SELMA.
Hvorledes har jeg ikke tørstet efter en dråbe af eders sorger! Men bad jeg, så havde I ikke andet end en fin spøg at vise mig bort med. I klædte mig på som en dukke; I legte med mig, som man leger med et barn. O, jeg havde dog en jubel til at bære det tunge; jeg havde alvor og længsel mod alt det, som stormer og løfter og højner. Nu er jeg god nok; nu, da Erik intet andet har. Men jeg vil ikke være den, man griber til sidst. Nu vil jeg intet have af dine sorger. Jeg vil fra dig! Før skal jeg spille og synge på gaden –! Lad mig være; lad mig være!
(hun iler ud i baggrunden.)
SELMA.
How I have thirsted for a single drop of your troubles, your anxieties! But when I begged for it you only laughed me off. You have dressed me up like a doll; you have played with me as you would play with a child. Oh, what a joy it would have been to me to take my share in your burdens! How I longed, how I yearned, for a large, and high, and strenuous part in life! Now you come to me, Erik, now that you have nothing else left. But I will not be treated simply as a last resource. I will have nothing to do with your troubles now. I won’t stay with you! I will rather play and sing in the streets -- ! Let me be! Let me be!
[She rushes out by the back.]
塞尔玛:
我一向苦苦地盼望能给你们代一点劳，分一点忧。可是每逢我提起这话的时候，你们总是一笑了事。你们把我打扮得像泥娃娃似的。你们像逗小孩子玩儿似的逗我玩儿。喔，要是我能给你们分担点责任，那多快活！我从前一心想过广大崇高、奋发有为的日子！埃吕克，现在你别的东西都没有了才来找我。可是我不愿意让你把我当最后一着棋子儿使用。现在你的患难跟我毫不相干。我不跟你过日子了！我宁可上大街去卖唱！让我走！让我走！
（从后面跑出去。）
