STENSGÅRD.
Bygges? Først gælder det at rive ned. – Du, Fjeldbo, jeg har engang drømt, – eller kanske jeg så det; dog nej, jeg drømte; men så levende; jeg syntes der var kommen dommedag over jorden. Jeg kunde se hele rundingen af den. Ingen sol var der; kun et gult uvejrslys. Der gik en storm; den strøg fra vest og strøg alting med sig; først strøg den vissent løv, så strøg den mennesker; – men de holdt sig på benene endda. Kapperne slog tæt ind om dem, så de fo’r som siddende i flugten. Først så de ud som borgerfolk, der løber efter sine hatte i blæst; men da de kom nærmere, så var det kejsere og konger; og det, de løb efter og greb efter, og som de altid var nærved at nå, men aldrig nåde, det var kroner og rigsæbler. Å, der kom hundreder efter hundreder af alle slags, og ingen vidste, hvad det gjaldt; men mange jamred og spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne forfærdelige storm? Da blev der svaret: én røst talte, og denne ene røst gav slig genlyd, at stormen vaktes!
STENSGARD.
To build up? We have to tear down first. -- Fieldbo, I had once a dream -- or did I see it? No; it was a dream, but such a vivid one! I thought the Day of judgment was come upon the world. I could see the whole curve of the hemisphere. There was no sun, only a livid storm- light. A tempest arose; it came rushing from the west and swept everything before it: first withered leaves, then men; but they kept on their feet all the time, and their garments clung fast to them, so that they seemed to be hurried along sitting. At first they looked like townspeople running after their hats in a wind; but when they came nearer they were emperors and kings; and it was their crowns and orbs they were chasing and catching at, and seemed always on the point of grasping, but never grasped. Oh, there were hundreds and hundreds of them, and none of them understood in the least what was happening; but many bewailed themselves, and asked: “Whence can it come, this terrible storm?” Then there came the answer: “One Voice spoke, and the storm is the echo of that one Voice.”
史丹斯戈:
建设？咱们先得做破坏的工作。费尔博，从前我做过一个梦——也许是我真看见的吧？不是看见的，是个梦，可是这个梦简直像真事儿！我觉得世界的末日好像到了。地球的轮廓我都看见了。太阳没有了，只剩下一道青灰的闪光。忽然起了一阵风暴，从西边扫过来，东西都在天空中乱飞，先是枯叶子，后来是一群人，可是那些人没让风刮倒，他们的衣服紧贴在身上，所以看起来好像他们是被风卷着走，自己不动脚。起初他们像是在大风里追帽子的平常人，可是走近一看，原来都是皇帝和国王，他们追的是王冠和珠宝，好像老是眼看着就要抓到手，可是永远抓不着。他们的人数足有好几百，可是谁也不明白究竟是怎么回事。其中有好些人一边哭一边问：“这阵风暴是从哪里吹来的？”有人回答说：“一个人发出了‘呼声’，这阵风暴就是那个‘呼声’的回音。”
