Bibliotheca Polyglotta

Der bode en underlig gråsprængt en
på den yderste, nøgne ø; –
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, –
helst mod uroligt vejr, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.

Er wohnte draußen im Schärenreich weit,
Mit dem Weltmeer in wilder Eh’;
Er tat gewiß keinem Menschen ein Leid
Weder an Land noch zur See;
Doch manchmal da blitzte sein Aug’ voll Groll;
Zumal wenn er Sturm kommen sah;
Und da meinten die Leute, der Mann sei toll,
Und kamen, heimlichen Bangens voll,
Dem Terje Vigen nicht nah.

Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.

Ich sah ihn einmal, einen Morgengang;
Er lag im Hafen mit Fisch;
Sein Haar war weiß, doch lacht’ er und sang
Und war wie ein Jüngling frisch.
Er neckte die Mägde mit Blick und Wort,
Er strich den Kindern durchs Haar,
Er schwang den Südwester und sprang an Bord;
Dann hißt’ er das Fock, und heim zog er fort
Im Mittag, der alte Aar.

Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulde det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmeste kreds, –
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp’i de treds.

So sei denn berichtet, was ich gehört
Von Terje, genau nach der Reih’;
Und wenn euch ein Allzuviel manchmal stört, –
Es ist keine Lüge dabei.
Ich hab’ es zwar nicht aus seinem Mund,
Doch von seinem nächsten Kreis,
Von denen, die um ihn die letzte Stund’
Und dann ihn gelegt in den grauen Grund,
Als er ruhn ging, fast schon ein Greis.

Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut,
og kom med „Foreningen“, kaptejn Pram;
men hjemme var ingen, som kendte ham,
der rejste som liden gut.

Er trieb’s als Junge nicht eben sacht,
Kam früh vom Elternhaus fort,
Und hatte schon tüchtig was durchgemacht
Als jüngster Jungmann an Bord.
Dann nahm er Reißaus in Amsterdam, –
Bis daß ihn Heimweh ergriff.
Doch als auf der »Eintracht«, Kapitän Pram,
Der längst Verschollene, wiederkam,
Da stieg er ein Fremder vom Schiff.

Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og mor,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to, –
men så rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
nej, da var det bedre at bygge og bo
på det store bølgende hav!

Erwachsen war er nun, schmuck und groß,
Schritt stattlich und sonnenverbrannt;
Doch die Eltern deckte der Erde Schoß
Und alle fast, die ihm verwandt.
Ein Weilchen zog er die Stirne kraus,
Dann gab er dem Grübeln ade.
Das Festland unter sich hielt er kaum aus.
Nein, da war doch besser, zu bauen sein Haus
Auf der großen, wogenden See!

Et år derefter var Terje gift, –
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt ham fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus –
skønt ruderne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.

Ein Jahr drauf hatte Terje gefreit; –
Das kam, eh’s einer gedacht.
Und manche meinten, es sei ihm leid,
Daß er sich seßhaft gemacht.
So lebte er denn unter eigenem Dach
Einen Winter in Saus und Braus.
Hell blitzten die Scheiben vorm saubern Gemach
Mit weißen Gardinen und Blumen im Fach
In dem kleinen, weinroten Haus.

Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte den undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
han kendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst, –
og for bougen en vinter tung.

Als Eis und Winter vorm Tauwind wich,
Versuchte er wieder sein Glück;
Im Herbst, da die Wildgans gen Süden strich,
Kam seine Brigg just zurück.
Da fiel’s dem Matrosen schwer auf die Brust:
Er fühlte sich jung und stark;
Vom Sonnenland hatte er fortgemußt;
Hinter ihm lag eine Welt voll Lust –
Und vor ihm ein Winter arg.

De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et længselsblik,
da han stod ved sit stille hus.
Han glytted ind bag det hvide gardin, –
da så han i stuen to, –
hans kone sad stille og hespled lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.

