Bibliotheca Polyglotta

Når vi døde vågner (When We Dead Awaken)

Complete text

FØRSTE AKT

(Udenfor badehotellet, hvis hovedbygning delvis ses til højre. Åben parklignende plads med springvand, grupper af store, gamle trær og buskvækster. Til venstre en liden pavillon, næsten dækket af murgrønt og vild vin. Bord og en stol udenfor. I baggrunden udsigt over fjorden, lige til havet, med landtunger og små holmer i det fjerne. Det er en stille, solvarm sommerformiddag.)
(Professor Rubek og fru Maja sidder i kurvstole ved et dækket bord på plænen udenfor hotellet og har spist frokost. Nu drikker de champagne og selters og har hver sin avis i hånden. Professoren er en ældre, distingueret herre, klædt i sort fløjels jakke og for øvrigt sommerligt antrukken. Fru Maja er ganske ungdommelig, med et livfuldt ansigt og muntre drillende øjne, dog med et anstrøg af træthed. Klædt i elegant rejsedragt.)

ACT FIRST.

[Outside the Bath Hotel. A portion of the main building can be seen to the right. An open, park-like place with a fountain, groups of fine old trees, and shrubbery. To the left, a little pavilion almost covered with ivy and Virginia creeper. A table and chair outside it. At the back a view over the fjord, right out to sea, with headlands and small islands in the distance. It is a calm, warm and sunny summer morning.]
[PROFESSOR RUBEK and MRS. MAIA RUBEK are sitting in basket chairs beside a covered table on the lawn outside the hotel, having just breakfasted. They have champagne and seltzer water on the table, and each has a newspaper. PROFESSOR RUBEK is an elderly man of distinguished appearance, wearing a black velvet jacket, and otherwise in light summer attire. MAIA is quite young, with a vivacious expression and lively, mocking eyes, yet with a suggestion of fatigue. She wears an elegant travelling dress.]

第一幕

（浴场旅馆外景，右首可以看见旅馆主要房屋的一部分，一片公园似的广场，一座喷水池，几簇优美古树和一丛灌木。左首有一小凉亭，几乎全被常春藤和美国藤遮住。亭外有一桌一椅。后方一片海峡景致，接连外海，远处有几个海角和小岛。这是一个宁静、和煦、晴朗的夏日清晨。）
（鲁贝克教授和梅遏·鲁贝克太太坐在旅馆外草地上柳条椅里，旁边有一张铺桌布的桌子，上有香槟酒和矿泉水。他们刚吃完早餐，各自拿着一份报纸。鲁贝克教授是个过了中年的人，相貌不凡，穿一件黑丝绒短衣，其余衣服都是浅色夏装。梅遏非常年轻，神气活泼，双目灵活慧黠，然而微有疲倦之意。她身上穿着漂亮的旅行衣服。）

FRU MAJA
(sidder en stund ligesom ventende på, at professoren skal sige noget. Så lader hun bladet synke og sukker).
Uh nej, nej –!

MAIA.
[Sits for some time as though waiting for the PROFESSOR to say something, then lets her paper drop with a deep sigh.]
Oh dear, dear, dear--!

梅遏
（坐着好像在等教授说话，过了会儿，一声长叹，撂下报纸）
唉，天啊，天啊！

PROFESSOR RUBEK
(ser op fra sin avis).
Nå Maja? Hvad er der i vejen med dig?

PROFESSOR RUBEK.
[Looks up from his paper.]
Well, Maia? What is the matter with you?

鲁贝克教授
（抬头，眼光离开报纸）
唔，梅遏？你怎么了？

FRU MAJA.
Hør bare, hvor lydløst her er.

MAIA.
Just listen how silent it is here.

梅遏
你听，这里多么寂静。

PROFESSOR RUBEK
(smiler overbærende).
Og det kan du høre?

PROFESSOR RUBEK.
[Smiles indulgently.]
And you can hear that?

鲁贝克教授
（宽容地一笑）
你听得见吗？

FRU MAJA.
Hvilket?

MAIA.
What?

梅遏
听得见什么？

PROFESSOR RUBEK.
Det lydløse?

PROFESSOR RUBEK.
The silence?

鲁贝克教授
寂静？

FRU MAJA.
Ja, det kan jeg da rigtignok.

MAIA.
Yes, indeed I can.

梅遏
噢，我听得见。

PROFESSOR RUBEK.
Nå, du har kanske ret, mein Kind. Man kan virkelig høre lydløsheden.

PROFESSOR RUBEK.
Well, perhaps you are right, mein Kind. One can really hear the silence.

