusning;
          sommer-susning,
          født i „Skoven“,
dirrer som et digt foroven.
Det er søndag; glade klynger
          ler og synger;
          både gynger
under ly af kystens skrænt.
          Lyse kjoler
          blinker, soler
sig, hvor klokker og violer
har sit danske tæppe spændt. 
Hold mit Dänemark im Bunde
Stehn Sie mir vor Augen immer –
Und mit einem Tag am Sunde
Unter hoher Buchen Schimmer.
Luft und Meer ein einzig Flimmern.
          Segel schimmern;
Bläulich sich die Wasser kräuseln;
          Sommersäuseln
          Bebt vom Walde
Niederwärts des Ufers Halde.
Sonntagswandler stadtentronnen
          Jubeln, johlen;
          Boote gleiten
Auf der Küste sichrer Welle.
          Kleider helle
Blinken, sonnen
Sich, wo Glocken und Violen
Ihren bunten Teppich breiten. 
          Men derude, –
helt fra nord, hvor Kronborg troner,
indtil syd, hvor fjernt Tre Kroner
          synet raner, –
hvilken rad af ranke svaner,
          hvilken stimmel,
hvilket tog af hvide sejl!
Skude slutter sig til skude,
lysglans i de hvalte klude;
          vimplers vrimmel,
          højdens himmel
ser sig selv i dybets spejl. 
          Aber weiter, –
Von, wo Kronborgs Wälle thronen,
Bis, wo fern im Süd Drei-Kronen
          Grüßt den Dänen, –
Welche Reih’ von schlanken Schwänen,
          Welch Gewimmel,
Welch ein Zug von Segeln weiß!
Boote sich an Boote spinnen,
Licht in den gewölbten Linnen;
          Wimpel heiter,
          Blauer Himmel
Spiegeln sich im Wellenkreis. 
          Slank og smekker,
drømfyldt jomfru mellem snekker,
glider en mig just forbi.
Hun er lig et sagn, der bæver
bag det slør, det hylles i;
hun er lig et syn, der hæver
          sig og svæver
ad en lukket gåde-sti.
          Ellepiger
          vinker, viger,
svøbt i skum om bougens stavn;
          alfer følger
          kølens bølger;
men i flagets folder dølger
          sig „Agnetes“ navn. 
          Schlank und schmächtig,
          Eine Jungfrau traumandächtig
Sticht ein Boot dort just hervor.
Wie ein Märchen, bang erbebend
Hinter lichtem Seidenflor;
Wie ein süßer Geist, erhebend
          Sich und schwebend
Blaue Rätselbahn empor.
          Nixen wiegen
          Sich und schmiegen
Weiß sich um des Bootes Bug;
          Necke kommen
          Nachgeschwommen;
Doch »Agnete« steht verschwiegen
          In der Flagge Flug. 
Og se der, – et modsat billed!
Hvilke kække kast i dansen!
Lunets gratie-bundne vildhed
          bær dog kransen.
Vimpler vinder sig langs riggen;
flag fra stranden hilser briggen;
halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,
halvt en havfrue, halvt et tæmmet
          barn fra heden,
svajer „Dina“ op på reden.
          Som iblinde
ledet frem af milde vinde,
          som i drømme
løftet af de lette strømme, –
          se felukken!
Al Provences livsglød taler
i dens stigen, i dens dukken;
          elskovs sukken,
          dæmpet båren
citharklang, fra dækket maler
          sjæle-våren;
          madrigaler
over stumme klynger daler,
som på strandens grønne hynde
vugges i „Jolanthes“ ynde. 
Dort – ein ander Bild! Ich staune!
Seht mir diesen kecken Tanz doch!
Graziös gebundner Laune
          Ziemt der Kranz doch!
Wimpel flattern auf und nieder;
Von der Küste grüßt es wieder;
Halb vertraut, halb etwas Fremdes,
Meerfrau halb, halb ein gezähmtes
          Kind vom Lande,
»Dina« schwebt entlang dem Strande.
          Wie im Blinden,
Treugelenkt von milden Winden,
          Wie in Träumen,
Seht die schönste dort hinschäumen
          Der Felukken,
Südlich heißen Lebenstriebes,
Hoch sich bäumen, tief sich ducken!
          Seufzer zucken
          Aus der Cither,
Blitzen gleich vor nahem Liebes-
          Lenzgewitter;
          Madrigale
Bringen stummen Gruppen Grüße,
Die am Strand im Mittagsstrahle
Einwiegt »Jolanthes« Süße. 