Sie ankerten, und die Mannschaft ging
Zu Tanz und Trunk an Land;
Sein Blick noch sehnend an ihnen hing,
Als er am Heim schon stand.
Er lugte durch die Gardine hinein, –
Da sah er im Zimmer zwei:
Sein Weib saß stille und haspelte Lein,
Doch in der Wiege lag, rot und fein,
Ein lachend Mägdlein dabei.

Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled og blev aldrig træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.

Man sagt, daß dies Terje Vigens Gemüt
Verwunderlich ernsthaft traf.
Er schaffte und wirkte und wurde nicht müd,
Zu wiegen sein Kind in Schlaf.
Am Sonntagsabend, wann Fiedelklang
Vom Nachbar herüberflog,
Daheim er die fröhlichsten Lieder sang,
Derweil klein Anna im Arm ihm sprang
Und ihn an den Haaren zog.

Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Endnu går sagn om de trængsels-kår,
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.

So kam allmählich das Kriegsjahr heran
Von achtzehnhundertundneun,
Von dem noch mancher erzählen kann
Und seinem schrecklichen Dräu’n.
Englische Kreuzer auf Schritt und Tritt,
Im Lande Mißwachs und Not,
Der Arme darbte, der Reiche litt,
Kein Heuerer nahm einen Bootsmann mit,
Vor der Türe stand Krankheit und Tod.

Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af;
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. –
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd:
„da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!“

Ein Weilchen macht’ es auch Terje scheu,
Dann ward er wiederum er;
Wie? War ihm ein Freund denn nicht, alt und treu,
Sein großes, wogendes Meer?
Auf seinen Schären noch manche sind,
Die seine Heldentat sahn: –
»Als einmal weniger steif der Wind,
Da ruderte Terje für Weib und Kind
Übers Meer im offenen Kahn!«

Den mindste skægte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå, –
sligt tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom lidt påtvers;
det jydske rev var vel svært at gå klar, –
men værre den engelske „Man of war“
med ørneøjne fra mers.

Das kleinste Fischerboot wählt’ er aus
Zu seiner Skagenfahrt.
So Mast wie Segel ließ er zuhaus, –
Dies schien ihm die sicherste Art.
Und war die Meerflut auch wandelbar,
Ein Stücklein, zu wagen war’s.
Wohl drohte das jütische Riff Gefahr –
Doch mehr noch der englische »Man of war«
Mit Adleraugen vom Mars.

Så gav han sig trøstig lykken ivold
og tog til årerne hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hented sin dyre last.
Gud véd, hans føring var ikke stor:
tre tønder byg, det var alt;
men Terje kom fra en fattig jord, –
nu havde han livsens frelse ombord;
det var hustru og barn det gjaldt.

So gab er sich denn in Gottes Hand
Und ruderte sonder Rast.
Nach Fladstrand kam er in gutem Bestand
Und holte die wertvolle Last.
Weiß Gott, sie war nicht sonderlich schwer, –
Drei Tonnen Gerste, – die Fracht;
Doch kam er vom ärmsten Fleck Erde her;
Dann darbten ihm Weib und Kind nicht mehr,
War dies erst untergebracht.

Tre nætter og dage til toften bandt
den stærke modige mand;
den fjerde morgen, da solen randt,
han skimted en tåget rand.
Det var ikke flygtende skyer han så,
det var fjelde med tinder og skar;
men højt over alle åsene lå
Imenæs-sadlen bred og blå.
Da kendte han, hvor han var.

Drei Tage, drei Nächte rastete nicht
Der starke, mutige Mann;
Bis am vierten Morgen, beim ersten Licht,
Sein Aug’ einen Halt gewann.
Es war nicht fliehender Wolken Grau,
War Felsgebirg, starr und klar;
Doch hoch über allen, in stolzer Schau,
Lag der Sattel von Imenäs, breit und blau.
Da wußte er, wo er war.