鲁贝克教授
嗯，你的话也许不错，mein Kind. 寂静是真听得见的。

FRU MAJA.
Ja, det skal gud vide en kan. Når den er så rent overvældende som her, så –

MAIA.
Heaven knows you can--when it’s so absolutely overpowering as it is here--

梅遏
当然听得见--- 在寂静得像此地这么厉害的时候---

PROFESSOR RUBEK.
Som her ved badet, mener du?

PROFESSOR RUBEK.
Here at the Baths, you mean?

鲁贝克教授
你是不是说这浴场？

FRU MAJA.
Overalt her hjemme, mener jeg. Inde i byen var der jo larm og uro nok. Men alligevel, – jeg syntes, at selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.

MAIA.
Wherever you go at home here, it seems to me. Of course there was noise and bustle enough in the town. But I don’t know how it is--even the noise and bustle seemed to have something dead about it.

梅遏
我觉得，在咱们这地方到处都如此。不用说，城里是够热闹的。可是我不明白为什么热闹之中似乎也有点儿死气沉沉。

PROFESSOR RUBEK
(med et forskende blik).
Er du ikke videre glad for, at du er kommen hjem igen, Maja?

PROFESSOR RUBEK.
[With a searching glance.]
You don’t seem particularly glad to be at home again, Maia?

鲁贝克教授
（仔细瞧她一眼）
梅遏，你似乎不很喜欢回来吧？

FRU MAJA
(ser på ham).
Er du glad?

MAIA.
[Looks at him.]
Are you glad?

梅遏
（瞧他）
你喜欢吗？

PROFESSOR RUBEK
(undvigende).
Jeg –?

PROFESSOR RUBEK.
[Evasively.]
I--?

鲁贝克教授
（闪闪烁烁）
我---？

FRU MAJA.
Ja. Du, som har været så meget, meget længere borte end jeg. Er du rigtig glad nu, da du er hjemme igen?

MAIA.
Yes, you, who have been so much, much further away than I. Are you entirely happy, now that you are at home again?

梅遏
不错，我问的是你。你离开家乡的日子比我长久得多，现在你又回来了，心里十分快活吗？

PROFESSOR RUBEK.
Nej – oprigtig talt – ikke sådan rigtig glad –

PROFESSOR RUBEK.
No--to be quite candid--perhaps not entirely happy--

鲁贝克教授
不--- 说老实话--- 也许并不十分快活---

FRU MAJA
(livfuldt).
Der kan du bare se! Var det ikke det, jeg vidste!

MAIA.
[With animation.]
There, you see! Didn’t I know it!

梅遏
（高兴）
啊，你看怎么样！我猜着了吧！

PROFESSOR RUBEK.
Jeg har kanske været altfor længe borte. Er kommen helt væk fra alt dette her, – dette her hjemlige.

PROFESSOR RUBEK.
I have been too long abroad. I have drifted quite away from all this--this home life.

鲁贝克教授
也许我离开家乡太久了。我跟这--- 这种家乡生活太疏远了。

FRU MAJA
(ivrig, rykker sin stol nærmere til ham).
Der kan du bare se, Rubek! Lad os lige så godt rejse vor vej igen! Så fort vi bare kan.

MAIA.
[Eagerly, drawing her chair nearer him.]
There, you see, Rubek! We had much better get away again! As quickly as ever we can.

梅遏
（把椅子向他拉近些，热烈地）
啊，鲁贝克，你看！咱们还是再离开家乡吧！越早走越好。

PROFESSOR RUBEK
(lidt utålmodig).
Ja-ja, det er jo også meningen, kære Maja. Det véd du da.

PROFESSOR RUBEK.
[Somewhat impatiently.]
Well, well, that is what we intend to do, my dear Maia. You know that.

鲁贝克教授
（有点不耐烦）
是，是，咱们原来就打算走，亲爱的梅遏，这是你知道的。

FRU MAJA.
Men hvorfor ikke nu straks? Tænk, vi som kunde ha’ det så lunt og mageligt dernede i vort nye, dejlige hus –

MAIA.
But why not now--at once? Only think how cozy and comfortable we could be down there, in our lovely new house--

梅遏
然而为什么不现在就走--- 马上就走？你想，咱们回到那儿，多安逸、多舒服，住在咱们那所可爱的新房子里。

PROFESSOR RUBEK
(smiler overbærende).
Egentlig skulde man vel si’e: vort nye, dejlige hjem.

PROFESSOR RUBEK.
[Smiles indulgently.]
We ought by rights to say: our lovely new home.