          Hvo kan tælle
          hele flåden,
som i solskin følger efter,
som for medbør skummer frem!
          Over fråden
          „Ragnhild“ hælder,
som om dybets dulgte kræfter
          lokked hjem; –
Lotos lig på strømme stride,
hist „Ophelia“, den fagre,
          ses at flagre,
          ses at glide; –
          rang-fregatter,
          klipper-skarer,
          hjemad farer
under landets klap og latter. –
Sådan De til Danmark bundet
står i mindet for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje. – 
          Doch wer zählt die
          Ganze Flotte,
Die im Sonnenschein daherschäumt,
Der die Segel Fahrwind schwellt!
          Übers Meer träumt
          »Ragnhild«; quält sie
Heimweh nach der blauen Grotte
Seiner Märchenabgrundswelt? –
Eine Lotosblume, schaukelt
Dort »Ophelia« längs des Strandes,
          Blau umgaukelt
          Wie von Schatten;
Briggs, Fregatten,
          Klipperscharen
          Heimwärts fahren
Unter Jubelruf des Landes. –
So mit Dänemark im Bunde
Stehn Sie mir vor Augen immer –
Und mit einem Tag am Sunde
Unter hoher Buchen Schimmer. 
Stundom har jeg spurgt mig selv:
          mon vel slægten
engang i sin travle fægten
          og fornægten
sænke skal i glemsels elv
denne skat af geniers nåde?
Skal en tid, hvem afstand døver,
rane, lig en engelsk røver,
denne danske stormagts-flåde? 
Oftmals härmte mich der Satz:
          Wird mit ihren
Neigungen zum Disputieren
          Und Negieren
Einst die Zeit zu Schand’ und Spotte
Schlagen dieser Genien Schatz, –
Rastend nicht, bis daß sie faht,
Wie ein englischer Pirat,
Diese dänische Großmachtflotte? 
          Se, vi andre,
farve-, form- og ord-poeter,
          arkitekter,
og hvad vi for resten heder,
vi, som fik det kald at bygge
vore skønheds-skuders rygge
af lidt mer solide lægter,
vi tør ej vor skæbne klandre,
          om vor flåde
ej blir hver en tid til måde.
Mangen klipper, mangen studser,
rigget til med sang og klang,
          får engang
          plads og rang
mellem skibs-Jeronimusser.
Mangt et skrog af form og toner, –
af sin samtid assureret, –
engang, på de våde veje
          havareret,
hales ind i flådens leje,
uden takkel og kanoner,
til de andre Magdeloner.
Der vi prise kan vor lykke,
          hvis en nykke
vore værfters mesterstykke
          venligst sparer
for de herrer antikvarer. 
          Uns dagegen,
Farben-, Form- und Wortpoeten,
          Architekten,
Oder was wir sonst vertreten,
Die wir, derb’re Musikanten,
Unsrer Schönheitsschiffe Spanten
Mit solidern Latten deckten,
Darf’s nicht sonderlich erregen,
          Kommt die Wahl
Unter uns nicht stets gelegen.
Manchen Klipper-Pegasussen,
Aufgezäumt mit Sang und Klang,
          Wird einmal
          Platz und Rang
Unter Schiffs-Jeronymussen.
Manch ein Rumpf von Form und Tönen,
Von der Mitwelt hochgepriesen,
Muß einst, von den nassen Wegen
          Rauh verwiesen,
Fauler Ruh’ im Hafen frönen
Ohne Tauwerk und Kanonen
Bei den andern Magdelonen.
Glück noch, rettet einer Nücke
          Holde Tücke
Unsrer Werften Meisterstücke
          Durch die Jahre
Für die Herren Antiquare. 
Man har sagt at scenens kunst,
          født og bunden
          kun til stunden,
må, som sæbeboblers dunst,
må, som mørkets meteor,
          blænde, briste,
          for at friste,
          uden spor,
hænders værkers lod på jord. 
Man vermeint, der Bühne Kunst
          Sei an Stunden
          Nur gebunden,
Sei wie Seifenblasendunst,
Müsse jäh wie ein Komet
          Blenden, schwinden,
          Zu empfinden,
          Wie vergeht,
Was von Menschenhand entsteht. 
Sving Dem som en fugl i luften
op fra denne trange tanke!