Nær hjemmet var han; en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjerte sig løfted i tro og lid,
han var nær ved en bøn til Gud.
Da var det som ordet frøs på hans mund;
han stirred, han tog ikke fejl, –
gennem skodden, som letted i samme stund,
han så en korvet i Hesnæs-sund
at duve for bakkede sejl.

Daheim war er bald; das Restchen Zeit
Durchstritt er wohl noch gemach,
Voll Glauben ward er und Freudigkeit;
Schier, daß er ein Dankgebet sprach!
Da war’s, als erstürb’ ihm das Wort im Mund;
Er starrte, da gab’s kein Versehn:
In weichender Nebel Hintergrund
Sah er ein Kriegsschiff im Hesnässund
Vor all seinen Segeln gehn.

Båden var røbet; der lød et signal,
og det nærmeste løb var lukt;
men solgangsvinden blafrede skral, –
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rælingens kant,
han hørte matrosernes sang, – –
med fødderne stemte mod skægtens spant
han rode så sjøen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.

Sein Boot ward entdeckt, ein Signal erscholl, –
Verlegt war sein Weg in die Bucht;
Doch da die Segel nicht sonderlich voll,
Ergriff er gen Westen die Flucht.
Da rasselte nieder das Boot eines Krans,
Er hörte der Mannschaft Gesang; –
Die Füße gestemmt an die Rippen des Kahns,
So furcht’ er den Acker des Ozeans,
Daß das Blut aus den Nägeln ihm sprang.

Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fod vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glitrer det gult,
selv stilleste havbliksdag; –
men går end dønningen aldrig så hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brækkede bølgedrag.

Gäsling heißt sie, die blinde Schär
Im Osten vom Homborgsund,
Da bricht sich bei Landwind wild das Meer,
Auf zwei Fuß Wasser ist Grund.
Da spritzt es wie Kalk, da glänzt es wie Gold,
Selbst wenn ganz stille der Tag;
Doch ob die Dünung auch noch so rollt,
Dahinter hat sie meist ausgegrollt,
Und kurz ward ihr Wellenschlag.

Didind Terje Vigens skægte foer
lig en pil mellem brått og brand;
men bag efter ham, i kølvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gennem brændingens sus
til Gud i sin højeste nød:
„inderst derinde på strandens grus,
sidder min viv ved det fattige hus,
og venter med barnet på brød!“

Dorthin Terje Vigens Nußschale fuhr,
Wie ein Pfeil, so schoß sie heran!
Doch hinter ihr flog in der Kielwasserspur
Die Jolle mit fünfzehn Mann.
Da war’s, daß er schrie durch der Brandung Braus
Zu Gott in der bittersten Not:
»Dort drinnen am Strand, in dem ärmlichen Haus,
Dort streckt mein Kind seine Ärmchen aus
Und bangt mit der Mutter nach Brot!«

Dog, højere skreg nok de femten, end han:
som ved Lyngør, så gik det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund;
fra stavnen bød officeren „stop!“
Han hæved en åre med bladet op
og hug den i skægtens bund.

Doch lauter noch schrien die fünfzehn Mann:
Wie bei Lyngör, so ging es her.
Das Glück ist mit dem Engländer, wann
Er raubt in Norwegens Meer.
Als Terje wider die Klippen prallt’,
Da knirscht’ auch die Joll’ auf den Sand.
Vom Steven gebot der Anführer: »Halt!«
Und hob ein Ruder mit aller Gewalt –
Und hieb’s in des Nachens Wand.

Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos;
på to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog sig gennem de væbnede mænd
og sprang over æsingen ud, –
han dukked og svømmed og dukked igen;
men jollen kom los; hvor han vendte sig hen
klang sabler og rifleskud.

Die dünne Planke brach wie Bast,
Herein schoß zischend die Flut;
Zwei Fuß tief sank die teure Last,
Doch sank nicht Terjes Mut.
Den Feind er jäh zur Seite stieß
Und sprang hinaus übers Riff –
Und tauchte und schwamm, bis die Kraft ihn fast ließ;
Doch die Jolle kam los, und, wo er sich wies,
Auch Säbel und Kugel pfiff.