鲁贝克教授
（宽容地一笑）
咱们应该说：咱们那个可爱的新家。

FRU MAJA
(kort).
Jeg siger heller hus. Lad os bli’ ved det.

MAIA.
[Shortly.]
I prefer to say house--let us keep to that.

梅遏
（尖峭地）
我喜欢说新房子--- 咱们一定要这么说。

PROFESSOR RUBEK
(ser dvælende på hende).
Du er i grunden en underlig liden person.

PROFESSOR RUBEK.
[His eyes dwelling on her.]
You are really a strange little person.

鲁贝克教授
（眼睛盯着她）
你真是个古怪的小东西。

FRU MAJA.
Er jeg så underlig?

MAIA.
Am I so strange?

梅遏
我真是很古怪吗？

PROFESSOR RUBEK.
Ja, jeg synes det.

PROFESSOR RUBEK.
Yes, I think so.

鲁贝克教授
我觉得是。

FRU MAJA.
Men hvorfor da? Er det kanske, fordi jeg ikke har så’n svær lyst til at ligge og føjte omkring her oppe –?

MAIA.
But why, pray? Perhaps because I’m not desperately in love with mooning about up here--?

梅遏
请问为什么？是不是因为我不爱待在这里无精打采地过日子？

PROFESSOR RUBEK.
Hvem af os var det, som på død og liv vilde ha’, at vi skulde rejse nordover i sommer?

PROFESSOR RUBEK.
Which of us was it that was absolutely bent on our coming north this summer?

鲁贝克教授
当初咱们俩究竟是谁坚决要到北方来过夏？

FRU MAJA.
Nå, det var vel mig, det.

MAIA.
I admit, it was I.

梅遏
我承认，是我。

PROFESSOR RUBEK.
Ja, mig var det sandelig ikke.

PROFESSOR RUBEK.
It was certainly not I, at any rate.

鲁贝克教授
反正绝不是我。

FRU MAJA.
Men Herregud, – hvem kunde også ane, at alting skulde ha’ forvandlet sig så forfærdeligt herhjemme! Og det på så kort en tid da! Tænk, det er jo ikke mere end godt og vel en fire år siden jeg rejste ud –

MAIA.
But good heavens, who could have dreamt that everything would have altered so terribly at home here? And in so short a time, too! Why, it is only just four years since I went away--

梅遏
天啊，谁想得到家乡的一切会发生这么大的变化？并且还变得这么快！我离开这儿只有四年工夫---

PROFESSOR RUBEK.
– som gift, ja.

PROFESSOR RUBEK.
Since you were married, yes.

鲁贝克教授
对了，从你结婚的时候算起。

FRU MAJA.
Gift? Hvad skulde det gøre til sagen?

MAIA.
Married? What has that to do with the matter?

梅遏
结婚？结婚跟这事又有什么相干？

PROFESSOR RUBEK
(vedbliver).
– blev Frau Professor og fik dig et prægtigt hjem, – om forladelse, – et herskabeligt hus skulde jeg vel sige. Og en villa ved Taunitzer See, hvor det jo nu er ble’t aller finest –. Ja, for fint og prægtigt er det alt sammen, Maja, det tør jeg nok sige. Og rummeligt også. Vi behøver ikke altid at hænge sådan over hinanden –

PROFESSOR RUBEK.
[Continuing.]
--since you became the Frau Professor, and found yourself mistress of a charming home--I beg your pardon--a very handsome house, I ought to say. And a villa on the Lake of Taunitz, just at the point that has become most fashionable, too--. In fact it is all very handsome and distinguished, Maia, there’s no denying that. And spacious too. We need not always be getting in each other’s way--

鲁贝克教授
（接着说下去）
从那时候起，你当了教授夫人，并且在一个可爱的家里--- 对不起，我应该说，在一所很漂亮的新房子里--- 当了主妇。还有一所别墅，在陶尼慈湖边最时髦的地区。梅遏，你不能不承认，那所房子又漂亮、又大方。并且还很宽敞，咱们无需经常挤在一起，搅得彼此都不方便。

FRU MAJA
(henkastende).
Nej, nej, nej, – husrum og sligt noget, det skorter det jo slet ikke på –

MAIA.
[Lightly.]
No, no, no--there’s certainly no lack of house-room, and that sort of thing--

梅遏
（轻描淡写地）
是，是，屋子什么的实在不缺少。

PROFESSOR RUBEK.
Og så det, at du kom ind i finere og rummeligere forholde overhodet. I mere anstandsfuld omgang, end den, du var vant til hjemme.

PROFESSOR RUBEK.
Remember, too, that you have been living in altogether more spacious and distinguished surroundings--in more polished society than you were accustomed to at home.