          Just fordi
Deres kunst er barn af duften,
          af beånden,
          af en stemning,
af person og fantasi, –
ej et værk af sten og planke,
          ej en tanke,
klistret fast med sort på hvidt,
men en alf på skønheds ranke,
hvor den evig gynger frit, –
just fordi den fattes form,
          som med hånden
gribes kan, der sættes dæmning
for hvert bid af ældens orm. 
Schwingen Sie sich vogelleicht
Über dieser Lehre Schranke!
          Darum just,
Weil uns Ihre Kunst in feinen
Stimmungen das Höchste reicht,
Ein Geschöpf phantastisch-duftig
Ihrer eignen reichen Brust, –
Weil sie nicht aus Holz und Steinen, –
          Kein Gedanke,
Der erstarrt auf Lumpen liegt,
Weil sie, eine Elfe, luftig
Sich auf Schönheitsranken wiegt, –
Just weil eine Form ihr Kleid,
          Die mit Händen
Nicht zu greifen, – kann sie schänden
Keine Wut der schnöden Zeit. 
Underfuldt til Danmark bundet
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje.
Hvilke sagnets syner vide!
          Hele flåden,
          fra fregatten
          ned til båden,
          ser jeg glide
          gennem natten,
langs med landets lune side;
tågen slører sejl og master;
          halvlys kaster
over stang og rå tilsammen
          svanehammen;
hvad i afstand øjet svigter,
          ind man digter;
kvinder, som fra stranden drømmer,
          mænd, som dømmer
efter egen fordrings lov,
slægt, som efter slægt befolker
          kyst og skov, –
synets skønheds-form fortolker
efter skiftende behov. 
Eng mit Dänemark im Bunde
Soll’n Sie stehn vor allen immer –
Und mit einer Nacht am Sunde
Unter ewiger Sterne Schimmer.
Welche Bilder! Ihre ganze
          Wunderreiche Flottenmacht
          Kommt in sagen-
          haftem Glanze
          Bleich gezogen
          Durch die Nacht
Längs der Küste sanften Bogen,
Mast und Segel dunstumschlagen;
          Dämmrung faltet
Über Schiff um Schiff ihr schwanen-
          fahl Gefieder;
Was dem Aug’ zu fern, gestaltet
          Innres Ahnen;
Weiber, die vom Strand her träumen,
          Männer, die der
Eigne Kopf zu urteln drängt, –
Wie sie des Jahrhunderts Stufen
          Füllen, räumen, –
Legen aus, was Sie erschufen,
Jedes, wie es fühlt und denkt. 
Og se det er livet just,
          liv i mindet,
det, at stå for folkesindet
ren for ældens møl og rust, –
det er livet, det, at bøje
eget indhold, åndigt, rigt,
i den form, som folkets øje
kræver for sit eget digt;
          det er livet, –
          mythe-vorden,
vekselfuld som alfepigen,
følge slægten i dens stigen,
følge tiders krav og orden, –
og se, denne lod på jorden
          blir Dem givet. 
Und dies, sehn Sie, just ist Leben,
          Leben in Erinnerung:
Vor des Volkes Augen schweben
Niemals alternd, ewig jung, –
Dies just, seinen eignen vollen
Menschen strömen heiß und licht
In die Form, die jene wollen
Für ihr eigenes Gedicht;
          Dies just Leben:
          Eine Mythe,
Wechselnd wie ein Elbenwesen,
Folgen der Geschlechter Blüte,
Folgen der Entwicklung Werden, –
Und zu solchem Los auf Erden
          Wurden Sie erlesen. 
I en skønheds-fattig tid
har det kvæget mig at følge
Deres færd på kunstens bølge
under sol og medbør blid, –
kvæget mig at stirre did,
hvor i skær af svale nætter
sagnet sig om færden fletter. 
Über Zeiten schönheitsarm
Hat mich Ihre Kunst betrogen,
Ging die Fahrt auf sonnigen Wogen
Und vor Winden sanft und warm,
Half mir über Zorn und Harm,
Wann in Nächten, sterngekränzten,
Sagen ihre Bahn umglänzten. 
Tag, som tak for synets trøst,
råbet af en seers røst:
underfuldt til Danmark bundet
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje!



 
Nimm denn, edle Trösterin,
Eines Sehers Dankwort hin:
Tief mit Dänemark verbunden
Wirst Du stehn vor allen Fernen –
Und mit einer Sundnacht Stunden
Unter der Erinnrung Sternen!



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login