De fisked ham op, han førtes ombord,
korvetten gav sejerssalut;
agter på hytten, stolt og stor,
stod chefen, en attenårs gut.
Hans første batallie galdt Terjes båd,
thi knejste han nu så kæk;
men Terje vidste ej længere råd, –
den stærke mand lå med bøn og gråd
iknæ på korvettens dæk.

Sie fischten ihn auf, man bracht’ ihn an Bord,
Die Korvette gab Siegessalut;
Hoch auf dem Hüttendeck stand der Lord,
Ein achtzehnjähriges Blut.
Seine erste Bataille galt Terjes Boot,
Drum tat er auch jetzt so keck;
Doch Terje sah nur der Seinigen Tod, –
Und der starke Mann kniete voll bitterster Not
Auf der Korvette Deck.

Han købte med tårer, de solgte ham smil,
de ågred med spot for bøn.
Det kuled fra øster, tilhavs med il
stod Englands sejrende søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
et noget var ligesom vejret bort
fra hans pandes skyede hvælv.

Er kaufte mit Tränen, sie lächelten nur
Und zahlten ihm heim mit Hohn.
Es kühlte von Osten, und seewärts fuhr
Altenglands siegreicher Sohn.
Da schwieg Terje Vigen; nun war es geschehn,
Nun verschloß er die Sorgenlast.
Doch die ihn gefangen, mußten gestehn,
Sie hätten nicht bald einen Mann gesehn,
Der sich so seltsam gefaßt.

Han sad i „prisonen“ i lange år,
der siges, i fulde fem;
hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked, –
det var som hans eneste skat.
Så kom attenhundred og fjorten med fred;
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.

So saß im »Prison« er Jahr um Jahr,
Fünf Jahre, so sagt man sich;
Sein Nacken beugte sich, und sein Haar
Von Heimwehträumen erblich.
Etwas – doch sprach er nicht aus, was es sei, –
Das war wie sein einzigster Hort.
So kam achtzehnhundertundvierzehn herbei;
Die Norweger wurden, und Terje mit, frei,
Und auf einem Schweden ging’s fort.

Hjemme ved bryggen han steg iland
med kongens patent som lods;
men få kun kendte den gråsprængte mand,
der rejste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds; hvad der blev af
de to, – han derinde erfor:
„da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fik de til slutning en fælles grav
af kommunen i fattigfolks jord.“ – –

Daheim an der Schiffsbrücke stieg er an Land
Mit des Königs Lotsenpatent;
Doch wenigen dünkte der Graue bekannt,
Der blond sich von ihnen getrennt.
Längst eines Fremden war Haus und Hab’,
Und »die zwei«, ward drinnen ihm kund,
»Da der Mann sie verließ und da keins ihnen gab,
Empfingen zuletzt ein gemeinsames Grab
Vom Schärvogt in Armenhausgrund.« – –

Årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø;
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø;
men stundom gnistred hans øjne stygt,
når det brød over båer og skær, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.

Getreulich wirkt’ er nun lange Zeit
Als Lots’ auf der äußersten Schär;
Er tat gewiß keinem Menschen ein Leid
Weder zu Land noch zu Meer.
Nur manchmal da blitzte sein Aug’ voll Groll,
Zumal wenn er Sturm kommen sah;
Und da meinten die Leute, der Mann sei toll,
Und kamen, heimlichen Bangens voll,
Dem Terje Vigen nicht nah.

En måneskinskveld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok;
en engelsk yacht drev mod kysten ind
med revnet storsejl og fok.
Fra fortoppen sendte det røde flag
et nødskrig foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag,
den vandt sig mod uvejret slag for slag,
og lodsen stod stout ombord.