鲁贝克教授
你还应该记着，你在那儿的生活环境比家乡的宽敞大方，你结交的人物比家乡的文雅。

FRU MAJA
(ser på ham).
Nå, så du tror, det er mig, som er ble’t forandret?

MAIA.
[Looking at him.]
Ah, so you think it is I that have changed?

梅遏
（瞧他）
哦，这么说，你觉得是我变了样子？

PROFESSOR RUBEK.
Ja jeg tror såmæn det, Maja.

PROFESSOR RUBEK.
Indeed I do, Maia.

鲁贝克教授
我是这么想，梅遏。

FRU MAJA.
Bare mig? Ikke menneskene her?

MAIA.
I alone? Not the people here?

梅遏
单是我变了？本地的人没变？

PROFESSOR RUBEK.
Å jo, de også. En smule kanske. Og slet ikke i retning af det elskelige. Det kan jeg godt indrømme.

PROFESSOR RUBEK.
Oh yes, they too--a little, perhaps. And not at all in the direction of amiability. That I readily admit.

鲁贝克教授
喔，他们也变了--- 也许变得不多。并且不是朝着亲热可爱的方向变，这一点我愿意承认。

FRU MAJA.
Ja, det må du da sagtens indrømme.

MAIA.
I should think you must admit it, indeed.

梅遏
我想你不能不承认。

PROFESSOR RUBEK
(slår om).
Véd du, hvad for en stemning jeg kommer i, når jeg ser på menneskelivet her omkring mig?

PROFESSOR RUBEK.
[Changing the subject.]
Do you know how it affects me when I look at the life of the people around us here?

鲁贝克教授
（换题目）
你知道不知道，我看见了本地人的生活情况心里是什么滋味？

FRU MAJA.
Nej? Sig det.

MAIA.
No. Tell me.

梅遏
不知道。告诉我。

PROFESSOR RUBEK.
Da kommer jeg til at huske på den natten, vi rejste opover med jernbanen –

PROFESSOR RUBEK.
It makes me think of that night we spent in the train, when we were coming up here--

鲁贝克教授
使我想起了咱们来的时候在火车里那一夜光景。

FRU MAJA.
Da sad du jo og sov i kupéen.

MAIA.
Why, you were sound asleep all the time.

梅遏
整夜你老是睡得那么甜。

PROFESSOR RUBEK.
Ikke ganske. Jeg mærked, at det blev så lydløst ved alle de små stoppestederne –. Jeg hørte lydløsheden, – ligesom du, Maja –

PROFESSOR RUBEK.
Not quite. I noticed how silent it became at all the little roadside stations. I heard the silence--like you, Maia--

鲁贝克教授
并不十分甜。我觉得一路经过的小车站都那么寂静。梅遏，像你一样，我也听得见寂静。

FRU MAJA.
Hm, – ligesom jeg, ja.

MAIA.
H’m,--like me, yes.

梅遏
唔，不错，像我一样。

PROFESSOR RUBEK.
– og så forstod jeg, at nu var vi kommet over grænsen. Nu var vi rigtig hjemme. For ved alle de små stoppestederne holdt toget stille, – skønt der ingen trafik var.

PROFESSOR RUBEK.
--and that assured me that we had crossed the frontier--that we were really at home. For the train stopped at all the little stations--although there was nothing doing at all.

鲁贝克教授
因此我就知道，咱们确是越过了国境--- 真正到了家乡。火车在所有的小站都停下来，虽然一点事都没有。

FRU MAJA.
Hvorfor holdt det så stille. Når der ingenting var?

MAIA.
Then why did it stop--though there was nothing to be done?

梅遏
既然没有事，为什么要停车？

PROFESSOR RUBEK.
Véd ikke. Ingen rejsende steg ud og ingen kom ind. Og toget, det holdt stille en lang, endeløs stund alligevel. Og ved hver station hørte jeg, at der var to banemænd, som gik på perronen, – den ene havde en lygte i hånden, – og de talte med hinanden, dæmpet og klangløst og intetsigende ud i natten.

PROFESSOR RUBEK.
Can’t say. No one got out or in; but all the same the train stopped a long, endless time. And at every station I could make out that there were two railway men walking up and down the platform--one with a lantern in his hand--and they said things to each other in the night, low, and toneless, and meaningless.

鲁贝克教授
我不明白。上下的旅客一个也没有，然而火车还是停得那么久。每到一站，我总能发现两个铁路人员在月台上走来走去--- 其中一个提着灯笼--- 他们在黑暗中交谈，声音低低的，没有调子，没有意义。

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=1d8971c2-bad8-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display