PROFESSOR RUBEK
(vedbliver uforstyrret).
Jeg lever så ilsomt, Maja. Vi lever så, vi kunstnere. Jeg for min part har gennemlevet et helt livsløb i de få år vi to har kendt hinanden. Jeg er kommet til at se, at det slet ikke ligger for mig at søge lykken i ørkesløs nydelse. Livet ligger ikke sådan til rette for mig og mine lige. Jeg må bli’ ved at virke, – skabe værk på værk, – lige indtil min sidste dag. (med overvindelse.) Derfor er det, at jeg ikke længer kan komme ud af det med dig, Maja. – Ikke længer med dig alene.
PROFESSOR RUBEK.
[Continuing undisturbed.]
I live at such high speed, Maia. We live so, we artists. I, for my part, have lived through a whole lifetime in the few years we two have known each other. I have come to realise that I am not at all adapted for seeking happiness in indolent enjoyment. Life does not shape itself that way for me and those like me. I must go on working--producing one work after another--right up to my dying day. [Forcing himself to continue.] That is why I cannot get on with you any longer, Maia--not with you alone.
鲁贝克教授
（不动声色，继续说下去）
梅遏，我的生活速度非常高。我们艺术家的生活都是这样。就我而言，在咱们认识以后的短短几年中，我已经度过了整整一辈子。现在我已经看清楚，我这人绝不宜于在懒散的享受中求快乐。这种方式的生活不是为我和类似我的人安排的。我必须不停地工作--- 创作了一件又一件--- 到死才罢休。（勉强说下去）因此，我不能再跟你过日子了，梅遏--- 我不能再跟你单独过日子了。
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=1e85cc56-bad8-11e0-ab97-001cc4df1abe