Ein Mondscheinabend mit Wind auf Land
Die Lotsen in Aufruhr setzt:
Eine englische Jacht trieb wider den Strand,
Großsegel und Fock zerfetzt.
Ein Wimpel schrie durch den stürmischen Tag
Einen Schrei der Not ohne Wort.
Da ging ein Boot drinnen über Stag
Und kam widern Wind auf, Schlag um Schlag,
Und stolz stand der Lotse an Bord.

Han tyktes så tryg, den gråsprængte mand;
lig en kæmpe i rattet han greb; –
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på slæb.
Lorden, med lady og barn i arm,
kom agter, han tog til sin hat:
„jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm.“ –
Men lodsen slap ror og rat.

Sie schien von Eisen, des Graukopfs Hand,
Wie ein Riese, so griff er ins Rad:
Die Jacht gehorchte, stand wieder von Land,
Und sein Boot schwamm im Kielwasserpfad.
Der Lord kam nach hinten mit Weib und Kind
Und wünschte dem Lotsen Glück:
»Ich mach’ dich reicher denn all mein Gesind’,
Wenn du uns heil bringst durch Brandung und Wind!« –
Doch da surrte das Rad zurück.

Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Indover bar det, og højt på grund
stod lordens prægtige yacht.
„Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår sig i splinter, – jeg véd besked –
men indenfor ligger den trygge led;
mit køl-spor skal vise jer vej!“

Es erblich der Lotse, und um seinen Mund
Gewann’s wie ein Lächeln Macht.
Landeinwärts ging es, und hoch auf Grund
Stand des Engländers prächtige Jacht.
»Sie hat nicht gehorcht! In die Boote hinab!
Mylord und Mylady mit mir!
Sie findet hier in den Wellen ihr Grab; –
Doch drinnen da schwächt die Brandung sich ab;
Ich weis’ euch den Weg zu ihr!«

Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod lodsen, stærk og høj,
hans øje var vildt og hvast.
Han skotted i læ mod Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund;
da slap han ror og stagsejl-strop,
han svinged en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.

Meerleuchten flammte; die Jolle flog
Gen Land mit der teuren Last.
Hinten der Lotse stand, stark und hoch,
Doch rollend sein Aug’ ohne Rast.
Er spähte leewärts zum Gäslingriff,
Und luvwärts zum Hesnäsfjord;
Da plötzlich ließ er den Steuergriff –
Und schwang ein Ruder, – da war sein Schiff
Mit jähem Stoße durchbohrt.

Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – –
der raste på vraget en strid –;
men moderen løfted sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
„Anna, mit barn!“ hun skreg i sin ve;
da bævred den gråsprængte mand;
han fatted om skødet, drev roret i læ,
og båden var fast som en fugl at se,
slig foer den i brått og brand.

Einschoß die See wie durch ein Tor;
Losbrach auf dem Wrack ein Streit;
Doch die Mutter hob ihre Tochter empor,
In bitterster Bangigkeit.
»Anna, mein Kind!« so schrie sie voll Weh;
Da erbebte der graue Mann;
Er faßte das Segel, trieb’s Steuer in Lee,
Und wie eines Vogels Flug über See
Die Fahrt von neuem begann.

Den tørned, de sank; men havet var smult
derindenfor brændingens kreds;
opover rak sig en langgrund skjult,
der stod de i vand tilknæs.
Da råbte lorden: „kend, – båens ryg –
den svigter, – det er ingen flu!“
Men lodsen smilte: „nej vær De tryg!
en sunken skægte med tre tønder byg
er båen, som bær os nu.“

Ein Krach! Die Jolle zum Sinken kam;
Doch hier war der Seegang leicht;
Und da sie eine Bank aufnahm,
So sank das Boot nur seicht.
Da rief der Lord: »Dies ist keine Schär!
Ich fühl’s, wie der Grund sich bewegt!«
Doch Terje lächelte: »Sorg’ nicht so sehr!
Wie, wenn’s ein gesunken Fischerboot wär’,
Mit drei Tonnen Korn, was uns trägt?«

Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk –,
han kendte matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen: „alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt – –“
da var det den engelske stormand stolt,
bøjed knæ for den norske lods.

Da schüttelte die vergessene Tat
Den Lord wie ein jäher Schreck;
Er erkannte den Schiffer, der bat und bat
Einst auf der Korvette Deck.
Da schrie Terje Vigen: »Mein höchster Hort
War dein, doch du geiztest nach Ruhm!
Ein Augenblick noch – und Mord gegen Mord!«
Da vergaß der stolze englische Lord
Vor dem Lotsen sein Heldentum.

Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rank som i ungdommens år;
hans øjne brandt i ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
„Du sejled imag på din store korvet,
jeg rode min ringe båd;
jeg trælled for mine til døden træt,
du tog deres brød, og det faldt dig så let
at håne min bittre gråd.

Doch der stand, gestützt auf des Ruders Schaft,
So tank, wie, da jung er noch war,
Sein Auge glomm in unbändiger Kraft,
Im Winde wallte sein Haar.
»Du segeltest stolz, im Gefühl deiner Macht,
Ich fuhr mein geringes Boot;
Todmüde schleppt’ ich die kostbare Fracht,
Du hattest des Hungers der Meinen nicht acht
Und höhntest mich noch in der Not.

Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin, –
min hustrus hånd den var grov og hård,
men hun var nu alligevel min.
Dit barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst;
min datter var intet at agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.

»Dein Weib ist sonniger Frühlingsart,
Ihre Hand ist wie Seide so fein, –
Meines Weibes Hand, die war grob und hart,
Doch war sie nun einmal mein.
Dein Kind hat Goldhaar und Augen blau
Wie ein kleiner Engel des Herrn;
Mein Töchterchen stellte nicht viel zur Schau,
Es war, Gott sei’s geklagt, mager und grau,
Wie armer Leut’ Kinder gern.

Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en skat så stor;
men det vejed for dig så lidt. –
Nu er det gengældelsens time slår, –
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange år,
der bøjde min nakke og blegte mit hår
og sænkte min lykke på grund.“

»Sieh, das war der Reichtum, der mir beschert,
Mein Einziges, dran ich hing.
Mir schien es ein Schatz von unendlichem Wert,
Dir aber wog es gering.
Jetzt beut der Vergeltung Stunde sich dar,
Jetzt sollst du fühlen, bei Gott,
Was auf wohl wiegen mag manch ein Jahr,
Das beugte mein Kreuz und bleichte mein Haar
Und machte mein Glück zu Spott!«

Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
„Tilbage, mylord! Et eneste skridt, –
og det koster dig barn og viv!“
På sprang stod Britten til kamp påny;
men armen var veg og mat; –
hans ånde brændte, hans øjne var sky,
og hans hår – så kendtes ved første gry –
blev gråt i den eneste nat.

Das Kind ergriff er und schwang es hoch,
Mit der Linken die Lady er hielt.
»Zurück, Mylord! Ein Fußbreit noch, –
Und Weib und Kind ist verspielt!«
Auf dem Sprung trotz allem der Brite stand,
Doch der Arm war ihm schwach, ohne Macht,
Sein Auge war scheu, seine Stirn’ in Brand,
Und sein Haar – als der nächste Morgen ihn fand –
Ergraut in der einzigen Nacht.

Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt.
Ærbødig løfted han barnet ned,
og kyssed dets hænder mildt.
Han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jævn:
„nu er Terje Vigen igen sig selv.
Indtil nu gik mit blod som en stenet elv;
for jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!

Doch Terjes Stirne wies Klarheit und Glück,
Sein Groll hatte jäh sich gelegt.
Ehrfürchtig gab er das Kind zurück,
Und küßt’ ihm die Hände bewegt.
Er atmete tief und innerlich,
Seine Stimme klang ruhig und rein:
»Jetzt kam Terje Vigen wieder zu sich.
Bis heut sein Blut einem Wildbach glich;
Denn Rache – sie mußte sein!

De lange år i „prisonens“ kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
Bagefter lå jeg som hejens halm,
og så i et brådyb stygt.
Men nu er det over; vi to er kvit;
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde, – du tog alt mit,
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skabte mig slig.“ – –

»Daß ich zu lange gefangen saß,
Das hatte mein Herz geknickt.
Danach lag ich wie müdes Gras,
Das in den Abgrund blickt.
Doch nun sind wir quitt wieder, wie beim Beginn;
Dein Schuldner stand seinen Mann.
Ich gab, was ich hatte, – du nahmst es hin;
Und wenn ich zu hart dir erschienen bin,
So klag’ meinen Schöpfer des an!«

Da dagningen lyste var hvermand frelst;
yachten lå længst i havn.
Med nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrsskyer grå
fejed en stormnat væk;
og Terje bar atter så rank, som få,
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
iknæ på korvettens dæk.

Der Tag fand alles in Sicherheit;
Im Hafen lag längst die Jacht.
Der Ruhm des braven Manns scholl weit,
Doch stumm blieb der Mund der Nacht.
Die Wolke, die seine Stirn umzog,
Blies eine Sturmnacht weg;
Und Terje trug wieder wie wenige hoch
Den Nacken, den ihm der Tag einst bog
Auf der Korvette Deck.

Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb,
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb:
„nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille der!“ – –

Der Lord kam und Mylady kam,
Und viele folgten nach;
Das Händeschütteln kein Ende nahm
In seinem geringen Gemach.
Sie dankten ihm, daß er ihr Retter war
Vor der Wellen und Riffe Gier.
Doch Terje strich dem Kind übers Haar:
»Nein, nein! Was uns half aus der schlimmsten Gefahr, –
Das war wohl die Kleine hier!«

Da yachten drejed for Hesnæs-sund,
den hejste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund, –
der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud:
„stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det, kan hænde, det gik, som det gik, –
og så får du ha’e tak da, Gud!“

Da die Jacht vorbeikam am Hesnässund,
Stieg Norwegens Flagge empor.
Dann kam ein schaumweißer Klippengrund,
Dort sprach der Geschütze Chor.
Da trat ins Aug’ ihm ein funkelnd Ding;
Stumm starrt’ er hinaus auf die Bank:
»Wieviel ich verlor! Doch wieviel auch empfing!
Vielleicht war’s am besten, es ging, wie es ging, –
Und so hab’, mein Gott, denn Dank!« – –

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
Hans hår var hvidt, men han lo og sang,
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skemtsomme ord,
han spøgte med byens børn;
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.

So sah ich ihn einst, einen Morgengang,
Er lag im Hafen mit Fisch.
Sein Haar war weiß, doch lacht’ er und sang
Und war wie ein Jüngling frisch.
Er neckte die Mägde mit Blick und Wort,
Er strich den Kindern durchs Haar,
Er schwang den Südwester und sprang an Bord;
Dann hißt’ er das Fock, und heim zog er fort
Im Mittag, der alte Aar.

Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet;
den var ikke skøttet, var sunken og lav,
men bar dog sit sorte bræt.
Der stod „Thærie Wiighen“ med hvidmalt skrift,
samt året, han hvile fandt. –
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.

Bei Fjäres Kirche sah ich ein Grab
Auf wetterharter Trift;
Verwahrlost war’s, doch hielt der Stab
Das Brett noch mit der Schrift.
Da stand » Thaerie Wiighen«, zusamt dem Jahr,
Da er sich ausgemüht.
Es lag allen Schutzes und Schattens bar,
Drum auch das Gras so stachlig war –
Doch von wilden Blumen durchblüht.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=3ddac404-accc-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display